Kapitel 32: Nok
Århus, januar 2014
Jeg sad ved skrivebordet på mit værelse indtil sent den aften. Da klokken blev 23.00, slukkede jeg loftslampen og holdt øje med det gule lys fra sprækken under døren. Når det slukkede, ville Stine være gået i seng, og jeg kunne gå ud for at tisse uden at risikere at rende på hende i gangen. Jeg hverken havde lyst til eller ville kunne skjule, at jeg svajede, når jeg gik, og havde blodskudte øjne en søndag aften.
Jeg kunne godt holde mig. Min nakke var blevet stiv, og den tynde hud under øjnene brændte. Jeg forsøgte at samle tankerne. Hvis jeg stoppede med at drikke nu, ville jeg ligge søvnløs i timevis, fordi mine tanker ville holde mig vågen og gøre mig ulykkelig. Jeg rystede på hovedet. Der var stadig vin tilbage i den flaske, jeg havde købt tidligere. Jeg hældte et stort glas op, åbnede computeren og satte Neil Young på.
Jeg drak en tre store slurk. En følelse af lettelse dukkede op, men forsvandt hurtigt et sted i værelsets mørke. Alligevel fik det første glas fik smerterne i nakken til at forsvinde, og min vejrtrækning blev mere regelmæssig. Det andet glas varmede omkring ribbene, og jeg havde det fedt med at lade tankerne slumre hen. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt.
Jeg drak noget mere. Rødvinen var varm og smagte pludselig ikke længere af noget. Ved siden af mig lå en liste med navne på de af mine venner, der havde sagt, jeg gerne måtte ringe for at snakke, da jeg havde spurgt dem i beskeder. Jeg vidste stadig ikke, hvorfor jeg ikke tog mig sammen til at ringe op.
Jeg lyttede til Old Man gennem computerens tynde lyd, da sangteksten fik mig til at tænke på min far. En kort stund i 1970’erne havde han tegnet satiretegninger for Skive Folkeblad. Jeg kom i tanke om den overdrevne drøbel, han gav alle sine mandlige figurer. Den detalje kunne jeg godt lide. Det var et kendetegn, der gjorde, at hans portrætter var unikke og skilte sig ud fra alle andre tegneseriefigurers ansigter. Overdrivelse var i det hele taget min fars kendetegn. Han overdrev, når han fortalte historier, når han gav fødselsdagsgaver, og når han drak. Jeg lignede ham på mange måder. Det kunne jeg også godt lide. På samme tid kunne jeg ikke lide, at vi drak. På det seneste havde jeg tænkt, at jeg hellere ville snakke med ham. Problemet var, at jeg vidste ikke om hvad. Til gengæld vidste jeg, at jeg ikke skulle presse ham. Han ville eksplodere i raseri, hvis jeg snakkede mere, end hvad han orkede at høre på, eller jeg forsøgte at dreje samtalen ind på følsomme emner.
Jeg hævede mit glas til ham ud i det tomme værelse.
But I’m all alone at last / rolling home to you / Old man take a look at my life / I’m a lot like you
Jeg hvilede hovedet i mine hænder. Det var ikke det, jeg ville, og alligevel opførte jeg mig som om, jeg havde glemt det løfte, jeg lavede til mig selv, da jeg var 11 år. Jeg ville aldrig drikke, ligesom min far gjorde. Men der var ingen tvivl om, at jeg var stærkere, da jeg gav mig selv det løfte, end jeg var i dag.
Jeg overvurderede afstanden til glasset, da jeg ville løfte det, og min tommelfinger skubbede stilken svagt forover. Da jeg greb undersiden af kuplen, brugte jeg for mange kræfter og vinen spildte ud over kanten. Det plaskede ned af glasset og ud over papiret med mine venners navne på. Blyantstreger blandede sig med rødvin, mens træbordet sugede papiret fast. Mit syn stillede skiftevis skarpt og uskarpt, indtil jeg til sidst krængede listen væk med håndfladen og sluttede mit greb om den, så den krøllede sig sammen i en langsom bevægelse.
Jeg tømte glasset i tre kæmpestore slurke og græd et øjeblik. Det hjalp heller ikke. Ingenting hjalp. Jeg havde drukket mere end en flaske nu og skulle tisse endnu mere end før, men lyset under døren skinnede stadig ind i mit mørke. Bagefter tumlede jeg over til sengen og lod mig falde ned på ryggen. Derfra kunne jeg sparke mine bukser af og krængede blusen over hovedet. Det var besværligt, fordi jeg knap havde kræfter i maven til at løfte mine skulderblade fri fra madrassen. Jeg faldt i søvn oven på dynen og vågnede nogle timer senere med en fyldt blære og panikangst. Ved at støtte hænderne mod reoler og dørkarme, vaklede jeg ud på toilettet. Det var først, da jeg sad på toilettet, at jeg mærkede, at jeg frøs overkroppen.
Da jeg kom tilbage fra toilettet, havde jeg ikke lyst til at lægge mig til at sove. Jeg trak rystende i nattøj og slæbte en gammel kiste, jeg engang havde købt i en genbrugsbutik på Nørrebro, ind fra køkkenet og placerede den for enden af sengen. Alene beslutningen om at drikke rødvin fik min puls til at falde. Jeg trak en ny rødvin op og stillede den på kisten sammen med glasset, et askebæger og en pakke cigaretter. Min computer havde jeg tilsluttet gulvhøjtalerne, og den balancerede på toppen af én af dem. Jeg bøjede mig over højtaleren og fandt Tom Waits frem på spillelisten, fyldte mere rødvin i glasset, satte mig i sengen med det ene ben over det andet og lyttede til hele Closing Time-albummet.
Det var Peter, som havde introduceret mig til Tom Waits. Han havde stadig ikke fortrudt sin beslutning tre måneder tidligere om at gøre det forbi med mig. Jeg drak noget mere.
Seks timer senere sad jeg stadig foran computeren og så himlen blive lysere. Det ville snart blive morgen. Almindelige mennesker ville være på vej på arbejde, og mine medstuderende ville være på vej op til universitetet for at aflevere en fysisk kopi af portfolioeksamen. Ugen forinden havde været eksamensuge. Den dag klokken 12 skulle jeg aflevere et tredje og sidste essay i en portfolio-eksamen. Første og andet essay havde jeg afleveret i efteråret og fået god respons på. Jeg troede, jeg havde udtænkt en skudsikker plan for læse- og skriveprocessen. Tidsinddelte skemaer lå spredt ud over skrivebordet sammen med de forskningsartikler, jeg havde printet ud på biblioteket før jul. Alt var kørt i stilling. Det eneste, jeg skulle have gjort, var at følge planen og holde mig fra at drikke. Men tredje eksamensdag endte i en rødvinsaften. Torsdag sov jeg min brandert ud. Fredag gjorde jeg det samme som onsdag, og lørdag gjorde jeg det samme som torsdag. Søndag aften gav jeg op og handlede to flasker vin.
Mit askebæger bugnede med skodder, jeg havde spildt vin ned over kisten og tørret det af med hånden og tørret hånden af i dynen. Jeg var aldrig faldet i søvn efter at have vågnet for at skulle tisse. Den første flaske vin, havde jeg tømt inden klokken blev to og gemt den tomme flaske i en skotøjsæske i reolen, selvom der ikke var andre hjemme. Der var mange ting, der var blevet automatiserede. Den anden flaske havde taget mig længere tid at drikke, men nu stod den næsten tom på gulvet ved siden af kisten.
Jeg vidste ikke, om jeg frøs, fordi jeg var træt, eller om det var alkoholen, som var ved at lukke sig om min kropstemperatur. Jeg sad i skrædderstilling og holdt om mine albuer, mens jeg rokkede frem og tilbage i sengen. Jeg græd med munden åben, indtil mine øverste mavemuskler begyndte at krampe. Til sidst hulkede jeg, sådan som jeg gjorde, da jeg var barn. Dengang var der nogen til at trøste mig, tænkte jeg. Solen masede sig ind, der hvor gardinet stoppede. Jeg rejste mig og lagde mit sorte halstørklæde i en slange langs sprækken.
Jeg drak hver dag og kunne ikke andet end det. Men jeg kunne heller ikke holde det ud. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne aldrig stoppe længere. Det var nødt til at være slut. Der skulle ske noget drastisk. Jeg havde tænkte på det længe. Daggammelt mascara klistre til de nederste øjenvipper. Et øjeblik senere holdt jeg bunden af vinglasset i vejret for at lade den sidste dråbe falde ned på tungen og tørrede kinderne ved at løfte dynen op til ansigtet. Jeg pustede ud og tog en hurtig beslutning. Men da jeg ringede til min psykolog, ombestemte jeg mig med det samme, og jeg havde akkurat taget telefonen væk fra kinden, da hun pludselig svarede.
– Det er Lene.
Hendes stemme lød blød og venlig. Jeg bukkede kroppen sammen over maven og hvilede panden mod sengens madras for at holde gråden tilbage.
– Det er mig. Jeg vil gerne gå på antabus, Lene.
Kapitel 33: Opkaldet
Skive, januar 2014
Det var tirsdag eftermiddag, og jeg sad i psykologcentrets ventelokale i Skive. Der var blevet mørkt udenfor, og jeg var alene i lokalet. Et magasin, jeg havde hentet i bladholderen, lå uåbnet i mit skød, mens jeg kiggede rundt og lyttede efter lyde fra gangen. Jeg rejste mig for at tappe koldt vand i et plastickrus fra vanddispenseren i hjørnet. Mine hænder rystede let, da jeg satte mig og hvilede albuerne på knæene med kruset mellem hænderne. Andendagstømmermænd, tænkte jeg og bøjede hovedet.
Den morgen var jeg vågnet i min søsters lejlighed i Aalborg og var kørt med hende til Skive, hvor hun skulle på arbejde i psykologcentret, den eftermiddag. Jeg havde sovet på sofaen hjemme hos hende og Kristian i Aalborg siden mandag formiddag. Efter at have lagt på med Lene mandag morgen, havde jeg ringet op til Tinna. Klokken havde været otte om morgenen på det tidspunkt.
Tinna tog telefonen efter første ringetone.
– Rikke?
Hun skrev speciale hjemmefra, og jeg forestillede mig, at hun sad på lammeskindet i fletstolen ved det ovale spisebord foran computeren i lejligheden. Jeg havde kiggede ud over kisten med cigaretskodderne og rødvinsringene og taget mig til hovedet.
– Ja, det er mig. Tinna… Jeg er fuld og ked af det, begyndte jeg. – Du må virkelig undskylde, at jeg ringer og er helt fra den. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er helt i panik…
– Er du fuld? Rikke, din banan, klokken er otte om morgenen. Har du drukket hele natten?
Hun sagde det i en drillende tone, så jeg smilede og tørrede øjnene. Men jeg vidste også, at hun var altid stærk for mig, selv når hun var ked af det eller bekymret for mig, og det blev jeg øjeblikkeligt ked af at tænke på. Det var mig, der var storesøsteren. Jeg burde være der for hende.
– Undskyld, havde jeg sagt.
– Du skal ikke undskylde, sagde Tinna. – Det er det, vi har hinanden til, ikke?
– Jo, det er det måske.
Det var det, men jeg kunne ikke lide at benytte mig af det. Måske kunne hun også få nok. Selvom det aldrig var sket.
– Jeg kommer og henter dig. Jeg skal bare lige ned i byen for at hente bilen på Kristians arbejde.
– Okay. Tinna?
– Ja?
– Det må du simpelthen sådan undskylde.
– Rikke, jeg elsker dig, og jeg kommer nu. Bliv, hvor du er. Okay?
– Okay. Jeg elsker også dig.
Det sidste, jeg tænkte, før jeg faldt i søvn, var, at det var ovre. Nogen havde hørt mig.
Det var kun en dag siden, og den morgen lå stadig som en slags udefinerbar trussel i min bevidsthed. Jeg forsøgte at skubbe mindet væk, da Lene dukkede frem bag dørkarmen.
– Hej, Rikke. Hvor er det dejligt at se dig. Vi skal sidde herinde, sagde hun og pegede bagud. – Mit kontor bliver brugt af nogle andre. Har du taget noget vand?
Et øjeblik senere sad vi over for hinanden i mødelokalet. I telefonen mandag morgen var første gang, jeg havde fortalt nogen, at jeg havde indset, jeg ikke kunne stoppe med at drikke af egen vilje. Jeg vidste godt, hvorfor det var lige præcis var mandag morgen, jeg havde turdet bestemme mig for det. Hvis ikke jeg havde været fuld, havde jeg aldrig sagt noget. Men da jeg sad over for hende, og der blev stille, kom jeg i tvivl om, hvorfor jeg havde sagt noget som helst.
Mine knæ pegende på Lenes, mens hun sad tålmodigt og ventede på, at jeg svarede hende på, hvordan det var gået siden sidst. Jeg besluttede mig for at være mere ærlig, end jeg plejede og fortalte hende, hvad der var gået forud for at ringe til hende. Og at jeg desuden havde drukket alkohol i tiltagende styrke og mængder gennem efteråret og vinteren. Hun kiggede rundt i lokalet et øjeblik og fangede bagefter mit blik.
– Hvad siger du til, jeg ringer til Gitte og fortæller hende det? spurgte hun.
Gitte var min mors brors kone. Min onkel, Mikael, Gitte og deres to børn boede lidt uden for Aalborg, og det var den eneste familie på mors side ud over min mor. Vi havde set meget til dem i vores barndom, men senere hen mest til familiefødselsdage og til de årlige Skt. Hans-fester i sommerhuset, hvor Lene og hendes familie også havde deltaget. Men derudover havde jeg ikke talt særligt meget med nogen af dem i flere år. Siden jeg var blevet syg, havde Tinna til gengæld tit rådet mig til at ringe til Gitte, når jeg havde brug for at snakke med nogen. ‘Hun er så god at snakke med,’ plejede hun at sige. Og selvom jeg ville ønske, jeg kunne finde modet frem til at ringe op og snakke med hende, havde jeg aldrig turde.
– Puha. Det ved jeg ikke. Hvad ville du sige?
Af en eller anden grund smilede jeg.
– Jeg ville fortælle dem, at når tingene blive svære for dig, kan du godt komme til at drikke alkohol for at dulme følelserne, sagde Lene.
Hendes blik var klart, og hendes hænder hvilede roligt i hendes skød. Jeg så ned og følte pludseligt mine kinder hænge tungt omkring mine mundvige.
– Jeg tror ikke, at de ville kunne forstå det. Jeg har jo aldrig rigtigt kunnet gøre mig forståelig før, sagde jeg.
– Og hvem er det, du har du ikke kunne gøre dig forståelig overfor før?
