Kapitel 47: Onkelkøbet
Nordsjælland, marts 2015
Jeg sad ved mit skrivebord på værelset og skrev mine tanker ned, sådan som Lene havde lært mig at gøre det. Derudover havde jeg skrevet en liste over dem, jeg kunne ringe til, når jeg fik brug for at snakke og hængt listen op på væggen over mit skrivebord. Min psykolog, søster, onkel og tante og fem-seks venners navne stod på papiret under hinanden. Det gjorde mig glad at se navnene skrevet ned, og jeg kørte fingerspidserne ned over navnerækken og hoppede ned af stolen. Et øjeblik efter kom jeg i tvivl og gik tilbage til listen for at være sikker på, at jeg havde anført de rigtige. Jeg havde skrevet sådan en liste mange gange før. Nogle gange stregede jeg én ud eller tilføjede en ny, men jeg ringede sjældent op til nogen af dem. Jeg vidste stadig aldrig, hvad jeg skulle sige, eller hvor jeg skulle starte. I virkeligheden ventede jeg på at blive sådan én, der ikke havde så store behov for hjælp hele tiden og håbede på, at visheden om, at jeg i teorien kunne ringe til dem ville gøre tricket og få mit behov for at snakke til at gå væk.
Selvom jeg havde talt om følelser med Lene, skræmte det mig stadigvæk at skulle gøre det overfor andre. Jeg havde på en måde først opdaget, at jeg havde behov for at snakke om mine følelser, da jeg var 27 år og efter en samtale hos en psykolog var cyklet hjem og googlet ”menneskelige behov” og studeret begreberne foran skærmen. Jeg brugte ordet “behov” i forbindelse med mig selv første gang et år senere og havde siden forsøgt at blive venner med både udtrykket og begrebet, og jeg spændte ben for mig selv i frygt for at bede om noget som helst, der ikke flugtede med andre menneskers behov. Jeg syntes, mine behov var for store og dukkede op for tit til, at jeg kunne spørge andre om at hjælpe mig med dem.
Men der var en grund til, at jeg havde skrevet listen til mig selv netop den dag.
Den mandag morgen min søster hentede mig i Århus, afleverede jeg ikke eksamen i Global Society. Re-eksamen blev annonceret til en uge i juni et halvt år senere, og jeg afleverede heller ikke dengang. Den uge var min eneste mulighed for at komme på sommerferie det år, og jeg valgte at tage med min onkel og tante til Tyrkiet i stedet for. Sekretæren gjorde mig opmærksom på, at jeg ville bruge endnu et eksamensforsøg og derefter kun ville have et forsøg tilbage til at bestå i. Det var jeg afklaret med. Ude i fremtiden havde jeg altid tillid til mig selv. Der ville alting være anderledes og bedre.
De to andre re-eksaminer i Historie og Internationale Virksomheder, jeg allerede havde skrevet, lå i skuffen og var klar til at blive afleveret, når datoerne åbnede op. Efteråret var gået med at arbejde på Christiansborg og skubbe forberedelser til eksaminerne foran mig. I januar skulle jeg skrive ti siders praktikrapport, tage en uges re-eksamen i Global Society og aflevere de færdigeskrevne re-eksaminer. I februar ville jeg endelig kunne påbegynde min kandidat, skrive den på fire måneder og blive færdig med min uddannelse til juni. Hvis jeg formåede det, ville jeg være færdig, før min SU slap op. Det havde været planen.
Første december var der ansøgningsfrist for at ønske specialevejleder og godkendelse af denne ville tælle som formel godkendelse af, at jeg ville påbegynde specialet det efterfølgende semester. Da jeg læste op på reglerne, gik det op for mig, jeg ikke måtte starte specialet med mindre end 70 godkendte ECTS på min personlige pointtavle. Jeg havde 60 godkendte ECTS og et semester på Roskilde Universitet, jeg måske ville kunne få merit for og på den måde lukke hullet.
Men før mine sidste eksaminer blev vurderet, skulle jeg have godkendt en merit fra et kursus på Roskilde Universitet og indsende en digitalt underskrevet og begrundet ansøgning til Aarhus Universitet for at starte specialet forudsat, at min meritansøgning efterfølgende ville gå igennem. For at få meritoverført RUC-kurset skulle jeg få Roskilde Universitet til at sende mig eksamenspapirerne. Alt vendte tilbage til, at jeg var ét stort rod, som andre ville tage stilling til at acceptere værdig eller ikke til at kunne gennemføre mine planer. Jeg måtte ikke melde mig ud af studiet, hvis jeg ville søge dispensation, men jeg skulle melde mig ud af studiet for at modtage offentlige ydelser og således spare mine dyrebare SU-klip.
