Normalisér den bedste version af dig selv

I går havde jeg de første samtaler med to af de klienter, der deltager i mit beta-coachingforløb fra på søndag den 1. november 2020.

Samtalerne var ikke almindelige coachingsamtaler. Jeg havde aftalt at snakke i telefon med dem, der skal opstarte, for at høre mere om deres mål med at deltage i forløbet og for at forberede dem på vores første gruppecoachingsamtale søndag aften.

Samtalerne var altså løse i strukturen, men det var naturligt, at de begge alligevel endte med at fortælle mig flere detaljer om deres mål, og hvad der holder dem tilbage. Selvom jeg ikke havde planlagt at coache dem (ved at foreslå dem andre og mere konstruktive måder at fortolke de situationer, de så som uoverkommelige, overvældende eller begrænsende for at nå deres mål), og jeg forsøgte at bide mig selv i tungen for at gemme det til det egentlige coachingsamtaler, endte jeg alligevel med at give dem en smule coaching.

Da jeg havde lagt på med den sidste klokken 21.00, gik jeg ud på min altan og røg en cigaret.

Jeg kiggede ned på den tomme gade to etager længere nede og rundt på altanerne over for.

Og så tænkte jeg to ting, der blev ved at cirkulere rundt i mine tanker, mens jeg dyrkede en smule aften-hatha-yoga og børstede mine tænder.

Den første tanke var spontan og ikke én, jeg med vilje trak frem og mindede mig selv om. Den lød sådan her:

“Hold da kæft. Jeg kan coache folk. Det eneste, jeg skal gøre, er at dukke op og være til stede. Det er det eneste, der skal til, for at jeg giver det bedste coaching, jeg har i mig. Når jeg bare dukker op, flyder resten ud af mig helt af sig selv.”

Den næste tanke, som jeg til gengæld med vilje og meget bevidst sagde til mig selv igen og igen, var (og det er tanke, som jeg trækker frem fra Mit Fremtidige Jeg):

“Jeg vidste godt, du havde det i dig. Det eneste, der havde været underligt, ville have været, at du ikke havde været god til det. Det er normalt, at du er god til at coache folk. Det overrasker ikke mig. Så fortsæt du bare, som du har gjort, fordi det her, Rikke… det er normalt for dig.”

Gør det normalt at udleve din bedste version af dig selv

Hvis det er første gang, du læser om det her med at “normalisere” den version af dig selv eller af dit liv, som du vil se ske – så kan det godt være, det virker lidt overdrevent på dig at gøre sig anstrengelser for at normalisere dét, som du for et øjeblik ikke havde “bevis” på eller endnu ikke havde opnået, i stedet for bare at lade det være og håbe på, du får flere tegn på det – før du kan begynde at tro rigtigt på det.

Grunden til, at jeg gentager, at det er normalt for at være god til at coache, er, at jeg netop ikke vil overse de små sejre. Når jeg gentager over for mig selv, hvor normalt det er for mig at være “sådan én”, der er god til at coache, betyder det, at jeg holder bedre fast i den (nye) overbevisning om, at jeg selvfølgelig kan gøre, som jeg har sat mig for at gøre.

Forestil dig, at jeg var blevet i den her tanke om, at det var virkelig overraskende, at jeg var god til den smule coaching, jeg gav i de to telefonsamtaler, og vi kigger på den “besked,” jeg ville have fortalt mig selv om i det øjeblik. Det ville lyde nogenlunde sådan her:

“Hvor er det fedt, Rikke. Men jeg må indrømme, at det overrasker mig. Det ligner dig jo ikke. Du har jo ikke tidligere haft nogle beviser på, at du skulle være god til at coache, så det strider jo lidt imod den selvforståelse, jeg har af dig i dag. Ikke? Jeg er altså ikke sikker på, du bare sådan uden videre kan tillade dig selv at tro på, du skulle være god til at coache. Var det ikke også bare 15 minutter af samtalen, hvor du coachede?”

Det er slet, slet ikke usandsynligt, at det er dér, tankerækken ender, hvis vi tillader vores hjerne at holde fast i den forståelse, vi allerede har af os selv – fordi vi tillader vores hjerne at få lov til at gentage det, som den plejer at gentage.

Det er nemlig det, hjerner rigtig godt kan lide. Hjerner kan godt lide at gentage ting, og de går ikke op i, om de gentager negative eller positive tanker – så længe de får lov at gentage de samme tanker (så skal de nemlig ikke på overarbejde).

Det betyder også, at hvis vores “nye” bevis på, at vi – for eksempel – skulle være gode til at coache strider imod vores hjernes nuværende forståelse af os selv, vil den kæmpe en kamp om at få dig tilbage i det gamle tankespor.

For vores hjerner er det en yderst besværlig opgave alene at skulle overveje, at vi måske er sådan et slags menneske, som er god til at coache. Når det jo ikke har været det, vi har været vant til at tænke om os selv.

Derfor gentog jeg over for mig selv igen og igen, at det var normalt for mig at have en oplevelse af at være god til at coache.

Fordi jeg ved, at min hjerne godt kan lide gentagelser.

Hvis jeg vil træde ind i et nyt kapitel af mit liv, hvor jeg lever af at være coach og har det fedt med at være det, så skal jeg hjælpe min hjerne lidt på vej. Og det betyder blandt andet at gentage den forståelse af mig selv, som jeg vil træde mere og mere ind i, mens jeg bygger min coachingforretning.

“Det er normalt for mig, at jeg er god til at coache. “

“Det er normalt for mig, at jeg er god til at coache.”

“Det er normalt for mig, at jeg er god til at coache.”

Hvordan ville de se ud for dig?

Her er nogle eksempler:

“Det er normalt for mig at tage fuld pris for mine ydelser – og være afklaret med den værdi, jeg tilbyder.”

“Det er normalt for mig at skrive på min bog hver eneste dag – uden de store overvejelser.”

“Det er normalt for mig at foreslå samarbejder til folk, som jeg respekterer, i min branche.”

“Det er normalt for mig at tage beslutninger uden på forhånd at vide, hvordan alt løser sig i sidste ende.”

Kan du komme på andre gode påmindelser til dig selv om, hvordan det er normalt for dig, at du dukker op i dit liv som den bedste version af dig selv?

2 betragtning angående “Normalisér den bedste version af dig selv”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.