– Det jeg mener er, at jeg kan ikke finde ud af at sætte ord på mine følelser. Det har min mor også altid sagt, sagde jeg. – Jeg ved bare, det kommer til at ske igen. Jeg ved, at når jeg prøver at forklare, hvordan jeg rigtigt har det, så skubber jeg folk endnu længere væk. Fordi jeg skræmmer dem med alt det, jeg har indeni. De bliver nødt til ligesom at vende sig og gå fra mig, og… Min stemme knækkede. – Det er ikke særlig rart.
– Lad os lige blive ved den tanke et øjeblik, sagde Lene til min store fortrydelse. – For det er egentlig lidt sjovt, at du siger, andre ikke kan forstå dig. Ud fra, hvad du tidligere har fortalt mig det, forstår Tinna dig altid. Ikke?
Det føltes rart at tænke på, og tårerne var pludselig tykke foran mine øjne.
– Jo, det gør hun, sagde jeg med en tynd stemme og kneb læberne sammen. Tårene smagte salt på mine læber.
– Og jeg synes altid, du har været helt vildt god til at beskrive dine følelser. Jeg synes jo, det giver god mening, at du kan have en forestilling om, at andre ikke skulle kunne forstå dig, når din erfaring fortæller dig, at andre vender sig om og går i stedet for at lytte til, hvad du siger. Og faktisk har jeg også forstået det, du har fortalt mig indtil videre, ikke?
– Jo, sagde jeg, smilede og trak vejret dybt.
Da Lene fandt sin telefon frem og kiggede spørgende på mig, snurrede min mave sig alligevel sammen.
– Du er faktisk slet ikke så svær at forstå, sagde hun, blinkede til mig og fokuserede mit blik.
Måske havde hun ret, tænkte jeg. Hun havde haft ret alle de andre gange. Måske ville Gitte kunne forstå, hvorfor jeg drak. Måske var der en lille chance for, at det var mig, der havde taget fejl al den tid. Måske ville andre kunne forstå mig. Jeg så ned i gulvet. Det ville stride mod alt, jeg nogensinde havde troet om mig selv. Hvis det var tilfældet, ville jeg have taget fejl om mig selv hele mit liv. Kunne det være rigtigt?
– Okay, lad os gøre det, sagde jeg.
Hun tastede på sin telefon og løftede den op til øret, mens adrenalinen spredte sig i min krop. Mit hjerte galoperede, mens Lene hang i røret. Gitte tog den ikke. Lene lagde på og ringede i stedet op til Mikael. Han tog den med det samme, og jeg holdt vejret, mens Lene lagde telefonen på sit knæ og satte lyden på højtaler. Jeg pressede mine fingre ind mellem fletstolens strimler, så det gjorde ondt. Jeg ville pludselig ønske, hun aldrig havde ringet op.
Et par minutter senere lagde hun på og fik mig til at fokusere på, hvad min onkel havde sagt.
– Prøv at tænke på, hvad du forestillede dig, før vi ringede op, og hvad Mikael rent faktisk sagde, da jeg fortalte ham det, sagde hun. Jeg ville gerne være en dygtig patient, så jeg nikkede uden at være med.
– Hvad sagde han, Rikke?
– Jeg kan ikke huske det, sagde jeg og rystede på hovedet af mig selv.
– Han kunne godt relatere til det. Han sagde, at vi alle sammen har strategier, vi bruger, når noget bliver svært. Han sagde, at han også har sine strategier. Ikke?
Nu kunne jeg godt huske det, og mine mavemuskler slappede igen af. Jeg grinede nervøst af lettelse.
– Jeg havde ham med vilje på højtaler, så du ikke kunne snyde dig selv med en tanke om, at det sikkert bare var noget, jeg fandt på for at være sød, og i virkeligheden forstår Mikael det ikke, sagde hun. – Nu har du endnu et bevis for, at andre forstår dig.
Jeg kunne ikke finde på mere at sige. Jeg følte det, som om jeg havde slæbt mig selv gennem en ørken. Jeg var dukket op i psykologcentret tørstig, udmattet og anspændt. Jeg var stadig udmattet, men nu følte jeg mig også lettet og afslappet.
Lene gav mig et kram, før jeg gik ned på parkeringspladsen, hvor Tinna ventede i bilen.
Kapitel 34: Familie
Aalborg, januar 2014
Jeg havde aftalt med Tinna at overnatte i hende og Kristians lejlighed et par dage endnu. I bilen på vej mod Aalborg fortalte jeg Tinna, hvad der var sket i samtalen med Lene. Instrumentbrættet lyste blåt, og jeg kiggede på omridset af min søsters hænder på rattet, mens hun lyttede beretningen til ende. Da jeg havde talt færdig, var vi begge stille. Men i sekunderne under en modkørende bils forlygter, så jeg hendes skuldre ryste svagt, og det gik op for mig, at hun græd.
– Det er altså bare, fordi jeg er glad, sagde hun. – Eller lettet, måske.
– Det forstår jeg godt, du er, sagde jeg med det samme.
– Det er bare så rart, at der er nogle andre, der ved det nu. Jeg er bare… Hun pustede ud. – Det slår mig nok først rigtigt nu, hvor meget jeg har haft brug for, at der var nogle voksne omkring os, der også vidste det. Det er bare det. Og så er jeg altså også rigtigt glad på dine vegne.
Hun smilede i min retning gennem mørket, og jeg smilede tilbage og klemte hendes lår. Jeg fik dårlig samvittighed. Det var først nu, jeg kom i tanker om, at jeg indtil da kun havde fortalt til Peter og til hende, at jeg drak mere og mere og ikke kunne stoppe, når først jeg var begyndt. Jeg ikke overvejet, hvor stor en byrde den viden måtte være for min søster at bære rundt på.
Dagen efter tog Tinna og jeg hjem til Gitte og Mikael for at spise aftensmad, og for at jeg kunne fortælle dem om, hvad Lene og jeg havde talt om i terapien. I bilen på vej hjem til Aalborg dagen forinden havde jeg lovet min søster at følge op på Lenes opkald til Mikael og selv fortælle dem begge to, at jeg brugte alkohol til at dulme, hvad end det var, jeg forsøgte at dulme. Efter det var gået op for mig, hvor stor en påvirkning, det havde haft på Tinna at være den eneste, der vidste til det, havde jeg besluttet at inkludere dem i, at jeg havde indset, at det var uden for min kontrol, og derfor havde vi inviteret os selv på aftensmad.
Men da jeg sad i en af de bløde træstole omkring min onkel og tantes rå egetræsbord i spisestuen, kom jeg i tvivl. Den beslutsomhed jeg havde følt i bilturen på vejen dagen forinden, havde sivet ud af mig på vejen hjem til dem og var blevet erstattet af panisk angst for at afsløre det, jeg stadig tænkte, kunne risikere at skubbe folk fra mig. Mikael sad ved siden af mig, og Gitte og Tinna sad overfor os på modsatte side af bordet. Gitte havde ryddet af bordet efter aftensmaden og stillet glas og en vandflaske på bordet mellem os. Jeg kiggede forbi hende og undersøgte maleriet over skænken på bagvæggen. Det havde en aubergine-lilla farve, hvis nuancer understøttede de støvede farver på lærredet. Ved siden af lærredet stod friske, hvide roser i en vase. Belysningen i deres hjem var beroligende og stod i stærk kontrast til den uro, jeg følte indeni.
De andre blev stille og så på mig, på samme tid med at jeg fik en overvældende trang til ikke fortælle dem noget som helst alligevel. Først havde min beslutsomhed forladt mig, og nu forsvandt modet til selv at fortælle dem begge to, at jeg var blevet afhængig af at drikke alkohol, også. I takt med at tømmermændene var fordampet den sidste dags tid, havde jeg pisket min fantasi igennem for at komme på en rimelig forklaring på, hvordan det bare havde været en éngangs-forestilling, at det slet ikke var så slemt, og at jeg ville få tingene under kontrol igen.
Jeg løftede blikket og så på Gitte og følte en strøm af varme plante sig i mig fra det blik, hun sendte mig. Måske var det alligevel bedst at fortælle dem det, som det var. Hvis jeg var ærlig over for mig selv, kunne jeg ikke holde sammen på mig selv eller forestillingen om, at jeg havde det hele under kontrol, meget længere. Noget skulle ske. Noget andet. Jeg så ned og nåede igennem et par enkelte sætninger, før min stemme knækkede.
– Det er fordi… Jeg ved jo godt, at Lene har fortalt jer det. Men jeg vil også gerne selv fortælle det.
Jeg trak vejret ind.
– Nogle gange drikker jeg derhjemme, alene, og jeg ved godt, jeg ikke burde gøre det. Men det gør jeg. Det værste er, at jeg ikke længere kan stoppe, når jeg gerne vil. Nogle gange bliver tankerne bare for meget, sagde jeg, åndede ud og trak mere luft ind. – Jeg forstår ikke helt, hvad der sker, men det er mest, når jeg er alene, og nogle gange ville jeg nok bare ønske, der var andre, der fulgte med i, hvad jeg går og laver. Det er især om aftenen, tankerne bliver for meget, fordi hvis jeg vidste, det gjorde en forskel for andre, at jeg ikke drak, ville jeg måske ikke gøre det. Det er i hvert fald som om, jeg ikke selv kan finde grund nok værd til at lade være.
Mine halsmuskler strammede så meget, at min stemme havde forvandlet sig til en piben, og pludselig var jeg lige så flov over at have mistet kontrollen over min stemme, som over det jeg fortalte, og jeg trak mine ben op under mig for at have noget at begrave mit ansigt i.
Mikael lagde sin store hånd på min ryg, og lidt efter så jeg op igen. Jeg vidste ikke, om det var nok, at jeg kun fortalte dem situationen i overskrifter. Jeg burde måske også have sagt, at jeg efterhånden drak hver dag, men jeg kunne ikke få mere ud. Jeg tænkte, det måtte være så ubegribeligt uhyggeligt og så tilstrækkeligt destruktivt for dem at lægge øre til, at jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at kræve, de deltog i løsningen. Så længe jeg selv havde en plan, ville det være som en gyser, de kunne slukke for, når de ville.
Tinnas tårer havde bølget i takt med mine, mens jeg fortalte. Gitte havde lagt hovedet på skrå på en rar måde og holdt øjenkontakten med mig. Mikael nikkede tænksomt ned mod sit skød. Et øjeblik var der stille. Og hvis jeg i det øjeblik kunne trække alt, jeg havde sagt, i land igen, havde jeg gjort det. Men jeg havde sagt det. Det eneste jeg kunne gøre nu, var ikke at give dem ansvar for noget som helst.
– Jeg ved godt, det her er helt vanvittigt. Men jeg begynder at tage antabus, og så får jeg styr på det. Så I behøver altså ikke gøre noget som helst. Jeg ville bare gerne fortælle jer det.
– Det er bare så træls for dig, at du ikke har følt, du har haft andre muligheder. Det er vi bare så kede af at høre, hørte jeg pludselig Gitte sige. – Jeg ved godt, at det her fylder rigtigt meget lige nu, men du skal altså lige vide, at for os er du bare Rikke, og det vil du altid være. Og vi er her altså for dig, ikke også?
Hun havde sagt mit navn, som om der ikke kunne være tvivl om, hvem Rikke var. Som om hun bedre var klar over, hvem jeg var, end jeg selv var, tænkte jeg. Uanset føltes det uendeligt rart.
– Selvfølgelig har du brug for, nogen følger med i dit liv. Det har vi alle sammen. Hvad med… Gitte lagde hænderne på bordet mellem os. – Hvad med, at vi to aftaler at Skype en gang imellem? Skal vi ikke gøre det? Søndag aften for eksempel? Så snakker vi bare lidt løst og fast om de ting, du har lavet i ugen og sådan. Det behøver ikke handle om noget bestemt, og du skal ikke føle, du skal afrapportere noget som helst til mig. Vi kan bare sludre. Skal vi ikke gøre det?
Jeg så op på Gitte med øjnene fuld af tårer.
– Det kan vi måske godt. Ville du gide det?
Det var første gang, nogen andre end Tinna og Lene, havde sagt, at det var okay, jeg ikke kunne finde ud af at drikke alkohol normalt længere. Det var, som Tinna havde sagt, en lettelse, at der var nogle voksne, der kunne være i det med mig. Jeg følte mig mere rå og blottet end nogensinde.
– Jamen selvfølgelig gider jeg det. Det ville være et privilegium at få lov at følge lidt med i dit liv.
Jeg fik en klump i halsen. Tænk, at de ikke mente, det var for dårligt. Tænk, at de godt kunne holde ud at høre, hvad jeg havde fortalt dem. Jeg kunne næsten ikke tro det. Tænk, at de ikke havde bedt mig gå.
– Okay, sagde jeg.
Gitte smilede, rakte tværs over bordet og klemte min hånd.
Kapitel 35: Bøgerne
Århus, maj 2014
Tre måneder inde i forårssemesteret lå jeg i min seng og læste om international miljølovgivning dagen før en juraforelæsning. Det var den første varme dag i april, og jeg havde åbnet vinduet på klem. Jura var blevet mit yndlingsfag. Noget af kursusmaterialet byggede videre på noget, jeg burde have vidst fra min bachelorgrad, og som jeg ikke orkede at genopfriske. Noget andet af det interesserede jeg mig ikke tilstrækkeligt for til at sætte mig ind i det, men jeg kunne godt lide at læse det alligevel.
Jeg stoppede midt i en sætning og lod kompendiet falde ned på maven. Mine øjne blev våde og snart efter begyndte tårerne at løbe. De varmede dejligt på mine kinder. Jeg foldede hænderne over papirerne. Det overraskede mig, at jeg havde fået min læselyst tilbage, efter jeg var stoppet med at drikke, men jeg kunne godt lide at læse om, hvordan lovgivning var blevet til og om de dilemmaer, internationale domstole stod i. Desuden var det et plus, at så længe jeg var beskæftiget med læsningen, tænkte jeg ikke på at drikke. Det var som om, tiden var blevet væk, mens jeg læste.
Jeg havde genkendt følelsen. Det samme var sket, dengang jeg læste en roman første gang. Jeg havde været tolv år og hele familien havde været samlet i sommerhuset til Sankt Hans aften, sådan som vi var hvert år. Dagen før afgang havde jeg fundet Betty Mahmoody’s bog ”Ikke uden min datter” i min mors bogreol, og jeg havde bladret op på første side, da vi var ankommet sommerhuset aftenen før Skt. Hans-festen. Dagen efter havde jeg lagt mig ind i sofaen i den inderste stue, hvor færrest muligt ville forstyrre mig. Det irriterede mig, da vi skulle spise frokost, fordi jeg blev nødt til at lægge bogen fra mig, og om aftenen trodsede jeg min mor, de gange hun kaldte på mig for at deltage i festen.