Så nu græd jeg ned i computeren igen. Mine planer var skredet, og min økonomi ville lide under det. Alt sammen fordi jeg ikke duede til noget. Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Jeg kunne ikke finde en løsning. Lige meget hvad jeg valgte, ville jeg sætte mig selv endnu mere i gæld, og jeg var så opsat på ikke at skuffe min onkel. Han havde givet mig gode råd til, hvordan jeg overholdt mit lille budget og forstod ikke, hvor pengene blev af, når ikke jeg brugte penge på tøj eller andre unødvendigheder. Jeg kunne jo ikke sige til ham, at jeg drak dem væk. Men det var det, jeg skete. Aften efter aften ofrede jeg endnu en lille bid af min formue for en flaske rødvin. Ikke at beløbene var chokerende store, og jeg sparede også penge på mad, jeg ikke kunne spise. Men beløbene var store nok til sikkert at køre kontoen lidt mere i minus, for hver måned der gik.
Jeg kiggede op fra computeren og henover skulderen på listen og blev ked af det. Jeg ønskede at være sådan én, der bare ringede op til andre og snakkede med nogen om tingene, men jeg kunne ikke. Listen hjalp mig ikke. Det var bare en oversigt over mennesker, der havde sagt, jeg skulle ringe, hvis jeg ville snakke. Men så længe jeg ikke kunne ringe op, var det bare bogstaver, jeg havde sat sammen på et stykke ligegyldigt papir. Jeg flåede det ned fra væggen, krøllede det sammen og kastede det over skulderen.
Så greb jeg min telefon og min jakke og gik en tur i et højt tempo, der passede til mit raseri over tingenes tilstand.
En time senere sænkede jeg farten foran jernbaneoverskæringen på den anden side af byen, indtil jeg til sidst stoppede op i vejkanten og gik ind til siden for at stå i det bløde jord bag træerne langs børnehavens grund.
Jeg var nødt til at fokusere på noget andet. Jeg var nødt til at holde fast i, at jeg havde en fremtid, hvor jeg måske en dag ville have taget min uddannelse færdig og arbejdede i København. Jeg ville altså tilbage til at bo København igen. Det havde hele tiden været meningen at lede efter et sted at bo i byen, siden jeg var flyttet ind på værelset i Fredensborg den foregående sommer, men jeg havde ikke gjort noget for det. Nu var det forår. Jeg var begyndt at se på lejligheder, men jeg havde ikke råd til at købe noget. Det havde taget mig nogle måneder at skrive mig ud af tankegangen om, hvor forfærdelig uansvarlig og kortsynet, jeg levede mit liv, og da jeg ikke længere kunne komme uden det, besluttede jeg at ringe til min onkel for råd. Jeg havde endnu ikke talt med banken om det, men da jeg for nyligt ville have hævet min kassekredit med et ubetydeligt beløb, havde jeg fået afslag. Mit lån var i forvejen hos min onkel, og han havde sagt, at jeg skulle ringe til ham, før jeg ringede til banken om noget som helst. Jeg fandt telefonen frem fra lommen og kiggede på hans navn under favorit-listen. På skærmen stod alle de mennesker, jeg ifølge listen kunne ringe til, med min søsters navn øverst. Hende ringede jeg efterhånden til uden de store problemer, men resten af favoritterne brugte jeg stort set aldrig. Ingen af dem vidste, at jeg stod her i mørket bag børnehaven og gerne ville snakke.
Så ringede jeg op til min onkel.
– Hej Rikke, sagde min onkel. På et øjeblik havde jeg min onkels fulde opmærksomhed. Det tog vejret fra mig. – Jamen, hvad så? Hvordan går det med dig? spurgte han, da jeg tøvede.
Sidste gang jeg havde snakket med min onkel, havde jeg haft tømmermænd. Det var kun nogle dage siden. Jeg stod på trinnet ned mod haven og røget på en cigaret, mens min onkel forstående havde lyttet til mine seneste mislykkede forsøg for ikke at drikke. Jeg var simpelthen brudt sammen og fortalt, at jeg var faldet i, og selvom det havde stået på længe, fortalte jeg ham, at det var første gang siden cykelstyrtet. Da jeg fik dårlig samvittighed over at lyve, forsøgte jeg at trøste mig selv med, at det ikke var pointen. Og at ingen var alligevel interesseret i detaljerne. “Du må bare ikke give op, Rikke,” havde han sagt.
Jeg havde forsøgt at balancere behovet for at forsikre ham om, at det ville jeg selvfølgelig ikke med følelsen af at være håbløs og tanken om, at jeg nok aldrig ville kunne stoppe.
– Nej, selvfølgelig ikke, sagde jeg. Min onkel fortsatte.
– Prøv at arbejd dig ud af det. Det er det, jeg plejer at gøre. Så vil du komme til at koncentrere dig om noget andet. Du må bare ikke give op.
Jeg lyttede og syntes faktisk, det lød som en god idé at koncentrere mig om arbejdet. Da vi havde lagt på den dag havde jeg været høj af lettelse over ikke at være blevet afvist eller dømt. For første gang tænkte jeg, at folk måske i virkeligheden rykkede tættere på, for hver gang jeg turde sige tingene, som de var. Måske havde min mor virkelig taget fejl af mig al den tid.
Nu gik jeg og flyttede de fedtede blade rundt på jorden med den ene fod og vendte mig væk fra gadelampen, som lyste på mig gennem grenene inde i mørket.
– Det går godt, sagde jeg, trak luft ind og fortalte ham, at jeg gerne ville flytte til København.
Og at jeg ville skulle bruge penge til at betale et indskud. Selvom jeg havde ringet op, ville jeg helst ikke bruge for meget af hans tid. Logikken i hvorfor jeg ikke ville bruge hans tid, havde jeg aldrig rigtigt kunne forklare for mig selv. Han havde jo bedt mig ringe, hvis jeg havde brug for det, og selv når jeg ringede midt på dagen i hans arbejdstid, lød han altid til at have al tid i verden til at snakke med mig. Faktisk afsluttede han aldrig et opkald, før han havde fundet en løsning på hvilket som helst problem, jeg havde den dag. Tit tænkte han højt med mig hængede i røret med store, forventningsfulde øjne, han heldigvis ikke kunne se. Mens han gjorde det, ville jeg brugte alle kræfter på ikke at sige, ”Ej, det er alt for meget besvær. Skal vi ikke bare glemme det igen?”
Det sagde jeg heller ikke denne gang. Min onkel regnede på mit lån og afbetalinger i hovedet, mens han talte halvt til mig og halvt til sig selv. Hvis det gik, som det plejede, ville han finde en løsning et øjeblik senere, tænkte jeg og smilede forundret. Det eneste, jeg skulle gøre var at vente. Det var som at slå en dej sammen og sætte den til at hæve. Mikael var gæret, som på naturlig vis fik sine omgivelser til at udvikle sig. Det slog faktisk aldrig fejl. Pludselig blev jeg alligevel bange for at jeg pressede på. Måske var det helt urimeligt at spørge om. En mere dyb indånding. Min onkel var direktør for et succesfuldt miljøfirma, han selv havde stablet på benene, og en voksen mand. Selvfølgelig kunne han selv sige fra, hvis jeg spurgte om for meget. Puste ud. Han holdt en pause i sine beregninger.
– Men jeg ved selvfølgelig ikke, om det er noget, du lige har tid til eller kan hjælpe med. Tror du, det ville være muligt, at jeg kunne låne penge af dig? Jeg vil selvfølgelig også finde et arbejde og betale tilbage så snart som overhovedet muligt, sagde jeg og fornemmede et stort smil dukke op i hans ansigt, da jeg begyndte at snappe efter vejret i mine anstrengelser for at stille sikkerhed for lånet.
– Rikke, selvfølgelig kan du låne pengene. Jeg går bare lige og tænker lidt her,” sagde han, og jeg kunne se ham for mig skridte frem og tilbage i sine filtede hjemmesko langs stuevinduerne derhjemme.
Når han tænkte på den måde, plejede han at kigge ned i gulvet med den ene hånds fingre i panden. Han fortsatte et kort øjeblik senere.
– Altså nu har jeg jo aldrig investeret i boligmarkedet i København. Men det kunne da måske være lidt sjovt at prøve.
Han kluklo som en skoledreng i slutningen af sætning. Jeg kunne næsten ikke tro, hvad jeg hørte. Bare sådan, foreslog han at købe en lejlighed til mig. Jeg fik røde kinder og mærkede adrenalin i brystet.
