Kapitel 13: Et hjerte af blyant
Vesthimmerland, februar 2013
Dagen efter jeg havde kørt mine møbler til Århus og var vendt tilbage til København med flyttevognen, var vi alle samlet i Elias og Linneas lejlighed på indre Nørrebro. Efter aftensmaden havde jeg spurgt Peter, om han ville med på værtshus. Sent den aften under svagt lampeskær på en tilrøget bar havde vi snakket og kysset og udvekslet telefonnumre, og før vi tog hjem, havde han spurgt, om jeg ville komme og besøge ham.
Nu var jeg der lige pludselig. Som led i sin uddannelse som skov- og landskabsingeniør var han i praktik i en kommune i Vesthimmerland og boede til leje i et lille hus i udkanten af en skov ud til Limfjordens bugtning.
Huset var i to etager. I stueplan var køkkenet og to sammenslåede stuer samt en lille gang, som førte ud til toilettet, trappen og soveværelset ovenpå. Den tidligere skovfoged havde boet i huset i gamle dage, og mange af møblerne fra dengang var blevet stående. Spisebordet var af massivt træ og havde løvefødder. Stolene havde flade armlæn og sæder af mørkeblåt stof, der snoede sig rundt om messingknopperne langs kanten.
Jeg sad med benene trukket op under mig i en af de mindre slidte udgaver og fulgte Peter med øjnene, når han gik forbi køkkenets åbning ind til stuen. Han havde lagt en rød- og hvidternet dug over bordet og tændt stearinlysene i messingstagerne, der stod rundt omkring i vindueskarme og på borde. Da hans ansigt dukkede op i den ene side af dørkarmen, var det bag dampslør, som opløste sig i snurrede søjler fra den store, sorte gryde.
– Vil du have et glas vin?
Jeg sørgede for at få det til at lyde som om, det ikke var det eneste, jeg havde tænkt på, siden han havde hentet mig i Aalborg to timer forinden.
– Ja, tak.
Gulvbrædderne knagede, mens han gik ind i stuen og satte et langstilket glas foran mig. Han tog fat i stolens ryg og lænede sig ind over mig.
– Du er smuk, sagde jeg lavt og så op på ham. Hans øjne blev mørkere, mens han grinede og kyssede mig. På vej ud i køkkenet, lagde han nakken tilbage og udstøde et langstrakt hyl. Ligesom ulve gør, tænkte jeg og fniste ud af næsen.
Brændeovnen sydede og spruttede. Der duftede af vådt træ og hvidløg fra køkkenet, og mens jeg slyngede vinen rundt i glasset, fyldte Leonard Cohens tykke stemme hele stuen. I got you like a habbit / And I’ll never get enough / There ain’t no cure / There ain’t no cure / There ain’t no cure for love.
Jeg tog en dyb indånding og løftede glasset op til læberne. Jeg tvang mig selv til at drikke langsomt og koncentrerede mig om at nyde det.
Tre uger senere sad jeg i samme stol. Jeg kunne høre ham pusle ude i køkkenet. Den dag havde han købt friske muslinger i Løgstør, og nu stod han og rørte sin egen mayonnaise efter at have smidt nye kartofler med hvidløg og timian i ovnen. Sidste gang, jeg havde været der, var jeg blevet i næsten en uge, selvom det var meningen, jeg kun ville overnatte en enkelt nat. Vi havde spist ostemadder, drukket nybrygget kaffe og kysset til mine læber sprak. Vi havde ligget på tæpperne på trægulvet foran en buldrende pejs, presset os sammen på den lille sofa og talt om drømme, politik og jazz.
Tilværelsen åbnede sig. Alt var muligt, og alt kunne ske, når jeg var sammen med ham. Om dagen mens han var i praktik, fordrev jeg tiden med at læse Katherine Grahams selvbiografi i den rodede seng ovenpå og overraskede mig selv, da jeg gang på gang glemte tiden og var i stand til at læse uden at miste koncentrationen. Om aftenen fortalte jeg ham om den tidligere chefredaktør for Washington Post.
Nu trådte han ind i stuen og satte kogte, nye kartofler, hjemmerørt mayonnaise og dampende muslinger på bordet i lette, fejende bevægelser. Han trak en hvidvin op.
– Værsgo’, sagde han og hældte et glas op til mig. Jeg drak en stor slurk og så én til. Noget havde pludselig gjort mig bange. Hvad var det?
Efter aftensmaden blev vi siddende overfor hinanden. Peter så ud til at føle sig godt tilpas. Så så han direkte mig og spurgte, om vi var kærester. Jeg følte mig pludselig svimmel og åbnede munden uden at sige noget. Sidst jeg havde haft en kæreste, var for ni år siden, da jeg gik på sidste år af gymnasiet. Det havde holdt i under et år. Siden da havde jeg været single. Jeg var singlen. Det fungerede bedst sådan. Eller også var det nemmest sådan. Jeg vidste ikke, om jeg skulle rejse mig eller blive siddende og besluttede at følge Peters anvisninger, da han fangede mit blik.
– Er du okay, Rikke?
Jeg trak i vattæppet og flyttede lidt på den ene ben. Jeg forsøgte at komme i tanker om et svar, han ville acceptere.
– Er det fordi, det går for stærkt for dig? Han rakte ud efter min hånd. Jeg tog den.
– Det er det måske. Jeg manglede pludselig ord.
– Hør her, vi behøver ikke blive kærester, før du er klar til det. Han sænkede sit blik og smilede skævt til mig, mens han fortsatte. – Bare vi bliver det på et tidspunkt.
Jeg forsøgte at forlige mig med tanken om, at jeg skulle gå ind i et forhold. Mine øjne kløede pludseligt i den tørre luft fra brændeovnen. Jeg havde det som om, et tog kom kørende imod mig, og at Peter havde bedt mig om at blive stående på skinnerne. Jeg kunne stadig ikke finde på noget at sige, og trak hånden til mig.
– Jeg er ikke vant til, at folk vil være kærester, var det eneste jeg kunne komme på at sige. – Måske har jeg det bare utroligt varmt, eller også er det fordi, jeg har lavt blodtryk. Jeg går lige ud og ryger en cigaret, sagde jeg og kæmpede med at vikle mig selv ud af tæppet, imens Peter så forvirret på.
Udenfor var luften kold og fugtig. Jeg tændte cigaretten og fokuserede på at trække vejret, sådan som jeg havde lært mig selv at gøre det, når jeg lavede mindfulness. Jeg pustede røg ud og tænkte på Klaus og på, hvordan jeg havde forspildt chancen, fordi jeg havde været bange og ikke turde lukke et andet menneske så tæt ind på mit liv. Vi havde ikke set hinanden, siden den eftermiddag på caféen.
Siden da havde jeg været bitter og lovet mig selv, jeg ikke ville holde mig tilbage, hvis jeg blev forelsket igen. Men overbevisningen om, at det var det rette at gøre, føltes pludselig meget fjern. Hvis jeg lukker ham ind nu, vil han lære mig at kende, også sådan som jeg er, når jeg ikke har overskud til andre og ikke fortæller sjove historier, og så vil han finde ud af, at han har begået en fejl. Og lige nu er jeg ikke stærk nok til at blive afvist. Jeg bliver nødt til at sige til ham, vi ikke kan være kærester.
Jeg drejede hovedet og kiggede ind gennem ruderne til huset, hvor Peter stadig sad ved spisebordet og kiggede ned i sin mobil. Mit hjerte udvidede sig og føltes som om, det kunne springes. Jeg ville for fanden kun være, hvor han var. Jeg kastede cigaretten fra mig og åbnede døren til entréen med den anden hånd.
– Peter? Kaldte jeg, imens jeg krængede mig ud af den tynde skindjakke. Pludselig kunne jeg ikke vente med at få kontakt til ham. Han råbte tilbage inde fra varmen.
– Ja? Jeg troede, du var over alle bjerge nu.
Det var sagt i sjov, og jeg tænkte, at det aldrig var svært for ham at regne mig ud. Det gjorde det hele lidt nemmere. Udenfor havde jeg netop nået at overveje, om jeg kunne skaffe en taxa, der kunne køre mig til stationsbyen ti kilometer væk. Jeg ville kunne være i tryghed hjemme i Århus på to timer.
– Nej, nej. Jeg var bare forvirret, sagde jeg og smilede og trådte et skridt nærmere imod ham. – Jeg vil gerne være kærester med dig.
Han samlede mig op og svingede mig omkring i stuen. Vi kyssede hinanden, og han satte mig ned igen.
– Dig og mig, sagde Peter. Han holdt mig fast.
– Dig og mig, svarede jeg.
Da jeg gik ned for at tisse næste morgen, satte jeg mig på brættet og lod mine øjne hvile på den blåmalede trædør ud til gangen. Nogen havde tegnet et hjerte i blyant på døren.
Indeni det stod der ”Rikke + Peter.”
Kapitel 14: Altanen
Århus, marts 2013
Jeg lå i den blege, beige sofa, som min far var stolt over engang at have fundet billig på en auktion på nettet. Fyldet var faldet sammen inde i sofapuden og kunststoffet var så glat, at min pudeopstilling gled fra hinanden, hver gang jeg rakte ud efter mit vinglas eller en cigaret. Jeg så over på min far, som sad i den stol, han sad i hver aften med øjnene rettet mod fjernsynet. Jeg smilede til ham i det skjulte. Vi var i hans lejlighed i Århus, hvor jeg var flyttet ind på gæsteværelset, og vi så Wyatt Earp på det brede fladskærms-tv.
Da jeg flyttede tilbage til Århus, var det hovedsageligt for at være tættere på min familie; min far boede Århus, og min søster, mor, onkel og tante i Aalborg. Egentlig ville jeg gerne være flyttet for mig selv, men så længe jeg ikke kunne finde et arbejde, havde jeg ikke råd. Indtil jeg kunne betale for et sted at bo, ville jeg flytte ind på gæsteværelset. ”Du kommer bare,” havde min far sagt, da jeg havde ringet til ham fra København i starten af året.
Det var en tirsdag aften, og jeg var kommet hjem fra Peter dagen forinden. Ligesom anden gang jeg besøgte ham, blev jeg i en uge. Hver morgen spurgte jeg ham, om jeg måtte blive én dag til. Den sidste dag havde han sagt: ”Bliv så længe, du overhovedet har lyst til. Bliv en måned! Jeg elsker, at du er her.” Det havde taget mig tre dage at tage mig sammen til at forlade det sted, hvor jeg kunne få alle de kys og kram, jeg ville. Til sidst havde jeg skrabet mig selv op fra sofaen og ladet Peter køre mig til togstationen i Hobro. I takt med at toget nærmede sig Århus Banegård, følte jeg den ro, jeg havde været fyldt med i skovhuset, langsomt sive ud af mig. I dens sted vendte angsten tilbage. I bybussen på vej mod Hasle var roen helt forsvundet.
Min telefon bippede fra sofabordet. Beskeden var fra Peter. ”Jeg føler mig som en teenager. Jeg tjekker hele tiden min telefon for at se, om der er beskeder fra dig. Også selvom vi lige har set hinanden.” Sommerfuglene blafrede i min mave. ”Jeg gør det samme,” svarede jeg et øjeblik senere.
Min far grinede af noget i filmen. Jeg havde glemt at følge med, efter jeg havde læst Peters besked. Jeg kiggede på tv-skærmen og begyndte så at spekulere i, hvorfor jeg var begyndt at drikke rødvin for mig selv inde på værelset hjemme hos min far, efter han var gået i seng. Jeg burde gå i seng i ordentlig tid for at kunne stå tidligt op og søge jobs eller vælge en overbygning for at gøre min uddannelse færdig.
Da jeg var flyttet til København tre år tidligere, var det for at tage en kandidatuddannelse. Overbygningen havde jeg udsat at starte på i to år, og jeg havde oprindeligt besluttet mig for at få det overstået, da jeg begyndte at læse på RUC. Men da jeg var kommet i tvivl om, hvorvidt jeg havde valgt rigtigt, var planerne om at gøre min uddannelse færdig faldet fra hinanden. Nu lå diagnosen pludseligt halvandet år tilbage, og jeg havde stadig ikke besluttet mig for en kandidatuddannelse. På den anden side havde jeg heller ikke genvundet alle mine kræfter. Det var som om, depressionen ikke ville slippe sit tag i mig. Selvom det var blevet nemmere, havde jeg stadig svært ved at finde motivationen til at skrive ansøgninger og energien til at svare på beskeder fra mine venner, og jeg undgik helt at tage beslutninger, der enten havde langsigtede konsekvenser eller krævede et seriøst engagement fra min side.
Jeg forsøgte at huske mig selv på, at jeg havde fået det bedre, end jeg havde det, da jeg var deprimeret. Depressionen var mit eneste referencepunkt, hvorfra jeg kunne måle, at jeg trods alt fik det bedre, fordi det var kun, når jeg tænkte på, hvor udslidt, overvældet og handlingslammet, jeg engang havde været, at jeg kunne få øje på fremskridt. Nu håbede jeg, at så længe tiden gik, ville jeg til sidst blive mit gamle jeg igen. Gamle Rikke, som tog beslutninger og gennemførte, hvad hun satte sig for. Mon ikke jeg bare skulle holde ud. Det burde jeg kunne, tænkte jeg, og rettede min opmærksomhed tilbage mod min fars stue og filmen.
Jeg overvejede mine planer for dagen efter. Gjorde det noget, hvis jeg sov længe? Jeg kunne vel skrive en jobansøgning om eftermiddagen. Og hvis min far havde tænkt sig at drikke sig fuld, kunne jeg vel også lige så godt drikke lidt. Det ville desuden tage toppen af mine tømmermænd.
Jeg overvejede, om jeg selv skulle gå ud i køkkenet og fiske gin’en op ad fryseren. Men jeg vidste, min far ville blande den stærkere, end jeg ville. Og det ville være rart for en gang skyld ikke selv at hælde op.
– Vil du blande sådan en drink til mig, far?
Jeg pegede på hans glas.
– Selvfølgelig vil jeg det, min pige.
Han kom tilbage med et stort, lunkent vandglas med lige så meget gin som saftevand, og jeg var fuld, da Kevin Costner kastede op over synet af den døde mand. Jeg så igen over på min far og kiggede på ham, mens han grinede og forsøgte at holde munden lukket omkring tænderne. Gad vide, om han skammede sig over sine tænder? Han havde fået nye tænder for nyligt, men det havde ikke ændret på, at han blottede dem så lidt som muligt. I samme øjeblik gav han op på at holde læberne samlet og slap sit grin løs og lod sit grin sprutte og larme. Det gik også mig til at grine. Jeg ville ønske, han altid grinede sådan, tænkte jeg for mig selv.
Når i så film sammen, sneg jeg engang imellem også et blik over på ham for at se ham blive rørt. Det var for det meste, når karakterernes gode intentioner blev misforstået for senere at blive rodet bod på, eller hvis nogen forsonedes. Når det skete, plejede jeg at følge tårerne trille ned af hans kinder og have lyst til at give ham et knus, dog uden at gøre noget. Han kiggede sjældent over på mig, når han blev rørt, og jeg tror i det hele taget aldrig, han opdagede, at jeg fulgte med i hans glæder og sorger.
Da filmen endte, rejste min far sig fra stolen og kom med stor besvær op at stå. Han slingrede langsomt gennem stuen i retning af entréen, som, udover at lede videre ud til køkkenet, badeværelset og mit værelse, også ledte ind til hans eget værelse.
Jeg havde ikke set ham så sent om aftenen i mange år, og det var først nu, jeg lagde mærke til, at hans balance var blevet værre. Den hjerneskade, han havde pådraget sig 15 år tidligere, da jeg var 17 år gammel, havde delvist lammet hans højre side og skadet hans balance, koordination, finmekanik og påvirket hans frontallapper. Nu så han ud til at være nødt til at løfte det højre ben op fra gulvet og svinge hoften frem ad for at kunne gå på det. Jeg blev bange, da jeg så, hvor ustabilt han gik. Hvor fuld var han mod blevet? Fuld nok til, at det så farligt ud. Han ville kunne vælte når som helst. Hvorfor sagde jeg ikke noget? Jeg fulgte ham med blikket og holdt vejret, indtil han rakte frem og støttede sig mod væggen for ikke at miste balancen. Han standsede foran dørtrinnet ud til entréen og løftede sin venstre arm bagud i min retning.
– Nå, ja. Godnat, min pige.
Han havde stadig ryggen til mig. Min puls var stadig høj, og jeg tvang mig selv til at lyde, som om jeg ikke var blevet bange.
– Godnat, farmand.
Det lykkedes mig at lyde rolig. Som om alt var okay. Måske burde det ikke have overrasket mig. Det var altid lykkedes mig at lyde rolig, uanset hvad der foregik.
Jeg sad i sofaen og kiggede ud over rodet på sofabordet. På sofabordet mellem min far og jeg lå alt ovenpå hinanden. Der var papirer fra kommunen, iturevne konvolutter, adgangskoder, min far havde kradset ned på små papirlapper, plasticplader med hjertemedicin, askebægre og fjernbetjeningerne til fjernsynet og DVD’en. Langs bordkanten på min fars side stod et hvidt krus. Kaffedråber var løbet ud over kanten og dannet brune ringe, der hvor de fik kontakt til bordpladen. Et tomt vandglas havde mærker fra gullige skumringe fra det orange Fun Light-saftevand, min far blandede i sin gin.
Normalt ville jeg begynde at rydde op og gøre rent både i stuen og i køkkenet, men jeg orkede det ikke. Det ville alligevel blive rodet igen. Jeg burde jo gå i seng. Jeg gik ud i køkkenet og lavede en Gin og Fun Light uden isterninger, sådan som han havde gjort, og tog den med ud på altanen. Derude satte jeg mig i kurvestolen for at ryge en cigaret, og løftede mine fødder op i vindueskarmen.
Ovre i hjørnet stod den gamle B&O forstærker, som ikke kunne tændes, men min far nægtede at smide ud. På gulvet foran nogle benløse stole lå nogle soveposer fra Bilka, en gammel værktøjskasse, forlængerledninger og en stor plante, som stod udtørret op af væggen. I den anden ende havde han stablet 16 brugte designerstole, som han også havde erhvervet sig på en online auktion og med glæde i stemmen havde erklæret over for min søster, at hun en dag ville få brug for. Tinna havde aldrig fået dem, og selvom jeg havde brokket mig over altanens forfald, havde min far protesteret. ”De skal bare pudses og males, og så skal der nok være nogen, der kan bruge dem.” Noget ved den altan gav mig angst. Det var som om, at gode planer strandede derude.
Den eftermiddag havde jeg kigget på jobopslag og tjekket priser på værelser i Århus. Som så ofte var jeg blevet handlingslammet og var gået i stå. Dagene gled stadig ud mellem fingrene på mig. Til sidst var jeg blevet så frustreret og havde besluttet at drikke et glas rødvin før aftensmaden. Måske på den måde kunne jeg finde tilbage til mit gamle jeg. Det var det eneste, jeg kunne finde på for at få mine tanker til at falde en lille smule til ro og tænke mere klart. Det værste var, at det havde hjulpet, og jeg havde rent faktisk fået skrevet en ansøgning efter at have drukket rødvinen.
Da klokken blev 01.21 sad jeg stadig i kurvestolen på altanen. Jeg havde drukket halvdelen af min fars flaske gin og havde måttet støtte mig til panelerne, præcis som min far gjorde to timer forinden, da jeg gik i køkkenet for at lave den sidste drink. Nu fandt jeg min telefon frem fra lommen og tømte glasset. Jeg tastede Peters nummer og ringede op.
– Sover du? Spurgte jeg, da jeg hørte telefonen blive taget. Jeg spærrede næseborene ud og blinkede hårdt med øjnene for at fokusere.
– Ja, eller nej. Er der noget galt? Han lød som om, han var tusind kilometer væk. Der var altid dårlig forbindelse i skovhuset, og nogle gange faldt forbindelsen helt ud.
– Ja, altså… Jeg fortrød at have ringet op. Da jeg lod hovedet falde ned i min hånd, slingrede mit ben under albuens vægt. – Jeg ville jo ikke vække dig. Vil du ikke hellere sove? Det kan egentlig godt vente til i morgen.
– Nej, sgu da. Rikke, du må gerne snakke med mig. Det har jeg sagt, ikke? Jeg er glad for, du ringer.
– Men jeg kan jo ikke ringe dig op uden at vide, hvad jeg vil sige. Jeg ved heller ikke, hvad jeg vil med mit liv. Jeg gider aldrig længere noget, sådan ordentligt, og hver dag falder det hele bare lidt mere fra hinanden. Bliver du ikke snart træt af det?
Han grinede en lille smule.
– Nej, jeg bliver ikke træt af noget som helst, der har med dig at gøre.
– Okay. Men måske gør du det lige om lidt, ikke? Det kan vel godt ske, sagde jeg og ville ønske, jeg kunne fortryde hele samtalen. Jeg var træt af at være så ynkelig. Særligt over for ham.
– Skat. Det gør jeg ikke. Men lad mig lige høre, er du fuld?
Jeg begyndte at græde med det samme og drejede min mund væk fra røret. Det gjorde alt værre. Nu havde han en kæreste, der drak sig fuld en tirsdag aften. Mon ikke han ville slå op med mig nu. Jeg græd videre uden at sige noget og trøstede mig selv med, at jeg i det mindste havde klaret ikke at være ulykkelig og ynkelig i så lang tid, som jeg havde. Men jeg kunne ikke holde sammen på mig selv længere, og jeg måtte bare være nødt til at tage konsekvensen af, at det betød, han ville gå fra mig. Og selvom jeg forsøgte at holde det tilbage, væltede min frustration og ulykkelighed ud af mig af egen kraft.
– Hvad er det, det her handler om? spurgte Peter.
– Jeg ved det ikke. Men jeg er ked af det over min far, tror jeg. Jeg laver aftensmad til os begge to, rydder og gør rent, men der er ingenting, der hjælper. Jeg spørger, hvordan det går med ham, og jeg fortæller alle muligheder sjove historier bare for at gøre ham glad, men det er aldrig godt nok. Altså godt nok til, at han stopper med at drikke, sagde jeg og holdt en hånd op som en til panden.
– Rikke, det er ikke din skyld, sagde Peter.
– Men Peter, hvis nu jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke på det. Jeg tror, at hvis han elskede mig højt nok, så ville han stoppe med at drikke. Jeg ved godt, det måske er urimeligt. Men jeg tænker det hele tiden. Hvorfor elsker han mig ikke nok? Jeg havde spændinger i hele kroppen, og gråden føltes som mursten i min hals.
– Rikke, skal jeg komme ned til dig? sagde Peter.
– Nej, Peter.
Ingen af os sagde noget, indtil jeg tog mod til mig. – Ville du virkelig gide det?
Min stemme blev pludselig roligere, og jeg trak vejret dybt for første gang i løbet af vores samtale. Der var et øjebliks stilhed.
– Nej, det skal du ikke. Det er midt om natten.
– Hør her, Rikke. Jeg starter bilen. Jeg skal bare lige have nogle bukser på først. Bliver du der? Jeg er der om halvanden time.
Vi lagde på. Han havde lydt som om, noget var helt galt, tænkte jeg, mens tumlede ind på mit værelse og lod mig falde ned i sengen.
Kapitel 15: Pitstop
Århus, marts 2013
Næste formiddag hørte jeg Peters stemme gennem søvnen. Han talte i telefon, og det lød til, han stod ude i køkkenet.
– Rikke har det ikke så godt i dag, så jeg bliver her sammen med hende og kommer altså først på arbejde i morgen.
Det måtte være hans chef. Jeg åbnede øjnene og så ud af vinduet. Solen stod højt på himlen. Min far ville være på arbejde nu. Han havde et skånejob som portør på hospitalet i midtbyen og mødte klokken 7.00 hver dag. Gennem persiennerne ud til altanen fik jeg øje på kurvestolen, jeg havde siddet i dagen forinden.
Peter stak hovedet ind af døren til mit værelse. Han gik med langsomme skridt hen mod sengen uden at tage øjnene fra mig. Jeg smilede op til ham uden at finde på noget at sige. Jeg havde en voldsom hovedpine.
– Hvordan har du det? spurgte han.
– Bedre, nu hvor du er her.
Han standsede ved fodenden og grinede, mens han smed sig, så lang han var, ovenpå mig og gav mig et kram gennem dynerne. Mit ansigt var dækket af hans armhule under dynebetrækket. Jeg kunne næsten ikke trække vejret og følte mig tryg i mørket under hans vægt. Hvordan vidste han, det var det, jeg havde brug for? Det var som om, han forsøgte at kramme ulykken ud af mig, tænkte jeg. Og det hjalp også lidt.
Sent den aften lå vi stadig i min seng. Vi så en film, mens jeg lyttede til min far rumstere rundt i stuen inde ved siden af. Jeg gættede på, han var fuld og forsøgte at gå ind på sit værelse, sådan som han havde gjort aftenen før. Peter slyngede sine arme omkring mig.
– Har du lyst til at snakke om det?
– Det burde jeg nok, sagde jeg. Tårene stod op i mine øjne på et øjeblik.
Peter rakte sin kind ind over min og talte med lav stemme langs min næseryg.
– Han elsker dig. Han kan bare ikke finde ud af det.
Jeg forsøgte at trække vejret roligt ved at vende ansigtet op mod loftet. I lang tid lå vi stille uden at sige noget.
– Jeg synes ikke, det her fungerer længere, sagde Peter.
Mit hjerte føltes pludselig som om, det kunne prikkes hul på med et strejf af en knappenål. Han havde ikke slået op med mig, da han kom hjem til mig om den nat. Faktisk havde han bare givet mig et kram og hjulpet mig med at sove. Jeg havde derfor også lykkeligt glemt at forberede mig på, han ville have lyst til at være sammen med mig længere. Men nu ville han sige det. Om et øjeblik ville vi ikke længere være kærester. Lige siden jeg havde mødt ham, var jeg ellers lykkes med ikke at lade det skinne igennem, at jeg i virkeligheden havde det rædselsfuldt. Helt indtil den nat troede jeg desuden, det var lykkedes mig at vise, at jeg var fortrøstningsfuld i forhold til at finde et arbejde, et sted at bo og være glad for tilværelsen. Men Peter måtte have set gennem mig nu. Jeg kunne ikke længere slippe af sted med at forestille mig, nogen ville mene, jeg var værd at være kæreste med. Jeg blev kold ved tanken. Måske kunne jeg se det som en lettelse. Uden en kæreste ville jeg ikke længere skulle overpræstere eller lade som om. Jeg ville kunne drikke, ligesom jeg havde lyst til i stedet for at holde mig selv tilbage, sådan som jeg gjorde, når jeg var sammen med ham. Problemet var bare, at det eneste jeg ville var at være sammen med ham.
Han trak luft ind til at fortsætte.
– Når jeg tager afsted på arbejde i morgen, lader jeg bilen stå. Jeg tager jeg toget på arbejde, og så kan du pakke dine ting og køre dem op til mig i morgen aften. Det dur ikke, at du bor her.
Jeg var mundlam et øjeblik.
– Er det det, du mener, der ikke fungerer? At jeg bor her? Men det kan jeg da ikke, sagde jeg og vrikkede mig ud af hans omfavnelse, så jeg kunne se hans øjne. De var rolige og lidt bekymrede. Jeg smilede til ham og gemte ansigtet i dynerne. – Må jeg gerne virkelig gerne det? Er det ikke lidt for tidligt at flytte sammen?
– Selvfølgelig må du det. Det er jo ikke for altid, sagde Peter. Jeg løftede hovedet fra dynerne og dækkede hans ansigt med kys.
Solen gik ned, da jeg drejede ind på den korte grusvej og førte bilen over græsplænen op mod huset. Jeg så Peter stå på det bare stykke jord mellem huset og brændeskuret. I store, bløde bevægelser førte han hånden op og ned af nogle lange, smalle stykker træ. De lænede sig mod hinanden, ligesom siderne i en tipi.
Bilen bumpede over græsplænen, og fra bagruden klirrede glas med pensler mod hinanden. Udover min rejsetaske med tøj og sminke, havde jeg pakket min computer, Katherine Grahams selvbiografi, en tegneblok og en plasticpose med kul og blyanter, en mulepose med akrylmaling, og de to gamle syltetøjsglas med brugte pensler, som jeg blev bange for ville gå i stykker nu. Hvis de gjorde, var jeg ligeglad, tænkte jeg. Nu havde jeg Peter. Han var alligevel det eneste, jeg havde brug for.
Jeg parkerede bilen ved siden af brændeskuret, åbnede døren og forsvandt ind i et knus mod hans brystkasse. Da vi viklede os ud igen, lagde han armen over min skulder, og jeg lod min hånd glide ind i den. Han slog armen ud mod den tipi-lignende konstruktion og krammede sandpapiret i den anden hånd. Jeg fik øje på den sidste bjælke, som sad på tværs af de to forreste ben. Han havde bygget et stafeli til mig.
– Det skal lige slibes lidt mere her, sagde han og pegede på et af de tre ben. Han kiggede på mig med store øjne, mens jeg forsøgte at skjule, hvor rørt jeg var. Jeg havde allerede grædt mere end rigeligt foran ham.
Jeg kastede mine arme om hans hals og kyssede ham vådt på munden. Nu ville jeg i det mindste kunne male, mens jeg søgte al det arbejde, jeg alligevel ikke fik. Jeg ville stå tidligt op og søge de obligatoriske jobs, og så ville jeg være konstruktiv, produktiv og kreativ. Måske ville jeg også begynde at løbetræne. Det havde jeg længe overvejet.
Det ville blive en start på noget godt. Det var det nødt til.
Dagen efter talte jeg i telefon med min søster.
– Tinna, jeg tror ikke, depressionen har sluppet, sådan rigtigt, sagde jeg, så snart hun besvarede opkaldet.
– Hvad mener du? Sig lidt mere om det, svarede Tinna.
– Jeg er bare ikke ordentlig glad. Jeg er ikke glad, og det burde jeg være. Jeg har lige fået en kæreste, og jeg er ikke alvorligt syg længere. Jeg burde være… glad! Eller hvad? Hvor længe går der efter en svær depression, før jeg kan forvente at føle mig som mig selv igen?
– Jeg forstår godt, hvad du mener. Du virker heller ikke glad, selvom du måske lige har fået en kæreste, og man skulle synes, det ville være en dejlig tid. Og så er det jo bare sådan, det er. Hun holdt en pause, og vi hang begge i røret lidt. – Hvad med at gøre noget ved det sådan rigtigt, Rikke? Du er kommet så langt i forhold til at få det bedre. Måske mangler det bare, at du kommer hele vejen i mål. Jeg kan anbefale dig en god psykolog.
Da vi lagde på, ringede jeg til Lene, psykologen, Tinna havde anbefale og fik en tid hos hende ugen efter.
Jeg tankede Peters bil på en tankstation lidt uden for Viborg. Han havde været glad for at høre om min beslutning om at begynde hos en psykolog og havde insisteret på, jeg lånte hans bil for at køre til Skive, hvor Lenes lokaler lå. “Jeg får et lift på arbejde. Det skal du ikke bekymre dig om,” havde han sagt. Før jeg kørte afsted den morgen havde vi stået foran bilen uden for skovhuset, jeg med armene over kors, og Peter i et favntag omkring mig.
– Det bliver skide godt, sagde han. Jeg ville ønske, han kunne tage med, men da jeg kiggede på ham, valgte jeg ikke at spørge ham om det. Jeg var ikke et barn, og jeg burde kunne klare det selv. I stedet foldede jeg min armen ud og lagde dem bag hans nakke.
– Du er verdens bedste kæreste, sagde jeg og takkede ham med et kys, før jeg kravlede ind på førersædet.
Han vinkede farvel, og jeg trillede af sted.
Nu var jeg nået halvvejs, og jeg holdt på parkeringspladsen og kiggede på tankstationens kiosk gennem forruden. Jeg havde allerede været inde og betale for benzinen, og jeg burde være kørt videre med det samme. I stedet greb jeg min pung fra passagersædet og steg ud af bilen.
Øjeblikket senere gik jeg tilbage mod bilen med en flaskeøl i hånden. Jeg lagde den fra mig på gulvet under passagersædet. Det er lovligt at køre på én øl, sagde jeg til mig selv. Jeg startede bilen, og under turen til Skive kiggede jeg jævnligt ned for at sikre mig, den ikke bankede ind i siderne, når jeg svingede ind og ud af rundkørslerne.
Et par kilometer før bygrænsen til Skive, drejede jeg ind på en rasteplads med udsigt over fjorden og parkerede bilen. Jeg knappede øllen op med bunden af en engangslighter og så ud over vandet. I en lige linje over fjordmundingen sad Lene allerede og ventede på mig. Kulsyren gav mig tårer i øjnene. Jeg drak af den for hurtigt og nød det ikke. At drikke om dagen var en vane, var vel nærmest allerede en vane jeg var ved at lægge fra mig igen, ikke? Hvornår havde jeg egentlig gjort det første gang? Det kunne ikke være længe siden, men jeg huskede det ikke. Desuden var jeg jo aldrig blevet afhængig, så det ville ikke skabe problemer, når jeg en dag ville beslutte mig for at drikke som alle andre gjorde. Jeg skulle bare lige igennem den her dag.
Jeg tømte flasken og ventede. Endeligt følte jeg mig selv blive lettere og mine skuldre slappe af. Jeg fandt et stykke tyggegummi frem fra lommen og startede bilen.
Desuden ville alt blive bedre nu.
Det ville det.
Kapitel 16: Afhængig
Vesthimmerland, april 2013
Lene sad i en af de to kurvestole, der drejede ind mod hinanden omkring et lille bord. Jeg sad i den anden og undgik at se direkte på hende. På bordet stod en papæske med kleenex og noget glaskunst i blå og lysebrune nuancer.
– Lad os starte, Rikke. Hvad er grunden til, at du er kommet? spurgte hun og foldede hænderne i skødet.
Jeg trak ud på kanten af sædet, lagde det ene ben over det andet, så jeg vendte væk fra hende og følte mig tættere på døren ud til gangen. Jeg samlede mod til, før jeg talte.
– Jeg ved det faktisk ikke. Jeg kan ikke finde ud af at sætte ord på mine følelser. Det har jeg aldrig kunnet. Faktisk har jeg rigtig svært ved at gøre mig forståelig over for andre. Og så tror jeg, at fordi det gør så ondt, når jeg føler mig misforstået, så undgår jeg fuldstændigt at tale om det. Til sidst slet ikke finde ud af, hvordan jeg har det.
Ud af øjenkrogen havde jeg lagt mærke til, Lene havde nikket og knebet øjnene sammen, som om jeg havde delt en hemmelighed med hende, som hun allerede kendte til. Hendes indforståede blik gav mig indtryk af, at hun kunne overtage, så snart jeg var færdig med at tale, og det gjorde mig lettet at fornemme, hun ikke syntes, jeg var svær at forstå. Selvom jeg havde planlagt ikke at sige mere, fortsatte jeg et øjeblik senere.
– Jeg prøver egentlig bare at få min hverdag til at fungere. Men så længe jeg ikke forstår, hvorfor jeg bliver ved med at være så ked af det, så føler jeg ikke, jeg kan komme videre. Det er ligesom om, jeg ikke kan ignorere det eller ryste det af mig, selvom jeg virkelig forsøger. Problemet er, at jeg tror ikke, jeg er deprimeret længere, og alt i mit liv er jo egentlig fint. Jeg mener, jeg har en sød kæreste, jeg elsker min søster, og jeg har nogle virkelige gode venner. Det gør mig virkelig frustreret, at jeg ikke kan regne ud, hvad der er galt med mig.
Jeg stoppede mig selv, da min stemme begyndte at blive grødet, mens Lene nikkede videre. Da jeg løftede mit blik og så i hendes øjne, var jeg tæt på at græde og blev bange. Men hverken min tvivl eller uformåen virkede til at skræmme eller gøre hende ked af det. I stedet fastholdt hun mit blik.
– Hvad gør du så, når du ikke kan få hverdagen til at hænge sammen? spurgte hun.
– Det ved jeg ikke engang. Ingenting. Men jeg bare fordi, jeg ikke har et arbejde, burde jeg vel gøre noget alligevel. Udrette noget. Jeg skal jo videre. Jeg mener, jeg kunne vel i princippet gøre, hvad det passer mig, indtil jeg finder et arbejde, ikke? Noget som jeg har lyst til. Men jeg kan ikke engang mærke, hvad jeg har lyst til. Jeg gider ikke længere noget af det, jeg plejer at have lyst til. Jeg tegner ikke, og jeg læser ikke længere. Det gør mig vanvittig, at jeg ikke forstår det. Så tænker jeg, at jeg måske bare skal acceptere, at det er sådan, jeg er. Måske skal jeg bare lære at leve med, at jeg er sådan én, der ingenting gider og ikke rigtigt kan finde ud af at gennemføre det, jeg sætter mig for.
Lene så opmærksomt på mig.
– Det er sjovt, du siger, du ikke er god til at sætte ord på dine følelser, eller gøre dig forståelig over for andre, fordi alt hvad du har fortalt indtil videre, har givet mening for mig.
Da jeg kørte hjem til Peter den eftermiddag, var trangen til at drikke forsvundet.
Nogle uger senere stod jeg for en gangs skyld tidligt op og tog mig tid til at brygge kaffe på en kolbe over komfuret. Peter sov stadig ovenpå. Jeg tog en kop med ind i stuen og stillede mig foran vinduerne, hvor rimfrosten langsommeligt trak sig tilbage mod panelerne fra en bar plet midt på ruden. Vejret var klart, og jeg fik øje på marker flere kilometer væk.
Jeg gennemtænkte mine muligheder og overvejede en mulig vej frem. Måske burde jeg søge ind på International Studies, et engelsksproget kandidatstudie i Århus, med opstart til efteråret. Jeg havde læst om fagene på universitetets hjemmeside, og de lå i forlængelse af dem, jeg havde læst på min bachelor. I mellemtiden kunne jeg søge arbejde som barista, tjener eller oversætter, og så snart jeg fik et arbejde, ville jeg have råd til at flytte tilbage til Århus og i min egen lejlighed. Mens jeg ventede på svar på ansøgningerne, kunne jeg bruge tiden på at tegne, male, løbetræne og være sammen med Peter. Jeg behøvede ikke vente med at gå op i mit liv, til jeg enten fik et arbejde eller genoptog studiet. Det var en god plan. Det var det, jeg ville gøre.
Jeg vendte mig ind mod stuen, da jeg hørte Peter komme ned af trapperne. Han mumlede “godmorgen,” mens han satte sig tungt ved spisebordet og åbnede for sin bærbar for at læse nyhederne. Jeg skænkede en kop kaffe, placerede den ved siden af computeren og satte mig ned over for ham. Mens han sippede til den, fortalte jeg ham om mine planer, men han virkede mere optaget af at læse overskrifter på e-avisen.
Han havde selvfølgelig også hørt mig snakke om mange forskellige planer for at finde et arbejde uden at gøre noget ved dem. Og nogle uger forinden havde jeg fortalt ham om de forskellige kandidatuddannelser i Århus eller Roskilde, jeg ville kunne komme ind på, og det kom måske ikke som nogen overraskelse for ham. Men det var først nu, jeg vidste hvilken retning, jeg ville vælge og hvilket universitet, og jeg troede, han ville være interesseret i de nyeste detaljer i min planlægning og spore min nyfundne beslutsomhed.
– Hvad synes du?
– Det lyder skidegodt, Rikke. Jeg bliver nødt til at smutte.
Han placerede et kys på min kind og var ude af døren på under ti sekunder. Min kaffe var blevet kold, og jeg stillede den fra mig. På et øjeblik blev jeg utrøsteligt ulykkelig. Jeg glemte alt om min planlægning og koncentrerede mig nu kun om at regne ud, hvad det betød, han ikke længere virkede til at have tid til mig. Han havde tid til sit arbejde, han havde tid til at spille Candy Crush, og han havde tid til at læse nyhederne på computeren om morgenen, men ikke til at lytte til mig. Kunne det passe, han ikke længere kunne lide mig? Kunne det gå så stærkt?
Da vi lærte hinanden at kende tre måneder tidligere, blev han oppe halvdelen af natten for at snakke med mig. Jeg plejede at være alene med mine tanker og havde vænnet mig til det. Så jeg var overrasket over, hvor meget jeg hungrede efter at dele mine tanker med andre, og det skræmte mig nu, at jeg følte det lige så tilfredsstillende at være alene med mine tanker igen. Jeg plejede at klare tingene selv. Det burde vel ikke have ændret sig. På den anden side havde jeg taget en beslutning om at lukke ham ind i mit liv og vist ham, hvem jeg var, og det var meningen, jeg ikke længere skulle være alene om mit liv. Jeg havde været rædselsslagen for at vise ham mine usikkerheder og min tvivl på mig selv, og i sidste ende havde jeg ikke kunne modstå fristelsen, og jeg havde med fuld overlæg ladt paraderne falde. De var i forvejen for tunge at holde oppe, og hans omsorg og opbakning havde givet mig troen på, at mine usikkerheder og tvivl ville være i gode hænder hos ham.
Men nu betalte jeg for at have været så skødesløs med min tillid. Selv den mindste afvigelse fra, hvad jeg havde brug for at høre ham sige eller gøre, slog mig ud af kurs og ødelagde alle mine dagsplaner. Det gik op for, jeg efterhånden knap kunne finde ud af at gøre ting, med mindre at han roste mig for det, eller hvis jeg kunne forestille mig, at han ville synes om det.
Jeg tvang tårerne til at stoppe, rejste mig og smed kaffekoppen fra mig i køkkenvasken, så lyden af porcelæn mod aluminium skar i mine ører.
Det eneste jeg havde fået ud af at have tillid til andre var at gøre mig afhængig af dem.
Kapitel 17: En tirsdag eftermiddag
Vesthimmerland, maj 2013
En eftermiddag i slutningen af maj sad jeg i sofaen og stirrede ud over fire tomme ølflasker på sofabordet foran mig. Det var en tirsdag eftermiddag, og Peter ville komme fra arbejde når som helst. Det chokerede mig, at jeg havde drukket øl alene midt på dagen, og jeg blev siddende som for at forstå, hvad der var sket. Jeg kiggede ud af vinduet mod skuret, hvor det brænde, Peter havde hugget dagen før, lå stablet i en bunke. Jeg gned sved rundt i håndfladerne.
Eftermiddagen var ellers blevet det tidspunkt på dagen, jeg levede for. I dagene efter, jeg var kommet hjem fra den første terapitime hos Lene i slutningen af april, havde jeg brugt mine morgener på at skrive udførlige dagsplaner for, hvordan jeg ville komme i mål med min beslutning om at søge ind på kandidatuddannelse, finde et arbejde og flytte tilbage til Århus. Jeg udtænkte dagligt nye detaljer og forsøgte at tjekke en voksende to do-liste af. Men da den første uge var gået, gennemførte jeg ikke længere, hvad jeg planlagde. Når jeg stødte på forhindringer, jeg ikke havde forudset, eller noget viste sig at være mere besværligt, end jeg havde forestillet mig, droppede jeg dagsplanen. Og så var det først, når Peter kom hjem, jeg kunne tillade mig at glemme, at jeg burde have mit eget liv. Når han kom hjem, kunne jeg ignorere, at jeg hverken havde kræfter eller overskud til at få til at fungere og i stedet koncentrere mig om ham.
En morgen i starten af maj havde jeg sat mig i sofaen og læst i biografien i stedet for at sætte mig ved spisebordet og gå i gang med dagsplanen, sådan som var planen. Og selvom det ikke føltes tilfredsstillende at bruge dagen på at læse, fandt jeg en lille glæde over at kunne læse bøger igen. Da jeg havde læst den færdig en uge senere, rullede jeg gardinerne for og brugte tre uger på at se Greys Hvide Verden fra morgen til aften. I mellemtiden var planerne forblevet en langsomt voksende to do-liste på papiret i stuen nedenunder, mens jeg arbejdede mig igennem alle elleve sæsoner.
De mange punkter, der havde føjet sig til listen, stressede mig. Jeg havde overskredet deadlines for at ansøge de obligatoriske to stillinger om ugen, som kommunen krævede af mig. Jeg havde ignoreret telefonopkald både fra kommunen og banken, og jeg havde kun lige netop formået at betale mine regninger, da jeg nogle dage forinden var blevet truet med at ende i RKI. Og det havde kostet mig mig store kraftanstrengelser at tage en formiddag ud af kalenderen til at skrive og sende en ansøgning til optagelse på kandidatstudiet midt i Greys Hvide Verden-maratonet.
I lang tid havde Peter været forstående overfor, at jeg ikke fik udrettet, hvad jeg dagligt satte mig for, og forsøgt at opfordre mig til at prøve igen dagen efter. Og når han kom fra arbejde om eftermiddagen, sprang jeg op af sofaen og løb ud i entréen for at give ham et kram, endnu før han havde fået overtøjet af. Jeg var skuffet over mig selv, men jeg blev nervøs, da jeg begyndte at spore en utålmodighed i hans stemme. Første gang jeg havde lagt mærke til det, var nogle dage forinden. Han virkede heller ikke nær så glad for at se mig, når han kom hjem fra arbejde, som han havde gjort i begyndelsen. Så jeg var begyndt at tænke, at når han kom hjem om eftermiddagen, ville det i det mindste aldrig gå længe, før jeg kunne forsvare at drikke det første glas rødvin.
Den tirsdag eftermiddag i begyndelsen af maj, havde jeg netop set sidste afsnit af Greys Hvide Verden, da jeg tog mig sammen og satte mig foran computeren. Jeg havde åbnet min mailboks og læst mailen fra Århus Universitet tre gange, før jeg måbende slukkede computeren. Det var pludselig tre timer siden.
Jeg samlede flaskerne op fra sofabordet og gik langsomt ud i bryggerset for at gemme dem af vejen. Mit hoved snurrede let, men i modsætning til, når jeg drak rødvin om aftenen, var det ikke en rar fornemmelse at være påvirket midt på dagen.
Jeg gik ud i køkkenet og så ud over græsplænen, mens jeg overvejede, om det i virkeligheden ikke var værre for Peter, at han hang på mig, end at jeg følte mig ydmyget over at være afhængig af ham. Det var trods alt ham, der dagligt skulle bære over med, at når han kom hjem fra arbejde, ville jeg ikke have fået gjort, hvad jeg havde planlagt. Det var ham, der skulle være tilgivende og opbakkende. Det var ham, der bar mig. Hvis det var ulideligt for mig, hvordan var det så ikke for ham?
I køkkenet fandt jeg et stykke tyggegummi og tyggede på det, mens jeg stod på én fod og tjekkede min balance. Jeg havde løftet det ene ben for hurtigt og måtte gribe kanten af køkkenbordet for ikke at falde. Da jeg vendte mig om, så jeg Peter stå ud af bilen udenfor.
På sin vej ind i stuen gik han forbi mig i døråbningen, hvor jeg stod med armene over kors og fulgte ham med blikket. Han så træt ud og sagde, han gerne lige ville sidde lidt med computeren.
– Okay, sagde jeg.
Jeg ventede et øjeblik og gik ind i stuen og stillede mig bag hans computerskærm. Jeg så på ham.
– Peter, gæt lige, hvad der er sket i dag, sagde jeg. Han læste stadig noget på computeren. – Jeg fik en mail fra Århus Universitet. Jeg er ikke kommet ind.
Han så op på mig med et vantro blik.
– Hvad mener du? Det er da løgn, sagde Peter. – Hvad har de sagt?
– De skrev ikke noget. Det er tydeligt, at det er et standardiseret afslag.
Peter trykkede den ene hånds pege- og tommelfinger ind i øjnene og strøg håndfladen ned over ansigtet. Så rejste han sig og gav mig et knus. Mine øjne blev øjeblikkeligt våde. Han trykkede mig ind til sig og lagde sin mund ind mod min hals.
– Fuck det. Du finder på noget andet, der er endnu bedre.
At være god i skolen havde været det bedste, jeg kunne finde på. Det var det, jeg altid havde lænet mig op af. Det var sådan, jeg forstod mig selv. At bruge mit hoved til at klare mig havde været den eneste pålidelige konstant i mit liv, så langt jeg huskede tilbage. Der var en grund til, at den eneste ansøgning, jeg havde formået at forfatte den sidste måned, havde været optagelsesbrevet til universitetet. Overbygningen havde været min vej ud af det ingenmandsland, min dagligdag udspillede sig inden for, og jeg havde ikke haft forudsigeligheden eller energien til at køre andre planer i stilling. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, jeg ikke ville komme ind. Hvor meget mere kunne jeg snart tage fejl af mig selv? Det værste var, jeg ikke vidste, hvad jeg havde gjort galt, siden jeg ikke var kommet ind. Men jeg vidste, at hvis ikke jeg hørte til der, hørte jeg ikke til nogen steder. Og at der ikke ville være endnu bedre ting, jeg kunne finde på, sådan som Peter sagde, jeg ville. Jeg spurgte ham ikke, hvad han forestillede sig, ville være endnu bedre.
– Ja, det gør jeg sikkert, sagde jeg i stedet for. – For resten. Hvis jeg lugter af øl, er det fordi, jeg drak et par stykker, da jeg fik mailen. Tre. Jeg drak tre, skyndte jeg at tilføje, før mit mod ville svigte mig.
Han lagde sit hoved tilbage og grinte kort. Men han så ikke ud til at synes, det var sjovt. Og så slap han mig.
Han ville garanteret ønske, han var fri for mig. Jeg så på ham, mens han satte sig tilbage foran computeren. Men vi jo var jo kærester. Så han hang på mig.
Det var helt sikkert værre for ham.
Kapitel 18: Advarslen
Vesthimmerland, juni 2013
Julius, skovfogeden, som Peter lejede huset af, og hans kone, Margrethe, boede på en gård på den anden side af den store lade for enden af en snoet grusvej omkring 200 meter fra Peters bolig. En varm sommeraften i begyndelsen af juni havde vi spist aftensmad hos dem på terrassen udenfor. Bagefter var vi rykket ind i udestuen for at drikke aftenkaffe. Margrethe skiftevis sippede til aftenkaffen og arbejdede med sit strikketøj i skødet, mens Peter og skovfogeden diskuterede fremtiden for den danske fiskebestand. De bøjede hovederne ind over et detaljeret, topografisk kort over lokalområdet, som lå spredt ud mellem dem.
Jeg havde ikke haft lyst til at spise ude den aften. Men jeg havde aldrig lyst til at være sammen med andre mennesker, så jeg havde velvilligt ladet Peter overtale mig til at tage afsted. På et eller andet tidspunkt var jeg nødt til at se andre mennesker end bare ham. Det andet kunne ikke gå. Men i stedet for at snakke med de andre havde jeg koncentreret mig om at drikke det meste af den flaske vin, de havde serveret til maden. Nu sad jeg og spekulerede over, hvorvidt det havde været et tilfælde, at Peter havde stillet flasken fra sig uden for min rækkevidde efter selv at have skænket et glas til sig selv og Julius, da vi alle var færdige med at spise.
Mens Margrethe begejstret fortalte om sit kommende barnebarn, fik jeg sværere og sværere ved at sidde stille. Mine ben hoppede under mig og til sidst fandt jeg på en grund til at undskylde mig selv. Jeg gik på toilettet og på vej tilbage mod udestuen stoppede jeg i køkkenet. Jeg så mig omkring. Der stod ingen vinflasker fremme på køkkenbordet og efter at have lænet mig mod panelerne ind til stuerne, konstaterede jeg, at der heller ikke var noget at se i vitrineskabene. Måske var de gemt et sted. Jeg drejede rundt om mig selv og kom i tanker om at tjekke køleskabet. På midterste hylde stod en tre-liters-papdunk med hvidvin. Min hånd hvilede på det åbne køleskabs dørhåndtag, mens jeg langsomt lænede mig bagud og kiggede i retning af udestuen. I nogle sekunder stod jeg stille i den akavede stilling og lyttede efter skridt. Jeg trak vejret dybt og så for mit indre blik, at én af dem pludselig kom gående, mens jeg drak af dunken direkte fra køleskabet. Jeg så mig selv stå med overkroppen inde i hylderne, og Peter eller Margrethe opdage mig, uden at jeg lagde mærke til det. Alene tanken om det fik skam til at flamme op langs min hals. Jeg stirrede på dunken og mærkede min puls stige, mens jeg i samme øjeblik stak hovedet ind i mod hylden og lagde læberne til rette under dunkens munding. Jeg tappede tre store slurke og skyndte mig at lukke køleskabet uden lyd. Så sank jeg.
Tilbage i udestuen gik der nogle minutter, mens mændenes snak fortsatte, før jeg slappede af. Margrethe så ned i sit strikketøj og bakkede fraværende op omkring et kritisk argument, Julius fremlagde om den lokale miljøpolitik. Da jeg opdagede, at min deltagelse i samtalen ikke ville blive nødvendig, fandt jeg igen på en undskyldning til at gå i køkkenet. Endnu en gang blev jeg ikke opdaget. Næste gang undskyldte jeg mig for at tage min telefon, selvom den aldrig havde ringet. Næste gang skulle jeg vaske noget af min ene fingernegl. To timer senere havde jeg ikke længere tal på, hvor mange gange jeg var gået ud i køkkenet, og fra min plads i stolen i udestuen flød Margrethes blik ud i kanterne af mit synsfelt.
Da vi gik af skovstien hjem til huset en halv time senere, koncentrerede jeg mig om at gå lige i en larmende stilhed under de sorte træer. Peter sagde ingenting. Han kunne ikke vide, hvad der var foregået i køkkenet, men noget vidste han. Jeg vidste bare ikke hvad. Men jeg bildte ikke længere mig selv ind, at han ikke ville lægge mærke til, hvor fuld jeg var blevet. Jeg fandt ikke på noget, der kunne forklare min opførsel, og Peter spurgte ikke. I stedet flygtede vi begge ind i tavshed. Hvilket var næsten lige så uudholdeligt, som det faktum, at jeg ikke kunne regne ud, hvornår jeg var blevet sådan én, som drak sig fuld i det skjulte.
Normalt ville Peter have lagt sig ind til mig under dynen, når vi skulle sove, men den aften vendte han ryggen til mig og faldt i søvn. Mens hans snorken tog til i styrke, forsøgte jeg forgæves at finde ro i alle tænkelige stillinger. Jeg havde været så tilstrækkeligt fuld, at jeg burde have været faldet i søvn, men tanken om papdunken i køleskabet holdt mig vågen. Flere timer senere lå jeg stadig vågen og skiftede mellem desperat at finde en logik, der ville forklare, hvad jeg havde gjort den aften og forsøge glemme alt om det. Men alkoholen var begyndt ikke at virke, som den plejede. Det var som om, mit syge sind havde vokset sig stærkere og ikke længere slumrede hen under påvirkningen af et ekstra glas. Det skræmte mig at tænke på, at hvis jeg ikke længere kunne få det til at virke, ville jeg ikke have andre måder at holde sammen på mig selv på. Endelig registrerede Petere mig gennem sin søvn og kastede en tung arm over mine ribben. Så faldt jeg i søvn.
Om formiddagen dagen efter sad vi over for hinanden ved spisebordet, før Peter skulle på arbejde. Han spiste müsli, mens jeg drak sort kaffe og trak benene tættere op under mig. Jeg havde kvalme. Jeg granskede min hjerne for at finde på andet at sige end undskyld for at have drukket mig fuld aftenen forinden, da Peter lagde skeen fra sig i tallerkenen.
– Rikke, før vi gik i seng i går sagde du, at du ikke behøves at bo her. Helt ud af det blå. Jeg ved stadig ikke, hvor det kom fra. Men du sagde, at du bare kunne flytte, hvis ikke jeg ville have dig her.
Jeg huskede ikke nogen samtale mellem ham og jeg, da vi var kommet hjem. Et øjeblik overvejede jeg, om det var noget, han fandt på, men det ville han ikke gøre. Det gik op for mig, at jeg i virkeligheden kun huskede gåturen og mine søvnløse timer senere på natten. Han så ned i gulvet, som om det var ham, der havde noget at være flov over. Pludselig dæmrede den korte samtale, vi havde haft, før han lagde sig til at sove, i mit sind.
– Undskyld. Det husker jeg slet ikke, men det mener jeg ikke!
– Du behøves ikke sige undskyld. Jeg vil hellere have, at du snakker med mig om, hvad der går dig på, så vi kan finde ud af det sammen.
Han spredte fingrene og lagde håndfladerne stille ned over bordet.
– Peter, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg forstår ikke engang, hvorfor du stadig har lyst til at være sammen med mig, når jeg kan finde på at være sådan. Du fortjener meget bedre end mig. Jeg er sådan en dårlig kæreste.
Jeg så ud af vinduet og håbede, at det skarpe morgenlys ville fordampe de tårer, der var på vej ud af mine øjenkroge
– Du er er ikke en dårlig kæreste. Men du skal ikke gå og putte dig, og det gør du, når du drikker på den måde. Jeg vil som sagt hellere have, at du snakker med mig. Han klikkede uret frem på sin telefon. – Nu bliver jeg altså nødt til at tage af sted.
Han rejste sig i et ryk, og gik ud af stuen, mens jeg lovede mig selv at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre det godt igen. Jeg fortjente ham ikke. Han havde længe været tålmodig med mig og bakket mig op i at få det bedre. Hvis jeg skulle prøve at lade andre være der for mig, sådan som Lene havde opfordret mig til, var jeg også nødt til at tro på, jeg kunne blive holdt af, som jeg var. I gangen hørte jeg ham rasle med sine bilnøgler. Da han stak hovedet ind i stuen for at sige farvel, så han brødebetynget ud. Han løftede en pegefinger i min retning.
– Du skal altså passe rigtigt meget på, du ikke bliver ligesom din far.
Jeg så på ham med tilbageholdt åndedræt og åndede først ud i det øjeblik, døren smækkede.
Kapitel 19: Alene
Vesthimmerland, juni 2013
Op til en weekend i slutningen af juni tog Peter til Sverige for at besøge sin gamle filosofilærer fra universitetet. De skulle besøge en kunstskole, plukke orkidéer og drikke whisky. Torsdag aften ringede han til mig fra Småland og sagde, han ville ønske, jeg var taget med. Jeg ville ønske, han var blevet hjemme, men det sagde jeg ikke noget om. Jeg ville gerne bakke op om hans venskaber, og jeg havde stadig ikke regnet ud, hvad der havde fået ham til at vende sig mod mig, eller hvad der ville skubbe ham længere væk. Jeg vidste kun, jeg var nødt til at anstrenge mig. Når som helst ville han kunne få for meget af mig og smide mig ud, så jeg havde besluttet at holde alle mine grimme sider væk fra ham og få styr på dem, mens han var væk.
Da vi havde lagt på, spekulerede jeg over, hvor jeg skulle starte. Jeg tænkte på, at jeg var bange for at blive smidt ud, og pludselig kom jeg i tanker om, at noget havde fået min far til at smide mig ud af sin lejlighed, da jeg var yngre. Der måtte være noget ved mig, der gjorde, at folk til sidst fik nok af mig og ikke længere kunne udholde at være sammen med mig. Det var på tide, jeg forstod, hvad det var. Så jeg satte mig til rette med en kop kaffe i Peters sofa og gravede mindet frem.
Jeg var 24 år, da jeg boede midlertidigt på gæsteværelset hos min far for første gang. Jeg havde skrevet min bacheloropgave færdig og fået arbejde som tjener i morgenbuffeten på et hotel i midtbyen. Om aftenen og efter arbejde så jeg venner og tog i byen. Min far sad for det meste foran fjernsynet i sin stol i stuen, når jeg forlod lejligheden, og samtidig med jeg råbte: ”Vi ses!” og smækkede med hoveddøren, så jeg ham dreje hovedet bagud mod mig og løftede pege- og langefinger til hilsen.
Jeg havde boet der nogle måneder, da det blev for meget for ham. Jeg var lige kommet ind af døren og var ved at krænge overfrakken af ude i gangen. Om morgenen havde jeg sagt, jeg ville være hjemme den aften, men jeg havde besluttet at besøge en af mine venner i stedet for og havde skrevet en forsinket SMS til ham om ændringerne i mine planer, da jeg var kommet i tanker om det.
Det var blevet sent, før jeg var hjemme. Han stod foran køkkenvasken.
– Rikke, du skifter planer hele tiden, var det første, han sagde.
Jeg studsede over hans bemærkning og tænkte, at det ikke kunne være mit problem, hvis han var forvirret over, hvornår jeg var hvor, så længe jeg gav besked. Jeg havde ret til at leve mit liv, som jeg ville.
– Du kan da være ligeglad, sagde jeg, i samme øjeblik som han hamrede en knyttet hånd ned mod bordpladen og ramte et skærebræt skævt, så det i et kort øjeblik stod op i en skarp vinkel. Jeg knugede min overfrakke i hånden i stedet for at hænge den op.
– Så er det kraftedeme nok. Rikke, du skal simpelthen flytte, og det er lige nu!
Igennem hans polo T-shirt kunne jeg se hans rygmuskler spænde og falde sammen i takt med, at han råbte. Det øverste af ryggen buede svagt, og hans skuldre rundede i leddet under syningen i T-shirten.
– Og du kan tro, det har jeg glædet mig til at sige til dig. Længe, siger jeg dig! Tilføjede han.
Han drejede ansigtet halvvejs om mod mig, men så aldrig direkte på mig. Der stod vi i tre lange sekunder. Så vendte jeg rundt, greb mine nøgler på vej ud af døren og løb ned på gaden.
Jeg sænkede først farten 500 længere nede af gaden ved starten af Botanisk Have. Der stoppede jeg op og pustede ud. Min far havde smidt mig ud hjemmefra! Jeg strammede grebet om den kaffekop, som var blevet kold i mine hænder. Et eller andet. Hvad var det?Et eller andet ved mig var så slemt, at han i sidste ende ikke kunne holde mig ud. Min mor havde heller ikke kunne holde mig ud i længden. Hun havde også smidt mig ud af sin lejlighed, da jeg lige var fyldt 18 år. Hvad var der dengang? Jeg havde et år tilbage på gymnasiet og ville gerne være blevet boende det sidste år for at spare penge sammen. Men min mor ville ikke have det. Hun kunne ikke holde til det længere. Faktisk havde hun brugt lige præcis de ord. “Jeg kan ikke holde det ud.”
Efter min mor smed mig ud, var jeg for alvor begyndt at spekulere i, om jeg havde ret til at være, som jeg var, eller om det rent faktisk var for meget. Og da min far også gjorde det, og jeg gik i cirkler på de samme stier i Botanisk Have, kunne jeg ikke komme uden om, at der tegnede sig et klart mønster, og jeg havde ikke kunne slippe det. Jeg var gået rundt i Botanisk Have indtil det blev sent nok til, at min far ville være gået i seng. Da jeg låste mig ind i lejligheden den aften, forstod jeg stadig ikke, hvad jeg havde gjort galt, men jeg vidste, at et eller andet ved mig i hvert fald var galt. Det eneste, jeg var kommet frem til dengang, var, at jeg ville sørge for at indrette mig efter det faktum, at de ikke kunne lide mig sådan umiddelbart, og derfor kunne jeg heller ikke regne med, at andre ville kunne lide mig. Det genlød i mit hoved, at ingen af mine forældre havde kunnet holde mig ud i længden.
Selv nu, fem år senere, var det ikke gået op for mig, hvorfor de i bund og grund ikke kunne lide mig. Det føltes som et for kompliceret regnestykke. Det eneste, jeg kunne være sikker på var, at hvis jeg ikke var meget forsigtigt, ville jeg miste alle omkring mig på et eller andet tidspunkt. Og det havde jeg ikke lyst til. Jeg var nødt til at være nemmere at holde af. Jeg var nødt til at blive mere opmærksom på, hvordan andre havde brug for, jeg var. Jeg kunne ikke kræve mere af nogen. Måske sådan ville de bedre kunne lide mig. Måske sådan ville de kunne holde mig ud på sigt.
Jeg havde ellers lægen troet, jeg var blevet god til at fornemme, hvornår folk var lige ved at få nok af mig. Men omkring Peter havde jeg ladet mine parader falde og sløset mine anstrengelser for at fortjene hans kærlighed. Nu var Peter ved at få nok. Jeg gøs. Før jeg vidste af det, var der kun én tanke i mit hoved.
Tankstationen ville være åben.
Fire dage gik. Da Peter kom hjem fra Sverige sent søndag aften, var det stadig varmt uden for. Jeg sad på sengekanten i soveværelset, da han dukkede op i døren. Han lænede sig op af karmen og foldede sine arme ind i hinanden. Jeg fik en kvalm fornemmelse, da jeg så udtrykket på hans ansigt.
– Hvad skete der i torsdags? spurgte han som det første. Han så alvorligt på mig, mens jeg begyndte at løbe min hukommelse igennem for, hvad jeg havde lavet den dag, han var taget af sted.
– Hvad mener du?
– Mens jeg var i Sverige. Han holdt en pause, mens han virkede til at overveje hans ord. – Okay, jeg ved godt, at det er sådan noget, man ikke skal gøre. Men jeg har læst dine beskeder på facebook.
Peter havde fortalt mig, han var jaloux anlagt, men jeg havde aldrig troet, han kunne finde på at læse mine private beskeder.
– Peter, det må du sgu da ikke, begyndte jeg og stoppede igen, da han holdt en hånd op foran ansigtet.
– Det ved jeg godt. Undskyld. Men fortæl mig så lige, hvad der skete i torsdags. Han udtalte ordene så langsomt, at jeg blev tør i munden.
– Jeg var jo bare her. Jeg ledte videre i min hukommelse, mens Peter ventede tålmodigt. Jeg havde været alene hjemme. Så begyndte brudstykker af den aften at dukke op i min bevidsthed, og jeg blev pludselig angst for at se op på Peter. En følelse af panik spredte sig bag mine ribben, og jeg ønskede inderligt, jeg aldrig havde drukket noget den aften. Det skulle aldrig være sket. Ingenting fra den aften skulle nogensinde være sket.
– Nu forstår jeg, indrømmede jeg. Jeg lagde mit ansigt ned i hænderne. – Undskyld, undskyld, undskyld, Peter. Men det betød altså ingenting. Det kunne du også godt læse i beskederne, kunne du ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på.
– Hvorfor havde du brug for at skrive til dem? Og det var ikke bare én, Rikke.
Det føltes som om, mine indvolde slog knuder på sig selv. Han gik ind på værelset uden at komme tættere på sengen. Jeg bukkede mig forover og fik mavepine, da han stillede sig midt på gulvet og så direkte på mig. Han lignede én, der ikke ville røre mig med en ildtang.
Kapitel 20: Sprækken
Vesthimmerland, juni 2013
Den torsdag eftermiddag, Peter var taget til Sverige, skrev jeg to breve. Ét til min søster og ét til min kommende svoger. De skulle giftes den efterfølgende weekend, og mit indslag under middagen ville være overrækkelsen af brevene. Jeg lagde de halvfærdige breve fra mig på sofabordet. Jeg var tilfreds med det, jeg havde skrevet, men det havde gjort mig ked af det at skrive dem. Tinna havde brilleret i sit liv. Allerede inden hun fejrede sin kandidatgrad i psykologi, havde hun landet et job som klinisk praktiserende. Snart ville hun få børn med den mand, hun elskede, og lige om lidt skulle hun ovenikøbet giftes. Hun fortjente det hele, men jeg kunne ikke lade være at sammenligne mit liv med hendes. Her sad jeg. Alene i et hus langt ude i på landet, langt væk fra mine venner og kiggede ud på en gammel, rusten lade, som til forveksling lignede skelettet fra en dinosaur, ingen havde orket at fjerne.
Mit liv var så lille. Det bestod nærmest af ingenting. Engang havde det bestået af så mange venskaber, at jeg svømmede i dem. Og det havde været inden for rammerne af de linjer, mine venner trak omkring mig, jeg mærkede, jeg var i live. I kraft af dem havde jeg engang en fornemmelse af, at jeg var noget værd i andres liv og derfor i mit eget. Flere gange i løbet af foråret havde jeg derfor også forsøgt at tage mig sammen til at planlægge at se nogle af dem, jeg stadig havde kontakt til i Århus. Men til min egen overraskelse og store frustration blev jeg ved at aflyse aftalerne i sidste øjeblik. Jeg aflyste, fordi jeg ikke havde fået det bedre. Selvom det nu var to år siden, jeg fik konstateret depressionen, havde jeg stadig ikke fået mit liv tilbage på skinner. Jeg følte mig stadig ikke som mit gamle jeg. Jeg havde ikke engang overskud til i det mindste kunne give indtrykket af, at jeg havde fået det bedre. Og så længe jeg ikke kunne præstere det, ville de skulle bekymre sig om mig og trækkes med mig, sådan som de, der havde set mig en enkelt gang eller to under min depression, havde skullet det. Det kunne jeg ikke byde nogen. Jeg var nødt til at have mit overskud tilbage, før jeg kunne se dem i øjnene igen.
Problemet var, at jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg fik mit overskud tilbage. Det spørgsmål havde jeg været optaget af, indtil jeg var blevet rædselsslagen for, at Peter også var ved at få nok af mig. Det understregede min teori, at jeg ikke kunne tillade mig at lade paraderne falde foran andre, og pludselig var det det eneste, jeg kunne tænkte på. Jeg kiggede ned over brevene og skubbede dem til side. Et øjeblik hvilede jeg albuerne på knæene og hev i mit hår, før jeg gik ud i køkkenet, åbnede for en flaske vin, skænkede et stort glas og satte mig ind i sofaen.
Det hjalp. Det første glas hjalp stadig. Jeg følte pludselig ikke ensomheden nær så tung og lænede ryggen mod sofapuderne og lod nakken hvile mod vindueskarmen.
Dag blev til aften, og jeg sad bøjet over min computer bag nedrullede gardiner og skrev en besked til en fyr, jeg havde lært at kende året forinden. Vi havde mødt hinanden i byen, og han plejede at overnatte hos mig på Nørrebro, når han var i København for at lave stand-up. ’Hej, Daniel, hvor er det lang tid siden. Jeg savner at snakke med dig. Hvordan går det med stand-up’en?’ Jeg lukkede beskedtråden, åbnede en ny og skrev til en fyr, der havde hentet mig i en taxa på ydre Nørrebro en tidlig morgen, efter jeg havde sagt farvel til en anden fyr, jeg havde drukket øl med hele natten og sagt farvel til uden for en bar. ’Hej Troels, undskyld jeg aldrig svarede dig. Hvordan går det?’ Før jeg drak mere vin, skrev jeg til Frederik, på trods af han faldt ind under vennekategorien.
Jeg så over på flasken og drejede den rundt for at se, hvor meget der var tilbage. Den var tom. Det slog mig, at det ikke føltes som om, jeg havde drukket hele flasken. Jeg gik ud i køkkenet, åbnede en ny og drak glas efter glas, mens jeg skrev sammen med Frederik. Han var ked af det, fordi hans kæreste pludseligt havde gjort det forbi med ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, mens han fortalte om det. Jeg sagde, jeg havde det godt, men at det var ensomt at bo langt ude i en skov, fordi jeg ikke kendte andre end Peter. Han skrev, at han syntes, jeg burde flytte tilbage til København, og jeg fik tårer i øjnene ved tanken om, at én af mine venner savnede mig. Hvorfor kunne jeg kun fortælle mine venner, hvordan jeg havde det, når jeg drak? Da Frederik var nødt til at afslutte samtalen, lukkede jeg computeren og følte mig endnu mere fortabt, end da jeg besluttede mig for at drikke i første omgang.
Nogle minutter senere åbnede jeg computeren igen. Ingen af de andre havde svaret. Jeg græd i frustration, satte musik på Peters anlæg og skruede op for lyden, så jeg mærkede bassen i ribbene. Det hjalp heller ikke. Det var først, da jeg gabte, at det gik op for mig, hvor træt jeg var. Det var sent, og jeg burde sove, men jeg kunne ikke udholde tanken om at ligge alene i stilheden og blive konfronteret med mine tanker. I stedet hev jeg min telefon frem og fandt min beskedtråd med Klaus frem. Vi havde ikke set hinanden, siden han var flyttet fra København dengang, men da jeg ledte efter et sted at bo i Århus, havde jeg skrevet og spurgt ham, om han kendte nogen, der lejede et værelse ud. Han havde skrevet svaret, at han ville holde øje med, om noget dukkede op. Jeg begyndte at skrive uden at tænke videre over det. ’Hej Klaus. Det kan være, jeg bare bilder mig noget ind. Eller det gør jeg sikkert. Jeg har tænkt på dig, siden du skrev den anden dag. Har du stadig følelser for mig? Nej, vel?’ Det sidste jeg tænkte, før jeg faldt i søvn var, at hvis nogen ville svare, håbede jeg, det ville være ham. Jeg faldt i søvn på sofaen med telefonen i hånden.
Peter havde læst de tre beskedtråde på facebook, men han havde ikke tjekket min telefon.
Den søndag aften stod han med armene over kors, mens jeg forsøgte at forklare, at den eneste grund til, at jeg havde skrevet til dem, var at jeg havde følt mig ensom. Det var den eneste grund, jeg kunne komme i tanker om. I virkeligheden forstod jeg ikke selv, hvorfor jeg havde sendt beskederne. Jeg sad på knæ midt på sengen og så op på ham, mens jeg tryglede ham om at tro på, at jeg ikke havde følelser for nogen af dem. Hvilket føltes rigtigt, når jeg sagde det, så jeg gentog det igen og igen.
Han lyttede, men forblev tavs. Så spurgte han, om der var andet, han burde vide. Jeg tænkte mig om, mens jeg forsøgte at skjule min indre panik. Jeg kunne i forvejen ikke følge med de skader, jeg havde forårsaget på facebook, og ræsonnerede mig frem til, at det, som kun jeg vidste til, ikke havde nær så meget ødelæggende potentiale, som det, der blev sagt højt. Jeg var jo ovre Klaus. Var jeg ikke?
– Nej. Du er helt opdateret, sagde jeg.
Det var over midnat, før han midlertidigt opgav at få flere forklaringer på, hvorfor jeg havde skrevet til dem, og hvem de var. Han lagde sig på ryggen i sengen ved siden af mig og så op i loftet. Jeg lå på siden ind mod ham og strøg ham på armen.
– Hvorfor ringede du ikke til mig? Spurgte han.
– Det ved jeg ærligt talt ikke. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort.
Jeg ville også ønske, vi ville stoppe med at snakke om det og lægge os til at sove. Men jeg holdt mig vågen, og igen og igen vi gik aftenen igennem, indtil jeg til sidst ikke kunne finde på andet at sige end ‘undskyld.’ Da klokken blev halv fire om morgenen, havde jeg ikke engang energi til at sige godnat.
På min søsters bryllupsdag seks dage senere sad jeg i min mors bil på vej til kirken, da min telefon blinkede gennem min kjolelomme. Jeg åbnede beskeden, mens min mor parkerede. Jeg håbede, det var Peter. Han havde været på kursus hele ugen, og jeg havde ikke set ham siden mandag morgen. Beskeden var fra Daniel. Troels havde svaret mig dagen forinden, og jeg ignorerede begge beskeder.
Jeg slukkede telefonen, så ud af bilruden og fik øje på Peter. Han trådte ud af sin bil i gruset længere oppe mod kirken. Han smilte til folk, han hilste på og så ud til at sige høflige ting til de andre gæster, som gik rundt på parkeringspladsen. Jeg sprang ud af bilen, småløb op til ham, gav ham et kram og hviskede i hans øre, at jeg elskede ham. Han smilede kort og afbrød øjenkontakten med mig.
– Skal vi gå derop af? spurgte han.
Det blæste koldt om mine ankler. Han begyndte at gå op den lille grussti mod kirken og gik et skridt foran mig hele vejen.
Kapitel 21: Kufferten
Vesthimmerland, juni 2013
Onsdagen efter brylluppet var jeg stadig ikke sikker på, at Peter havde tilgivet mig, selvom han forsikrede mig om, at det havde han. Da han tog på arbejde en morgen, ringede jeg til Lene. Mens jeg ventede på, hun svarede, delte ringetonerne mine nerver i tynde tråde.
– Hej Lene. Det er mig. Er det okay, at jeg ringer?
– Hej, Rikke. Selvfølgelig er det det. Jeg mente det, da jeg sagde, du gerne måtte ringe uden for vores aftalte tider. Du lyder ked af det. Hvad er der sket?
Jeg fortalte hende, hvad der var sket den torsdag, og at jeg igen var kommet til at sige til Peter, at jeg bare kunne flytte, hvis ikke han havde lyst til at være sammen med mig længere på grund af det. Hun forstod alt, der var på spil hos mig, selvom jeg ikke følte, jeg afslørede andet end ren fakta. Af samme grund var jeg begyndt at fortælle hende flere og flere ting, jeg ikke selv forstod. Det havde jeg ellers ikke gjort over for nogen andre end min søster, og til dels Peter, så længe jeg kunne huske tilbage.
– Rikke, nu håber jeg ikke, du misforstår. Men du har jo faktisk gjort lidt ligesom man gør, når man er fire år gammel. Prøv at tænk på en 4-årig pige, der pakker en kuffert inde på værelset og bagefter tramper gennem stuen uden at sige et ord. Hun knalder hælene i gulvet for at få forældrenes opmærksomhed, og fordi de aldrig ser op, stopper hun foran hoveddøren og råber: ’Jeg går altså nu, at I ved det!’
Jeg grinede.
– Og det eneste hun vil er at høre dem sige, at de gerne vil have, hun bliver, ikke? Afsluttede hun,
– Ja. Jo, det kan jeg godt se, sagde jeg. – Men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Det er ikke meningen, at jeg vil lave et stort drama ud af det. Faktisk prøver jeg alt, hvad jeg kan for at holde mine følelser tilbage, og så ender det alligevel med, at ting jeg slet ikke mener begynder at vælte ud af mig, når jeg mindst vil det. Det er helt håbløst.
– Det giver bare så god mening, når man tænker på, hvor lidt du har været vant til at blive hørt. Jeg har lidt en fantasi om, at du på et tidspunkt har besluttet dig for ikke længere at række ud efter nogen, fordi du er kommet til at tænke, der alligevel ikke er nogen, der hører efter. Og selvfølgelig har du gjort det for at passe på dig selv den gang.
Hun holdt en pause som for at lade mig følge med. Jeg trodsede klumpen i halsen og gav hende ret.
– Men nu står du faktisk i en ny situation med et helt andet menneske, som faktisk gerne vil dig. Og du er voksen nu. Det vil sige, du kan lære at række ud efter andre og stole på, at de lytter og forstår dig, ikke? Du kan ændre på dine vaner. Problemet er, at du bruger dine gamle strategier i dit nye liv. Giver det mening for dig, hvis jeg siger det sådan?
– Ja.
Min stemme knækkede.
– I stedet for at fortælle Peter, hvordan du virkelig har det, så trækker du dig ind i dig selv, fordi du ikke tror, han rigtigt gider dig. Og så handler du ud efter den tanke. Også selvom han siger det modsatte, og at det, han siger, er tættere på virkeligheden, end dine tanker er. Kan du se det?
– Ja, det er rigtigt.
– Så i stedet for at trampe igennem stuen kan du prøve at sige til Peter, at du nogle gange kan blive bange for at miste ham. Fordi faktisk er det sådan, det er, ikke? Prøv at fortæl ham det, og fortæl ham, hvad du ønsker, der skal ske i stedet for. Hvad vil du i virkeligheden gerne? For du er egentlig ikke på vej af sted med din lille kuffert, vel?
Jeg grinede. Da vi havde lagt på, kunne jeg næsten ikke være i min krop af tilbageholdt energi. Jeg ville fortælle Peter, hvor højt jeg elskede ham, og at jeg forstod, hvad jeg havde gjort galt. Men jeg blev nødt til at vente, til han kom hjem, hvis ikke jeg ville sige det i telefonen. Jeg rejste mig og gik i køkkenet. Jeg skar tykke skiver ost ud, ristede rugbrød og spiste sultent. Jeg fik det straks bedre, og mine tømmermænd lettede en smule.
Da Peter kom hjem sent den eftermiddag, fortalte jeg ham, at jeg havde snakket med Lene og mente at have forstået noget vigtigt efter samtalen. Mens jeg fortalte det hele fra starten, tilføjede han engang imellem, at det lød fint. Midt i min beretning lod jeg mærke til, at han var gået ind i stuen med sko på og i stedet for at smide sig i sofaen hos mig, som han plejede, var gået rundt i stuen og pillet ved forskelligt værktøj. Noget tog han med fra stuen ud i entréen, andet samlede han i sin ene hånd. Til sidst stoppede han op og så på mig.
– Jeg hører dig. Det er fint, Rikke. Du skal ikke bekymre dig mere om det.
– Hvad skal du? Jeg havde stoppet min ivrige talestrøm under hans seneste jagt efter værktøj inde i stuen.
– Jeg skal bare lige ordne noget. Ikke, Rikke.
Da han gik ud mod brændeskuret, havde jeg både knus og kys i overskud. Jeg satte mig ned i sofaen og stirrede ud langs græsplænen. Mit blik frøs. Det gamle, rustne dinosaurskelet var blevet mørk orange af den silende regn, som var faldet, mens vi havde snakket sammen inden for. Jeg kiggede fra laden over til de bunker med sand og sten og ophuggede træstammer, der lå langs skovstien. Så fik jeg øje på Peter, som baksede rundt inde i træskuret. Hans værktøj lå spredt ud på jorden under hans fødder. Det hele så så forladt ud.
Min optimisme forsvandt og blev erstattet af mine gamle tankemønstre. Hvis bare ikke Peter havde været hjemme, havde jeg i det mindste kunne skænke mig selv et glas vin.
Kapitel 22: Viskelæderet
Vesthimmerland, juli 2013
En hed sommerdag lå jeg i hængekøjen bag Peters træskur. Jeg skyggede for solen med den ene hånd, mens jeg åbnede en mail fra Århus Universitet, der netop var tikket ind på min telefon. Efter at have læst den vippede jeg det ene ben ud over den hårde strengekant og svingede benene ud over køjen for at læse den fra siddende stilling. Jeg tjekkede det officielle stempel. Så tjekkede jeg afsenderen. Den var god nok.
– Peter!
Jeg råbte, mens jeg løb tværs over bålstedet på bare fødder, selvom nåle samlede sig mellem mine tæer. Inden for på køkkenbordet stod en vandkande med hyldeblomstsaftevand. Det duggede på yderkanten af kanden. Jeg førte den over min pande og hældte et glas op. Det smagte sødt og af citron.
Jeg så ud af vinduet og klemte øjnene mod den skarpe sol. Det var en nyhed, jeg ikke havde turdet håbe på. Men det betød også, at jeg ikke kunne flytte til Nordsjælland sammen med Peter, når han skulle tilbage for at gøre sin uddannelse færdig en måned senere. Det havde vi ellers lige aftalt.
– Peter, hvor er du?
På fliserne foran hoveddøren råbte jeg ned mod bilen, som stod parkeret for enden af den store græsplæne. Peter stod med overkroppen halvvejs inde over den åbne hjelm. Da han hørte mig kalde, bøjede han sig ud og kiggede op mod mig.
– Ja?
– Jeg har fået mail fra Aarhus Universitet. Afslaget var en fejl. Jeg er kommet ind!
Peter tørrede sved af panden langs sit krøllede skjorteærme.
– Er det rigtigt?
Jeg slog ud med armene og smilede. Han lagde noget fra sig i græsset og luntede op mod mig.
– Jamen selvfølgelig var det en fejl. Det vidste vi jo næsten.
Han gav mig et knus og sagde tillykke. Vi blev enige om, at det var rigtig gode nyheder. Peter var glad på mine vegne. Jeg skulle flytte til Århus og begynde på den kandidatuddannelse, jeg så længe havde snakket om. Men der var noget trist over, at stemningen var god, og vi begge to ikke så andet end gode nyheder i, at vi alligevel ikke kunne blive boende sammen. Jeg slog det hen som et tegn på, hvor gode nyheder det alligevel var.
Et par uger senere stod vi endnu engang på græsset foran Peters bil. Jeg så over på ham, mens han kiggede ind i bilen og sugede på sin cigaret.
– Jeg kan lige akkurat se ud af bakspejlet. Det skal nok gå, sagde han mere henvendt til sig selv end til mig.
På bagsædet lå gennemsigtige affaldssække med hans tøj. Nogle af dem pressede mod ruderne. Han havde varsomt pakket sine højtalere og forstærker ind i dyner og senere vattæpper og placeret dem i spænd mod bilens tag. Bagagerummet var pakket med mere tøj, overtøj, hans studiebøger og Dostojevskij-romaner, som var stuvet ned i gamle ølkasser af træ. En pakke gule Kings og en cd med Leonard Cohen lå i forruden.
Peter havde fundet et værelse på et nedlagt landsted på Nordsjælland, han kunne leje sig ind på. Det lå ikke langt fra den lille by, hvor studiet var, og dagen var kommet, hvor han skulle flytte. Jeg skulle først flytte ind min nye lejlighed i Århus nogle dage senere og havde tilbudt ham at tage med til Nordsjælland nogle dage.
– Ja, og du har fået det hele til at være der. Jeg skal lige tisse, sagde jeg.
Vi havde tømt og gjort skovhuset rent i dagene forinden, og det gav ekko, da jeg løb gennem det store køkken ud til toilettet. Mens jeg tissede, kiggede jeg rundt og tænkte, at det formentligt var sidste gang, jeg ville sidde der. På spejlet hang stadig flag, som jeg havde klistret op til hans fødselsdagsfest og et postkort, jeg havde taget med hjem til ham fra en café i Århus. På det stod der ”kys din kæreste.” Jeg kiggede på skriften og huskede mig selv på, at jeg var heldig at have en kæreste at kysse på. Også selvom det havde været svært siden den torsdag. I virkeligheden havde det været en lang sommer. Men måske ville vi kunne finde ud af det alligevel. Vi havde trods alt været forelskede for ikke særlig lang tid siden.
Jeg rev papir af toiletrullen, men jeg gik fuldstændigt i stå, da mit blik gled over indersiden af døren. Småt fnuller fra viskelæder hang i kanterne omkring det, der engang havde været et hjerte af blyant.
Kapitel 23: Nakken
Århus, august 2013
Peter sank ned i den gamle lænestol i min fars lejlighed, mens jeg gik rundt i cirkler omkring stolen for at tjekke, at jeg havde pakket alt. Han havde beholdt sine sko på, svunget højre ben over det venstre knæ og sad og spillede det Tetris-spil, han altid åbnede på sin mobil, når han var tvunget til at sidde stille.
Sommeren var ovre, og for mit vedkommende var de næste to år pludselig kørt i stilling af en enkelt e-mail fra Århus Universitet. Efter at have kørt til Nordsjælland og båret Peters ting op på hans nye, store kvistværelse, var vi vendt tilbage til Århus for at flytte mine ting fra min fars lejlighed til Århus’ øgadekvarter, hvor jeg skulle bo.
Jeg stjal et blik på Peter og tænkte på, at vi var kærester, der var ved at flytte fra hinanden. Jeg blev tung ved tanken og forsøgte at huske mig selv på, at det kun var fornuftigt, vi gjorde vores uddannelser færdige, og at det var tilfældigt, at uddannelsesinstitutionerne lå i hver sin ende af landet. Det behøvede ikke at betyde noget. Vi kunne besøge hinanden i weekenderne og lægger planer for fremtiden på den anden side af endt uddannelse.
Jeg stillede mig ved siden af ham og så udover foran de fyldte flyttekasser, rejsetasker med tøj, dyner og de slanke højtalere, han et halvt år forinden havde insisteret på at bære ned fra anden sal i København. Jeg overvejede at spørge, om han ville løfte dem ned af trapperne, men jeg fik ikke øjenkontakt med ham.
– Jeg skal lige spille færdig, så skal jeg nok hjælpe, sagde han uden at se op, da han fornemmede, at jeg tøvede.
Jeg gik et skridt forbi en flyttekasse og vippede den ene højtaler ned i min ene hånd og tog fat om bunden med den anden og bar den ned til flyttevognen på parkeringspladsen.
Da vi to timer senere havde båret mine møbler op i den nye lejlighed, kiggede Peter igen ned i sin telefon. Han håbede på at kunne nå et tog snarest muligt, sagde han. Jeg vidste, han ikke havde noget, han skulle nå, og det var kun frokosttid. Alligevel virkede det vigtigt for ham at komme af sted. Vi stod foran hinanden mellem flyttekasserne. Jeg kiggede på ham, mens han klikkede rundt på sin telefon.
– Jeg kan godt forstå, du gerne vil af sted. Det bliver også rart for dig at komme hjem og begynde at pakke ud.
Jeg tænkte, at vi var kærester, som talte til hinanden som om, vi var fremmede, og det vigtigste var at være høflige. Men jeg kom ikke på andet at sige. Noget, var galt med vores forhold, og jeg kunne ikke regne ud, om han havde tilgivet mig for den torsdag aften, selvom han sagde, at det havde han. Høfligheden sad øverst i halsen på mig og pludselig fik jeg lyst til at skændes med ham. Jeg havde lyst til at fremprovokere en reaktion hos ham. Jeg havde lyst til, han råbte op om alt det, jeg gjorde forkert, så jeg kunne undskylde og rette op på det, eller at han fortalte mig, hvor hans grænser gik, så jeg vidste, hvor jeg stod i forhold til ham. Sidst jeg havde forsøgt at få ham til at snakke om det, havde jeg mistet overblikket og begyndt at græde, og han havde sagt, at alt var fint. Så jeg tav. Jeg burde måske fortælle ham, at jeg ville gøre alt for at få vores forhold til at fungere. Men det havde jeg allerede sagt.
– Ja, ja. Peter lavede en bevægelse mod mig med en flad hånd, der signalerede, at jeg skyndte på ham. – Jeg tager selvfølgelig ikke af sted, før vi er færdige her.
Jeg trak vejret dybt ind og slap det med det samme igen.
– Lad os køre ned til toget, sagde jeg.
Banegården var proppet med mennesker. Peter havde købt billet til en afgang, der forlod stationen et kvarter senere. Toget, han skulle med, var netop standset på skinnerne ved den perron, vi stod på. Infoskærmen bekræftede, det var den rette afgang. Jeg så op på Peter. Han havde skudt sin ene fod frem mellem os og havde sin telefon fremme. Det slog mig, han måske ville sige farvel før tid. Vi havde i hvert fald ti minutter endnu, hvis vi ville. Han puttede telefonen i lommen og lagde sine brede skuldre ned.
– Jeg tænker, jeg går ned af. Peter vippede hovedet sidelæns ned langs perronen, hvor mennesker stimlede sammen foran døråbningerne.
– Jeg kan lige så godt få fundet min plads i god tid.
– Jeg ville ønske, du kunne blive, sagde jeg. Min stemme knækkede. – Bare en dag mere. Eller en time mere?
– Det ville da også have været hyggeligt.
Vi så hinanden i øjnene et kort øjeblik. Mine stod i vand. Peter så væk, så halvdelens af hans ansigt blev badet i eftermiddagssolen. Det samme ansigt, jeg havde kysset helt vådt, da vi lige havde mødt hinanden, og som jeg havde nærstuderet alle de morgener, hvor jeg var vågnet før ham. Det var stadig det smukkeste ansigt, jeg nogensinde havde set. I hvad det virkede som én og samme bevægelse, løftede han sine skuldre, gav mig et kram og tog fat om mine overarme.
– Kan du passe rigtig godt på dig selv, sagde han.
Noget ved måden, han havde lagt sine skuldre ned på gjorde mig vred. Det virkede som en undskyldning, jeg ikke vidste, hvad var for. Mine tårer forsvandt af sig selv med det samme, og jeg blev for stolt til at sige, hvad jeg havde tænkt at sige.
– I lige måde, sagde jeg og så ned i jorden.
Peter bukkede sig ned over sin lille rygsæk, svang den over skulderen og begyndte at gå ned af perronen. Med øjnene fulgte jeg hans nakke gennem mylderet af mennesker, der samlede sig i halvmåner langs perronen og én efter én forsvandt ind i togvognene. Peter stillede sig i kø foran en togvogn længst væk. Jeg holdt stadig øje med hans bøjede nakke.
Han så aldrig op i min retning, før han trådte op i toget.
Kapitel 24: Boghandlen
Århus, september 2013
I den afkølede kælderboghandel på Aarhus Universitet duftede der sødt af træ og blæk. Jeg gik langsomt rundt mellem reolerne og blev der længe, selv efter jeg havde fundet, hvad jeg skulle bruge. Jeg spilede næseborene ud og snusede ind, da jeg fik øje på Kurt Strands bog “Interview for journalister.” Hvor ville jeg ønske, jeg havde valgt journalisthøjskolen, da jeg var yngre. Men jeg havde ikke tilstrækkelig SU til at starte forfra, så det var der ikke noget at gøre ved. I det mindste ville jeg endelig være studerende igen. Og så ville jeg få noget andet at koncentrere mig om end at tvinge mit forhold til at fungere.
Jeg smilede stort til ekspedienten og lagde kompendier til kurserne i politisk økonomi, international lovgivning og global historie, viskelæder, stiftblyanter og en studiekalender på disken. Jeg havde sprunget min kassekredit, og alligevel følte jeg mig let og håbefuld for første gang i flere år. På vejen hjem så jeg mig tilbage over skulderen og lod blikket hvile på universitetsbygningernes gule mursten og planterne, der kravlede op af ydermurene. Dem havde jeg set langt efter, fra da jeg var i folkeskolen, og jeg kørte rundt i Århus midtby sammen med min far. Det var en varm formiddag i slutningen af august, og hele vejen hjem til lejligheden smilede jeg stort uden at vide hvorfor.
Da jeg kom hjem, vendte jeg muleposen med kompendierne på hovedet og lod indholdet falde kluntet ned over et skrivebord, jeg for nyligt havde købt i IKEA og sat op i midten af værelset. Jeg elskede allerede skrivebordet. Det var af råt fyrtræ, aflangt, og afrundet i den ene ende, og vigtigst af alt var det var højt. Jeg kunne både stå op og arbejde ved det, ellers også kunne jeg sidde på den højstol, jeg havde købt dertil, og svinge med benene under bordet. Her ville jeg læse, forberede mig til forelæsningerne, researche på computeren, drømme, planlægge, skrive dagbog og udfylde de kognitive skemaer, Lene havde givet mig med hjem. Ved det skrivebord ville jeg få styr på mit liv igen.
Det var min mor, der havde været driftig og skaffet lejligheden til mig. Under en gåtur på stranden for foden af vores sommerhus få uger forinden var hun faldet i snak med de nye ejere af sommerhuset bag vores, og de ejede lejlighedskomplekser i Ø-gadekvarteret. Min mor havde nærmest aftalt med ejeren, at jeg ville flytte ind, før jeg vidste, hun havde talt med ham. Jeg havde sagt ja til lejligheden uden selv at have set den, lånt penge til indskuddet af min onkel, uploadet en annonce på Den Blå Avis og ringet op til den første pige, der kontaktede mig. Hun skulle læse et halvt år af sit psykologistudie i Århus, og igennem en hakkende Skype-forbindelse havde vi aftalt, at hun ville flytte ind på det ekstra værelse, som lå på den anden side af det store køkken og havde vinduer ud til fælleshaven med de mange rabarberbed.
Jeg satte mig op til skrivebordet og stablede kompendierne mod væggen. Mit værelse vendte ud mod gaden, og når jeg gik hen til vinduet og så skråt gennem det, kunne jeg se Børnenes Jord, en legeplads, jeg havde spillet fodbold på, da jeg var lille. Jeg kiggede ud af vinduet og forbi lejlighedskomplekset på den anden side af gaden. Solen skinnede fra en mørkeblå himmel. Jeg dagdrømmede og så mig selv sidde på caféer rundt om i byen og samle skummet af cappuccino’er op med lange skeer, mens jeg læste mig igennem de tykke kompendier. Mon ikke, jeg også burde begynde at se mine venner igen. Der var i hvert fald nogle stykker, som boede i Århus nu. Jeg fiskede min telefon frem fra lommen og åbnede en beskedtråd, jeg havde med en veninde, men lagde den fra mig igen. Var der ikke meget, jeg skulle forklare, hvis jeg skulle se mine venner igen? Hvad jeg skulle forklare, kunne jeg ikke rigtig komme på, men noget holdt mig fra at skrive en besked til min veninde, og måske var det et tegn på, at jeg alligevel ikke var klar til at ses med venner endnu. Om ikke andet ville jeg kunne finde ud af at læse og gå på universitetet. Det havde jeg altid kunnet før depressionen, så det burde jeg også kunne nu. Desuden var jeg nødt til det. Måske havde jeg ikke overskud til at være social, men der var ikke længere nogen undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle kunne gøre min uddannelse færdig.
Jeg trak vejret dybt og så ud over mit skrivebord igen. Jeg ville bruge alle mine kræfter på mine studier. Mon ikke jeg skulle holde mig til den plan. Og så, så vidt det var muligt, forsøge at ignorere tankerne om, hvorfor Peter virkede så uopmærksom, og glemme alt om den passivitet, jeg selv havde udvist for mit liv sommeren over. Jeg havde ladet stå til og drukket alt for meget. Det skræmte mig, at jeg ikke længere kunne stoppe, når jeg gerne ville. Det lå som en trussel, jeg ikke vidste, hvordan jeg detonerede, at jeg var begyndt at drikke videre, selv når jeg var blevet fuld. Men der var selvfølgelig ikke andet at gøre ved det end at lade være med at drikke så meget. Måske behøvede jeg ikke gøre det mere kompliceret, end det var. Jeg ville koncentrere mig om mit studie.
Tre uger senere var studiet i fuld gang. Jeg havde været til introduktionstimer, mødt de andre studerende og fået udleveret læseplaner og pensumlister. Jeg sad ved mit skrivebord og svang med benene under skrivebordet, mens læste om menneskerettighederne på en dårligt kopieret PDF-fil. Jeg hvilede hovedet i den ene hånd og sank sammen over bordet, mens jeg blev mere og mere søvnig. Det kostede dyrebar energi at følge læseplanerne, introducere mig selv til de andre studerende og engagere mig i alle de nye grupper, som underviserne delte os op i.
Det stressede mig, at jeg allerede var udmattet og havde brug for at tage timelange eftermiddagslure hver dag, når jeg kom hjem fra forelæsninger. Jeg havde holdt mig fra at drikke de fleste hverdagsaftener de første uger af semestret, men jeg havde lyst til at drikke hver eneste aften. Det var som om, jeg aldrig var ordentligt veludhvilet, og min optimisme forsvandt i takt med, at det gik op for mig, hvor meget arbejde der lå forud. Jeg hankede mig selv op ved at åbne computeren og tjekke min e-mail. En uåbnet mail fra min mor lå øverst i indbakken.
Overskriften hed ’Tanker og håb.’ Jeg lagde panden tungt på underarmen og blev siddende sammensunket uden at åbne den. Endnu en mail. Jeg havde sådan håbet, at hun ville være stoppet med at skrive sådan nogle mails til mig.
Øjeblikket efter kylede jeg de sammenhæftede papirer på tværs af værelset. Siderne deltes i luften på vej mod vinduet og landede irriterende blødt i en vifte foran radiatoren.
Kapitel 25: Mailen
Århus, september 2013
Jeg løftede panden fra underarmen og åbnede mailen. Jeg skimmede den lynhurtigt, mens jeg holdt vejret. Så pustede jeg ud. Min vejrtrækning var blevet hakket, da jeg fandt min telefon frem og ringede til min søster.
Tre måneder tidligere, kort tid efter Tinnas bryllup, havde Tinna og jeg indvilliget i at deltage i familieterapi med vores mor og haft en enkelt fælles terapitime. Endnu før det, havde vi hver især tilbudt hende at deltage i vores terapisessioner hos vores psykolog, men min mor havde modsat sig på grund af noget personligt nag, hun var over for vores psykolog. Hvad der var sket mellem dem, ville hun ikke ville tale om, så vi løste det ved at finde en psykolog, der var ny for os alle sammen.
Psykologens kontor lå i det nordlige Aalborg. Han var en høj mand med brede skuldre, stærke kindben og et stort smil. Min mor, søster og jeg sad overfor ham. Jeg lænede mig tilbage i stolen, mens han tog hul på timen ved at opfordre os til at fortælle, hvad der sker, når det gik galt mellem os. Min mor tog ordet og fortalte, at hun følte sig usikker over for os, og at hun ville ønske, at vi var følelsesmæssigt tættere forbundne. Det fik mig til mindes de mange gange gennem min ungdom, hvor jeg havde beroliget hende og forsikret hende om, hun ikke skulle gå på listetæer omkring mig eller være bange for mig. Når det skete, blev jeg for det meste så tilstrækkeligt frustreret over ikke at kunne trænge igennem til hende, at jeg mere eller mindre resignerede, hvorefter hun anklagede mig for at være kold og utilnærmelig.
Min mor havde medbragt analyser og tilhørende konklusioner, som hun tog sig god tid til at udfolde for terapeuten. I dag forholdt hun sig fortsat til mig, som om jeg var et farligt dyr. Det havde alle dage gjort mig hidsig at blive behandlet sådan. Jeg følte mig misforstået og overhørt, og jeg sydede indeni ved tanken, mens jeg lyttede til min mor skitse vores misforståelser for terapeuten, indtil jeg kunne ikke huske, hvorfor jeg havde indvilliget i at tage af sted i første omgang.
Jeg blev lang i blikket, mens jeg lyttede til det, jeg altid havde lyttet til og ikke vidste, hvordan jeg kunne slippe ud af. Hun slap ikke øjenkontakten med ham, før han opfordrede hende til at tie og lytte til os. Tinna tog ordet som den næste.
– Som jeg har sagt før, vil jeg gerne se fremad nu. Jeg synes, vi skal snakke om, hvordan vi kan være konstruktive og hvordan, vi kan være sammen fremover. Jeg er så træt af at blive analyseret på og af at blive trukket tilbage i fortiden, sagde Tinna, som havde åbenbart fået varmen og samlede håret bag nakken. – Det er jo utroligt, at jeg endnu engang skal sidde og forsvare mig selv her. Jeg er voksen nu. Jeg er gift, og jeg har et barn og et fuldtidsjob. Jeg vil se fremad.
Jeg lænede mig skråt bagover og væk fra alle og krydsede det ene ben over det andet. Min søsters pointer var klare og tydelige, og jeg havde hørt hende sige det mange gange før. I virkeligheden ville jeg ønske, jeg også havde energien til at hidse mig op, men jeg ville endnu hellere slippe helt for samtalen. Hvis ikke jeg sagde noget, ville tiden måske nå at løbe ud, før det blev min tur. Da jeg så over på min mor, kiggede hun ned på sine hænder og forholdt sig tavs.
Terapeuten lænede sig frem og holdt sine hænder frem.
– Vi stopper lige her. Tinna, jeg kan nærmest se, din puls stige.
Vi grinede alle sammen. Tinna satte sin fod i gulvet og råbte “Ja,” indtil grinene døde ud et sted imellem os, og der blev stille i lokalet igen.
– Rikke, hvad tænker du? Han vendte sig mod mig.
Hvis jeg skal være ærlig, tænkte jeg, har jeg lyst til noget at drikke.
– Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg synes, jeg har sagt det hele så mange gange før. Jeg har haft en depression, som den bliver ved med at genere mig, og hver gang jeg skal beskæftige mig med, at min mor er utilfreds med mig på den ene eller anden måde, bliver jeg bare så træt. Jeg orker faktisk næsten ikke at sige mere om det.
Det ville blive varmt, når vi skulle ud i solen. En white russian, for eksempel. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde brugt depressionen som undskyldning. Den havde ikke noget med det at gøre.
I slutningen af timen samlede terapeuten op. Hans råd var, at vi alle skulle “få skuldrene ned” og “respektere hinanden på afstand,” som han kaldte det. I mit stille sind tænkte jeg, at det havde Tinna og jeg styr på, og vi nikkede begge mod ham, mens han delte ud af rådene. Han rettede sig mod min mor.