Det havde ikke føltes som om, jeg rigtigt havde haft et valg mellem bogen og festen. Den amerikanske Betty havde fået trukket et tørklæde over hovedet og blev holdt fanget af sin mand i Teheran efter det, hun troede skulle have været en ferie i mandens hjemland. På madmarkeder inde i byen lagde hun røgslør ud for at ringe til ambassader i udlandet, mens hun planlagde sin og datterens flugt i al hemmelighed. Da det blev søndag formiddag i sommerhuset vandrede Betty en faretruende vej gennem bjergene over grænsen til Tyrkiet med sin lille datter i hånden for til sidst at se det amerikanske flag blafre i vinden i Ankara. Hun havde kun haft den ene chance. Manden ville have slået hende ihjel, hvis hun var blevet opdaget. Jeg var målløs. Da jeg vendte sidste side i bogen, skulle jeg pakke mine ting sammen for at forlade sommerhuset. Jeg følte mig tom inden i resten af dagen. Det var første gang, jeg havde mistet fornemmelsen af tid.
Og det var det samme, der var sket, mens jeg læste jurateksten. Jeg kiggede op i loftet. Nu vidste jeg, hvorfor jeg blev rørt. Alt var blevet stille omkring mig, uden at jeg panikkede over det. Helt fra lille havde jeg haft evnen til at blive behageligt væk i min egen indre verden. Men efter jeg tre år tidligere havde isoleret mig selv under depressionen og tænkte destruktive tanker, havde det siden føltes som om, mit sind havde taget permanent skade. Da depressionen løjede af, og jeg i stedet var begyndt at drikke, havde jeg nærmest indstillet mig på, at roen var forsvundet for altid. Jeg havde troet, det var vilkår for mig, at jeg for altid ville være rastløs og panisk angst for stilhed, fordi min hjerne aldrig ville kunne fungere normalt igen.
Men jeg havde glemt mig selv i begejstringen over det, jeg læste og pludseligt fundet den ro, jeg kendte så godt. Jeg krammede kompendiet og slikkede salte tårer fra mundvigen. Det lille øjeblik havde føltes stærkere og på en eller anden måde mere ægte end alle andre følelser. Hvis noget skulle kunne bekæmpe min trang til at drikke, var det ønsket om at få den følelse tilbage. Følelsen af ro, selv når alt var stille. Jeg skuttede ryggen ned i dynerne og løftede kompendiet op i læseposition igen.
Sent på eftermiddagen havde jeg læst jurateksten færdig. Jeg rejste mig fra sengen og gik ud i køkkenet. En af mine medstuderende fra studiet var flyttet ind på det lille firkantede værelse med vinduer ud til gården. Det var en eksotisk oplevelse at være vidne til hendes vaner. Hun var fra Beijing og havde indrettet sig med sorte hårnåle på badeværelset, hendes bøger lå i stakke langs væggene på hendes værelse, og hun sov på en yogamåtte på gulvet. Hendes riskoger fyldte halvdelen af køkkenbordet, og når hun stegte hele peberkorn i sydende olie, lugtede lejligheden kraftigt og sødt i flere dage bagefter.
Hun sad bøjet foran sin computer og havde blikket rettet mod en PDF-fil, jeg genkendte fra pensumlisten. Noget med Woodrow Wilson og hans planer for en ny verdensorden i starten af det sidste århundrede. Fordi hun ikke havde et bord at læse ved på sit værelse, brugte hun køkkenet som læsesal og havde ladet mig forstå, at hendes læsevaner krævede absolut ro. Hun læste hver dag og hver aften, og når hun bar sin computer og sine hæfter derud, plejede hun at bede mig slukke for køkkenradioen.
Jeg fandt skærebræt, en kniv, ostehøvlen og en tallerken frem fra skabene og tog rugbrød, smør og ost ud af køleskabet. Jeg tænkte over bogen i sommerhuset og jurateksten, mens jeg smurte madder. Måske kunne jeg igen være sådan én, der læste og blev klogere i stedet for at drikke mig fuld om aftenen og sove længe dagen efter.
– Er du ikke sød at lukke køkkenskufferne på en mere stille måde? sagde Tong med tryk på ’sød.’ Jeg kiggede tilbage over skuldrene og så, at hun havde spredt alle fingrene og holdt håndleddene i en strittede stilling ud for hendes ører. Hun så ikke op på mig.
– Selvfølgelig, sagde jeg og lavede en grimasse ind over køkkenvasken.
Da jeg havde smurt mine ostemadder færdig, kiggede jeg på skærebrættet og bestikket.
På det seneste var jeg begyndt at føle, at jeg var i vejen for hende. Af en eller anden grund følte jeg mig stor og kluntet, når jeg gik rundt bag hendes ryg i køkkenet og lavede kaffe og smurte madder eller talte i telefon med min søster. Uden at lægge mærke til det var jeg begyndt at holde armene ind til kroppen, når vi begge to var i køkkenet, så jeg ikke ville fylde så meget. Og én gang havde jeg lyttet efter, hvornår hun smækkede døren ind til sit værelse, før jeg var gået ud for at bruge toilettet.
Jeg tog min tallerken med ind på værelset, og da jeg lukkede døren efter mig, trak jeg den helt i, før jeg langsomt slap håndtaget og håbede, at lyden af metal mod metal ville genere hende mindst muligt.
På min højstol foran skrivebordet, åbnede jeg for TV-nyhederne på min computer og begyndte at spise.
Kapitel 36: Kontrol
Århus, maj 2014
En aften i slutningen af maj sad jeg ved mit skrivebord. Jeg havde fundet en gulnet papirsblok frem fra reolen og skrev på en liste. Det var en liste med grunde til, hvorfor jeg ville være ædru.
Forskrækkelsen over den nat i begyndelsen af januar, hvor min søster kørte til Århus for at hente mig, havde i flere måneder stået så tydelig i min bevidsthed, at det til at starte med havde været forholdsvis nemt at være ædru. Men jeg var begyndt at tvivle på min beslutning om ikke at drikke alkohol overhovedet. Af en eller anden grund, som jeg ikke kunne definere, var jeg begyndt at tvivle på, om det i virkeligheden mere var Lenes beslutning, end det var min. Jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til at drikke hver aften, men jeg kunne ikke forestille mig ikke at drikke, når semestret var ovre. At være ædru havde gjort det muligt at indhente og læse op på historie og jura. Jeg havde endda læst udover pensum og fulgt et kursus i filosofi og jura, som Harvard Universitet havde gjort tilgængeligt på en online platform, og mange aftener i træk havde jeg siddet i skrædderstilling i min seng og taget noter indtil sent ud på aftenen. Men vi ville snart få læseferie, og når jeg ville have bestået mine eksaminer, skulle jeg få hele sommerferien til at gå med et eller andet. Det ville være et godt tidspunkt at begynde at se mine venner igen. Og jeg kunne ikke forestille mig at være social uden at drikke.
Jeg brød mig desuden ikke om at tænke på, det teknisk set ikke var mig, der tog beslutningen om undvære alkohol, når det i virkeligheden var antabusserne, som forhindrede mig i det. Hvis jeg kunne være ædru i fire måneder, kunne jeg også være ædru på hverdage og være fri til at drikke et glas vin i weekenderne. Jeg var viljestærk nok, var jeg ikke? Jeg havde fået min styrke tilbage over de sidste mange måneder. Og jeg havde tænkt over det mere og mere. Jo, jeg var stærkere nu. Jeg ville kunne beslutte mig for at droppe antabussen og drikke alkohol på samme måde, som alle andre gjorde. Selvfølgelig kunne jeg det. Men noget, der ville hjælpe, ville være, hvis også Lene kunne se idéen med det. Hun havde forstået mit forhold til alkohol, som ingen anden nogensinde havde formået, og hendes opbakning ville få mig til at føle mig bedre tilpas med min beslutning. Jeg foldede papiret med listen over grunde til at være ædru sammen og gemte det bag mine bøger bagerst i reolen.
Det var en varm dag, da jeg et par dage senere gik langs Brabrandstien i retning af den gamle banegård og knugede telefonen i lommen. Vinden blæste sløvt, så kun toppen af træerne svajede. For enden af stien, fortsatte jeg over lyskrydset og satte tempoet ned i skyggen langs Århus’ gamle banegård. Jeg havde gået rundt i byen i over en time og forsøgt at forberede, hvordan jeg ville forklare Lene om min beslutning uden at være kommet på noget, jeg syntes, lød fornuftigt. Jeg trængte til at sidde ned. På et af de brede trappetrin foran musikkonservatoriets bagindgang satte jeg mig og fandt hendes telefonnummer frem. Jeg lod albuerne hvile på mine lår og lagde hovedet ned mellem knæene, da jeg ringede op.
– Det er Lene.
– Hej Lene. Har du tid til at snakke?
Hun havde altid tid til at snakke med mig, sagde hun. Jeg fortalte hende min plan. Da jeg var færdig, var hun stille.
– Jeg synes jo, det er så dejligt for dig, at du har formået at være ædru så længe. Det viser virkelig, at du har en god viljestyrke. Du ved også, at jeg aldrig vil tage beslutningen for dig, men at jeg vil råde dig ud fra min viden og erfaringer med alkoholafhængigheder.
Jeg blev lang i blikket og svarede hende ikke.
– Jeg ville jo nok foreslå dig, at lave nogle meget kontrollerede forsøg med at gå af antabussen. Og jeg vil også foreslå dig, at have en plan B klar, sådan at hvis du skulle komme til at falde i, så har du stadig antabusserne som ”støttehjul,” som jeg plejer at kalde det.
Det ville i praksis betyde, at jeg skulle gå af antabussen og afrapportere til hende, om eller hvor meget, jeg efterfølgende drak.
– Okay, ja.
Hver gang jeg overvejede at være ædru for altid, så jeg min tilværelse skrumpe ind til en grå og kedelig størrelse, hvor jeg aldrig mere ville have det sjovt eller føle mig fri til at gøre, hvad det passede mig. Derfor var jeg begyndt at tænke, at jeg simpelthen ikke gad leve mit liv så strømlinet, at der aldrig var plads til nogen slinger i valsen. At jeg ikke mente, at plusserne ved at være ædru opvejede plusserne ved at drikke.
– Men jeg har det sådan, at antabussen har gjort, hvad den skulle. Nu ved jeg, at jeg kan være ædru, hvis jeg vil, og nu vil jeg selv kunne tage beslutningen om at drikke eller ej.
– Det kan jeg også godt se, sagde Lene. – Og uden at negligere, hvad du har præsteret, er det helt normalt, at man bliver optimistisk omkring, hvor nemt det er. Det er det, jeg kalder optimist-spiren. Når det lykkes at være ædru, gror optimist-spiren, og så kan man hurtigt komme til at tænke, at det er nemmere at vælge alkoholen fra, end det egentlig er. Eller at det ikke skader noget at drikke engang i mellem. Men faktisk er det en såkaldt snydetanke. Giver det mening for dig?
Jeg sukkede uden lyd. Hendes myndige stemme irriterede mig pludselig, og det nagede mig, at hun virkede til at veje sine ord på en vægtskål. Jeg strøg en hånd gennem håret.
– Okay. Det kan jeg også godt se. Det vil jeg gøre, sagde jeg og forsøgte at skjule for hende, at jeg ikke mente det. Med al den positivitet, jeg kunne mestre, sagde jeg tak for hjælpen og lagde på.
Bagefter traskede jeg sløvt gennem gågaden hjem til min lejlighed. Da jeg kom hjem, gik jeg ind på badeværelset, gik med sko på ind på badeværelset og skyllede mine antabusser ud i toilettet.
Kapitel 37: Skærmen
Århus, maj 2014
En søndag aften under læseferien nogle uger senere, sad jeg ved skrivebordet foran computeren og ventede på at se Gittes kontaktnavn dukke op på Skype. Et par minutter senere tonede hun frem på skærmen og smilede stort ind i kameraet. Hun undskyldte, at hun måtte lede efter sine skærmbriller og tjattede spredt med fingrene omkring tastaturet. Jeg kiggede på hende. Gitte kunne navigere mellem lethed og alvor så let som ingenting. Mens jeg aldrig vidste, hvornår jeg skulle være det ene eller det andet, virkede det så ubesværet ud for hende. Hun var helt exceptionelt god til at navigere i sociale situationer og tog andre menneskers følelser seriøst på de helt rigtige tidspunkter. På samme tid formåede hun at deltage i samtaler om sin teenagedatters yndlings-realityshow, bidrage med viden til diskussioner om global politik og religionsspørgsmål i Mellemøsten, og lige meget hvad jeg fejlede, kunne hun enten sætte sig ind i mine følelser eller anbefale mig de rette vitaminer og nyeste diætiske praksisser.
– Ih, det er typisk mig. Hva’, Rikke? Hun smilede til mig med hele ansigtet. Jeg fnes af hende og smilede. Det var umuligt andet. Hendes humør smittede.
Mod slutningen af semestret var jeg stadig ikke social på studiet, og jeg havde heller ikke formået at samle trådene op til nogle af mine gamle venner. Det forekom mig nogenlunde muligt at læse op på pensum hjemme i min egen lejlighed, men det efterlod ikke tilstrækkeligt med kræfter til at overkomme angsten for at fremstå usammenhængende eller ulykkelig over for de venner, der engang havde kunnet stole på mig og betro sig til mig. Jeg orkede ikke at tage den mentale kamp op, det krævede at konfrontere mine egne tanker og give folk omkring mig en chance til at modbevise dem. Det, havde Lene ellers haft en teori om, ville virke. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke længere føle mig alene med mit liv, var idéen.
Men når jeg satte mig til at skrive skemaer om aftenen for at komme tankerne i forkøbet og overtale mig selv til at ringe til mine venner, blev jeg overmandet af skam over at have ladet det gå så længe, uden de havde hørt fra mig, og sorg over, at der var så langt til, at jeg ville tage telefonen og taste deres nummer. Så jeg savnede dem bare. Jeg savnede at snakke med dem. Jeg savnede, at de kendte til de ubetydelige detaljer fra min dagligdag. Det behøvede ikke være meget. I virkeligheden ville jeg bare gerne, at de vidste, hvad jeg lavede, og hvordan jeg havde det. Sådan som tingene stod, tænkte jeg, ville ingen af dem vide det, hvis jeg begyndte at drikke igen. Og det spekulerede jeg lidt på, indtil jeg kan i tanker om, at ingen af dem vidste, jeg ikke burde drikke i første omgang. Der var så utrolig lang vej til at opdatere mine venner på min situation. Og på en måde gjorde det, at det føltes mere og mere ligegyldigt, om jeg gjorde det ene eller det andet. Hvem gjorde det efterhånden godt for, at jeg ikke drak?
Men jeg var begyndt at se frem til at snakke med Gitte på Skype hver søndag aften.
– Nå, her var de, hun rakte ud lige under min synsvinkel og foldede et sæt briller ud foran næsen og tog dem på.
Hun smilede stort op i kameraet igen med sine perlemorsfarvede tænder, mens hun himlede med øjnene af sig selv. Så samlede hun sit hår i nakken og slyngede det op i et hummerspænde. – Hvad så, hvordan går det med dig? Hvordan gik oplægget?
Jeg havde glemt alt om, at jeg havde overvundet mig selv nogle dage forinden og holdt et oplæg om foran klassen og fortalte, at det var gået fint. Det hjalp at snakke med hende. Men mens vi talte sammen, tænkte jeg, at jeg aldrig ville få nok af andre folks opmærksomhed. Det føltes, som om jeg havde et uudtømmeligt hul, der altid ville skrige på mig, lige meget hvor meget andre mennesker hjalp mig med at fylde det op.
En halv time senere sagde vi farvel og Skypes afbrydelsestone fyldte mit værelse. Da jeg var sikker på, Gittes ansigt var forsvundet, lukkede jeg for programmet og kiggede på den uåbnede flaske rødvin, jeg havde købt om eftermiddagen og placeret bag computerskærmen en time forinden.
Fredagen efter ugen efter sad jeg igen ved skrivebordet. Jeg havde brugt dagen på at læse i min seng hele dagen. Det var næsten en uge siden min og Gittes Skype-aftale, og jeg følte mig stolt over at have ladet rødvinen stå, fordi jeg oprindeligt havde købt den for at drikke den. Måske var det tegn på, at jeg rent faktisk ville være i stand til at bevise over for mig selv, over for Lene og alle andre, at jeg godt kunne styre mit alkoholindtag. Men lettelsen over at tænke på, jeg havde kunnet lade den være, blev på et splitsekund udskiftet af en skuffelse over ikke at have nogen at fortælle min sejr til. Det var mig selv, jeg var skuffet over. Jeg burde have sørget for at have nogle venner i mit liv, som jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde drukket den.
Nu stod den i reolen bag mig, og hele dagen igennem havde jeg skulede til den. Der var noget over fredage, der gjorde mig rastløs. Fredagen var dagen, hvor jeg selv skulle finde på ting at fylde weekenden ud med.
Jeg bøjede hovedet over skrivebordet, røg på en cigaret med den ene hånd og skrev på et stykke papir med den anden. ”Jeg vil være ædru for at vågne op i morgen tidlig uden at have tømmermænd.” To en halv dag. Jeg satte endnu engang blyant ned over papiret. “Der er gået over halvfems dage, hvor jeg ikke havde drukket noget som helst. Det betyder, at jeg godt kan lade være to en halv dag længere.” Men hvad i alverden skulle jeg lave? “Jeg skal bare holde ud indtil mandag morgen. Det kan jeg godt. Det kan du godt, Rikke.”
Jeg havde ryggen til rødvinen. Jeg fik fornemmelsen af, at min nakke blev varm og mærkede efter. Der var ikke noget. “Jeg kan tage min uddannelse færdig, hvis jeg fortsætter med at være ædru. I januar beviste jeg over for mig selv, at jeg ikke kan gøre begge dele.” Jeg havde ikke mere SU end til at gøre den færdig på normeret tid og havde ikke råd til at udsætte flere eksaminer. Selvom jeg overordnet set ikke var særligt interesseret i mit studie, overvejede jeg ikke at droppe ud og lave noget andet. Jeg var startet på min uddannelse som 21-årig, og jeg ville have den i hus. Der var kun halvandet år tilbage. Jeg var altså nødt til at være ædru. I hvert fald så længe, jeg stadig læste. Jeg så ned over listen med alle de forskellige grunde til at ikke at drikke.
Jeg var jo egentlig ret ligeglad med uddannelsen, og jeg havde før kunnet tage en eksamen uden ret meget forberedelse. Der skulle også være plads til andre ting i mit liv. Jeg fandt ikke nogen glæde i kun være fornuftig, skrive skemaer, udfordre mine tankemønstre og læse pensummer. Selvom jeg havde formået at læse så tilpas meget, at jeg var sikker på at skrive nogle gode eksamensopgaver, ville jeg blive gråhåret, før det blev sommer, hvis ikke jeg fik en pause fra at være så stringent og arbejdsom. I tre måneder havde jeg tvunget mig selv til at læse hver dag og tvunget mig selv til at gå ædru i seng, og det var begyndt at føles meningsløst. Min hverdag var kedelig og monoton. Jeg grinede aldrig, og jeg var stadig frakoblet alle andre mennesker. Når jeg drak, mødte jeg i det mindste nogle i byen, jeg kunne snakke med, og så glemte jeg i det mindste i nogle timer, hvor ensom jeg var.
Siden jeg var stoppet med at drikke, var jeg begyndt at sidde fast i den samme cirkel, jeg havde været i, da jeg fik konstateret en depression. Fordi jeg ikke kunne engagere mig i andre mennesker, endte jeg aften efter aften med at være alene hjemme på mit værelse med døren lukket. Jeg løftede hovedet mod loftet og tænkte, at hvis bare der var nogen, jeg kunne tage hjem til, som ville sørge for, jeg ikke drak. Eller hvis bare, der var nogen, som ville fejre med mig, at jeg ikke gjorde. Nogen, som ville fortælle mig, at de var stolte af mig, eller som havde brug for, at jeg var ædru. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne jo ikke kræve af nogen, at de skulle mandsopdække mig. Hvor ynkeligt. Jeg var voksen nu. Jeg var nødt til at klare det selv.
Lettelsen over ikke at have tømmermænd havde aldrig udviklet sig til en glæde over at være ædru. Måske var det ene i sidste ende lige så godt som det andet, og jeg var begyndt at tvivle på, om det var nødvendigt at være ædru hele tiden. I samme øjeblik kom jeg i tanker om, at jeg havde sprunget mandagens antabus over. Min mobiltelefon lå ved siden af papiret, så jeg kunne holde øje med den ud af øjenkrogen. Klaus havde stadig ikke svaret på den besked, jeg havde sendt til ham to timer tidligere.
Jeg bed tænderne sammen. Min hovedbund kløede, og jeg sugede af cigaretten. Jeg måtte huske at lufte ud. Måske måtte jeg blive nødt til at have vinduerne åbne hele natten. Og vaske sengetøjet. Jeg satte blyanten ned over papiret og tilføjede en tanke til listen, som jeg havde skrevet så mange gange før.
”Jeg vil være ædru for at vågne op i morgen tidlig uden at have tømmermænd. Det kan du godt, Rikke. Det kan jeg godt.”
Kapitel 38: Forelæsningen
Århus, maj 2014
Da solen begyndte at gå ned en time senere, mærkede jeg noget snige sig ind med skyggerne. Jeg ville blive nødt til at drikke noget for at kunne falde til ro. Det stressede mig, at jeg ikke kunne holde fokus på at være ædru. Men at huske mig selv på grundene til, at jeg ville være ædru, var som at holde en hånd op i luften i troen på, at det ville stoppe en orkan. I hvad der føltes som én og samme bevægelse, lagde jeg papir og blyant til side, rakte bagud efter flasken, skruede låget af og hældte rødvin op i det glas, jeg havde drukket vand af tidligere. Jeg ville bare drikke et glas. Bare så ubehagen ville gå væk. Bagefter ville jeg lægge mig til at sove, uanset om Klaus havde svaret eller ej. Men to timer senere havde jeg drukket flasken. Jeg var fuld. Jeg tjekkede telefonen én gang til. Ingenting. Please, svar. Please, please, please. Jeg ville kunne nå ud til, hvor han boede med bussen på en halv time, men den sidste kørte snart.
Sidste gang jeg havde skrevet til Klaus, havde han svaret med det samme. Præcis som han plejede. Dengang havde jeg spurgt, om jeg måtte overnatte hos ham. Jeg havde ikke forklaret ham hvorfor, men det var for ikke at drikke. I virkeligheden havde jeg været for flov til at sige ligeud, at jeg ville få et angstanfald, hvis jeg blev derhjemme, og derfor drikke mig fuld. I stedet havde jeg bare sagt, jeg ikke ville kunne falde i søvn derhjemme, og Klaus havde heldigvis ikke spurgt yderligere ind. Han havde svaret:
”Rikke, dit dejlige, lange løg. Hvor er det godt, du skriver. Kom da herud.”
Nu kom jeg i tanker om, at jeg i en brandert havde fortalt hans søster, at jeg drak for meget. Måske havde hun fortalt ham det, og derfor vidste han, hvorfor jeg ville sove hos ham. Da jeg var taget hjem til ham sidst, havde han givet mig et knus og serveret en kop varm kaffe med sødmælk. Han drak sin kaffe sort men var løbet i kiosken, før jeg kom, fordi han viste, jeg drak min kaffe med mælk. Jeg havde skelet til mælkekartonen og var kommet til at græde, da jeg fortalte ham, at jeg ikke havde kunnet falde i søvn derhjemme. Han havde lagt hovedet på skrå og kigget på mig med klare øjne og trøstet mig og sagt, at jeg altid var velkommen.
Bagefter havde vi lagt os i hans seng for at sove. Klaus var faldet hurtigt i søvn, mens jeg havde ligget vågen med åbne øjne, søvnig og udmattet. Han havde ligget på maven med armene over hovedet, og jeg lå på siden med ansigtet vendt ind mod ham. Jeg havde ikke kunnet falde i søvn, og jeg havde længe ligget og tænkt på, at hvis bare jeg mærkede den mindste smule fysisk kontakt, ville jeg kunne falde i søvn. Der gik en halv og en hel time, mens jeg spekulerede over, om jeg kunne tillade mig at røre ved ham. Langsomt strakte den ene arm op i luften over dynerne, drejede albuen og lagde min underarm og håndryg forsigtig ned over midten af hans ryg. Der var kontakt, og det virkede. Jeg var faldet i søvn med det samme.
Tidligere på aftenen havde jeg knap turde sende sms’en. Men jeg var fuld. Jeg så alt klarere. Jeg måtte helt sikkert gerne måtte komme i aften også. Min psykolog plejede at sige, at jeg skulle lytte til, hvad folk omkring mig rent faktisk sagde i stedet for at tænke på, hvad jeg troede, de ville tænke. Jeg hentede en flaske vin mere. Da jeg kom hjem fra kiosken, tjekkede jeg mobilen. Intet svar. Jeg tilføjede i en ny sms, at jeg havde drukket vin sammen med en kammerat, så han ikke ville blive overrasket, når jeg kom derud og var fuld. Jeg læste teksten igennem igen. Den lød nogenlunde normalt.
Måske havde han ikke set beskeden, fordi hans mobil var på lydløs. Jeg forestillede mig, hvad han ville sige, hvis jeg dukkede op uden varsel og kiggede med det samme rundt på værelset efter mine nøgler. Ude i gangen nogle minutter senere, stak jeg hånden i skuldertasken og mærkede efter nøgler, det løse dankort, cigaretter, rene trusser og min halvliters plastikflaske med rødvin, før jeg smækkede hoveddøren bag mig. Halvvejs nede af trappen snublede jeg nær over et trin og tvang mig selv til at sætte farten ned.
Klaus boede i en ét-værelses-lejlighed i et betonbyggeri i det vestlige Århus. Jeg stod af bussen på ringvejen og drejede op mod det dårligt oplyste forstadsområde. Der var ingen mennesker på gaden. Bag hegnet langs fortovet hang højspændingsledninger i mørket højt over mit hoved og summede faretruende. Jeg satte farten op. Da jeg skrånede ind over parkeringspladsen, så jeg Klaus’ vindue ud af øjenkrogen.
Jeg standsede ved dørtelefonerne, svajede og lyttede til den technomusik, der kom et sted indefra betonklodsen. Da Klaus ikke svarede på dørklokken, forsøgte jeg at regne mig frem til værelsesnummeret med technomusikken. Jeg brugte fire forsøg, før jeg ramte rigtigt.
– Ja? En dyb mandestemme.
Jeg forsøgte at lyde så ædru som muligt og udtale mine ord tydeligt.
– Hej, jeg skal besøge Klaus. Vil du lukke mig ind?
– Øh ja, selvfølgelig.
Fællesrummet lignede et træningsrum i et fængsel fra en amerikansk dokumentar, jeg lige havde set. Den var bred og oplyst med hvidgråt lys. I midten af rummet stod tunge træningsmaskiner, og vægtstænger og jernplader var efterladt spredt omkring dem. Foran indgangsdørene lå dørmåtter i mørkegråt gulvtæppestof, der lignede, de var klippet op med en håndholdt saks. Jeg gik i en halvcirkel udenom romaskinen, stillede mig foran Klaus’ dør og bankede på.
Da han ikke svarede, vendte jeg rundt og så mig omkring. Jeg gik tilbage mod lyden af musik og bankede på døren. En mand åbnede. Hans ansigtshud havde samme farve, som den cementblok vi stod i, og hans pupiller var dybe og sorte. Efter jeg havde introduceret mig selv, rakte han mig hånden og sagde ”Bo.” Han lænede sig op af dørkarmen og lagde armene over kors.
– Kender du Klaus? Ved du, hvor han er?
Jeg skiftede vægt fra det ene ben til det andet og mærkede musikkens bas nederst i maveregionen.
Det gjorde han ikke. Han så nysgerrigt på mig, mens jeg ledte efter en undskyldning for at blive stående. Jeg forsøgte ikke at tænke på, hvordan jeg fremstod. Der var engang én, der havde sagt til mig, at desperation ikke ser godt ud på nogen. Det sender de forkerte signaler. Jeg besluttede ikke at spørge, om jeg måtte komme ind og takkede ham for hjælpen. Bo smilede venligt, da han lukkede døren mellem os. Tænk, at jeg havde overvejet at spørge, om jeg måtte komme ind. Men det var det, jeg havde mest lyst til. Jeg ville med sikkerhed havde kunne falde i søvn på den sorte lædersofa, jeg havde set bag hans overarm. Technomusikken og lyset ville ikke have forhindret det, hvis bare der havde været nogen til at lægge en hånd på min arm eller et ben over mit. Da jeg så udover det forladte træningsrum, ramte det mig, hvor ubeskriveligt træt jeg var. Jeg ringede efter en taxa.
Op ad formiddagen dagen efter vågnede jeg ved lyden af en indkommende besked på telefonen.
– Hej Rikke. Er du okay? Jeg overnattede hos min datters mor i nat.
Jeg blinkede med øjnene for at forhindre den gamle mascara i at gribe fat i vipperne ved øjenkrogen og førte tungen over min underlæbe. Jeg smagte jern og fandt en sprække i min underlæbe. Den måtte være sprunget i løbet af natten. Det sved, og jeg kørte tungen over den igen og igen.
Jeg stirrede et øjeblik på de to flasker på skrivebordet, som jeg havde efterladt aftenen inden. Så læste jeg beskeden fra Klaus igen og førte den ene hånd over panden. Jeg var brandvarm. Da jeg rakte ud for at lægge telefonen fra mig på sofabordet, blev jeg svimmel. Jeg lå stille lidt. Røgen fra i går havde samlet sig som støvede tæpper i min hals, og jeg lød som en rockmusiker, når jeg rømmede mig. Fra køkkenet lød lyden af vand, der blev hældt i en beholder og klikket fra en elkedel. Det måtte være min værelseskammerat. Hende og de andre studerende ville snart være på vej til juraforelæsningen snart. Det var den første juraforelæsning, jeg ville gå glip af, og en klump formede sig i min hals.
Jeg vendte min ryg ud mod køkkenet og trak dynen op over hovedet.
Kapitel 39: Peters far
Nordsjælland, juni 2014
I forbindelse med at vi skulle forsvare vores eksamensopgaver senere i juni, talte jeg kort med nogle af de andre studerende foran eksamenslokalerne, da snakken hurtigt faldt på det kommende semesters praktikforløb. Jeg kunne fornemme, at der var opstået enighed om, at det ikke kunne betale sig at søge praktikpladser i Århus, så den efterfølgende uge opsagde jeg min lejlighed og bestemte mig for at flytte tilbage til København for at finde en praktikplads.
Da jeg havde overstået mine eksaminer, tog jeg til Nordsjælland for at se på et værelse. En kvinde, jeg kendte gennem Peter, havde tilbudt mig at flytte ind på et værelse i hendes hus. Værelset lå på førstesalen i det store hus i en lille stationsby 45 kilometer nord for København og havde udsigt ud til haven. Huset virkede fredfyldt, Thea virkede sød, og samme dag jeg så værelset, aftalte vi, at jeg ville flytte ind i slutningen af sommeren.
Jeg stod i indkørslen foran hendes hus med min rejsetaske på jorden mellem mine fødder. Det var varmt i solen, og jeg missede med øjnene, mens jeg holdt øje med vejen ud af øjenkrogen. Det var oprindeligt planen, at jeg ville have taget toget hjem til Århus efterfølgende, men Peter havde ringet og spurgt, om vi kunne mødes for at snakke. Hans far var blevet indlagt nogle dage forinden, og han ville gerne se mig. Han kunne komme og hente mig, når jeg havde set værelset, havde han sagt. Jeg havde sagt ja uden at tænke over det, og da jeg efterfølgende ikke kunne regne ud, hvad der irriterede mig, ignorerede jeg det og besluttede, at jeg ville høre, hvad han havde at sige.
Jeg fulgte bilen med øjnene, da Peter trillede ind i indkørslen og parkerede. Jeg fik øje på hans ansigt gennem forruden. Han smilede stort, og da han stod ud, løb jeg rundt om bagenden af bilen og forsvandt ind i hans nussede skovmandsskjorte. Der var noget med hans stærke arme og brede skuldre, der stadig fik alt til at falde på plads indeni mig, og den irritation, jeg havde følt tidligere, forsvandt øjeblikkeligt.
Vi kørte ud til kysten for at finde et sted at spise en is. I bilen på vej nordpå udpegede han forskellige træsorter for mig og fortalte mig om deres kendetegn. Jeg nikkede fraværende, mens jeg rullede en cigaret i skødet og drejede ansigtet op i vinden fra det åbne vindue. Peter nævnte, at det nok var bedst, vi kun var venner. Peter sagde, at det nok var bedst, og jeg sagde, at det kunne vi sagtens.
Da vi nåede kysten, drejede han til højre langs vandet og videre ind mod en lille by. Fra en bod ved siden af parkeringsplads købte vi gammeldags isvafler og satte os ved et tomt bordbænkesæt på havnen. Peter så stærk ud. Det var noget med den måde, hans skuldre var skåret på. Men han så også trist ud. Jeg kiggede på ham, mens han så ned i sit skød og samlede is op med læberne. Mod den mørkeblå himmel over bådene flakkede måger rundt i cirkler, som spinkle, sorte skeletter. Jeg fik lyst til at røre ved hans arm og fortælle ham, at jeg stadig elskede ham. Hvis jeg rakte over bordet, kunne jeg nå hans albue.
– Hvordan går det med ham? spurgte jeg i stedet. Peter gestikulerede, før han fik slugt det stykke kræmmerhus, han lige havde bidt af. Hans far var ikke i livsfare længere, men det havde været kritisk. Noget med hjertet. Det var gået i stå under en jagt. Jeg fik en klump i halsen, som jeg dækkede med små mundfulde vaniljeis. Jeg kunne godt lide hans far.
– Skal vi køre hjem til mig? Spurgte han.
Solen stod højt på himlen, og mine lår klistrede til de grønmalede træplanker, der hvor min kjole sluttede. Han havde kun akkurat skitseret sin fars sygdomsforløb, og vi havde endnu ikke snakket om, hvordan Peter havde det. Og egentligt var der nogle praktiske ting, jeg skulle ordne hjemme i Århus, men jeg kunne selvfølgelig tage hjem dagen efter og få det gjort. Jeg kastede det tomme isbæger ned i en skraldespand for enden af bordet og smilede til ham.
– Okay.
Tyve minutter senere kørte Peter bilen ind på gårdspladsen foran den gård, han var flyttet ind på, og parkerede. Han slyngede min rejsetaske over skulderen og gik foran mig ind i stuehuset og op af trappen. Jeg fulgte efter ham forbi gæsteværelset og trådte ind på det store, lyse kvistværelse på første sal. Solen stod i skarpe vinkler ned på gulvet gennem skråvinduerne. Jeg smagte salt på min overlæbe. I bilradioen på vejen hjem til Peter, hørte jeg, at det var den varmeste dag på året indtil da.
Peter smed min taske fra sig på gulvet og vendte sig mod mig. Han sænkede sit blik og gik hen mod mig.
– Nej, Peter, sagde jeg og trådte et skridt baglæns. Han stoppede og rakte sine arme op og hang dem fra spærret over sit hoved. Jeg så rundt i rummet og forsøgte ikke at smile. Vi kiggede på hinanden og trak vejret langsomt i varmen. Det var forgæves. Jeg kunne ikke overholde nogen aftaler med mig selv. Så smilede jeg, løftede min kjole over hovedet og lod den falde ned i solskinnet på gulvet.
Kapitel 40: Grebet
Nordsjælland, juni 2014
Præcis en uge senere lå jeg under dynerne på kvistværelset og så himlen lysne, før solen stod op. Jeg sprællede med benene for at komme ud af Peters greb, mens jeg på samme tid græd og råbte af ham, at han skulle slippe mig. Få timer forinden i køkkenet nedenunder havde han plantet et kys på min pande og var gået i seng, mens jeg var blevet oppe for at drikke rom med en canadier, der var på besøg på gården. Jeg havde ellers lovet mig selv at gå tidligt i seng den aften, fordi jeg ville søge praktikpladser dagen efter. Men klokken fem om morgenen var jeg kravlet op af de stejle trapper, og da jeg hørte Peter snorke fra gangen, begyndte jeg at panikke over, jeg ikke ville kunne søge praktikpladser dagen efter.
Jeg tog mit tøj af og lagde mig ned til ham under dynerne. Da jeg vækkede ham, bad han mig om at lægge mig til at sove. Da jeg startede et skænderi, deltog han kun søvnigt i det og forsøgte at få mig til at falde til ro. Da vi bagefter lå stille i nogle minutter, og jeg fornemmede, han var ved at falde i søvn igen, kastede jeg dynen til side for at vække ham. Jeg væltede ud af sengen og trampede frem og tilbage i halvcirkler omkring sengen kun iført trusser, mens jeg samlede mit tøj og sminke op fra gulvet og kastede det i min rejsetaske, som stadig stod på gulvet, hvor Peter havde smidt den en uge tidligere.
– Nu ringer jeg efter en taxa!
Jeg snøvlede og vendte skamfuldt mit ansigt væk fra ham.
– Kan du ikke finde nummeret til mig? Det lykkedes mig med stor anstrengelse at udtale ordene, så de kunne tydes.
– Rikke, for helvede. Du skal ikke til at tage en taxa nu. Læg dig til at sove i stedet for. Kom her, sagde Peter. Så løftede han sig op på den ene albue og holdt en arm ud mod mig. Jeg så på ham. Jeg var blevet for længe. Peter ville snart få for meget af mig igen, og jeg bebrejdede ham ikke. Jeg kunne ikke holde mig selv ud.
– Jeg kan selv finde nummeret, sagde jeg og satte mig på sengen. For at holde balancen greb jeg madrassens kant og forsøgte ikke at falde forover. Peter rakte ud og trak mig ned til sig i sengen og slyngede armene omkring mig. Et øjeblik glemte jeg, at jeg ville afsted. Men da han endnu engang begyndte at trække vejret tungt, blev jeg pludselig urolig igen. Jeg forsøgte at komme ud af hans greb, men han strammede sit greb og holdt om sine egne arme foran min brystkasse. Jeg kiggede op mod himlen. Solen ville snart stå op. Og så kom jeg i tanker om, at Peter aldrig ville blive min kæreste igen. Jeg begyndte at kaste med benene for at komme fri. Jeg råbte at han skulle slippe mig, mens han holdt fast og forholdt sig i ro. Det var første gang i al den tid, jeg kendte Peter, at han havde brugt sine kræfter mod min vilje, og jeg vidste, jeg havde tabt, før vi gik i gang. Mit raseri gled over i gråd, mens panikken langsomt tog af. Peter holdt stadig fast, men han havde løsnet sit greb.
Dagen efter gik jeg rundt i cirkler på den store græsplæne foran køkkenet. Peter var stået op før mig, og jeg havde endnu ikke set ham inde i køkkenet. Måske var det ham, der havde pakket den romflaske væk, som canadieren og jeg havde efterladt på køkkenbordet den morgen. Da jeg heller ikke fik øje på ham udenfor, vendte jeg mig væk fra køkkenvinduet, og gik længere ned mod æbletræerne i bunden af haven.
Tre dage tidligere havde jeg taget toget ind til København. En medarbejder på WWF havde sendt min praktikansøgning videre til SF’s hovedkontor, og natur- og miljøordføreren for SF havde ringet og inviteret mig til ind en samtale. På vej ned af strøget den dag shoppede jeg en lang nederdel og en glimmer-t-shirt i H&M og skiftede på et offentlig toilet, før jeg blev sluset igennem sikkerhedskontrollen i Christiansborgs modtagelse og ført gennem de indre gange til SF’s kontorer af sikkerhedspersonalet. En halv time efter blev jeg sendt hjem med besked om, at han ville ringe.
Ordføreren havde netop ringet og fortalt mig, at han havde givet pladsen til den anden kandidat, som havde været til samtale efter mig. Jeg var uduelig. Selv en fremmed kunne fornemme det. I stedet for at irritere Peter mere, end jeg allerede havde gjort, overvejede jeg at ringe til min onkel og spørge ham til råds om, hvad jeg så skulle gøre. Men telefonen blev glat i min håndflade alene ved tanken om at ringe op og bruge min onkels tid. Han ville være på arbejde. Jeg så ned på mine bare fødder og trådte de samme græsstrå flade igen og igen, mens jeg tog mig mod til at ringe op. Til sidst tastede jeg hans nummer.
– Det er Mikael, sagde min onkel.
– Det er Rikke.
– Ja, hvasså? Hvordan gik det?
– Jeg fik det ikke, sagde jeg og gemte mit ansigt, selvom han ikke kunne se det. Han spurgte han ind til detaljerne og lyttede til min beretning af ordførerens afslag, som jeg huskede den.
– Det var ærgerligt, Rikke. Men du skal ikke lade dig slå ud af. Hvad med at søge nogle lignende steder? De er jo åbenbart interesseret i det, du kan.
– Tror du det?
Mikael grinte.
– Selvfølgelig. Og det sker altså for os alle sammen, at vi bliver valgt fra engang i mellem. Jeg har selv prøvet det at lave et rigtig godt tilbud og ikke forstå, hvorfor opgaven ikke gik til mig. Det er træls, men så prøver man igen.
Jeg lavede store øjne. At en forretningsmand, så dygtig som han var, nogensinde skulle have oplevet at blive fravalgt, forekom mig absurd. For slet ikke at tale om det faktum, at han havde sat mig i samme kategori som ham. Som om, vi kunne sammenlignes. Men det lød til, at han virkelig troede på mig, og jeg forsøgte at lade det synke ind.
Pludselig kunne jeg se muligheder igen. Jeg smilede, da vi lagde på, og rystede på hovedet af, at noget så simpelt, som at min onkel syntes, jeg gjorde det godt nok, gjorde så stor en forskel. Jeg ærgrede mig over, jeg ikke havde ringet til ham, hver gang jeg havde haft et problem og gik tilbage mod køkkenet.
Da jeg svalsede ind i gangen på lette tæer, så jeg Peter. Han bryggede kaffe over komfuret. Han havde hentet æg fra hønsehuset bag køkkenhaven, tændt stearinlys og dækket bord. Sødmælk, friskpresset juice, rugbrød, solbærmarmelade, smør og skæreost. Jeg stillede mig bag dørkarmen, så kun mit hovede tittede frem i rammen indtil køkkenet.
– Godmorgen, sagde jeg. – Og undskyld for, at jeg var så træls i går. Det var ikke fair over for dig. Det må du virkelig undskylde.
– Det er lige meget nu, sagde han og slog ud med hånden. Han smilede ikke. Måske var han efterhånden lige så træt af mine undskyldninger, som jeg selv var. – Der er morgenmad, hvis du vil have noget.
Vi satte os. Peter smurte en rugbrødsmad og delte et nykogt æg udover den, så blommerne fra ægget flød tykke og orange ud over skiven. Jeg tog en ren skive ost på gaflen og løftede den ind i munden. Det smagte af metal, og en bølge af kvalme steg op langs mit spiserør. Jeg sank langsomt og hældte en kop kaffe op.
Peter fandt sin computer frem og kiggede på noget, jeg ikke kunne se, hvad var. Jeg vendte blikket ud mod køkkenhaven og tænkte på, hvor misforstået det var, at tro min onkel og tante hverken ville kunne lide mig, orke mig eller forstå mig, når jeg spurgte om hjælp. Det både kunne og ville de. Det var ikke Peter, jeg skulle vende mig imod. Det var min onkel og tante.
Jeg rejste mig for at gå ovenpå og pakke min taske.
På vejen hjem mod Århus i toget den aften var første gang, jeg indså, jeg ikke skulle se Peter længere.
Kapitel 41: Chancer
Århus, juli 2014
Da jeg kom hjem til Århus den aften, tog jeg kontakt til to andre partier på Christiansborg og til miljøstyrelsen. Da jeg ikke havde hørt fra nogen af dem to dage senere, ringede jeg til Søren, en af mine venner, der boede i Århus, og spurgte om han havde lyst til at ses. Jeg tænkte, at han nok kunne overtales til at drikke øl sammen med mig, og jeg følte ikke længere, jeg havde meget at miste ved at se mine venner. Særligt ikke, hvis de havde lyst til at drikke. Det gjorde det nemmere for mig at være i, og derfor havde jeg også sørget for at aftale at drikke øl eller vin med de få af mine venner, det var lykkedes mig at ses med på det sidste.
Om eftermiddagen sad jeg over for ham ved et lille firkantet bord med jernben og mosaik i bordpladen. Hjørnecaféens udendørsservering fangede lige netop middagssolen gennem træerne på modsatte side. Det var rart at se ham igen. Vi nød solen og drak langsomt af de store honninggule øl, han havde købt til os. Sidste gang jeg havde mødt ham til en øl på samme café, havde jeg formået at gå direkte hjem i min lejlighed bagefter uden at drikke igen før dagen efter. Måske ville jeg også kunne holde mig til en enkelt øl den dag.
Jeg tændte en cigaret og rakte Søren én.
– Hvad gør du så nu? spurgte Søren.
– Jeg aner det ikke, sagde jeg. Jeg drejede ansigtet for at varme kinden i solen. Min telefonen ringede. Ukendt nummer. Jeg overvejede at lade være med at tage den, men samlede den til sidst op og svarede.
– Det er Martin Agerschou. Jeg er politisk rådgiver for Socialdemokraternes afdeling for det internationale konsortium.
Jeg sank en enkelt gang og kiggede over på Søren, mens jeg sørgede for at holde adrenalinen under kontrol og samle tankerne. Jeg rømmede mig.
– Ja, hej Martin, sagde jeg.
Jeg rejste mig fra bordet for at kunne høre, hvad Martin sagde, mens jeg signalerede “undskyld” til Søren, der til gengæld vinkede mig væk med et smil.
– Det her bliver bare lige kort. Jeg vil gerne have dig til samtale på det internationale konsortium. Men før vi gør det, skal du skrive en politisk vinklet artikel på et par sider om dansk miljølovgivning, vi giver dig, og sende den til os. Det gør vi, for at vi lige kan se, hvor du ligger. Og hvis alt ser godt ud, kan vi bruge dig som akademisk medarbejder for miljø- og IT-ordføreren for Socialdemokratiet til efteråret. Er du med på det?
– Ja, det er jeg, sagde jeg og nikkede i cafégæsternes retning.
– Hvor lang tid skal du bruge til at skrive artiklen?
– Firetyve timer, fløj det ud af mig. Jeg tog mig til hovedet.
– Du får to dage. Det vil sige indtil fredag klokken 12.00. Jeg sender materialet til dig med det samme.
Jeg stod stadig i caféens skyggeside, da jeg lagde på.
Det var præcis to døgn senere. Jeg overvejede at fortælle Søren, at jeg var nødt til at tage direkte hjem for at begynde at researche til artiklen. Jeg vidste, opgaven ville omhandle et fagområde, jeg ikke var hjemme i. Men blev jeg stående og skiftede vægten fra det ene ben til det andet. Der var også grund til at fejre, at jeg havde fået opgaven, og et øjeblik senere gik jeg i stedet ind i caféen og købte en runde mere. Når vi havde drukket dem, ville jeg gå hjem for at researche historien.
Jeg satte de kolde øl fra mig foran Søren, gled ned på stolen og kransede ansigtet ind med hænderne.
– Søren, det var en ham rådgiveren fra Christiansborg. Jeg kan nærmest ikke tro det, sagde jeg.
– Det kan jeg godt. Tillykke med det, sagde Søren og sendte mig et stort smil, mens han kastede sin ene hånd op i luften. – Det er da fantastisk!
Jeg vågnede ved et sæt og kiggede panisk rundt i værelset, mens jeg forsøgte at huske, hvad der var sket dagen før. Dynen klistrede til mine ben, og sved løb ned af den ene side af min nakke. Persiennerne delte solens stråler i lange lyslommer, som skar gennem rummet. Jeg så støvpartiklerne bevæge sig i små formationer i lyset for bagefter at forsvinde ud af lommerne igen. Tolv timer efter jeg havde modtaget opkaldet fra rådgiveren på Christiansborg, drak Søren og jeg stadig. Da klokken slog et om natten, var vi rykket ind i mit køkken og drukket det sidste af de øl, vi havde købt med hjem og den flaske vin, jeg senere havde fundet i et køkkenskab. Da Søren tog hjem, havde jeg lagt mig til at sove med alt mit tøj på.
Da jeg sparkede dynen til side, begyndte min ene læg at krampe. Jeg fik lyst til at græde, men jeg var for afkræftet til at begynde. Det måtte vente. Jeg måtte blive nødt til at skrive artiklen alligevel. Det kunne ikke gå at melde mig syg, allerede før jeg skulle til samtale. Jeg stod i bruseren en halv time, tog rent nattøj på og bryggede en hel kande kaffe, som jeg stillede på gulvet ved siden af min seng. Bagefter trak jeg persiennerne for og lagde et sammenrullet halstørklæde langs sprækken ved karmen for at forhindre solen i at trænge ind. For ikke at få kvalme jeg med bøjet ryg tilbage til sengen og lagde mig langsomt ned. I mørket fra sengen åbnede jeg computeren ovenpå dynen og så opgavebeskrivelsen igennem.
Præcis, som jeg havde forestillet mig, var stoffet for kompliceret til, at jeg kunne begynde at skrive den uden videre, og jeg kunne knap holde koncentrationen længe nok til at læse en sætning færdigt. Mine øjnene fyldtes med tårer af frustration, mens jeg i løbet af de næste fire timer læste op på miljølovgivningen, paragraffer og andre tekniske omstændigheder omkring vandmiljø, jeg skulle forstå for at kunne stykke et overbevisende argument sammen til artiklen. Når mine øjne blev for våde til at jeg kunne læse, tørrede jeg dem i en hidsig bevægelse og blev ved. Hvis jeg skrev opgaven på trods af tømmermændene, ville det værste, der kunne ske, være, at jeg ikke fik pladsen. Jeg sagde det højt ud i værelset til mig selv. Det ville være det værste, der kunne ske. Bortset fra, at jeg ville vide, jeg måske ville have haft en chance, hvis jeg bare havde formået at holde mig ædru. “Stop, Rikke,” hørte jeg mig selv sige. “Skidt pyt. Det værste, der kan ske, er, at jeg ikke får pladsen.” Og at jeg aldrig fik færdiggjort min uddannelse, tænkte jeg. Og at jeg til sidst ville skulle indstille mig på, at jeg bare ikke duede til noget som helst. Jeg tillod et par enkelte tårer at trille ned over kinderne og holdt resten tilbage. Så bed jeg tænderne sammen og begyndte at skrive.
Ni timere senere stod kaffen lunken på gulvet, men jeg var færdig med artiklen. Jeg ville have tid til at gennemgå den næste formiddag, men jeg ville ikke kunne udholde at sidde på opgaven et øjeblik længere. Jeg sendte den til rådgiveren, lukkede computeren og sov til næste dag klokken 14.00, da jeg vågnede til en besked fra Frederik.
Han holdt sommerfest på Østerbro en måned senere og håbede, jeg ville komme.
Kapitel 42: Utilregnelig
Skive, juli 2014
To uger senere var der kun få dage til min 30-års fødselsdag, og alt generede mig, siden endnu engang havde besluttet mig for at stoppe med at drikke og havde formået at holde det, siden den dag jeg sendte artiklen til Socialdemokraterne. Da jeg to dage senere modtog en mail om, at de var meget tilfredse med min artikel og ville tilbyde mig stillingen som akademisk medarbejder til efteråret, følte jeg til min store overraskelse ingen glæde. Det føltes, som om jeg var en forsøgskanin i en andens liv. Et liv, jeg aldrig havde ønsket mig, og som jeg ikke havde indflydelse på. Alligevel havde jeg takket pænt ja tak til stillingen og så småt begyndt at pakke mine ejendele i flyttekasser. Jeg sad i skrædderstilling på gulvet ved siden af det åbne klædeskab og så ud over nogle flyttekasser foran mig. De så triste ud, som de stod der. Tomme og støvede med armene i vejret og bare ventede på mig. På gulvet til venstre for mig stod stablede bøger i høje tårne, og bløde bunker med tøj og overtøj lå omkring mine knæ. Stafeliet stod urørt hen i hjørnet bag skabet, og jeg skelede til det.
Der var noget helt galt. Jeg havde altid godt kunnet lide at pakke. Mit energiniveau plejede altid at stige, når jeg tog hul på et nyt projekt, en ny uddannelse eller skulle flytte til en ny by. Sommerfugle plejede at baske rundt i min maven af spænding over alt det, der ventede forude som små pakke, jeg ikke havde åbnet endnu. Jeg plejede at elske at være på vej af sted, og jeg havde troet, jeg aldrig ville blive træt af at være på vej væk. Hvad var der nu galt med Fredensborg? Måske var det derfor, jeg ikke glædede mig til at flytte. Fordi jeg ikke længere kunne bilde mig ind, at det handlede om at nå i mål, destinationen, udfordringerne, mulighederne. Hvad handlede det så om?
Jeg plejede også at glæde mig til at holde fest og være sammen med mine venner. Min tante havde insisteret på at betale for hele gildet, og min onkel var gået i fryseren og fundet vildt dyrekød og svineskanker og glad meddelt mig, at han ville grille dem over bålet sammen med det store stykke kokød, han ville handle hos slagteren på vejen. Jeg havde selv købt kulørte lamper og fået min veninde til at ville hjælpe med at lave gammeldags flødeskumskage til om eftermiddagen. Min søster og veninder ville hjælpe mig med at lave salater, og de fleste af mændene ville drikke øl og kigge ind i bålet hele eftermiddagen. Thomas ville køre på sin motorcykel hele vejen fra København, Linnea og Elias skulle med toget i tre timer fra Sønderjylland, og min søster ville komme med sin store mave og sikkert også underholde hele selskabet, som hun plejede. Min barndomsveninde ville endda samle min far op i Århus, så han også kunne være med. Det var perfekt planlagt. Hvor var jeg dog utaknemmelig. Og hvordan skulle jeg være en god vært, hvis ikke jeg kunne have det sjovt? Næsten alle ville komme. Tænk, at jeg havde planlagt at holde så stor en fest, og så glædede jeg mig slet ikke til den.
Hvad var meningen med alt det, der lykkedes for mig, hvis ikke det gjorde mig glad? Hvad nyttede det at pakke? At holde festen? At starte i en praktik? Hvad skulle det gøre af forskel? Jeg blev ved at tage beslutninger, jeg ikke kunne overskue at gennemføre. Måske havde jeg ikke energien til noget af det og burde aflyse det hele. Jeg var så ubeskriveligt træt af ikke at forstå, hvad der skete med mig, at jeg kunne have kastet bøgerne omkring i værelset og flået siderne fra deres rygge. I stedet kastede jeg det tøj, jeg tidligere havde foldet pænt sammen, ned i kasserne og sjuskede med at lukke armene bagefter. Det skulle bare overståes. Det hele. Jeg sparkede til en af kasserne, da jeg var færdig med at pakke, og det gjorde ondt i min storetå, så jeg lagde mig på gulvet i fosterstilling et øjeblik. Tænk, på alle dem, der holder af dig, Rikke, sagde jeg til mig selv. Tænk på, at der måske er en grund til det. Måske bliver det en god fest.
Om morgenen dagen inden den store fest, så jeg solen stå op. Jeg sad i en sort plastikstol på terrassen i sommerhuset ved Thise og kiggede i retning af færgelejet længere nede af stranden, hvor himlen først skifter farve. Oppe af kysten kunne jeg se færgen sejle frem og tilbage og den lille færgeby på den anden side. Når man kniber øjnene sammen eller bruger sommerhusets kiggert, kan man få øje på den lille iskisok i Hvalpsund og legepladsen med den slynge-gynge, som min søster og jeg skiftedes til at tage ture på som små. Det gjaldt om at holde fast med begge hænder, og vi hvinede med benene i vejret, mens gyngen langsomt aftog fart og stoppede brat for enden af viren. Jeg huskede ikke, hvornår jeg sidst havde grint på den måde, man gør, når man er lille, tænkte jeg, og så over på Eskild, som sad i en plastikstol ved siden af mig.
– Et sidste glas, før vi går i seng? Sagde han, og vi forsøgte at møde hinandens slørede blikke, da jeg holdt mit glas frem.
Den nat var himlen aldrig blevet rigtig mørk, og nu var den mørkeblå horisont ved færgelejet ved at lysne nedefra. Linea og Peter var gået i seng nogle timer før og lå på hvert sit værelse og snorkede. Hvorfor jeg havde inviteret Peter, kunne jeg ikke længere komme i tanker om, men han havde gerne villet komme. Tidligere den aften var Eksild og jeg blevet enige om at drikke et enkelt glas vin mere, efter de andre var gået i seng, og pludselig havde vi netop åbnet den anden af de fire 3-liters-dunke, der var indkøbt til min fest om lørdagen. Det havde været sjovt i starten, men jeg kunne ikke længere koncentrere mig om at tale, og det havde ikke hjulpet at drikke mere.
En halv time senere græd jeg ned i dynerne ved siden af Peter, allerede før jeg havde lagt mit ansigt til rette på min pude i dobbeltsengen. Han sov tungt, og først vækkede jeg ham ikke. Der var køligt i soveværelset, men jeg svedte og vred mig i lagenet. Der var snart helt lyst udenfor. Hvordan kunne jeg finde på det? Jeg ville ikke nå at være ædru nok til at køre bil om tre timer. Det var for sent. Så nu var jeg sådan én, der ikke dukkede op til min kusines 15-års fødselsdag, fordi jeg havde drukket for meget til at køre bil. Hvornår var jeg blevet sådan én? Det var jo ikke mig. Men det var det blevet. Det var jeg nødt til at indse. Men der var ikke nogen forklaring på, hvorfor jeg havde drukket sådan. Jeg kunne ikke forsvare mig selv, og jeg kunne ikke tilgive mig selv for det.
Jeg faldt først i søvn, da det begyndte at blive varmt i værelset, efter jeg havde vækket Peter og fået ham til at love at aflyse med min søster. Jeg skulle have hentet hende på vejen i den bil, min onkel og tante havde lånt mig til lejligheden. Mange flere mennesker kunne jeg vist ikke nå at skuffe på en enkelt aften. Det var helt af helvede til.
Kapitel 43: Tillykke
Skive, juli 2014
Da jeg vågnede, stod solen højt på en mørkeblå himmel og bagte tålmodig på sommerhuset. Varmen trængt ind gennem alle sprækker i det gamle hus, og solen sprang skarpt fra alle overflader. Jeg begyndte at svede, det øjeblik jeg trådte ind stuen. Med sommerhusets okkergule bådekåbe omkring mig, gik jeg stille frem, mens jeg holdt sollyset fra øjnene med en hånd ud fra panden. Jeg fandt Peter i sofaen med sin bærbar slået op i skødet.
– Godmorgen, Peter.
– Godmorgen. Nå, så er du oppe.
Han gav et vink med hånden og kiggede ned i sin computer igen.
