Tag det seriøst – men ikke alvorligt

Gå mindre alvorligt til dit arbejde, end du plejer at gøre.

Tag dit arbejde seriøst, men ikke alvorligt.

Vi skal selvfølgelig tage det så seriøst, at det bliver vigtigt nok, til at vi sætter os ned og får vores ting gjort.

Hvis du hverken tager det alvorligt eller seriøst, bliver det pludselig ikke vigtigt at få arbejdet på dine ting.

Der er en grund til, at dine idéer bliver ved at kredse rundt i dine tanker. Der er noget, du gerne vil fortælle. Der er noget, du gerne vil hjælpe andre med. Der er noget, du gerne vil skabe for andre. Så vi skal stadig tage det seriøst.

Det er derfor, jeg skelner mellem at tage dit projekt seriøst – og tage det alvorligt. Fordi det er bare arbejde. Det er bare projekter. Det er bare produkter eller ydelser. Intet af det har at gøre med vores værd som mennesker – hvilket er det, perfektionister nogle gange får blandet sammen, og så bliver det meget alvorligt at gøre tingene fejlfrit (og derfor nærmest aldrig).

Når du tager tingene mindre alvorligt, men stadig tager det seriøst, kan du tillade dig selv at gå let til tingene. Du kan have en let tilgang ved at øve dig i denne tilgang:

  • Nu sætter jeg mig bare lige ned og får det gjort
  • Det skal bare lige gøres
  • Jeg kan sagtens, når jeg ikke tager det så alvorligt
  • Hvordan ville det se ud, hvis det var nemt for mig? Så gør jeg det sådan

Når vi skifter til en lettere tilgang til vores arbejde, kan vi nemmere få det gjort. Og på den måde opbygger vi tillid til os selv (selv-tillid). Når vi vælger en let tilgang til vores arbejde, kan vi bygge nogle vaner ind i vores hverdag, som er lettere at overholde, og som gør, at vi begynder at kunne regne med os selv, når vi planlægger at få noget gjort.

Når vi gør tingene for alvorlige, fordi vi sætter barren for, hvornår noget er godt nok, for højt, bliver det mere sandsynligt vi ikke får ting gjort. Og så overholder vi ikke de aftaler, vi laver med os selv, og i sidste ende betyder det, at vi ikke længere kan regne med os selv. Det vil sige, at når vi planlægger noget fremover, tænker vi “Kan jeg overhovedet regne med, at jeg gør det? For jeg har så tit lagt planer om at få noget gjort, og så ender jeg med ikke at gøre det, når det kommer til stykket.”

Sådan behøver det ikke være.

Vi kan godt lære at kunne regne med os selv ved at opbygge nogle vaner og få tingene gjort med en lethed, der gør, at for hver gang vi gør det, bliver det nemmere for os at få mere gjort. Sådan opbygger vi både vores færdigheder inden for vores felt, men endnu vigtigere: sådan opbygger vi vores mentale færdighed til at få gjort arbejdet til at starte med.

Tippet med at tage tingene mindre alvorligt er altså det samme som at give slip på denne tanke: “Nu skal jeg én gang for alle bevise, at jeg er dygtig nok – og alle andre kan fortælle mig, om jeg er dygtig eller ej. Nu skal testen stå.”

Hvis det giver mening for dig og på samme tid gør dig nervøs, så vil jeg lige slutte af med at sige: Det er udfordrende at udfordre perfektionistiske tanker.

Men det kan du godt.

Du kan godt tillade dig selv at tage det mindre alvorligt.

episode 11 af Selfmade Monkey podcast fortæller jeg, hvordan det har hjulpet mig med at producere langt mere (og bedre), efter jeg har besluttet mig for at tage tingene mindre alvorligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *