BOG

Kapitel 1: For sent

Nørrebro, august 2014

Jeg trådte hårdt i pedalerne og mærkede mine lårmuskler spænde under nylonstrømperne. Jeg plejede at cykle hurtigt, men jeg var overrasket over, jeg ikke slingrede mere, end jeg gjorde, taget i betragtning at jeg næsten havde drukket hele en hel flaske vin den eftermiddag. Alligevel trampede jeg videre i pedalerne, mens jeg koncentrerede mig om at rette mit svømmende blik mod cykelstien. 

Solen var ved at gå ned, og den milde aftenvind løftede skiftevis mit hår bag nakken og ind foran mit ansigt. Langs Rigshospitalets sydside i retning mod Østerbro, hvor jeg var inviteret til en kammerats sommerfest den aften, snoede jeg mig ind og ud mellem parkerede biler på en kombineret cykelsti og parkeringsplads. Da en bil, jeg ikke havde lagt mærke til, bakkede ud få meter foran mig, formåede jeg at rykke i styret og lige akkurat undvige den. Jeg vendte ikke hovedet, da bilens fører dyttede af mig og forsvandt et sted bag mig.

Stadig i fart rakte jeg min venstre hånd om på ryggen, til hvor min skuldertaske balancerede, og vippede flappen op. Med krum ryg fumlede jeg efter en ny flaske vin, greb dens hals, tvang skruelåget af med pege- og tommelfinger og lod låget falde ned i tasken. Der var andre cyklister bag mig, fodgængere, der ventede bag et fodgængerfelt, foran mig og biler på vejen. Jeg løftede den åbne vinflaske i en bue ud af tasken og op til munden. Mens jeg cyklede videre og støttede flasken mod låret, slog det mig, det var første gang, jeg var ligeglad med, at andre så mig drikke ud af en vinflaske. Alligevel undgik jeg de andre trafikanters blik, mens jeg drak tørstigt og trådte endnu hårdere i pedalerne.

Frederik var en af de første venner, jeg havde fået i København, da jeg flyttede til byen fire år tidligere. Vi havde hver især været i byen og vores fælles venner havde introduceret os for hinanden. Selvom der var andre, vi kendte bedre, var vi endt med at snakke sammen, indtil baren lukkede tidligt om morgenen. Han læste på seminaret og spillede jazz i weekenderne og fortalte mig, han syntes, det var fantastisk, at jeg havde planer om at male et maleri på mit loft. Jeg syntes, han virkede som det rareste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Før vi skiltes, udvekslede vi telefonnumre, og på kort tid var vi blevet tætte venner. 

Derfor burde jeg også have fortalt ham, jeg ikke havde godt af at drikke. At jeg for et halvt år siden havde indset, jeg ikke kunne stoppe, når først jeg var begyndt. Hvis jeg havde fortalt ham det, ville jeg ikke dukke fuld op til hans fest, sådan som jeg gjorde nu. Men de sidste mange gange vi havde set hinanden, havde jeg ikke kunnet sige det. For det første var jeg sikker på, det kunne ødelægge vores venskab. Når vi sås, lavede vi mad, lyttede til musik på gamle pladespillere og drak rødvin. Det var sådan, vi gjorde. Det var vores opskrift. Og det var noget af det bedste, jeg vidste. Jeg turde ikke risikere at miste ham. Jeg kunne i øvrigt ikke være bekendt at belemre nogen, jeg holdt af, med mine problemer med at drikke.  I aften var Frederiks sommerfest. Jeg var nødt til at tage mig sammen og i det mindste forsøge at styre mig selv.

For det andet havde jeg i virkeligheden slet ikke lyst til at stoppe med at drikke.

Da jeg havde parkeret cyklen, stod jeg stille i vinden foran opgangen for at vurdere, hvor påvirket jeg var. Det føltes, som om nogen slog mig i hovedet med store hovedpuder fra flere vinkler på samme tid og i en rækkefølge, jeg ikke kunne regne ud. På trods af jeg havde forsøgt at planlægge lige tilpas, havde jeg drukket for meget, og jeg blev øjeblikkeligt vred på mig selv. Men det var der ikke noget at gøre ved nu.

Allerede før jeg trådte op på afsatsen foran hans hoveddør, stod han i døren med musikken fra lejligheden dunkende i ryggen. Han slog armene ud i et T, lagde hovedet på skrå og smilte. Præcis, som han altid gjorde.

– Rikke Winther, hvor er det godt, du er kommet.

Alt var, som det plejede, og jeg trak vejret dybt ind. Jeg kom i tanker om, hvor meget jeg havde glædet mig til at se ham og blinkede en tåre væk, da jeg trådte op på afsatsen, og gav ham et knus. Han holdt en hånd på min skulder og ledte mig gennem gangen. Da jeg vendte mig mod ham, pegede han ud i køkkenet.

– Der er rødvin dén vej, sagde han og gav mig et klap på ryggen. – Kom ind og sæt dig ved siden af mig bagefter. 

Den lille to-værelses lejlighed var pakket med lærerstuderende fra Frederiks seminarium og jazzmusikere, jeg havde mødt før. På vejen ud i køkkenet hilste jeg på dem, mens jeg diskret støttede mig til karmene. Jeg åbnede en chipspose og hældte noget af indholdet ud i en lille skål. Min mave knurrede, og jeg kastede kun en håndfuld chips i munden, før jeg tappede et stort glas rødvin fra en papdunk, der stod med tappen ud over køkkenbordets kant. Jeg gik ind mod stuen. Da Frederik kom gående imod mig, var jeg ved at miste balancen. Jeg forsøgte at rette mig op og ville være væltet ind i ham, hvis ikke jeg havde nået at slå armene omkring ham. 

– Det gjorde jeg med vilje, så du kunne få et ekstra knus, sagde jeg, grinte kort og gemte straks efter ansigtet i mørket fra gangen. 

Inde i stuen kunne jeg pludselig ikke få øje på Frederik oppe ved bordet, hvor han ellers længe havde siddet, og jeg huskede ikke, hvorfor eller hvornår jeg havde sat mig på gulvet. Da jeg tænkte mig om, var der en længere tidsperiode, jeg ikke kunne redegøre for. Nu sad jeg med ryggen mod radiatoren og balancerede et gennemsigtigt plastikkrus med rødvin på toppen af mit knæ. En af Frederiks venner sad ved siden af mig og fortalte om sit arbejde. Jeg var ved at få svært ved at se tydeligt. I et forsøg på at stille skarpt lukkede jeg øjnene hårdt i og kørte dem rundt i hovedet. Det hjalp ikke. Vennen vendte også ryggen mod væggen og talte ud i midten af stuen, og mens han talte, eksperimenterede jeg med mit syn, uden at han opdagede det. Men da han drejede hovedet og så direkte på mig, kunne jeg ikke svare ham. Mine tankerækker faldt over hinanden, og min tunge var mærkeligt slap og ugidelig. Da jeg alligevel forsøgte at tale, snøvlede jeg i ordene. Jeg blev bange. Hvorfor blev jeg bange? I det øjeblik besluttede jeg at tage hjem. Pludseligt var alt besværligt, og alle var irriterende. Det tog lang tid at finde Frederik i mængden, men jeg fandt ham og pludselig stod jeg i stilheden udenfor og baksede med cykellåsen.

Mens jeg cyklede tilbage mod Nørrebro, hvor jeg skulle overnatte hos en veninde, fik jeg det en anelse bedre. På cykelstien på vej mod krydset ved Sankt Hans Torv, mærkede jeg, hvor usigeligt træt jeg var blevet. Jeg fik fornemmelsen af, at hvis jeg bare slappede en anelse af, ville jeg klaske sammen over cyklen. Jeg huskede mig selv på, at kun 100 meter efter krydset, ville jeg stå af cyklen foran mine venners opgang, hive mig selv op af trapperne til femte sal og dratte om på den bløde madras på gulvet, hvor min veninde havde redt op til mig om eftermiddagen.

Det var grønt i Sankt Hans Torvs lyskryds foran mig. På vej gennem krydset fik jeg øje på en afspærring, som delvist spærrede indkørslen til cykelstien og kun efterlod en smal passage for mig og de andre de cyklister, som skulle trække ind umiddelbart efter krydset. I høj fart på vejen mod indsnævringen gik det op for mig, at jeg var ved at køre ind i de andre cyklister, så i stedet svingede jeg i sidste øjeblik hurtigt tilbage ud på kørebanen, mens de andre cyklister kørte i en hale ind på den anden side af vejarbejdet.

Fra kørebanen et øjeblik senere øjnede jeg en åbning mellem de andre cyklister og drejede ind mod en jernplade, der var lagt ud for at forbinde kørebanen til cykelstien. Men jeg måtte have fejlvurderet afstanden til jernpladen, eller også drejede jeg ikke skarpt nok. I høj fart og med hjulet i en blød vinkel mod kantstenen, smuttede mit forhjul til venstre, mens min cykel forsvandt under mig, og jeg i et øjeblik hang i den frie luft i en bue over styret.

Det eneste, jeg registrerede i det øjeblik alt blev sort, var, at min pande bankede mod asfalten. 

Da jeg kom til bevidsthed, genkendte jeg bygningerne på den modsatte side af gaden. Fra vinklen jeg lå i og nogle fremmede arme, der holdt et stramt greb om min mave, kunne jeg regne ud, at jeg lå på fortovet med ryggen mod en eller andens foldede ben. Jeg havde en dundrede hovedpine. Jeg hørte min puls bag ørene som var det lange, kraftige anslag fra en bas.

Varmt, tykt blod løb langsomt fra mit ene øjenbryn og trak et klæbrigt spor langs næseryggen. Noget af det landede i min mundvige. Det smagte af jern. Da jeg lukkede munden, bed jeg over små sten. I det nederste af mit synsfelt så jeg snuderne af mine sko. Jeg vrikkede med fødderne og blev øjeblikkeligt lettet. De bevægede sig.

– Jeg tror, du får fem sting og er hjemme igen om et par timer, sagde en lys pigestemme muntert fra et sted bag mig, og først da mærkede jeg, at nogen pressede sine hænder mod min pande. Det måtte være hende. Hun fortalte, at det var hendes kæreste, jeg lå op af, at hun var sygeplejerske, og at der var en ambulance på vej. Det beroligede mig, at der var nogen, der havde styr på mig, men professionalismen i hendes stemme nærmere understregede end udviskede alvoren i situationen. Jeg åbnede munden for at sige tak, men ingen ord kom ud.

Så hørte jeg sirenerne. Før jeg mistede bevidstheden igen, gik det op for mig, at grunden til at jeg var blevet bange hjemme hos Frederik, var fordi jeg havde snøvlet på samme måde, som jeg plejede at få kuldegysninger af at høre min far gøre, når han var fuld.

---