Linea og Eskild vendte sig i solen på vattæpper i græsset udenfor. Deres bøger lå ved siden af dem, og de havde begge solbriller på. Jeg stillede mig i køkkenet for at finde kaffe frem og forsøge at samle tankerne. Kunne det passe, jeg stadig var fuld? Jeg hældte pulverkaffe i en kop, stillede den fra mig på køkkenbordet og var ved at satte vand over, da Eskild trådte ind i køkkenet.
– Godmorgen, smilede han.
– Godmorgen, sagde jeg. – Eskild, hvorfor blev vi oppe så længe? Jeg har det virkelig skidt. Og jeg er blevet nødt til at få Peter til at ringe til min søster og sige, at jeg ikke kom og hentede hende alligevel. Er det ikke vildt dårligt af mig?
Jeg så ned og ville ønske, jeg aldrig havde sagt det højt, for jeg var ved at begynde at græde.
– Din familie elsker dig, Rikke. De skal nok tilgive dig. Og der var altså nogen, der skulle blive oppe og vende verdenssituationen. Hvis ikke vi havde gjort det, hvem så? De andre var jo gået i seng, sagde han og kastede håndryggen bagud mod stuen og vattæpperne udenfor.
Jeg fandt ikke på noget at sige, men det føltes rart at han tog det let. Han så på mig et øjeblik.
– Sig lige til, når du er færdig med at slå dig selv i hovedet over det.
Han blinkede til mig. Det hjalp, og jeg smilede. Men mit smil forsvandt, som han forlod køkkenet, og jeg begyndte at tænke på min kusines fødselsdag. Den ville være i gang nu. Jeg forestillede mig min familie sidde omkring bordet i solen i min onkel og tantes sommerhus. Mon Tinna havde fundet ud af at komme derop, eller var hun blevet nødt til at blive derhjemme på grund af mig? Mine tanker larmede i mit hoved, og jeg støttede min hånd mod bordpladen, mens jeg blinkede øjnene hårdt op og i. Jo mere jeg forsøgte at organisere mine tanker, jo mere smuldrede de under mine krampagtige anstrengelser. Måske ville min familie tilgive mig, men det havde jeg ikke fortjent. Jeg ville ikke kunne gøre det godt igen, fordi jeg havde bevidst ikke at være god nok til dem.
Fra køkkenet gik jeg ind og kiggede min telefon på sengebordet. Den havde været på lydløs, siden jeg havde vækket Peter tidligt om morgenen. Jeg vidste, at jeg ville være nødt til at være ædru for at kunne se hende i øjnene, og der ville gå mange timer endnu. Der var ingen ubesvarede opkald eller beskeder på min telefon. Det var mig, der skulle ringe.
Jeg trak badekåben af og hev en let kjole overhovedet, før jeg trippede ned af de kølige stentrapper på sommerhusets bagside og fortsatte på bare tæer langs det våde græs på en lille sti for enden af bagterrassen. I forlængelse af stien lå bålpadsen mellem buske til den ene side og en lille skrænt til den anden, og jeg gik rundt om den skaldede plet i midten og studerede asken, mens jeg samlede mod til at ringe op.
Min kusine tog telefon.
– Hej Anne, sagde jeg. – Tillykke med fødselsdagen.
– Tak skal du have, sagde hun og lød til at smile.
– Du må meget undskylde, at jeg ikke er kommet, Anne. Jeg ville virkelig gerne have været der.
– Det er helt okay, kusine, sagde hun og lød stadig glad.
Som om, det var okay, tænkte jeg. Jeg overvejede, hvor meget jeg skulle forklare og endte med ikke at sige mere og i stedet at ønske hende en god dag og spørge efter hendes mor. Der gik et par sekunder, og jeg kunne høre røret skifte hænder i den anden ende.
– Det er Gitte.
Min tantes stemme lød varm og fjern på én gang. Jeg havde lyst til at lægge på og ikke tale med nogen igen, før jeg havde opfundet en måde at rejse tilbage i tiden på. Måske ville jeg kunne gøre det bedre, hvis jeg fik mulighed for at gøre det om. Hvis jeg kunne, så ville jeg aldrig mere skuffe nogen, jeg holdt af. Og hvis jeg kunne gøre dét, ville jeg måske endda føle mig god nok til at være i deres selskab igen. Jeg så op i træerne og besluttede ikke at lægge på. Jeg ville opføre mig så lidt dramatisk som muligt og undskylde for det, jeg skulle. Det var jo ikke synd for mig. Det var min familie, der var blevet svigtet.
– Det er Rikke, sagde jeg og prøvede at synke klumpen i halsen.
– Ja, hej Rikke. Hvordan har du det? sagde Gitte, og jeg kunne se hende for mig lægge hovedet på skrå og det føltes som om, hun så på mig med opmærksomme øjne.
Tingene er, som de er, og det er okay, plejede hun at sige. Hun plejede også at understrege det sidste ”er” for at fjerne min dårlige samvittighed og tanker om, hvordan jeg burde have gjort ting anderledes, når jeg havde begået fejl. Jeg syntes ikke, jeg lavede andet end fejl, og jeg var altid bange for én dag at have lavet for mange.
– Gitte, det er jeg simpelthen bare så ked af, udbrød jeg uden indledning eller forklaring. – Det var aldrig meningen ikke at dukke op til Anne’s fødselsdag. Jeg havde virkelig glædet mig til at se jer alle sammen, og det er så dårligt af mig… Undskyld.
– Rikke, det er okay. Det er sådan noget, der sker, ikke? Jeg græd og undskyldte mere, mens Gitte lyttede.
– Nu skal du ikke tænkte mere på det. Vi ses jo i morgen til din fødselsdag, og det bliver sådan en dejlig fest. Så nu skal du altså bare koncentrere dig om at få det godt igen, sagde Gitte. – De andre er der stadig, ikke? Du er ikke alene, vel? Så synes jeg da, at du skal gå ind til dem. I skal sikkert se en god film i aften, og så skal du altså bare slappe af og lade op til den fest i morgen, ikke, Rikke?
Da jeg lagde på, tørrede jeg øjnene og gik ind og tog et langt, koldt bad. Jeg fandt aldrig ud af, hvor Gitte fandt sit overskud og overblik til at navigere i enhver tænkelig situation. Jeg havde brugt hele formiddagen på at få mine nerver til at falde til ro, og det var først efter at have talt med Gitte, at jeg fik det en smule bedre. Efter at have ringet til Lene og officielt aftalt med hende, at jeg ikke ville drikke til min fest, fik jeg det endnu en smule bedre.
Min søster og svoger kom tidligt lørdag. Kristian var den første til at give mig et knus. Han brød ud i et kæmpe smil, da han trak sig væk igen og sagde: ”Hvad så, din sut?” og begyndte at grine højt. Jeg så min søster rødme og tage en hånd op til munden.
– Ej, Kristian! Sådan noget må du ikke sige, sagde hun og smilede forarget, mens hun kiggede over på mig. Det var sødt ment. Jeg følte mig på en måde lettet og grinte også. Det var befriende.
Jeg kiggede efter min søster, da vi havde givet hinanden et knus og fik bekræftet min fornemmelse af, at hun havde noget, hun ville sige.
– Rikke, sagde hun. Jeg så opmærksomt på hende. Jeg havde altid bakket hende op i at sige fra og havde ikke tænkt mig at lave om på det nu. Men det var ikke rart, og det føltes som om, solen gik bag en sky, da jeg så op i hendes øjne.
– Ja, sagde jeg og fastholdt hendes blik.
– Nu siger jeg det bare. Fordi, jeg elsker dig jo… Men, sagde hun og trak luft ind.
Det var ikke nemt for hende. Vores opvækst havde gjort det svært for os at være uenige som voksne. I lang tid havde vi kun haft hinanden, så vi havde længe været nødt til ikke at være på kant. Selv længe efter vi fik indviet andre mennesker i vores liv, føltes det stadig som at spille russisk roulette, hvis af en eller anden grund vi ikke var enige og skulle konfronteres med at have modstridende behov eller følelser. Men Tinna havde taget tilløb, og jeg mindede mig selv om, at det var bedst at få tingene sagt højt.
– Det dur altså ikke, at du bare aflyser på den måde. Jeg vil have en søster, jeg kan stole på. Én, som jeg kan regne med, og som dukker op, når hun lover det, sagde hun.
Jeg vidste det godt. Det blev ikke værre af, at hun sagde det. Alligevel ville jeg ønske, hun ikke havde sagt noget. Så havde det ikke været så virkeligt. Jeg var sådan én, hun ikke kunne regne med. Det var det værste, der var overgået mig. At være én, min søster ikke længere kunne regne med. Jeg nikkede, og vi gav hinanden et kram. Og så gik hun.
Om dagen før festen kunne jeg ikke være i fred for varmen nogen steder. Det var årets varmeste dag, og uden en sky på himlen stod vinden stille. Gæsterne svedte, mens de spiste flødeskumskager og drak saft under skyggeudtrækket. Jeg brugte det meste af tiden på at undgå solens stråler, som skar igennem stuerne og træerne indtil sent ud på aftenen, hvor skyggerne endelig fik overtaget, og jeg følte, jeg kunne se igen. Jeg sagde godnat, før festen var ovre, og følte mig elendig til mode over ikke at have været en bedre vært.
Jeg var gået ovenpå for børstede tænder og skiftede til nattøj, før jeg gik ind på soveværelset. Gennem sprækken mellem gardinstykkerne, kunne jeg se festen nedenfor vinduet. De kulørte lamper indkredsede terrassen, myggelysene brændte endnu og nogle af mine venner sang med på ”Sunshine reggae”, mens jeg hørte dem kalde på mig. Jeg blev pludselig varm af glæde og trak vejret dybt ned i lungerne. Tænk, at de var rejst så langt for at komme til festen. Jeg smilede med tårer i øjnene, før jeg vendte mig om og lagde mig i sengen ved siden af Peter.
Han sov allerede.
Kapitel 44: Frederiks fest
Nordsjælland, august 2014
Det var blevet august, og jeg var flyttet til Fredensborg. Der var tre uger, til min praktik på Christiansborg begyndte. De første to dage brugte Thekla og jeg på at male mit værelse hvidt og snakke om Peter og hendes eks-kæreste, som boede på gården fire kilometer væk. Vi kravlede rundt i gangen mellem klumpen af mine ting midt i rummet og langs væggene for at fjerne det sidste malertape, og vi var tilfredse med resultatet.
Thekla var betænksom og sjov og velformuleret i en grad, at det gav mig præstationsangst til at begynde med. Til gengæld gad hun ikke at vaske op, og selvom hun fik dårlig samvittighed, når jeg tog hendes opvask, blev jeg ved, fordi det fik mig til at føle som om, jeg også bidrag med noget positivt derhjemme. Hun var en livsnyder på den dejlige sunde måde, tænkte jeg, og jeg forsøgte forgæves selv at lade opvasken stå og gå ovenpå efter aftensmaden.
En af de første aftener, jeg tilbragte i huset, så hun mig stå og vaske op og sagde: ”Rikke, kan du så lade det stå og komme herover i sofaen og være doven sammen med mig.”
Vi endte med at slæbe Thekla og jeg en sofa fra første sal ned i stuen og drak varm kakao fra under hver vores dyne og så Den Store Gatsby på Theklas computerskærm. Det fik mig til at mindes de aftener i mit barndomshjem hos min mor, når vi slæbte madrasser ind i stuen på weekendaftener og så Disney-film og spiste popcorn ud af Margretheskåle. Hvis bare, vi kunne gøre det hver aften, tænkte jeg.
Der var en have og fliser, som ledte fra vejen om til hoveddøren, og byen var kun lidt større end den, jeg var vokset op i. Det var længe siden, jeg sidst havde boet i en mindre by, men jeg vænnede mig hurtigt til at måtte cykle op i byen for at købe dagligvarer i stedet for at gå ned på hjørnet og til stilheden og den mørke himmel udenfor mit vindue om aftenen.
Jeg ville hurtigt komme til at føle mig hjemme der. Måske ville jeg virkelig kunne begynde et helt nyt kapitel af mit liv der. Hvor jeg var ædru og tog mig af mine studier. Det eneste, jeg skulle var at gennemføre praktikken og skrive mit speciale til foråret. Andet behøvede jeg i virkeligheden ikke bekymre mig om. Der var stille i Fredensborg. Måske ville det smitte af på mit sind.
Jeg skulle bare lige have overstået Frederiks fest, og derefter ville jeg være ædru og begynde min praktik på Christiansborg to uger senere.
Kapitel 45: Jakkesæt
Bisbebjerg, august 2014
Jeg fik fem sting i panden. Den nat fik jeg et anfald af panikangst klokken fem om morgenen og satte mig til sidst ud på gangen. Jeg ringede til Lene og hulkede, mens jeg holdt på det plaster, der var sat over den nysyet flænge i panden, mens hun talte mig så meget til ro, at jeg formåede at gå tilbage for at sove.
Dagen efter sad jeg på en mørnet træbænk langs et af fortorvene på Bispebjerg Hospitals interne stisystem. Jeg forsøgte at tage tilløb til at forlade hospitalets område og den omsorgsfulde atmosfære, før jeg på et tidspunkt måtte blive nødt til at træde tilbage ud i den virkelige verden og Tomgårdsvejs hårde trafik. Det var højsommer og solen var varm, selvom klokken kun var elleve om formiddagen. Trægrene hang som store, grønne hænder ind over mit hoved fra bag bænken, og buske var groet til på begge sider af de smalle armlæn. Bænken var utvivlsomt placeret der til netop at føre fortrolige samtaler i. En lav, rund mand med grå smækbukser skubbede en trillebør fyldt med friskklippede grene foran sig og nikkede til mig, da han gik forbi. Jeg smilede kort til ham.
Om natten havde Lene snakket mig til ro og bedt mig om at ringe igen, når jeg var blevet udskrevet. Jeg ringede op.
– Hej Lene, det er mig igen, sagde jeg.
– Hej Rikke, sagde Lene.
Hun havde en måde at sige ’hej’ på, som lød glad og varm og omsorgsfuld på én gang. Det gik lige i hjertet. Jeg fortalte, at jeg var blevet udskrevet, og hvad der var gået forud for cykelstyrtet. Lene var aldrig så overrasket, som jeg selv var, over de ting, jeg gjorde.
– Det giver jo så god mening, sagde hun. – Det er slet ikke mærkeligt, at du kommer til at tro på den lille optimist-spire. Men ved du hvad, der er positivt?
– Nej, hvad er det? Jeg fik det pludselig bedre ved udsigten til gode nyheder.
– Du lyver ikke overfor hverken mig eller dig selv længere. Nu er du begyndt at ringe og spørge efter hjælp, ikke? Det er et stort fremskridt. Det tror jeg ikke, du havde gjort for bare et halvt år siden.” Jeg gemte mit ansigt i den ene hånd og pustede ud. Hun havde ret. Der var noget godt at holde fast i. Der var noget at arbejde videre med.
Thekla var hjemme, da jeg trådte ind af døren. Jeg fortalte hende, hvad der var sket, og vi satte os i sofaen. Jeg tog en dyb indånding.