– Janne, du har to fantastiske døtre. Men det er ligesom om, du har ét sugerør i Tinna og ét i Rikke, sagde han og samlede sine fingerspidser foran sig for at illustrere sugerørene. – Det er på tide at trække sugerørene op.
Han kastede de figurative sugerør i en bue om bag ryggen, før han fortsatte.
– Læn dig tilbage og nyd resultatet. Ellers kan du godt se, hvad der sker, ikke? Tinna får puls, og Rikke trækker sig.
Han slog ud med armene og jeg smilede, mens de andre grinede. Han så spørgende over på min mor, som sad og pillede ved sine rosa-farvede negle. Et stik af dårlig samvittighed fandt vej til mit hjerte, sådan som jeg altid havde været vant til. Jeg ignorerede det og forsøgte at koncentrere mig om hans muntre tone.
– Ja, sagde hun stille.
Et øjeblik senere sagde vi farvel til vores mor på parkeringspladsen, og jeg satte mig ind på passagersædet i Tinnas bil. Da jeg lyttede til, hvor begejstret Tinna var over, at terapeuten havde vist os en vej frem, og at det gjorde hende optimistisk omkring fremtiden, blev jeg i tvivl om, hvorfor jeg var så negativt indstillet i forhold til min mors potentiale til at forstå os. Måske var det virkelig depressionen, der hang ved. Eller også var jeg præcis lige så kold og kynisk, som min mor mente. Måske havde hun ret. Jeg følte mig i hvert fald som oftest stenhård og indelukket, når jeg var sammen med hende. Jeg listede fødderne op på instrumentbrættet og lagde nakken tilbage mod hovedgærdet.
– Jamen det kan da godt være, mor forstår det denne gang, sagde jeg og lod mig dvaske fra side til side i sædet, mens Tinna førte os gennem svingene ud af byen og hjem til hende.
Jeg kiggede stadig dovent på de spredte sider, jeg havde ladet ligge foran radiatoren, da Tinna tog telefonen.
– Hej Rikke. Har du også fået mail fra mor? sagde Tinna uden at vente på, jeg præsenterede mig. Jeg kunne se mig hendes seriøse blik for mig.
– Ja. Tinna, hun har jo ikke forstået noget af, hvad ham terapeuten sagde.
Tinna udstødte et grin.
– Nej, det har hun ikke. Det var da hende, der var med den dag, ikke? sagde Tinna, og vi grinede begge to, mens jeg satte mig på sengen og lod mig falde bagover i dynerne. Vi kom hurtigt frem til, at vi havde modtaget samme mail.
– På den positive side, skriver hun, at hun er klar til at lytte, sagde Tinna.
– Hun er ikke en skid klar.
Det fløj ud af mig. Jeg behøvede ikke tænke rationelt over det, og jeg gad ikke længere undskylde for at være sortseer. Vi diskuterede længe, og bakkede hinanden op i, hvad vi hver især havde brug for at gøre. Da vi lagde på, læste jeg mailen igen. Denne gang langsomt.
Min mor havde bestemt sig for at overhøre terapeutens råd og besluttet, at vi havde brug for noget helt andet for at få løst problemerne mellem os. Ifølge hende var det afgørende, at vi i fællesskab tog på en ”indre rejse tilbage til vores fælles fortid” for at forløse vores uenigheder, fordi kun sådan kunne vi se fremad. Jeg havde en fornemmelse af, hvad det indebar. Mine nakkehår strittede, og jeg blev tør i munden.
Siden vi sidst havde set hinanden til en fødselsdag i familien, havde hun været vred og følt sig sat i en eller anden bås. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men jeg kunne forstå, at det havde været startskuddet til den e-mail, jeg nu læste. Siden da havde hun været på et weekendkursus og fået indsigt i sine indre del-personligheder og følte sig overbevist om, at hun kunne rumme nogle sider af både mig og Tinna, hun aldrig havde kunnet rumme tidligere. Hun mente i øvrigt, at det i den forbindelse ville være godt for hende at vide mere om, hvad der stod i mine dagbøger og lod mig indtrængende forstå, at det endnu ikke var for sent at redde vores forhold. Den sidste linje læste jeg igen og igen. ”Don’t give up on me!”
Jeg sad længe og trak dybe vejrtrækninger. I løbet af nogle minutter kom jeg frem til, at jeg ikke længere kunne forestille mig, at vi kunne have en samtale, vi begge to forstod, og det besluttede jeg mig for at fortælle hende. Jeg åbnede en svarmail. Jeg skrev, at jeg var glad på hendes vegne over, at kurset havde givet mening for hende. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde brug for at rejse tilbage i fortiden for at kunne være i nutiden. Jeg forsøgte at sende hendes følelsesliv tilbage til hende selv og afviste, i det mindste på skrift, at jeg ikke skulle være god til at sætte ord på mine følelser. Jeg skrev, at mit private liv var mit eget, og at jeg ikke ville dele mine dagbøger med nogen. Som afslutning skrev jeg, om vi ikke, for Guds skyld, kunne arbejde med os selv på vores egne banehalvdele. Jeg havde først slettet, senere igen skrevet, “for Guds skyld.”
Jeg fik svar fra hende med det samme.
”Kære Rikke. Tak for din uforbeholdne mening. Nu skal du få min.”
I de efterfølgende afsnit beskrev hun, hvordan hun var utilfreds med den måde, jeg havde svaret hende på og spydigt overbærende over for, at jeg ikke ønskede at rejse tilbage i tiden for at lade hende rumme og forløse mit indre barn.
Da jeg havde læst den færdig, lukkede jeg computeren og gik i Fakta og handlede to flasker vin.
Kapitel 26: Gåturen
November 2013
Siden Peter stod på toget på banegården i august, havde vi ikke set hinanden, og i en af de få telefonsamtaler, vi havde haft i oktober, aftalte vi at holde en pause. En dag tidligt i november brød han stilheden og fortalte mig over sms, at han ville komme og besøge mig i Århus.
Da jeg åbnede hoveddøren dagen efter, blev han stående i opgangen og i stedet for at gå ind spurgte han, om vi ikke skulle gå en tur. Da jeg ikke svarede, gav mig et kys på kinden og stillede sin rygsæk fra sig på gulvet i entréen. Jeg kiggede på den, mens fandt hvile op ad væggen og sank sammen over sit eget indhold. Jeg spekulerede på, om der lå en tandbørste og rent undertøj deri.
– Skal vi ikke bare blive her?
– Din veninde er hjemme. Lad os gå en tur ned i skoven og få noget frisk luft.
Da jeg lod døren falde i bag os, kaste jeg et sidste blik rygsækken. I det mindste havde han ladet den stå.
Dagen forinden havde jeg betroet mig til min norske veninde, mens vi spiste aftensmad i køkkenet.
– Jeg tror, Peter kommer for at slå op med mig i morgen, sagde jeg.
– Har han sagt noget om det? Spurgte hun.
– Nej. Han har ikke sagt noget om, hvorfor han kommer.
– Rikke, det er altså typisk dig at tænke så negativt. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til mig, så jeg kom til at grine af mig selv, og et øjeblik følte jeg, at jeg overreagerede. Det var blevet koldt i køkkenet, og jeg skuttede mig. Hvis jeg overreagerede, hvorfor følte jeg mig så sikker?
– Det har du nok ret i, sagde jeg og skiftede emne.
Peter og jeg gik i stilhed ved siden af hinanden mod havnen. Ved jernbaneoverskæringen drejede vi til venstre og fulgte en skovsti langs vandet. For enden af en smal sti på toppen af en skråning, var en udsigtspost, hvorfra vi kunne se ud over havnen gennem træerne. Vi satte os på hver sin side af et borde-bænkesæt, hvor træplankerne var fugtige fra regnen tidligere på dagen. Jeg forsøgte at trække tiden ved at spørge til hans skolegang og dem af hans venner, jeg havde lært at kende. Til sidst løb jeg tør for emner og ventede på, at han sagde, hvad han var kommet for at sige.
Peter så ned og begyndte at rulle en cigaret. Det var ham, der havde lært mig at gøre det, og nu sad jeg og kiggede på hans store fingre elegant folde tobakken ved hjælp af det tynde papir, føre lukningen hen over tungen og til sidst snurre papiret hele vejen rundt med præcist koordinerede bevægelser. Så let som ingenting. Man skulle tro, det krævede en pincet at rulle en cigaret så stramt, tænkte jeg. Jeg ville ønske, de fingre strøg ned over min ryg og borede sig ind i min lænd, sådan som han plejede at gøre, da vi lærte hinanden at kende.
Da jeg så op i hans ansigt, hvilede hans blik på cigaretten. I stedet for at tænde den, drejede han den rundt mellem fingrene. Så så han op.
– Rikke. hans øjne stod i vand. – Jeg elsker dig ikke længere.
Hans skuldre havde endnu engang lagt sig ned. Det lykkedes mig at se væk fra ham og fokusere på et skib fyldt med containere, der lå til nede i havnen. Jeg var ikke overrasket, men jeg følte mig heller ikke forberedt på at høre det. Det var et skrækscenarie, jeg havde brugt det meste af sommeren på at vænne mig af med at forestille mig. I terapien hos Lene var jeg begyndt at forstå, hvor negativt jeg tænkte om mig selv og min fremtid, og at det var muligt for mig at forvente og skabe andre positive ideer om, hvem jeg var, og hvad jeg kunne gøre med mit liv. Men hvordan kunne jeg vænne mine tanker til at tænke positivt, når jeg hele tiden blev konfronteret med, at jeg ikke kunne ændre mine vaner? Jeg kunne ikke stoppe med at drikke, og jeg kunne ikke holde fast i kærligheden. Først havde jeg forsøgt at skærme den del af mig selv, som jeg var sikker på, ville ende med at skubbe Klaus fra mig, og det var sket alligevel. Bagefter havde jeg ladet Peter se mig, for den jeg var, og hans kærlighed var brændt ud efter et halvt år.
Jeg så tilbage på ham og observerede de sunke skuldre et øjeblik. Og så tvang jeg mig selv til ikke at græde.
– Okay, sagde jeg.
– Jeg holder stadig af dig som ven, men ikke som kæreste.
– Ja, jeg forstår godt, hvad du siger.
Det var ikke mere at sige. Det havde kun taget et par minutter.
Vi rejste os og gik.
Kapitel 27: De andre
November 2013
To uger senere havde Peter stadig ikke givet lyd fra sig, og jeg tjekkede ikke min telefon så tit længere. I stedet forsøgte jeg at koncentrere mig om at få læst og forberedt mig til timerne. Men siden jeg var begyndt på universitet, var det gået op for mig, at jeg ikke formåede snakke om løst og fast med de andre studerende. Når andre henvendte sig til mig, stod jeg måbende og ledte efter svar i en hjerne, der syntes dækket med bunker og bunker af sand. Og det forstyrrede min læsning. Det fik mig til at tænke på, hvorfor jeg ikke havde kunnet samle mine gamle venskaber op, hvor jeg havde sluppet dem, og om der var en sammenhæng. Mere præcist spekulerede jeg i, om jeg helt havde mistet evnen til at relatere til mennesker omkring mig på en helt almindelig måde.
I løbet af de første måneder af semestret var min lyst til at læse stort set ikke-eksisterende, og jeg skulle tvinge mig selv til at åbne kompendierne og forstå materialet. Det efterår begyndte jeg at drikke hver aften. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, og der var aftener, hvor jeg ikke drak. Jeg forsøgte ikke at stoppe mig selv længere. Det var for stor en opgave. Det krævede for meget af mig. Og mens jeg brugte de fleste formiddage på at sove flere og flere tømmermænd væk og eftermiddagene på at genlæse de samme linjer i en eller anden tekst, forsvandt mit overblik over pensum fuldstændigt.
På det tidspunkt var det eneste, der holdt mig kørende, de forståelser, jeg kom frem til under terapien hos Lene. Over sommeren og i begyndelsen af efteråret havde hun instrueret mig i at se sammenhæng mellem mine tanker på den ene side og mine handlinger på den anden. De tanker, jeg ville ændre på, skulle jeg skrive ned i et alternativt skema. Ideen var, at jeg skulle øve mig i at tænke de tanker, fordi de skulle få mig til at handle anderledes. Det var i teorien den samme metode, jeg havde lært mig selv i 2011, men forskellen var, at Lene af fik mig til at tro på, at jeg kunne ændre mere, end jeg selv havde forestillet mig. Hun fik mig til at føle, at jeg var normal på trods af, hvordan jeg havde ført mit liv de sidste to år. Og fordi hun skabte mening af de ting, jeg fortalte hende, var jeg så småt begynde at stole på hende.
Sidst jeg havde været i Skive til terapi, havde hun opfordret mig til at ringe til en af mine venner og fortælle vedkommende, at jeg havde brug for at snakke. Hendes pointe havde været, at jeg var et helt almindeligt menneske, som andre godt kunne forstå, og at jeg ville opleve, at mine venner havde lyst til at lytte, hvis jeg gav dem muligheden for det. Men det viste sig, at være en langt mere vanskelig opgave, end jeg nogensinde var blevet præsenteret for, og jeg havde endnu ikke ringet til nogen af mine venner og spurgt, om de havde tid til at snakke med mig. Jeg brugte mange aftener på at repetere de samme alternative tanker, som ville gøre, at jeg kunne ringe op til en af mine gamle venner. “Jeg er normal. Jeg har normale følelser, som andre godt kan forstå. Jeg ville selv blive glad, hvis én af mine venner ringede til mig og havde lyst til at snakke med mig.” Men det overbeviste mig stadig ikke nok til, at jeg ringede til nogen.
Jeg skrev ikke længere skemaer uden først at have fået noget at drikke. Det var for det meste så hårdt at skrive mine egne tanker ned, at det føltes som om jeg blottede mine nerveender. Og når jeg gjorde, faldt jeg kun til ro, hvis jeg fandt på alternative tanker at skrive ned ved siden, fordi det havde samme effekt, som hvis alle nerveenderne trak sig tilbage ind i kroppen. Men hvis ikke jeg kunne finde alternativer, fordi jeg ikke forstod, hvorfor jeg følte, som jeg gjorde, ville jeg trække en ny vinflaske op og gennemgå listen af de omkringliggende barers åbningstider i hovedet. Der var stadig mange at tage af, og mine dækhistorier for, hvorfor jeg var alene i byen, lå efterhånden på rygradden.
Under første kursusgang i Det Globale Samfund delte vores underviser os op i hold, som skulle holde et oplæg som introduktion til samtlige efterårets emner. I min gruppe var vi en dag samlet for at øve hver vores del af oplægget for hinanden. Solen stod i en skarp vinkel ind af de store gulvvinduer og skar i mine øjne. Jeg var gledet lydløst ned på en stol foran de andre og havde fundet et stykke papir med noter frem, som jeg holdt i mit skød. To af pigerne fra gruppen havde deres computer med og var travlt optaget af at taste noget på deres tastaturer, indtil det sidste medlem af gruppen ved siden af mig begyndte sin del af oplægget, og de begge løftede blikket og så på ham.
Jeg forstod ikke, hvad der skete med min krop, mens de andre talte. Mine fingerspidser summede og huden over min hals strammede mærkeligt. Jeg blev pludseligt selvbevidst og tænkte, at alle måtte være generet af mit åndedræt, som var ude af takt med maveregionen. Og jo mere, jeg lagde mærke til de forskellige reaktioner, jo mere steg min puls.
Da det blev min tur, kiggede de andre på mig. Med fugtige fingre holdt jeg fast om papiret, men jeg kunne pludselig ikke fokusere på håndskriften længe nok til at finde det overblik, jeg havde haft aftenen før hjemme i lejligheden. Min del af oplægget havde givet mening dagen forinden. Jeg huskede ikke længere, hvorfor jeg havde skrevet de stikord, hvad jeg havde. Fra starten hakkede jeg i ordene og fumlede i endelserne, som om jeg også var ved at glemme at tale dansk. Efter at have snublet mig igennem et par sætninger, kunne jeg til sidst ikke sætte flere ord sammen og måtte opgive at sige noget som helst forståeligt. Der var stille, mens de andre så opmærksomt på mig, og jeg hørte mit blod hamre forbi øregangene.
Jeg så på dem med glødende kinder og blanke øjne, indtil den ene pige smilede en kort smil til mig. Hun tippede næsten umærkeligt med hovedet og tog ordet uden at gøre mere ud af det. Jeg så ned i mit skød, indtil hun var færdig med at samle op på vores oplæg. Det slog mig, at det her var følelsen, jeg havde forsøgt at undgå til alle andre gruppemøder og i diskussioner under forelæsningerne. Den følelse var grunden til, at jeg skyndte ud af lokalerne efter endt forelæsning og tilbragte pauserne alene i en kantine andetsteds, end hvor de andre var. Mens hun talte, støvsugede jeg mine tanker for en undskyldning, der kunne retfærdiggøre mit øjeblikkelige fravær. Mit åndedræt blev overfladisk. Jeg rejste mig til sidst og mumlede noget med en krise i familien og forlod lokalet.
På vej mod lyskrydset udenfor så jeg mig tilbage over skulderen. I et af lokalernes panoramavinduer fangede jeg mit eget spejlbillede i genskæret fra glasset. Det var sortblåt, og jeg så skræmt ud. På vejen hjem undgik jeg vinduer og butiksruder. Jeg burde ikke gå i Fakta, tænkte jeg. Det var midt på dagen, og det var kun onsdag. Det var nu, jeg burde skrive til en af mine venner og spørge, om nogen kunne snakke. På vejen gennem universitetsparken og videre ned af gaderne i øgadekvarteret, forsøgte jeg at overbevise mig selv om at gå hjem i lejligheden og skrive en sms til én af mine venner. Det kunne være hvem som helst. To af mine bedste venner fra gymnasiet boede i Århus, min folkeskoleveninde var en time væk med regionalbussen, og mine venner i København var kun et telefonopkald væk.
