Det lyder måske ulogisk, at jeg fortæller dig, du skal arbejde mod at gøre tingene 70% i stedet for 100%.
Der er umiddelbart mere logisk, at vi tænker: “Hvis jeg sigter efter at gøre tingene 100% godt nok, så er det mere sandsynligt, resultatet bliver bedre, end hvis jeg sigter efter at gøre tingene 70% godt. Fordi hvis jeg sigter lavere, sætter jeg barren lavere, end hvis jeg havde sigtet mod de 100% til at starte med.”
Men hvis du kæmper med at føle, du gør det godt nok, og hvis du ikke rigtigt kan fornemme, hvornår du er færdig, så er det fordi, din forståelse af, hvornår du har gjort noget “godt nok” er en standard, der er alt for høj til, at du kan blive tilfreds med dig selv på daglig basis.
Og det dur ikke.
Men det ER sådan, perfektionister tænker. Perfektionister tænker, at deres arbejde, produkter, ydelser og budskaber er “gode nok,” når de er fejlfri.
Har du tænkt over, hvor meget der skal til, før du føler, du er tilfreds med, hvad du laver?
Fordi hvis dine standarder er så høje, at du først føler dig tilfreds, når dit arbejde er 100% færdigt, fejlfrit og derfor “godt nok,” så er det klart, at du bliver ved med at tvivle på dig selv, udsætte dine planer og lide, når du endelig sætter dig ned og prøver at få tingene gjort.
Og det er fordi, din standard for, hvad der er godt nok, er for høj.
Du kræver for meget af dig selv.
Du kræver, at du skal være overordentlig imponerende på daglig basis. Men det er der ikke nogen af os, der skal leve op til. Eller følge med til. Vi er ikke perfekte. Og derfor skal vi heller ikke prøve at være det. Derfor skal vi ikke forvente, at vores arbejde bliver perfekt.
Du kan ligeså godt vænne dig til at tro på, at dine 70% opfattes som 100% af alle andre
Fordi det er virkeligheden.
Perfektionister tror, at vores 70% betyder, at andre kan “få øje på” de 30%, der kunne have været bedre. Og at det betyder noget. At det gør en forskel, at der skulle være kommafejl hist og pist. At vi formulerede noget på én måde, og vi senere hen er kommet i tanker om, vi kunne have formuleret os mere præcist. At vi satte en streg i vores tegning, der ser forstyrrende ud, når vi ser tilbage på det. At vi placerede vasen “forkert” på billedet. At vi brugte den “forkerte” farveskala.
Det er FULDSTÆNDIGT ligegyldigt og overflødigt at bruge din energi på at tænke sådan.
Det hjælper ikke dig. Det hjælper ikke andre.
Når vi bruger energi på at bekymre os om de 30% procent, der kunne have været bedre, bremser vi os selv, og vi frarøver vores mennesker at nyde godt at lige præcis dét, som vi blev plumpet ned med storken for at dele med andre. Dén viden, inspiration eller hjælp, du kan give andre.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen, fordi hvis det skal være lettere at være dig, så er det helt centralt at forstå, at…
Grunden til, perfektionister er bange for, at andre får øje på de 30%, der kunne have været bedre, er fordi vi for alt i verden ikke vil føle skam over at blive opfattet som uperfekte.
I stedet for at træne os selv i at føle skam og acceptere at dén følelse (ligesom alle andre følelser) er en del af livet som menneske her på jorden, saboterer vi vores egne planer med så urealistisk høje forventninger til os selv, at vi (ubevidst) sørger for aldrig at løbe risikoen for at vise de der 30%.
I den seneste episode af Selfmade Monkey podcast fortæller jeg, hvordan det har hjulpet mig med at producere langt mere (og bedre), efter jeg er begyndt at gå efter de 70% i stedet for de 100%.
MØS fra din kramme-monkey.