Her kan du læse mine spørgsmål og svar, når jeg coacher mig selv ud fra modellen om at spørge mit Fremtidige Jeg om råd.
Du må – som altid – stjæle alt, du vil, af hvad jeg lægger op.
Så hvis du selv prøver det af, så fortæl i kommentarsporet, om du fik noget ud af det (og du behøver jo altså ikke at dele, hvad du har talt med dit Fremtidige Jeg om).
Er du klar? Fordi så skal jeg nok lige komme i omdrejninger.
Okay. Here we gooo.
Tre sand-aber på Barceloneta Strand
Da jeg så de tre aber, tog jeg det som et tegn på, at jeg er på rette vej. Selvom jeg ikke er spirituel, har jeg det sjovt med at finde “tegn” i min hver dag på, at jeg er på rette vej. Jeg tror på manifesteringer, og jeg tror på, at vores tanker skaber vores virkelighed. Så hvis jeg ser tre sand-aber på en strand og tror på, at det er et tegn på, jeg er på rette vej, så skaber jeg mere af det, der er “den rette vej” for mig.
Min fremgangsmåde er ret simpel:
Jeg skriver i den første og bedste notesbog, der ligger fremme.
Jeg skriver i hånden, fordi det langsomme tempo gør, at jeg har bedre tid til at læse, hvad jeg selv skriver. Jeg prøver at tage mig god tid om at “lytte” til hver sætning, jeg skriver og forstå den, så godt jeg kan.
Jeg bander, hvis jeg får lyst, og jeg skriver frit fra leveren – for at få de mest ærlige svar frem. Det gør ikke noget, jeg ikke tænker eller føler, som jeg ville ønske, jeg gjorde. Det er bedre at være ærlig over for mig selv, fordi så er det nemmere at arbejde med det, det rigtigt handler om i stedet for at overfladebehandle og skulle starte forfra i næste uge.
Og så skriver jeg i spørgsmål/svar-format (Q&A). Det skal ikke gøres mere kompliceret, end det behøves at være.
1. del af “En samtale med mit Fremtidige Jeg” – mandag den 11. oktober 2020
Q: Hvordan byggede du en coachingvirksomhed, som du kan leve af fuld tid, hvor du coacher kvinder i at overkomme perfektionisme, så de ikke længere føler sig blokerede men rent faktisk udlever deres kreative drømme – uden at tro de skal vide alt, før de går i gang? Og hvordan formåede du rent praktisk at finde dem, før du kunne hjælpe dem?
A: Godt spørgsmål. Lad mig se… Jeg gjorde mange ting.
- For det første var jeg konsekvent med at producere og udgive indhold, så jeg kunne vise dem den forandring, de kan skabe i deres liv ved at overkomme perfektionisme og udleve deres potentiale. Det brændte i mig for at få det ud, så jeg satte udgivelsesplaner i system og begyndte at få aflad for alt det, jeg følte, jeg brændte inde med. Det var en win-win.
- Noget andet var, at jeg holdt ved mine daglige rutiner og opbyggede på den måde en selvdisciplin til at fortsætte med at gøre, som jeg havde planlagt, selv når tingene blev udfordrende, og jeg havde lyst til at give op.
- Og så arbejdede jeg ud fra en tro på, at jeg kunne skabe forandringen sammen med dem, længe før jeg havde beviserne på det – i stedet for at vente på at føle mig klar.
- Jeg dukkede op på Instagram, på bloggen og i podcasten, som om jeg allerede havde det fællesskab omkring perfektionisme, som jeg har i dag.
- Jeg brugte min fantasi til at forestille mig, at kvinderne allerede var derude et sted: At de lyttede og læste med. At de ledte efter indsigter og værktøjer til at overkomme deres mentale blokeringer og gøre en forretning ud af deres egen kreativitet. Jeg forestillede mig, at de ventede på at høre fra mig, og jeg besluttede at føle taknemmelig for deres tillid til mig om, at jeg kunne hjælpe.
- Når jeg blev selvoptaget (bange for, om jeg var dygtig nok), skiftede jeg fokus tilbage på de visionære, villige og dygtige kvinder, som jeg vidste, gerne ville dukke modigt op i deres liv men ikke vidste, hvordan de skulle overkomme de mentale blokeringer, der holdt dem tilbage – og derfor havde brug for at høre fra mig. Jeg talte til dem, som om jeg allerede kendte dem, fordi det følte jeg, jeg gjorde. Og selvfølgelig gjorde jeg det. De var mig.
- Jeg åbnede døren ind til min egen proces og lod dem se, hvordan jeg arbejdede med perfektionisme på det tanke- og følelsesmæssige plan, mens jeg gjorde ting uperfekt, tog modige skridt mod at blive den udgave af mig selv, jeg gerne ville være og byggede den forretning, jeg så længe havde drømt om.
- Jeg trykkede på “Udgiv,” talte om det i stories, sagde mine meninger højt i private samtaler og gjorde alt, jeg kunne komme på for at manifestere min “nye” identitet, også når jeg var bange, følte mig nervøs og skamfuld ved tanken om at skulle gøre det.
- Jeg vidste bare inderst inde, at jeg havde muligheden for at skabe en positiv forandring for de kvinder, der endnu ikke var klar over, hvad deres mentale blokeringer gik ud på og mere eller mindre “bare” havde brug for indsigt i, hvordan perfektionisme spændte ben for dem, og hvordan de kunne… stoppe med at stoppe sig selv – og arbejdede sig igennem det.
- Jeg vidste også, at jeg ville fucking elske det her arbejde. Og det gør jeg. Jeg elsker det!
(…)
2. del af “En samtale med mit Fremtidige Jeg” udkommer i morgen.
MØS fra din fremtids-monkey.