Jeg ved godt, jeg sagde, jeg ville blive i Danmark…
Men den er gal igen. 🐒
Barceloneta, Barcelona, december 2019
Og det er ikke kun, fordi jeg savner palmer.
For jeg havde besluttet at blive i København, og jeg glædede mig til at slå lidt rødder, investere min tid i København og være tæt på mine venner.
Men det var indtil, min plan om at flytte hjem i min gamle lejlighed i Vanløse faldt fra hinanden. Det første der skete var, at min projektleder fra Netflix fortalte mig, de ikke ville vende tilbage med flere opgaver lige foreløbig, sådan som jeg havde forventet. Det næste var, at jeg fandt ud af, jeg ikke må åbne en virksomhed igen før til december.
Det betyder, at jeg ikke ville kunne arbejde deltid og begynde at sælge min kunst, fordi de opgaver, jeg måske kan få, ikke strækker til at få min økonomi til at løbe rundt med en husleje og det danske skattetryk. Det er ingen klagesang. Det er sådan, min økonomiske situation ser ud i øjeblikket og særligt efter måneder med Covid-19’s hærgen på alle mulige og umulige fronter.
Så… Det ene med det andet med det tredje, har jeg kigget på finanserne, du ved, og forsøgt at få et overblik over, hvordan jeg gør det næste år nemmest for mig selv, og det vil sige nemmest sådan rent økonomisk, og det ser ud til, at jeg skal have aktiveret det netværk af bureauer, jeg arbejdede for før Netflix og tager de oversættelsesopgaver, de har.
Problemet med det er, at de opgaver betaler mindre og er mindre stabile. Hvilket i sidste ende betyder, at det ikke ville løbe rundt, hvis jeg også fortsatte med at arbejde i min egen forretning – som jo er drømmen. Rent økonomisk set går det… Bare. Ikke. Op.
Jeg har ingen opsparing. Jeg har ikke nogen friværdi. Jeg har ikke noget, jeg kan sælge. Jeg kan ikke læne mig op af nogen andres indtjening. Det er heller ikke en klagesang. Det er bare fakta. Og det er mig, der skal tage ansvar for mit liv og finde en løsning. Og løsningen finder jeg ud fra, hvad jeg vil skabe på længere sigt.
For det er ikke kun en drøm at have min egen kreative forretning. Det er en langsigtet plan for mit arbejdsliv, som jeg har besluttet mig for at skabe, fordi jeg ved, at det er sådan, jeg arbejder bedst. Når jeg selv udstikker retningen, definerer værdierne, planlægger og prioriterer mine arbejdsopgaver og har plads til at være kreativ, har jeg det godt. Det er ikke min drøm at finde “en ordinær ansættelse,” sådan som min a-kasse for nyligt omtalte det.
(Ha ha. Indsæt en presset Rikke bare ved udsigten til det*)
Det har jeg prøvet. Det presser mig at have så lidt spillerum, så lidt at skulle have sagt og oven i det – blive fortalt, hvad jeg skal, hvornår jeg skal det, og hvorfor jeg skal det. Det gør mig trist og tom, og så vidt jeg er orienteret, kan sådan noget ende i stress.
Jeg vil det ikke.
Jeg vil ikke bo herhjemme og være på dagpenge og stresse over ikke at kunne betale mine regninger og sigte efter ordinære ansættelser og prøve at mase mig selv ned i noget, jeg slet ikke har lyst til.
Det kommer ikke til at ske.
Jeg vil have min egen forretning.
Selvom det var rigtigt for mig at blive i København, da jeg besluttede det for nogle uger siden, har det hele tiden været det vigtigste for mig at skabe nogle langsigtede og holdbare løsninger for mit arbejdsliv.
Det kommer først.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, handler det også om, at jeg ikke kun prøver at skabe en indtægt fra et arbejde, der gør mig glad, men at jeg også gerne (en dag) vil kunne købe min egen lejlighed en dag og få et barn om et år eller to, hvis det er det, jeg vil. Og jeg tænker, at hvis jeg skal have et barn selv, vil jeg have råd til det. Sådan ordentligt. Med god plads til ting og sådan. Og mama skal være glad og tilpas, ikke?
Jeg har ikke altid været superfornuftig og forsvarlig med mine penge, fordi jeg i mange år levede mit liv, som jeg gjorde, så det betyder meget for mig at tage ansvar for det i dag og gøre, hvad jeg kan for at skabe et sammenhængende arbejdsliv, der ligesom kan være… rygsøjlen i et liv, hvor jeg indretter mig i mit liv, alt efter hvad der ender med at ske.
Og hvis jeg vil det, så kræver det, at økonomien bakker op omkring det.
I slutningen af september skal jeg være ude af Frederiks lejlighed. Skønt som det var, mens det stod på, ville skæbnen ikke, at jeg blev for evigt, så det er heller ikke en løsning.
Dét der giver mig luft og plads og gør, at jeg har råd til at tage de mindre oversættelsesopgaver igen, er hvis jeg flytter.
Hvis (når) jeg flytter til Barcelona er alt halv pris. Selv skatten. Så det vil sige, at jeg hurtigere ville kunne komme i arbejde igen og få økonomien til at hænge sammen og få lanceret webshoppen og komme videre med min plan om selvstændig virksomhed.
Jeg vil ikke vente.
Jeg tror ikke, jeg kan.
Jeg har lyst til at rykke på mine planer, og når jeg kan se, det kan lade sig gøre i Barcelona, så er det det, jeg gør.
Med den dejlige indsigt i baghovedet, at jeg stadigvæk tydeligt mærker, at jeg hører til i København, og at jeg kommer tilbage hertil.
Men at bevare roen og nurse tålmodighed, når praktiske udfordringer som økonomi og skatteregler hober sig op på min TO DO-liste – det er det helt store tema, monkey friend. Det må jeg jo nok se i øjnene.
Så selvom jeg kommer til at savne mine venner, så har jeg det også sådan, at når jeg har taget beslutningen om at tage til Barcelona, så gør jeg det til den rigtige beslutning og får det bedste ud af det. Hvilket ikke kommer til at blive svært. At flytte derned er ikke ligefrem en straf 😉
Det var hele tiden to gode alternativer: at tage afsted og at blive hjemme. Jeg kommer til at savne mine venner igen, men denne gang rejser jeg for at komme hjem igen og inden for en tidsramme, der er overskuelig.
Og så er der selvfølgelig palmer.
Jeg flyver den 30. september.
MØS fra din nomade-monkey.