Da jeg købte min envejs-flybillet til Barcelona den 4. august, troede jeg ikke, jeg var færdig med at rejse. Men så aflyste Norweigan min flyafgang, og det slog mig, at jeg følte et lillebitte stik af lettelse. Eller måske nærmere bare et fravær af ærgelse.
Fordi jeg var virkelig (åbenbart) ikke var ærgerlig over det. Og det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at tage afsted. Jeg havde allerede snakket med fire af mine nyere venner fra Barcelona om, at vi skulle ses, så snart jeg kom derned, og jeg havde netop holdt et Skype-møde min med nye udlejer og den nuværende lejer om overtagelse af den lille studio-lejlighed med ekstra soveværelse (okay, nu begynder jeg at få lyst til at tage afsted igen), der lå i den gamle bydel i gåafstand fra palmer og strand.
Men den dag mit fly blev aflyst tog en sådan mærkelig ro over. Og jeg vidste pludselig, at selvom jeg kunne have bestilt en ny billet hos et flyselskab, der flyver på trods af Covid-19, at jeg ikke ville afsted.
At have været hjemme her i foråret og sommeren har vist mig, hvor vigtigt det er for mig at være tæt på mine mennesker. Mine venner her i København. At kunne se dem spontant og så meget, jeg vil. At kunne følge med i deres liv på uge-basis i stedet over for den månedlige og skrattende telefonforbindelse. Min søster og hendes familie i Aalborg. At kunne være med til 3- og 5-års fødselsdage. Bonus-familien, alle.
Ro og stilstand er en ny følelse for mig.
Det overraskede mig, og det er ikke fordi, jeg ikke har vist, hvor vigtige mine mennesker er i mit liv, for det har altid været svært at være væk fra dem i hverdagen. Men jeg tror, bevidstheden om HVOR vigtige de vigtigste ting i mit liv er for mig, og at Barcelona altid vil være der.
Så jeg bliver hjemme.
Og jeg har haft den største optur over at kunne glædes mig over den nyhed sammen med de venner, jeg ellers ugen forinden havde varslet min afgang, og som jeg virkelig sætter pris på, ikke umiddelbart lader sig irritere over alle de skiftende meldinger og bare blev glade.
MØS fra din rejse-monkey.