Q: Okay. Hvordan gav du slip på frygten for… hvis ikke det lykkes? Altså, var du aldrig bange for, at det ikke ville gå? At du ville spilde tiden og alle dine kræfter, uden at det ville blive til noget i sidste ende?
A: At spilde tid og kræfter er en tanke, der kommer fra det perfektionistiske mindset. Perfektionister tror, at resultater er det eneste, der tæller, og at det er spildt at fejle. Derfor foretrækker de slet ikke at give det et forsøg, med mindre de på forhånd kan vide sig sikre på, at det lykkes. De ville hellere undgå at forsøge, end de vil risikere at fejle.
Men der er ikke noget, der er spildt. Hver gang du prøver noget, lærer du noget. Alt, jeg har prøvet af ude i virkeligheden, har givet mig afklaring omkring, hvad det virkede og ikke virkede. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det var det eneste, der hjalp projektet frem.
Hvis jeg var blevet ved med at gå rundt i cirkler og forsøgt at forstå tingene intellektuelt og ikke havde testet min viden af ude i virkeligheden, var jeg aldrig kommet nogen vegne. Det var alle mine handlinger, der skabte klarhed over, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde.
Så du behøves ikke være bange for at spilde tid og kræfter. Det rigtige spild kommer af ikke at gøre noget i den tro, at du skal forstå alting, før de kan tillade dig at arbejde ude i virkeligheden.
Q: God pointe. Hvordan kom du så videre fra al den tvivl og overvældelse, du følte, da du var, hvor jeg var i dag, hvor du ikke vidste, hvad var den rigtige retning? Hvordan vidste du, at du tog de rigtige beslutninger?
A: Jeg vidste ikke, at jeg tog de rigtige beslutninger. Tværtimod. Men jeg var villig til at tage fejl, og jeg var villig til at lade andre se, at jeg kunne tage fejl og gøre tingene uperfekt fra start af.
Jeg vidste heller ikke, at det nødvendigvis var den rigtige retning, jeg gik i. Jeg gik i den retning, jeg havde lyst til, og så besluttede jeg med mig selv, at det var den “rigtige” retning. Og meget længere er den faktisk ikke. Der fandtes kun de beslutninger, jeg tog, og fordi jeg turde tage beslutninger, blev jeg klogere og kunne tage bedre beslutninger, for hver dag der gik.
Perfektionister holder sig tilbage, fordi de tror, der findes en “rigtig” retning, og at der findes “rigtige” beslutninger. Problemet med den idé er, at så længe du bliver i den tankegang og tror, du kan tage en “forkert” beslutning, kommer du ingen vegne, fordi du vil ikke tage en “forkert” beslutning. Men vi kan aldrig vide os sikre på, at vi tager de “rigtige” beslutninger, fordi der findes ikke nogen eller noget sted, vi kan gå hen og få det afklaret.
Der findes kun de beslutninger, jeg tog, og dem valgte jeg at gøre “rigtige.”
Og så tog jeg det ikke så alvorligt. Det er vigtigere at tage en beslutning, end at tage den “rigtige.”
On with it 😉
Q: Hvordan fandt du modet frem til at give slip på at ville vide, du tog de rigtige beslutniger?
Når jeg forsøger at sætte mig ned og blive specifik omkring, hvad jeg vil og hvilken retning, jeg vil gå i, bliver jeg forvirret og overvældet. Hvordan kom du videre herfra?
A: Det kan jeg godt huske. Det føltes forvirrende og overvældende, og det var både fordi, jeg jeg troede, der fandtes “rigtige” beslutninger, og fordi jeg gjorde det mere kompliceret, end det behøvede at være.
Jeg fandt ud af, at forvirring og overvældelse ikke kom fra mine omstændigheder eller min situation, men at det var en følelse, jeg selv skabte, fordi jeg tænkte omkring projektet, som jeg gjorde. Så længe jeg fortalte mig selv, at det var utroligt vigtigt, at tage den “rigtige” beslutninger, og at det var utroligt vigtigt, at det hele skulle være perfekt fra starten af, blev det hele meget mere kompliceret, end det behøvede at være og derfor også mere forvirrende og overvældende.
Så jeg anstrengte mig for at gøre tingene simple. Hvilket var virkeligt udfordrende for mig, fordi jeg vil gerne gøre tingene rigtigt godt, og jeg var kommet til at blande det sammen med, at tingene skulle være meget avancerede på en eller anden måde.
Jeg huskede også mig selv på, at de kvinder, jeg gerne ville hjælpe, havde ikke brug for at jeg komplicerede tingene. De havde nok at se til med deres eget projekt, så de havde faktisk mere brug for at jeg kogte min viden ned til noget, der var simpelt at prøve af og følge.
Den underliggende perfektionistiske tanke, der er på spil her, er, at selvværd kommer af, at andre anerkender hvor intelligente, vi er – og derfor prøver perfektionister at bevise, hvor intelligente, de er, ved at komplicere tingene mere end nødvendigt. Men det hjælper som sagt ikke dem, som jeg hjælper i dag. Så jeg begyndte i stedet for at anerkende mig selv for at være villig og modig til at gøre ting simple i stedet for at hænge min identitet op på at få anerkendelse på at være intelligent fra andre.
Q: Hvorfor er det vigtigt? Hvordan har det hjulpet dig?
A: Det hjalp mig med at koncentrere mig om det, der rykkede på noget, og med at få arbejdet med tingene ude i virkeligheden. Det er kun ude i virkeligheden, du kan skabe ægte forandring, – ikke oppe i dit hoved som en intellektuel samtale med dig selv 😉
Jeg håber, du kan bruge det til noget, Rikke.
Du kan altid skrive til mig. Jeg er her altid for dig, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med.
<3