Hvad har skam med planlægning at gøre?

I går betalte jeg 999 USD for et tre måneders medlemskab hos en perfektionisme-coach. Coachen hedder Sam Laura Brown, hun er australier og har lavet en podcast kaldet The Perfectionist Project, som jeg har lyttet til siden midten af juli måned i år.

Ved at lytte til hende, har det for første gang nogensinde givet mening for mig, hvad det vil sige at have perfektionistiske tendenser. Noget, der virkelig har overrasket mig, er, at jeg har kunnet se, hvordan min skræk for at føle skam forpurrer mine planer, fordi jeg bliver ved at forsøge at gøre alt perfekt, og når jeg ikke kan gøre tingene perfekt, overspringshandler jeg på alle mulige og umulige måder.

Også selvom jeg godt ved – med min fornuft – , at det hverken er meningen, jeg skal gøre ting perfekt, eller at jeg skal være et perfekt menneske.

Efter at have lyttet til SLB har jeg indset, at jeg kommer til at skabe unødvendige forhindringer og blokeringer for mig selv for at undgå følelsen af skam. Og at perfektionisme kommer til udtryk på mange måder. Måder, som jeg troede, var et udtryk for rigtige problemer hos mig selv, som jeg skulle tage seriøst og reagere på ved at undgå at sætte mig selv i spil og risikere at blive gjort til grin for at være uperfekt.

“Pænt” rod er det bedste.

Perfektionistiske strategier

Nu skal jeg nok lige blive lidt mere konkret.

Hvis du er med så langt, så opsummerer jeg lige:

Perfektionisme er en strategi, vi bruger til at undgå at føle skam over ikke at være perfekt. Og måden det kommer til udtryk på (og måden du kan lære at genkende grunden til, at du overspringshandler) er:

  1. Du mener, du har potentiale men har samtidig tendens til at sabotere dine egne planer
  2. I al hemmelighed føler du en vis tryghed i at føle dig overvældet og forvirret
  3. Du foretrækker at researche noget mere frem for at risikere noget
  4. Du er overbevist om, at du mangler kvalifikationer, før du går i gang med noget
  5. Du mener, at tingene skal føles naturlige, og at hvis det kræver en indsats af dig, er du ikke dygtig nok
  6. Du er bange for at blive afsløret som uperfekt, fordi alt du laver er en test på, om du er dygtig nok eller ej
  7. Du tænker i enten-eller: Enten er du god til noget, eller også er du ikke
  8. Du dropper at gøre, hvad du havde planlagt ved udsigten til, det bliver mindre end absolut perfekt

Jeg har skrevet “Du”, men det er fordi, jeg skriver den her blog til dig. Du ved godt, jeg mener mig.

Det er, hvad jeg har kunnet genkende i mig selv, af hvad SLB har talt om i sin podcast, og som du kan forstå, har jeg kunnet genkende det så meget, at jeg ikke kun har investeret i hende som coach, men at jeg har fulgt hendes råd om at lægge en plan for mit arbejdsliv i kalenderform frem for at skrive flere TO DO-lister.

Grunden til det virker bedst for mig at planlægge i en kalender, er fordi jeg skaber nogle rammer at arbejde inden for: Afgrænsede tidsblokke hver dag. Lige nu afprøver jeg 08:00-16:30 med halvanden times frokostpause.

Fordi du kan jo sikkert godt se, hvordan de perfektionistiske tendenser hurtigt ville kunne pace mig til at arbejde DAY AND NIGHT og aldrig føle, at jeg gjorde det godt nok, at spørgsmålet om, hvorvidt jeg gjorde det godt nok altid var i spil, og at jeg kunne risikere at blive udstillet som uperfekt (og derfor blive afvist af alle), hvis jeg sendte noget ud i verden, der var mindre end perfekt.

Prøv’a’hør’her. Sådan gider jeg ikke leve mit liv.

TO DO-lister fortæller os ikke, hvornår vi er færdige

Kalenderplanlægningen “tvinger” (med min gode vilje, ellers ville det aldrig fungere) mig til at planlægge at arbejde på en overskuelig og realistisk måde i stedet for, at jeg prøver at komme foran de dér evigt rullende TO DO-lister, som aldrig fortæller mig, at det er nok nu.

Men det skal være nok.

Sådan har jeg det til gengæld, når jeg tjekker ting af i min kalender. Nogle gange bliver jeg endda færdig før tid. Heeey! Og jeg er tilfreds med, hvad jeg laver, fordi jeg “selvfølgelig” – kan jeg sige det? – arbejder på at være mere forstående, anerkendende og opbakkende over for mig selv på samme tid.

Så hvad har skam så med planlægning at gøre?

Grunden til, at jeg har lagt en detaljeret plan for hver eneste arbejdsdag de næste tre måneder (se forrige blogindlæg), er fordi jeg forsøger ikke at overspringshandle, i den tro at jeg kan undgå at føle skam over ikke at være perfekt.

Okay.

Det var ikke særligt præcist. Lad mig lige prøve igen:

Jeg planlægger, så jeg vænner mig til at gøre de ting, jeg ellers ville undgå at gøre for ikke at føle skam.

Var det bedre?

Jeg planlægger, så jeg vænner mig til at gøre de ting, jeg ellers ville undgå at gøre for ikke at føle skam.

AND IT WORKS, honey.

MØS fra din perfektionistiske monkey.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *