Har du nogensinde stillet nogen et spørgsmålet og fået svaret: “Hvad ville du råde en god veninde til at gøre i en lignende situation?”
Lad os forestille os, din veninde fortæller dig, hun inderligt ønsker sig at droppe sit job i banken og blive performancekunstner i stedet for. Hun tænker på det hver dag, hun har researchet det i månedsvis, og hun får sommerfugle i maven bare af at tænke på det. Men hun er bange for at spilde penge på noget, der virker urealistisk, hun er nervøs for, hvad hendes kollegaer vil sige, og hun ved ikke, om hun er dygtig nok.
Når vi giver hende råd, er det nemt at adskille vores egne følelser fra hendes situation.
Det er ikke os, der er bange for, hvad vores nærmeste vil tænke om vores kreative projekt. Det er ikke os, der skal grave ned i opsparingen. Det er ikke os, der skal stille os op på scenen og forsøge at ignorere de svedige håndflader.
Vi har ikke blandet vores følelser ind i vores venindes situation.
Det betyder, at hendes situation for det meste fremstår noget mere klart og tydeligt, og derfor kan vi tillade os at forholde os forholdsvis objektivt til den og prøve at forstå den med fornuften.
Så vi ville sikkert sige til hende: “Selvfølgelig kan du det! Gå efter din drøm. Du skal ikke bekymre dig om, hvad andre tænker om det, og du skal nok finde ud af det med økonomien.”
Jeg kan godt lide rådet om at rådgive sig selv, som man ville rådgive en veninde. Men vi kan ikke se vores egen situation lige så tydeligt, som vi kan se hendes. Når vi prøver at give os selv det samme råd, som vi ville give hende, så kommer vi i problemer. Fordi vores situation er bare… lidt mere kompliceret, ikke? Den er mere kompliceret og derfor ikke sådan “bare lige” til at finde en løsning på, og det er pludselig sværere at gennemskue, hvad vi skal gøre – end det var at forstå, hvad vores veninde skulle gøre for et øjeblik siden.
Når vi rådgiver os selv, blander vi vores følelser ind i det
Når vi ser på vores egen situation, er vores følelser, tanker, skrækscenarier, mindreværdskomplekser, utilstrækkeligheder, drømme og håb pludselig i spil, og vi har blandet alt sammen i én stor pærevælling. Og når bekymringer, frygt og nervøsitet har overtaget vores tanker, kan vi ikke længere se situationen, for hvad den er. Vi tror, at vores skrækscenarier, frygt og tvivl er en del af virkeligheden.
Men vores situation er faktisk ikke mere kompliceret end andres. Den eneste forskel er, at vi har blandet vores følelser ind i den situation, vi prøver at tage stilling til. Når vi prøver at følge det råd, vi ville give en god veninde, bliver vi nervøse for, fordi vi ikke kan overskue, hvad det kræver af os – følelsesmæssigt. Og så bliver det nemmere at bilde os selv ind, at i vores tilfælde er tingene for komplicerede til, at vi kan gøre, som vi ville ønske, vores veninde gjorde.
Det er ikke altid noget, vi er bevidste omkring. For det meste går vi rundt og tænker, at sådan er vores situation bare. Vores situation er bare mere kompliceret. Men det er noget, vi har besluttet os for ubevidst. Vi har på et eller andet tidspunkt besluttet os for at undskylde os med, at vores situationen er for kompliceret til at give det et forsøg. Fordi hvis vores situation er for kompliceret til, at vi kan gå i gang, så behøver vi ikke give det et forsøg. Vel? Og så kan vi undgå at sætte det på spil, som vi tror, vi sætter på spil. Lad mig lige forklare, hvad jeg mener med det.
Det handler om, at vi ikke vil risikere at fejle. Fordi hvis vi “går efter drømmen,” sådan som vi ville råde vores veninde til at gøre, og vi fejler, – er det et tegn på, at vi ikke er dygtige nok til at gøre, som vi drømmer om. Ikke?
Fordi perfektionister tror, det er enten/eller. Enten er jeg dygtig nok, eller også er jeg ikke. Så hver gang vi forsøger os med noget, anser vi det som en test på, om vi er dygtige nok eller ej. Og derfor foretrækker vi slet ikke at forsøge. Det ville være for ubehageligt at finde ud af, vi ikke er dygtige nok. Det ville være pinligt. Det ville være skamfuldt. Tænk, hvis andre så os fejle?
Perfektionister vil for alt i verden undgå følelsen af skam. Så hellere undskylde os med, at vi hverken har tid, råd, uddannelsen til det, teknisk viden nok. Vores situation er simpelthen bare for kompliceret til, at vi overhovedet har muligheden for at give det et forsøg.
I dine tanker kan de se nogenlunde sådan her ud:
“Ak, hvis bare jeg havde muligheden, ville jeg i teorien kunne bevise, at jeg var dygtig nok, men det er desværre ikke en mulighed for mig at gå efter min drøm lige nu.”
(Pyha, så slap vi for at forsøge og risikere at blive udstillet for ikke at være dygtig nok.)
Kan du se, hvordan det beskytter vores selvforståelse at komme på undskyldninger for ikke at forsøge?
Vores egen situation er sjældent særlig kompliceret. Vi kommer bare til at blive så bange for, hvad det kræver at gøre det, vi gerne vil, at vi komplicerer tingene og giver situationen skylden, fordi så har vi en undskyldning for ikke at gøre noget ved det.
I næste blogindlæg forklarer jeg mere om, præcis hvordan du coacher dig selv og giver dig min model.
MØS fra din selvcoachende monkey.