Dette blogindlæg har været undervejs i mine tanker i flere uger.
Men jeg udskød at skrive det og bildte mig selv ind, at jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville sige. Men jeg ved udmærket, hvad jeg gerne vil sige. Jeg er bare nervøs for at gøre det:
Jeg vil arbejde som coach.
Du får lige starten med.
I marts måned i år valgte jeg at starte to retninger inden for samme (kommende) forretning:
- Retningen, hvor jeg sælger min kunst
- Retningen, hvor jeg deler processen med at stable det på benene (for på sigt at kunne coache andre i at gøre det samme)
Jeg var længe i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gøre begge dele på samme tid, eller om jeg hellere skulle vælge én retning af gangen. Det var det råd jeg fik fra folk omkring mig. Coaches, jeg fulgte på Instagram, iværksættere, hvis podcaste jeg lyttede til, og min egen sunde fornuft fortalte mig, at det ville være nemmere at lykkes med at gøre begge dele, hvis jeg gjorde én ting af gangen.
En coach, som jeg havde en samtale med på det tidspunkt, sagde til mig, at hvis det var coach-delen, der tiltalte mig mest, syntes hun, jeg skulle gå efter det med det samme.
Det VAR det, jeg helst ville.
Men det holdt mig tilbage, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre det. Og at jeg ikke vidste, om jeg havde “nok” at dele ud af.
Jeg blev ved med at vende tilbage til en overbevisning, jeg selv var kommet på, om, at jeg først kunne coache andre i at have mindsettet til at bygge deres drømmeforretning, når jeg selv havde gjort det. Hvorfor det ikke slog mig, at jeg ikke behøvede at coache andre i at bygge en drømmeforretning ved at vise et imponerende årsregnskab frem, ved jeg ikke. Men det var det, jeg blev ved med at fokusere på.
Jeg blev ved med at tro, jeg ikke kunne tillade mig at starte, hvor jeg var, fordi jeg var sikker på, at det jeg vidste på det tidspunkt, ikke var værdifuldt nok at dele ud af. Det var selvfølgelig derfor, jeg havde fundet på, at jeg først kunne gå i gang med det, jeg helst ville arbejde med, når jeg en dag… havde “bevist” mit værd – og altså skrabet en ordentlig bunke penge sammen i egen forretning.
Hvis jeg kunne præstere det, så ville jeg ligesom kunne stå inde for gerne at ville dele mit mindset med dig, ikke?
Som om, jeg ikke i forvejen havde beviser nok for, at det virker at skifte sit mindset til at opnå det, man gerne vil, – også selvom man er bange for at gøre det, det kræver.
Jeg har mod, som jeg tager for givet, fordi jeg allerede har skiftet mit mindset til at kunne gøre ting i mit liv, jeg tidligere havde troet, var umulige for mig. Sådan én som mig. For eksempel at stoppe med at drikke. For eksempel at indrømme det overfor venner og familie. For eksempel at stå frem og fortælle den historie i Go’ Morgen Danmark. For eksempel at arbejde som journalist uden at være uddannet til det. For eksempel at rejse og arbejde på nettet og leve som digital nomade. Og så fucking videre.
Men jeg behøver ikke coache i, hvordan man stabler en forretning på benene.
Du behøver ikke stable en forretning på benene for at få noget ud af, hvad jeg kan lære dig om mindset.
Og du har da heller ikke brug for, at jeg stabler en forretning på benene. Det kan jeg da godt gøre, og det er også det, jeg vil.
Men jeg behøver jo ikke hægte min evne til at lære fra mig omkring mindset op på en eller anden krog. Jeg kan lære fra mig uanset. Jeg har nok værdifuld læring at dele ud af. For hunde da.
Den her tendens til at normalisere, hvad vi har opnået. Særligt når vi får øje på det næste mål, vi gerne vil indfri, er det begrænsende at tro, det er “normalt,” hvad vi allerede kan – og derfor ikke længere værdifuldt for andre.
Den overbevisning spænder ben for os.
Fordi når vi ikke anerkender de ressourcer, vi allerede har og tidligere har haft succes med at bruge, kommer vi til at fortælle os selv, at vi skal starte forfra og ikke længere har, hvad der skal til for at komme i mål med vores næste projekt. Fordi det, der er blevet normalt for os, tror vi, alle andre også ved nu.
Da jeg tilbage i marts besluttede at dele processen omkring at stable kunst-delen af forretningen på benene og altså ikke ville opgive coaching-delen af mit nye projekt, var det ikke primært for at dele marketings-strategier, “how to Instagramme” eller noget andet, der har med strategier at gøre.
Grunden til at jeg ville coache omkring processen var først og fremmest for at tale om mindset.
Og det er det, jeg stadig vil. Forskellen på marts og i dag er, at jeg ikke længere bilder mig selv ind, at jeg ikke kan hjælpe dig ved at coache omkring mindset, før jeg har indkasseret X antal kroner og ører på min konto.
Fordi jeg ved, mindset-arbejder virker.
Jeg ved, mindset-arbejdet er ALT.
Uden det rette mindset kan vi have alverdens strategier, værktøjer, tips og trick til vores rådighed (og det har vi, i øvrigt – hej Google, YouTube og hele det samlede internet), har vi ikke den følelses- og tankemæssige modstandsdygtighed til at gøre ting ude i virkeligheden – og holde ved, når det bliver udfordrende.
For det gør det. Det bliver altid udfordrende. Og det er der, mindsettet kommer ind.
Jeg ved, jeg har det i mig at give det videre.
Jeg er bange for, hvad det kræver af mig at gøre det. Fordi selvom jeg tidligere har gjort ting, der skræmte mig, så kan jeg ikke 100 procent uden videre overføre de erfaringer helt uden videre. Det bliver ved med at være udfordrende at stille sig op og vise, hvem man er og stå på mål for det. Men jeg ved, jeg kan udvikle på mit mindset, så det bakker op om, hvad jeg vil. Fordi dét har jeg gjort før.
Jeg ved, jeg har det i mig.
Så nu bliver spørgsmålet bare hvordan.
Det første jeg har gjort er at fokusere på at dele de mindset-værktøjer, jeg ved, virker. Meget mere om det meget snart.
<3
MØS fra din Barcelona-monkey.