– Thekla, der er faktisk noget mere, jeg gerne vil fortælle dig.
Hun satte sig til rette.
– Det er lidt en lang historie, så jeg giver dig bare den korte version, sagde jeg og blev varm i kinderne og skyndte mig at fortsætte. – Jeg har haft ret svært ved at styre mine alkoholvaner. Det er noget, jeg har kæmpet med længe. Af en eller anden grund kan jeg ikke styre det, og det er virkelig svært for mig at få taget en beslutning om at lade være. Men jeg kommer nogle gange til at drikke meget mere, end jeg vil, og så er det, at sådan noget her sker.” Jeg smilede og pegede på plastret i min pande. ”Så derfor har jeg besluttet mig for, at jeg ikke vil drikke alkohol overhovedet, mens jeg bor her og er i praktik. Er det voldsomt for dig at høre?” Thekla lyttede opmærksomt, og hendes øjne blev varme, mens jeg talte.
– Nej, Rikke. Overhovedet ikke. Jeg synes bare, det er så sejt, du siger det. Og gør det. Du har min fulde opbakning. Faktisk drikker jeg nærmest aldrig, så du kommer ikke til at skulle stå overfor en masse fristelser herhjemme.
Hun holdt en pause og rakte en hånd over sofabordet for at lægge den på min arm. Jeg blev rørt over ikke at få skæld ud eller på en eller anden måde at have skuffet hende.
– Det må helt sikkert have været svært, hvad end du er gået igennem for at skulle tage den beslutning. Og tak for din tillid. Jeg sætter virkelig pris på, at du fortæller mig det.
Vi skulle nok blive gode venner, tænkte jeg. Jeg takkede hende, smilede og gik ovenpå for at lægge mig til at falde i søvn foran en film. Jeg fulgte ikke med i filmen, men lå i stedet og tænkte over, hvor rart det havde været, at både Lene og Thekla havde reageret, som de gjorde. Jeg gentog deres svar til, hvad jeg havde fortalt dem, som replikker for mit indre sind og om mandagen, besluttede jeg mig for, ville jeg begynde at spise antabusser igen. Jeg ville desuden ikke kunne have et arbejde som praktikant, hvis jeg drak. Hvis jeg skulle stå op hver morgen og skrive artikler for folketingsmedlemmerne. Jeg ville blive nødt til at være ædru, og den beslutningen holdt jeg ved.
I starten af september begyndte min praktikplads på Socialdemokratiets kontorer på Christiansborg. Den første dag gik jeg og de andre praktikanter rundt i en hale efter vores rundviser på Christiansborg. I modtagelseslokalet over for folketingssalen fik vi udleveret en nøglesnor med adgangskort og et personligt ID, som vi skulle vise hver gang, vi skulle ind og ud af hovedbygningen. Lidt senere stod vi i kø ved fotoautomaten ved siden af den brede trappe, der tjener som blomsterholder på åbningsdagen i oktober og andre mærkedage. Vi fik at vide, det var vigtigt, at vores billede viste vores ansigter. Det var til adgangskortet.
Jeg placerede en underarm på trappegelænderet og studerede mahognitræet, mens jeg med venstre hånds fingre mærkede efter plastret på min pande. Den bløde tapestribe rakte ned i mit øjenbryn, og huden hævede stadigvæk rødligt op i kanten af plastret. Det føltes som om, mine tømmermænd havde stadig fat i mig to uger efter styrtet på indre Nørrebro. Det var blevet min tur til at justere stolen til min højde foran kameraet i den lille bås. Jeg godkendte første billede og gik ud gennem forhænget igen. Straks efter følte jeg mig svimmel og hvilede hænderne på en glasmontre lidt derfra, mens de andre fik taget deres billeder.
– Nej, hvor sjovt, udbrød vores rundviser. – Vidste du, vi skulle se på Grundloven nu?
Sjældent havde jeg følt mig så malplaceret. Jeg havde lænet mine anden-uges-tømmermænd op af Grundloven. På det tidspunkt blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville formå at gennemføre en praktikplads på Christiansborg, eller om jeg ville kaste op ud over de fine glasmontre og mørkeblå jakkesæt, der spankulerede omkring på gangene, selvom jeg var stoppet med at drikke.
Kapitel 46: Whiskyen
Nordsjælland, oktober 2014
De første måneder på Christiansborg gik overraskende godt. Jeg var blevet installeret ved skriveborde sammen med tre andre praktikanter. Vi sad to og to overfor hinanden på et stort kontor, som lå på samme gang som politikeres, politiske rådgiveres og sekretærenes kontorer. På døren indtil praktikant-kontoret hang et lille skilt med vores navne i, som jeg studerede lidt hver morgen. Jeg var ædru og begyndte så småt at tro på, at mit navn stod der af en grund.
To måneder inde i efteråret stoppede jeg med at tage antabusser. Jeg var blevet spurgt om at skrive mere og mere og sagde til mig selv, at jeg måske ville få brug for en ventil, mens arbejdspresset steg. Jeg havde skrevet et par artikler til brug i dagspressen, hvoraf ingen af dem godt nok var blevet udvalgt til tryk ude på avisredaktionerne, men Martin Agerschou dukkede alligevel op på kontoret en dag og spurgte efter mig. Miljøordføreren ville gerne have et udkast til en tale til fremføring i folketingssalen, og Martin syntes, jeg havde gjort det godt med artiklerne. Talen ville skyde udvalgsarbejdet officielt i gang og tjente samtidig til at positionere partiets standpunkt overfor de andre partier i arbejdsgruppen. Lovforslaget skulle motivere jægere til at indberette deres jagtudbytter for at miljøstyrelsen bedre kunne holde øje med vildtbestanden. Socialdemokraterne var for lovforslaget, og min opgave var at komme Venstre og Dansk Folkepartis modargumenter i forkøbet.
I morgentoget fra Hillerød mod Nørreport på for aflevering sad jeg med min bærbare i skødet og udprintede sider med lovgivning og tekster om jagttegn og vildtjægere spredt på sædet ved siden af mig. Jeg arbejdede bedst under pres, og måske derfor havde jeg for første gang det efterår brugt de to første aftener på at drikke rødvin og stå sent op. Men denne morgen var anderledes. Jeg havde undladt at drikke på tredjedagen og var i stedet gået tidligt i seng og stået tidligt op for at aflevere udkastet klokken ni på ordførerens bord i udskrevet tilstand. Han var ligesom mig selv af den analoge tidsalder og foretrak at få papir i hånden frem for at læse tekster på en skærm, og det havde gjorde mig stolt at gå ned af gangen med papirerne i hånden.
Senere den dag så jeg miljøordføreren fremføre talen i folketingssalen på web-TV. Jeg kunne næsten ikke tro, hvad jeg hørte. Han havde ændret meget lidt i min tale. Jeg afspillede den én gang til fra en fil, jeg fandt på nettet. Den var god nok. Jeg havde skrevet en tale til folketingssalen. Jeg skyndte mig at sende linket og sende det til min onkel og tante og slubrede senere deres begesjtring i mig som vand efter et marathonløb. Da jeg kom hjem den dag, spiste jeg to antabusser, selvom jeg godt vidste, de ikke ville holde længere af den grund.
Det føltes bare rigtigt at gøre det.
I slutningen af november begyndte jeg at se en ende på praktikpladsen, og det var som om, min krop begyndte at klappe sammen bare ved tanken. Tre uger senere ville vi afslutte forløbet med en julefrokost, og før det havde jeg ingen store opgaver. Inden første december skulle jeg til gengæld bestemme et emne for specialet og søge en vejleder ud fra mit emnevalg. En lørdag aften tæt på deadline bestemte jeg at udsætte hele projektet til næste dag. Jeg havde udsat det flere gange uden rigtigt at forstå, hvorfor jeg ikke bare tog en beslutning. Det burde jeg godt kunne. Måske skulle jeg bruge den aften på at få gjort det.
Jeg havde hørt hoveddøren gå og lyde fra køkkenet og gik nedenunder for at se, om det var Thekla.
– Rikke, det har været en lang dag, sagde Thekla, da hun hørte mig komme ned af trapperne. Hun stod af hang op af køkkenbordet med sin telefon i hånden. – Klokken er otte. Det er langt over cocktail hour. Skal vi ikke lave en irsk kaffe?
– Det skal vi da så meget, sagde jeg og var lettet over, at hun havde glemt, jeg ikke drak alkohol. Det føltes som om, alle mine nakkespændinger forsvandt på et øjeblik.
– Jeg ved, vi har kaffe, fløde og sukker. Har vi noget whiskey?
Hun drejede sig væk fra mig efter at have stillet spørgsmålet, og nu ledte hun i skufferne efter de andre ingredienser. Jeg måbede for mig selv bag hendes ryg. Hun gik sikkert ud fra, jeg ville tjekke hylden i det gamle træmøbel under trappen. Det ville jeg også. Men jeg vidste allerede præcis, hvor meget whiskey der var og vidste ikke, hvordan jeg skulle svare.
Møblet havde to skydedøre, som lignede plicerede trænederdele og forsvandt ind i sig selv, når de blev trukket til side. De lavede en lyd, som om der kun lige præcis var plads til lågerne. Jeg opdagede en dag nogle uger forinden, at hvis jeg rykkede lågen til side i en glidende bevægelse og koncentrerede mig om én centimeter af gangen, ville modstandsfriktionen kun afgive en meget dæmpet skrattelyd. Det tog uendeligt lang tid at få åbnet skabet på den måde, men i det mindste ville lyden ikke nå ørerne på værelset ovenover.
Manøvren var nemmest at udføre, hvis jeg sad på knæ foran møblementet og kunne udføre den med en arm hvilende på det ene knæ. Det var heldigvis kun nødvendigt de aftener, Thekla ikke havde nattevagter i Helsingør. Hvis hun var på arbejde og Olivia var hos sin far, kunne jeg gå med ret ryg ned af trappen og hente whiskey-flasken frem af skabet og hælde det op i et glas på køkkenbordet. Når jeg blev nødt til at sidde på knæ foran skabet, var det fordi, Thekla var hjemme og jeg var angst for, at hun skulle dukke frem på trappen ovenover, uden at jeg havde hørt hende. Hvis hun havde strømper på, ville jeg ikke nødendigvis høre hende, før hun var halvvejs nede af trappen, og derfra ville hun have udsigt til min bøjede ryg. Jeg forestillede mig, at jeg pludseligt ville dreje mit ansigt bagover og se lige op i hendes øjne med venstre arm langt inde på hylden. Hver gang det lykkes mig at hente whiskey fra skabet og overføre noget til mit glas og lukke det igen uden at blive opdaget, var det som at have udført en umulig opgave.
At fylde vand i sprutflasker, man vil kamouflere at have drukket af, er kun en midlertidig løsning. Den eneste løsning, der giver absolut sindsro, er at erstatte den fuldstændigt. Problemet var, at mit forbrug overhalede planlægningen, og lige nu måtte arbejde med det, jeg havde.
Det var tydeligt, at Thekla ikke kun var uvidende om, hvor meget whiskey der burde være i flasken, men om vi overhovedet havde noget. Her havde jeg gået og brugt de sidste to uger på at hælde vand på flasken for at kompensere mit forbrug, efterfølgende drukket halvt vand/halvt whiskey og bagefter langsomt tømt hele flaskens indhold, og erstatte det gamle indhold med en ny og billigere version fra Netto, sørge for at drikke det, der var drukket af det oprindelige indhold og komme til til sidst at drikke et endnu glas, der ikke ville kunne ses at mangle. Endelig havde jeg tørret flasken over mit et viskestykke for fedtede fingre. Nu indså jeg, at alle mine anstrengelser havde været forgæves. Min ærgerlse over at have spildt mine kræfter overgikkes kun af min forbløffelse over Theklas manglende viden om whiskeybeholdningen.
Jeg stjal et blik på hende. Hun var i færd med at finde brun farin og kaffebønner frem fra skufferne, mens hun nynnede fremfor sig. Det så så let ud at være uvidende om, hvor meget whiskey vi havde, og jeg knyttede brynene i undren bag hendes ryg. Thekla vendte sig om og så på mig med løftede øjenbryn. Jeg havde ikke tjekket skabet endnu, og hun undrede sig sikkert over, hvad jeg ventede på.
Jeg havde endnu ikke nået at fylde nyt whiskey på flasken siden sidst. Et øjeblik gik med at overveje mine muligheder. Jeg kunne have fortalt hende, at vi havde whiskey uden at åbne skabet. Men det ville slå illusionen i stykker. Og hvis ikke hun vidste, om vi overhovedet havde noget, ville hun nok ikke opdage, at der manglede noget.
– Nu skal jeg se efter, sagde jeg.
Jeg gik langsomt hen til møblet, skubbede lågen til side med håndfladen og bukkede mig for at se ind på den flaske, jeg havde haft fat i så mange gange.
– Ja, det har vi sørme, sagde jeg og forsøgte at lyde neutral og konstaterende. – Lågen knirker lidt, hva?
Jeg græmmede mig, mens jeg løftede whiskeyflasken ud af møblet og gik hen til køkkenbordet og stillede den foran Thekla. Hun smilede til mig.
Jeg tænkte på at fortælle Tinna om mine forgæves anstrengelser for at skjule for Thekla, at jeg drak af hendes whiskey. Jeg var vant til at fortælle hende om de krumspring, jeg gjorde for at undgå bestemte situationer eller slippe ud af en selvopfundet pine, og det plejede at få os til at grine højt og længe på telefonlinjen mellem Aalborg og Nordsjælland. Historierne var som ofte alvorlige af natur, men de var også sjove i bagklogskabens tilgivende lys. Men denne historie ville afsløre, at jeg stadig drak, så jeg droppede at ringe til hende.
Det var snart et år siden, hun havde hentet mig i Århus tidligt om morgenen, og det var omtrent lige så længe siden, at jeg havde fortalt min familie, jeg ville være ædru. Måske vidste Tinna mere, end jeg var klar over. Men så længe hun eller andre ikke sagde noget, var min ædruelighed officielt intakt. Og jeg foretrak det sådan. Alt andet ville kræve, at jeg blottede mig og lagde min alkoholforbrug ud til åben diskussion eller genstand for kritik. Min familie ville ikke forstå, at jeg ville få styr på det. En dag ville jeg have kontrol over, hvornår og hvor meget, jeg drak. Og så det var nemmere at vente med ærligheden for på den måde kunne overraske dem med den Store Bedrift, ingen af dem havde set komme. Desuden havde jeg ikke det alkoholproblem, andre gik og fik det til at lyde som, vel? Jeg skulle bare lige have regnet ud, hvordan jeg fik styr på det. Det skulle nok lykkes.
Men den aften ærgede jeg mig alligevel over ikke at kunne grine af mig selv sammen med min søster. Ting blev altid lettere, når jeg delte dem med hende.