– Mener du, at du vil købe en lejlighed, jeg kan flytte ind i? Jeg begyndte at tegne et mønster i de fedtede blade på jorden med højre fod for at give mig til noget.
– Ja, ved du hvad? Jeg vender lige tilbage, men jeg tror godt, det vil kunne lade sig gøre, sagde min onkel.
Jeg vidste godt, hvad det betød. Det betød, min onkel ville få det til at ske. Da vi havde talt færdigt, havde jeg formet et hjerte af brune blade og blottet jorden omkring dem.
Kapitel 48: Valget
Vanløse, maj 2015
Et par dage før jeg flyttede ud af værelset i Fredensborg i maj, fik jeg dispensation til at gå i gang med specialet, hvilket i sagens natur var for sent i forhold til at skrive det færdig, før SU’en løb ud. Derudover ringede jeg til universitetssekretæren, som fortalte mig, at jeg kunne ikke regne med at finde en specialevejleder, der ville arbejde i sommerferien. Hvilket var grunden til, at jeg skulle have brugt dispensationen tilbage i februar, havde jeg lyst til at råbe ind i telefonrøret. Jeg havde trådt vande og rykket forskellige institutioner for forståelse og afgørelser hele foråret, mens jeg arbejdede deltid på en kaffebar og drak mig fuld på mit værelse hver aften. Jeg havde ikke flere ordinære SU-klip i udgangen af maj måned, og jeg havde fået afslag fra SU-styrelsen om at blive kompenseret for de måneder, jeg havde spildt på at have en depression i 2011 og ikke gå til eksaminer dengang.
Det viste sig, at en ny uddannelsesreform betød, at jeg automatisk ville blive tilmeldt specialet i september. Jeg kunne have sparet mine kræfter. Det frustrerede mig i en grad, så jeg havde lyst til at rykke hårtotter ud af hovedet på mig selv, sådan som min mor fortalte mig, jeg havde gjort, da jeg var lille og skændtes med hende. Hele foråret var gået med ingenting, og nu ville jeg også spilde sommeren på at vente med at gå i gang. Jeg bestemte mig alligevel for at skubbe hele projektet til efter sommeren og gav mig på én gang hidsigt og opgivende til endnu engang at pakke ting i flyttekasser.
To dage senere hjalp Frederik, og en anden af mine andre venner, Thomas, mig med at bære flyttekasser og møbler fra kassevognen op i min nye tre-værelses-lejlighed i Vanløse. Thomas kendte jeg fra et bofællesskab under mine studier i Aalborg ti år forinden. Det havde vist sig, at han boede længere ned af samme gade, og jeg var glad for at være tæt på ham igen. Måske kunne vi begynde at se mere til hinanden, og måske sådan ville jeg kunne starte med ham og senere, én for én, samle mine gamle venskaber op igen.
Det havde taget tre timer at bære tingene ud af flyttebilen og op på anden sal. Da de var taget hjem, skubbede jeg nogle flyttekasser væk fra under vinduet og åbnede et vindue ud mod gaden. Jeg satte mig i vindueskarmen, lagde jeg det ene ben over det andet og pressede fodsålerne mod karmen. Jeg tændte en cigaret og pustede røgen ud af vinduet i retning af gadekrydset. De grønne, gule og røde lamper i trafiklyset lyste svagt mod den stærke aftensol. I en lige linje over Bellahøjvej lå Københavns første højhuse som en tyst, lysegrå kæmpe i horisonten og reflekterede solens stråler. To biler dyttede under mig og trak min opmærksomhed tilbage til krydset. Jeg forsøgte at suge øjeblikket til mig. Det kildede i maven på den måde, det engang havde kildet i min mave, da jeg flyttede ind i en ny lejlighed. Det var fremskridt. Og det føltes håbefuldt. Men det var ikke kun det. Den her gang var jeg tilbage i København. Det var den by, jeg var blevet nødt til at flytte fra fire år tidligere, fordi depressionen var for slem til bo så langt væk fra min familie. Nu var jeg rask, og jeg var ædru, eller i hvert fald havde jeg været det de sidste to måneder, siden jeg havde talt i telefon med min onkel den aften. Alt ville blive anderledes nu. Det var den første weekend i maj, og jeg kunne gøre, som det passede mig. Det føltes som om, jeg hørte til igen.
