Vi har en tendens til at tro, vi er i konstant fare for at blive opdaget i ikke at være dygtige nok.
Derfor er vi blevet bange for, at andre opdager vores fejl, fordi det betyder, de vil tænke, at vi ikke er dygtige nok.
Og derfor tror vi, vores fornemmeste opgave er at sørge for ikke at lave fejl, sådan at vi kan bibeholde vores image udadtil og ikke løbe risikoen for at blive “taget” i ikke at være dygtige nok.
Løsningen for perfektionister bliver, at vi kræver perfektion af os selv.
Så er vi sikre på at blive anset for at være gode nok, ikke?
Den tilgang giver mening for perfektionister. Og den giver mening, fordi den har nogle logiske slutninger, og den har sin helt egen præmis. Præmissen er, at vi med god samvittighed kan føle os trygge i at være dygtige nok, så længe vi ikke laver fejl. Eller at vi kan tillade os at være sikre på, at vi er gode nok, så længe vi ikke laver fejl.
Og lad os lige for en god ordens skyld give os selv lidt forståelse for det, før vi går videre.
Når vi tror, vi står over for en altafgørende test på, om vi er dygtige nok eller ej, er det selvfølgelig klart, at vi bliver bange for at lave fejl. Ikke? Jeg mener, hvem har lyst til én gang for alle at få at vide, om de er gode nok eller ej?
Hvem vil ikke gerne hellere føle sig trygge i og sikre på, at vi er gode nok, til det vi laver?
Det vil jeg da gerne.
Men hvis vi skal være ærlige, føler vi os aldrig rigtigt sikre på, at vi er dygtige nok – lige meget hvor mange gange vi prøver at gøre tingene perfekt. Fordi for hver eneste gang, vi udgiver noget, udtaler os eller rækker ud til nogen, tror vi, at vi skal bestå testen igen. Hver gang bliver vi nervøse for, at andre vil opdage, at vi har lavet en fejl, taget fejl eller fejlet fuldstændigt.
Den her idé om, at vi ikke må lave fejl, er en af grundene til, at perfektionister har svært ved at være produktive. Det er ikke svært at forstå, vel? De skal til eksamen hver dag. Det er drænende.
Derfor er det heller ikke underligt, at perfektionister har let ved at komme ind i en ond cirkel med ikke at udgive eller producere noget, og at jo længere der går, jo sværere bliver det at “komme i gang igen.” Fordi hvis vi ikke har udgivet noget længe og beslutter os for, at nu skal det være – så skal det næste indhold, vi udgiver, vel opveje for al den tid, vi ikke har været til stede.
Eller hvad?
Du skal selv godkende dit arbejde
Nej.
Den her tankegang om, at alt vi laver er en test på, om vi er dygtige nok eller ej, er en del af, hvad jeg kalder det perfektionistiske mindset. Og så længe vi opholder os i det perfektionistiske mindset, er det meget svært at komme videre med vores arbejde, producere, poste, udgive og udtale os, fordi vi ikke må lave fejl.
OG DET ER UMENNESKELIGT IKKE AT MÅ LAVE FEJL.
Det dur simpelthen ikke at kræve perfektion af os selv. For det kommer aldrig til at lykkes. Og vigtigere endnu: Vi kommer ikke i mål med det, vi gerne vil, som er at skabe en succesfuld forretning, hvor vi er frie og kreative.
Vi kan ikke presse os selv til frihed. Vi kan ikke stresse os selv til at føle os trygge i at være gode nok. Vi kan ikke tvinge igennem, at andre vil opfatte os på en bestemt måde.
Fordi vi har ikke – og vi får aldrig – kontrol over, hvad andre tænker om os og om det, vi laver anyways.
For nyligt snakkede jeg om spild af tid og kræfter. Hvis der er noget, der er spild og tid og kræfter er det, at give andre magten til at fortælle os, om vi er dygtige nok eller ej. Og om vi kan accepteres, hvis vi laver fejl.
Det er på tide, du tager magten til at definere det for dig selv – tilbage til dig selv.
Du skal selv godkende dit arbejde.
Du er nødt til at begynde selv at godkende dit arbejde, og det er inklusiv eventuelle fejl og mangler.
Der er ingen smutveje, og det virker umiddelbart mere besværligt. Det er min erfaring, at det er det også. Det er mere besværligt. Men i modsætning til hver dag at arbejde med den tanke i baghovedet, at vi vores arbejde skal vurderes af andre, så de kan fortælle os, om vi er dygtige nok eller ej, hjælper det rent faktisk at tage magten tilbage til os selv.
Vi kan altså lige så godt koncentrere os om, hvad det i virkeligheden handler om – og begynde at give slip på den her perfektionistiske, låste tilgang til vores arbejde, hvor vi skal bestå en test, hver gang vi trykker på “udgiv.”
Vi er nødt til at godkende vores eget arbejde først, hvis vi vil slippe den her præstationsangst og lange perioder uden at udgive noget af alt det guld, vi ligger (lægger?) inde med.
Vi er nødt til at starte med os selv.
Det er den lange omvej til at føle os trygge i og sikre på, at vi er dygtige nok. Det andet virker ikke, vel? Det virker ikke at sende vores ting ud i verden, krydse fingre for, at ingen opdager fejl og håbe på, at de vil komme og fortælle os, vi er dygtige nok.
Det er uholdbart.
Dette indlæg er en del af serien “10 tegn på, du er perfektionist” (som også findes på bloggen som et indlæg i sig selv), og dette er tegn #5.