Dagen efter tog jeg i Silvan og købte to nye spande hvid maling, malertape, pensler, en malerbakke, en malerrulle, sandpapir, cigaretter og to halvliterscola’er. Jeg løftede det hele ud til fortovet i et favntag foran maven og stillede det fra mig for at samle kræfter. Jeg slæbte det hele to kilometer hjem, og på fortovet foran opgangen satte jeg dem fra mig. Mine fingre var røde af anstrengelsen og mine underarme krampede til ned i fingerspidserne.
Oppe i lejligheden skubbede jeg alle flyttekasserne ind i stuen og stablede dem i et fladt tårn op af møblerne midt i rummet. De næste tre dage forlod jeg ikke området og så ingen mennesker. Jeg sluttede mine gulvhøjttalere til, satte dem til radioen og skruede op. Jeg vaskede væggene ned med varmt vand og sæbe. Bagefter sleb jeg lister og dørkarme med sandpapir og vaskede dem ned. Jeg malede gangen, stuen, det ekstra værelse, køkkenet og mit eget værelse. Jeg tog rigeligt med ryge- og colapauser i vindueskarmen og lyttede til trafikken. Om aftenen læste jeg i Anna Karenina, hvor Tolstoj trak handlingen i langdrag, og faldt udmattet i søvn, før solen gik ned. Det tog mig fire dage at male det indre af lejlighed to gange.
Jeg havde ikke spurgt nogen om at hjælpe. Jeg kunne stadig ikke lide det og syntes desuden, jeg spurgte om så meget hele tiden. Hvad kunne jeg ikke komme i tanker om, når Lene spurgte mig, men det føltes sådan. Det strammede i halsen og vendte sig i maven bare ved tanken om at få folk til at gøre noget for mig, når jeg godt kunne selv. Så en dag lejede jeg en bil, og hentede en sofa og en lænestol hos folk, der havde brugte ting til salg på nettet. De hjalp mig ned med møblerne, og det var først, da jeg kørte mod Vesterbrogade for at hente et antikt bord i en genbrugsforretning, at jeg tænkte over, hvordan jeg skulle få møblerne op. Jeg sendte en besked til Frederik og en til Thomas. Jeg skulle aflevere bilen samme aften, så det skulle være med det samme. De havde begge andre aftaler. Da jeg parkerede bilen foran lejligheden lidt senere, tænkte jeg en cigaret og kiggede ind på møblerne i det åbne bagagerum.
Jeg tog puderne ud af sofaen og skilte benene fra kroppen. Oppe i lejligheden hentede jeg et langt tæppe og malertape. Nede på gaden kravlede jeg ind i stationcar’en og pakkede sofaens skelet ind i tæppet og bandt det fast med tape. På den måde ville læderet ikke tage skade, når jeg vippede den ind over fortovet. Da jeg skulle bakse den foran mig op af trapperne, lagde jeg min vægt i for at tippe den fremover sig selv. Det gik lige, og mens den stod på højkant så jeg, at den var lige så høj som jeg selv var. Jeg gjorde det samme med spisebordet og lænestolen og var både øm og meget tilfreds med mig selv.
En veninde blev forfærdet over at høre, jeg havde båret en sofa og lænestol op på anden sal selv. Jeg kunne godt se, at det næsten virkede demonstrativt. Hun sagde, jeg skulle ringe en anden gang. Hvis ikke hun selv kunne hjælpe, ville hun sende sin kæreste. De havde i øvrigt også en bil, jeg kunne låne. Og hvad havde jeg dog tænkt på. Jeg skulle forsikre min tante, jeg talte sandt, før hun troede det. Thomas knyttede brynene og blev stram i udtrykket, da jeg fortalte, jeg selv havde forbundet strømmen fra soklen i loftet til ledningerne i mine lamper. Han spurgte mig, om jeg var sikker på, jeg havde slået strømmen rigtigt fra, før jeg gik i gang, og at jeg skulle ringe til ham en anden gang. Det var jo en gammel lejlighed, jeg boede i. Jeg sagde, jeg ville ringe en anden gang. Det virkede til at have en tilfredsstillende effekt på dem, og jeg forsøgte at forestille mig at gøre det en anden gang.
Til folketingsvalget tre uger senere, sad jeg i sofaen i min nyindrettede stue og kiggede ud i luften, mens nyhederne kørte på min computerskærm på sofabordet. Tømmeren, der havde bygget en dør ind i væggen til det ene værelse, lige efter jeg var flyttet ind, havde skrevet en sms til mig nogle dage forinden. Han ville have mig til at skrive en anmeldelse af hans arbejde på en hjemmeside. Da han til at starte med havde været forbi for at give et tilbud på arbejdet, havde han spurgt mig, hvem der flyttede ind. Jeg vidste det ikke endnu. Han havde vendt sig mod, da han stod på badeværelset med åben dør og hænderne i vaskekummen. Han gned spartelmasse af fingrene og så på mig med et skævt smil, jeg først ikke kunne tyde.
– Hvis det bliver en fyr, er han heldig. Men så ville du jo blive nødt til at holde ham væk med en baseballbat, det er du godt klar over, ikke?
Jeg skrev i en besked, at jeg havde lavet anmeldelsen. I en ny besked spurgte jeg ham, hvor man kunne gå i byen i Vanløse. Hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg kunne godt være den, der spurgte først. Han svarede nogle timer senere, at jeg kunne tage ned på den lokale bodega. Da der var gået fire timer spurgte jeg, om han ville med ud og se valg på storskærm. Han svarede, at hans kæreste sikkert ikke ville bryde sig om det. Jeg glanede over ordene på skærmen med store øjne, før jeg rejste mig og smed telefonen gennem stuen.
En time senere samlede jeg telefonen op og skrev jeg til en veninde, jeg plejede at se valg sammen med. Hun skulle se det med sin svigerinde, men hun ville meget gerne se næste valg sammen. Beskeden var sød. Så kom jeg i tanker om en journalist, jeg kendte fra tiden på Christiansborg. Jesper var flyttet til Bruxelles for at arbejde, men havde været hjemme i nogle uger for at hjælpe til under valgkampen. Han svarede mig, fra et presserum i en af Christiansborgs kælderrum, at han skulle arbejde og uanset, hvordan valget gik, ville det sikkert trække ud.
Jeg skruede op for lyden på min computer for at høre de nyeste meningsmålinger og gik ud i køkkenet. Ovenpå de øverste skabe ind mod væggen lå flasken med portvin. Da jeg stoppede på Christiansborg, havde jeg fået den i gave af det ene folketingsmedlem. Thekla havde tilbudt mig at overtage den, så jeg ikke skulle fristes. Jeg sagde, at jeg ville gemme den til gæster og forsikrede hende om, at jeg alligevel ikke kunne lide portvin. Det var aldrig meningen, at jeg selv ville drikke den. Jeg ville servere den for gæster en dag. Og jeg havde været ædru, lige siden jeg rejste mig fra sofaen i Fredensborg og fik hold i ryggen. Selvfølgelig skulle jeg ikke drikke den nu.
Jeg stemte det ene knæ mod vasken, mens jeg balancerede med et greb om vandhanen og trådte den ene fod op på køkkenbordet. Fra knælende stilling over bordpladen strækte jeg armen langs skabsmodulet, greb om flaskehalsen og hoppede baglæns tilbage på fødderne. Det var et anderledes låg, end jeg var vant til, og da jeg drejede proppen af, bredte duften sig i køkkenet. Sød og skarp. Jeg brød mig stadig ikke om portvin, men jeg kunne jo nøjes med et enkelt glas. Jeg gik ind i stuen med flasken, et højt glas og cigaretter og satte mig foran folketingsvalget.
Da Socialdemokraternes nederlagsfest sluttede klokken fire om morgenen, tog Jesper en taxa til Vanløse. Jeg var glad for, at han havde lyst til at komme. Vi tog tøjet af og lagde os i min seng. Han stak sin tunge ind i min mund, og jeg besvarede den med lukkede kys. Efter et stykke tid, vendte jeg ryggen til ham og sagde, jeg ville sove. Den søde smag af portvin klistrede til min gane som film, selv efter jeg havde børstet tænder, og røglugten fra mine fingre ved siden puden stod i mine næsebor. Jeg bandede indeni, fordi jeg var for fuld til at rejse mig fra sengen for at gå ud og vaske hænder.
Før Jesper kom, havde jeg drukket af to forskellige glas, så han ikke skulle kunne opdage, at jeg havde drukket portvinen alene. Da han kom, bildte jeg ham ind, jeg havde haft besøg tidligere. Flasken havde jeg stillet væk under køkkenvasken, og jeg havde vasket begge glas op. Jeg lå lidt og forsøgte at komme i tanker om, hvorfor jeg havde vasket glassene op og gemt flasken af vejen, hvis jeg alligevel havde været to om at drikke den. Det var svært at finde rundt i.
Der var ikke engang logik i mine løgnehistorier længere.