Jeg kom frem til, at Søs, Klaus’ søster, var hende, jeg bedst kunne forestille mig at snakke med. Vi havde været venner i mange år, og jeg kunne godt forestille mig, at hun ville have lyst til at snakke, hvis hun havde tid. Jeg fik tårer i øjnene, da det pludselig gik op for mig, hvor meget jeg ville ønske, jeg bare kunne ringe til hende og spørge, om hun ville snakke med mig. I min fantasi forestillede jeg mig at sige, jeg var ked af det og spørge hende, om hun mente, jeg var normal, og om hun troede, jeg ville klare den.
Men lige meget hvor meget, jeg forsøgte at overtale mig selv til at ringe op, kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg ikke kunne samle mine tanker nok til at gøre mig forståelig over for nogen som helst i den tilstand, jeg var i. Det ville ikke kunne lade sig gøre for mig at sige de sætninger, jeg gerne ville, hvis jeg ringede op. Og det ville gøre alt værre. Præcis, som det var sket foran gruppen en halv time tidligere. Jeg ville ødelægge samtalen ved at bryde fuldstændig sammen og skræmme hende med, hvor lidt jeg havde styr på mig selv. Ligesom jeg havde været for meget for de andre, jeg havde åbnet mig for, ville jeg også være for meget for hende. Det var et mønster, jeg ikke kunne bryde. Jeg kunne ikke længere være den samme Rikke, hun havde lært at kende som kollega på en kaffebar for fem år siden.
Da jeg stoppede i et kryds, hvor jeg skulle dreje til venstre ned ad min egen gade, fortsatte jeg i stedet lige ud i retningen mod Fakta. Det var som om, jeg ikke længere selv bestemte, hvilken retning jeg gik.
Da jeg kom hjem og lukkede døren til lejligheden bag mig, drejede jeg skruelåget af, før jeg havde taget min jakke af og drak direkte af flasken. Så satte jeg mig på gulvet i entréen, lænede ryggen mod væggen og kiggede over mod lejlighederne på den anden side. Jeg drak langsommere og kiggede på, det blev mørkt. Den aften tændte jeg aldrig lyset. Jeg sad, hvor jeg havde placeret mig i gangen og stirrede ud af vinduet. Da lejlighederne til sidst lå hen i mørke, stod det store egetræ, som voksede op af fortovet på hjørnet, frem som et stort, sort spøgelse, og grenene piskede ind og ud af hinanden på den lilla baggrund.
Jeg genkendte ikke længere mig selv.
Jeg løftede flasken til munden igen. Den var tom.
Kapitel 28: Panik
November 2013
En fredag aften gik jeg ind i min fars køkken og satte to indkøbsposer fra mig. Han sad i lænestolen i stuen og så en af de mange britiske krimiserier, han fulgte med i. Jeg var lige kommet tilbage fra Fakta, hvor jeg havde handlet kylling, ris, grøntsager og en tre-liters dunk med rødvin på hans kreditkort. Jeg prikkede hul i pappet, hældte et fuldvoksent vinglas op og serverede det for min far ud for hans højre hånd på sofabordet. Ude i køkkenet placerede jeg dunken på køkkenbordet ved siden af kogepladerne, så tappen hang ud over kanten, og begyndte at sætte varerne på plads i køleskabet.
Jeg stoppede, før jeg blev færdig og tappede et glas vin fra dunken. På en af de hvide træstole ved det lille køkkenbord satte jeg mig ned og røg en cigaret. Jeg brugte alle mine kræfter på ikke at græde. Det eneste der hjalp var at drikke af vinen.
Da jeg havde drukket et helt glas, faldt mine tanker til ro og jeg rejste mig for at lægge kyllingestykker til marinering i hvidløg og soja og gik i gang med at snitte løg. Min far kom altid ud i køkkenet, når jeg lavede mad. Med langsomme, usikre skridt, kom han gående med blikket fast rettet mod de ingredienser, jeg havde spredt ud over hans køkkenbord. Nogle gange stoppede han i dørkarmen og kiggede rundt for at regne ud, hvad jeg ville lave. Nogle gange råbte han: ”Lækkert, Rikke!” på vej tilbage i stuen og kastede en hånd til hilsen op i luften i min retning. Andre gange ville han blive i køkkenet for at dufte til maden og lede efter noget, han kunne smage. Denne aften kom han også ud i køkkenet.
– Det dufter dejligt, min tøs, sagde han og klappede mig på hovedet. – Må jeg få en lille smagsprøve?
Med den ene hånd viste han mig med sin pege- og tommelfinger størrelsen på den smagsprøve, han forestillede sig.
– Ja, selvfølgelig.
Fra skålen med marinade greb han en luns nystegt kylling med fingrene, og kastede det ind i munden. Jeg elskede, når min far viste begejstring for min madlavning, og jeg smilede til ham.
– Mmmh, sagde han og spilede øjnene op.
Jeg ventede, til han var gået tilbage ind i stuen, før jeg gik i gang med at rengøre bordfladen og stille beskidte skåle og glas væk. Ved siden af håndvasken stod en plastikbøtte, der engang havde været græsk yoghurt i, og som min far havde fyldt med sulfo og vand og brugte til langvarig opbevaring af beskidt bestik. Panden på kogepladen stod med gamle rester af olivenolie, fordi, som min far sagde, i Spanien lader man gårsdagens olie blive i panden for at bevare smagen. Jeg vaskede altid panden i smug, så han ikke ville skælde mig ud for at være bedrevidende, sådan som jeg havde fået at vide, da jeg var mindre.
Efter vi havde spist, så vi film. Præcis som jeg plejede, skænkede jeg vin op til os begge to og lagde mig i lædersofaen. Der var noget beroligende ved at gøre de samme ting igen og igen, også selvom jeg altid forsøgte at styre mit alkoholindtag. Sådan nogle aftener foran fjernsynet havde altid været det, vi gjorde igen og igen. Jeg rejste mig løbende for at fylde begge vores glas, og pludselig var filmen slut.
Jeg sagde godnat til min far, og begav mig til fods de få kilometer, der var fra hans lejlighed og ned til byen. På vejen trak jeg kold luft ned i lungerne og håbede, det ville hjælpe på hovedpinen, da jeg hørte en beskedlyd. I et gadekryds standsede jeg op og kiggede på displayet. Sms’en var fra Peter.
– Jeg sidder foran pejsen med et enkelt glas whiskey og fælder en tåre. Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i. Rikke, hvad er det, jeg har gjort? Men jeg ved også, at det er bedst sådan her. Pas på dig selv.
Jeg blinkede for at stille skarpt på beskeden og følte noget vende sig i min mave. Han mente, hvad havde han gjort, da han slog op med mig, ikke? Jeg læste den igen, stoppede så telefonen tilbage i lommen og støttede hænderne på knæene for at bøje hovedet ned mellem benene et øjeblik. Da jeg ville krydse fodgængerfeltet, blev jeg stående. Det blev grønt og senere rødt. I det, der føltes som et splitsekund, mistede jeg bevidstheden, og da jeg blinkede med øjnene, fik jeg den tilbage. Jeg blev pludselig bange for at besvime og bukkede endnu engang hovedet ned mellem benene.
Da jeg havde fået det lidt bedre, rettede jeg mig op. Jeg var for fuld til at ringe til Peter. Han ville kunne høre det på mig med det samme, og det ville være for pinligt. Men jeg vidste også, at han ikke ville uddybe, hvis jeg dagen efter spurgte ham, hvad han mente med sin besked. Dagen efter ville han have lukket sig om sig selv igen. Jeg vidste det lige så vel, som jeg vidste, han ville slå op med mig den dag.
Det var til ingen verdens nytte. Jeg blev nødt til at fortsætte, til jeg ikke kunne mærke det længere. I en 7/11 i midtbyen købte jeg en dåseøl og gik op af mod gaden med de brune værtshuse. Jeg gik ind det første åbne sted og satte mig i baren. Mens jeg drak en mørk øl i et højt glas og ventede på en opfundet veninde, faldt mine tanker en anelse til ro. Jeg sagde ja til at danse med en fyr i baren og faldt på dansegulvet, så dørmanden trak mig til side og bad mig om at tage hjem. Jeg forsøgte at se ham i øjnene, mens han lagde hovedet på skrå og en hånd på min skulder. Mens jeg så på hans ansigt, tænkte jeg, at han ikke vidste, at jeg ikke kunne tage hjem, og at jeg heller ikke kunne forklare ham det. Men der var ingen hjemme til at holde øje med mig, hvis jeg mistede bevidstheden igen. Den norske pige var hjemme i Oslo på ferie, og jeg turde stadig ikke ringe til nogen af mine venner på trods af, hvad jeg havde skrevet i den højre kolonne i det skema, der lå på mit skrivebord derhjemme. Det ville være alt for flovt at indrømme, særligt så længe jeg var så fuld. Så jeg sagde til dørmanden, jeg nok skulle tage hjem og gik tilbage op i baren.
Anden gang jeg faldt, var det ned af en barstol. Igen var dørmanden der, og han bestemte, at så længe jeg nægtede at tage hjem, skulle jeg sidde udenfor på en stol ved siden af ham, hvor han i det mindste kunne holde øje med, at jeg drak af den vandflaske, han havde stukket mig i første omgang. Jeg begyndte at panikke, da jeg blev ført udenfor, og i lang tid sad jeg på stolen og græd og rystede af træthed og drak vand uden at blive særligt meget mindre fuld. Da baren skulle lukke, gav dørmanden mig en advarsel om at tage hjem, før han ringede efter politiet. Han havde truet med at ringe til tidligere. Hvad han ikke vidste var, at jeg ville gerne have, han ringede til dem. I detentionen ville der være nogen til at holde øje med mig. Men heller ikke det forklarede jeg ham, og jeg var for fuld til at sige andet end: “Det gør du bare.”
Da en politibil med blink parkerede ved siden af mig ti minutter senere, tog jeg velvilligt med og sad tavs på bagsædet i bilen hele vejen ned på politistationen. Betjenten viste mig ind i den lille, grå celle, jeg skulle overnatte i, og rakte mig et uldtæppe. Da han vendte sig for at gå, og jeg havde lagt mig til rette under tæppet, kiggede jeg op på de tre små jernstænger foran det det lille vindue ud til gangen.
Og så græd jeg af lettelse.
Kapitel 29: Stormen
Århus, december 2013
I løbet af dagen havde Meterologisk Institut udsendt advarsler mod at gå udenfor i stormen den aften. Så da jeg smækkede hoveddøren bag mig lidt før klokken 21.00 og så ned af gaden, var der ikke et eneste menneske udover mig. Jeg gik med korte skridt på fortovet langs bygningsfacaderne og skiftevis spændte i hele kroppen og lod mig falde ind mod vinden for ikke at vælte, da en stærk vind pludseligt bar mine skridt langt fra deres bestemmelsessted. Der lød et kort, skarpt brag foran mig, og først bagefter kunne jeg regne ud, hvad der var sket. Et tungt stykke blik på en meters længde og en halv meters bredde havde revet sig løs fra taget over mig og var styrtet ned foran mine fødder. Vinden hev stadig i mig, og jeg overvejede at vende om. Men jeg var fortsat og nåede både uskadt derned og hjem.
Fire og tyve timer senere stod jeg bøjet over mit skrivebord. Jeg skurede træpladen ren med en svamp for at prøve at fjerne rødvinscirklerne fra aftenen før. Jeg dyppede svampen i en balje med sulfovand ved siden af mig og gentog bevægelserne og forsøgte at glemme, hvor skødesløs jeg havde været, fordi jeg ikke kunne undvære at drikke den aften. Jeg dyppede endnu engang svampen i det varme skum fra baljen ved siden af mig, da en besked tikkede ind på min telefon.
Den var fra Peter.
– Er du okay efter stormen i går?
Jeg stirrede på hans navn og læste beskeden igen. Jeg bukkede forover og gemte mit ansigt i hænderne. Jeg fik pludselig lyst til at fortælle ham, hvor ulykkelig jeg var, fordi jeg vidste, han ikke ville være kærester med mig igen, og at jeg alligevel savnede ham. Jeg havde aldrig svaret på hans sidste besked. I stedet havde jeg forsøgt at minde mig selv om, at det eneste jeg skulle koncentrere mig om, var studiet. Alligevel jeg kom i tvivl hver eneste dag og tit havde jeg været tæt på at skrive en besked til ham. Men jeg skulle ikke begynde at snakke med ham igen, vel? Eksamenerne ville snart begynde, og eftersom jeg ikke længere dukkede op til forelæsningerne, skulle jeg læse det hele derhjemme, og det krævede endnu mere af mig.
Snart begyndte det at vende sig i min mave, og da jeg læste beskeden fra Peter tredje gang, og endte med at kaste telefonen ind i dynerne ovre på sengen. I samme øjeblik hørte jeg i radioen, at stormen havde kostet en 72-årig kvinde livet. Jeg stivnede, slukkede for radioen og skruede i stedet op for Bob Dylans ”Tangled up in Blue.”
Mens jeg sang med på teksterne, blev pletterne langsomt mere utydelige.
Jeg nød duften af vådt træ og citrus og trak vejret helt ned i lungerne. De tomme vinflasker fyldte snart to bæreposer ude i entréen, og jeg besluttede at bære de klirrende poser ned ad gaden. Da jeg kom hjem, åbnede jeg vinduerne og luftede ud. Jeg samlede cigaretskodder i en frysepose og slog dobbelte knuder på den, smed den i skraldespanden og tog skraldespanden med udenfor.
Inde på værelset bredte jeg fire stykker A4-ark ud på skrivebordet og lagde blyanter og røde tusser frem. Jeg bryggede en kande kaffe og satte en varm kop ved siden af papirerne. Det hjalp alt sammen på tømmermændene, og jeg begyndte at få det en smule bedre. Med døren lukket til køkkenet bag mig satte jeg mig foran de blanke stykker papir, afviste alle tanker om Peters besked og tvang mig selv til at tænke på, hvad Lene havde sagt i terapilokalet en uge tidligere. Det havde ligget i det bagerste af mit sind og generet min nattesøvn lige siden.
– Nogle gange kan jeg godt have en fantasi, om at du bruger alkohol som en strategi til at udholde de ting, der bliver svære for dig. Det virker faktisk til at være blevet et rigtigt problem. Det, du gør, svarer i virkeligheden til, hvad man kalder en afhængighed. Hvad tænker du om det? havde hun spurgt.
Selvom jeg havde nævnt, at jeg havde drukket vin nogle aftener, hvor samtalen i øvrigt handlede om noget andet, havde jeg aldrig fortalt hende, hvor meget jeg drak. Jeg havde ikke engang fortalte hende om den aften, jeg overnattede i detentionen.
– Det ved jeg egentlig ikke, hvorfor du tror. Altså, jeg har ikke et problem med at styre, hvor meget jeg drikker eller ikke gør, hvis det er det, du mener. Jeg kan stoppe, hvis jeg vil, sagde jeg og løftede øjenbrynene uden samtidig at spærre øjnene op, for at vise hende hvor søvnig, jeg var blevet af at svare på det spørgsmål. Selvom jeg blev siddende, havde jeg haft lyst til at rejse mig og gå, og jeg havde ikke kunne se hende i øjnene resten af timen.
Jeg bøjede nakken bagover og knækkede de små knogler ned mod skuldrene.
Om hun havde ret eller ej, var jeg kommet frem til den konklusion, at jeg alligevel ville gøre, sådan som hun havde opfordret mig til. Dagen forinden havde jeg endelig spurgt min veninde, Søs, om at ses, men jeg havde aflyst, da jeg var vågnet med tømmermænd samme formiddag. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af. Men Søs havde sagt, at det var helt okay, og at det skulle jeg ikke bekymre mig om. “Vi skal nok nå den kop kaffe,” havde hun svaret, og da jeg havde læst beskeden, havde jeg fået tårer i øjnene.
Jeg satte blyanten ned på papiret og tøvede, da jeg skulle skrive i feltet under “Tanker.” Efter lidt tid begyndte mine håndflader at fugte. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg havde aflyst med Søs. Og det var ikke kun Søs, jeg aflyste med. Jeg havde også aflyst med den ene af mine veninder fra gymnasiet tidligere på ugen. Jeg besluttede at forsøge skrive frit uden at tænke over det.
“Så længe jeg ikke kan være den ven, jeg engang var, kan jeg ikke forvente, at mine venner er her for mig. Når jeg en dag kan finde ud af at være noget for dem igen, kan jeg måske tillade mig at tage imod det, der er tilovers af tid, opmærksomhed og omsorg til mig. Indtil da er det ligegyldigt, hvordan jeg behandler mig selv. Det vigtigste er, at jeg ikke lader min ulykkelighed gå ud over dem, fordi så risikerer jeg at miste dem.” Jeg trak vejret dybt og skrev videre.
”Jeg savner at have nogen at snakke med.” Jeg græd, mens jeg skrev videre.
”Men det var mig, der skubbede dem væk, da jeg blev deprimeret, og det her er straffen. Det er min skyld, og jeg må ikke lade det gå udover andre.” Jeg stirrede længe på papiret for at finde frem til, hvad det, Lene kaldte for mine grundlæggende antagelser om mig selv og verden, var. Det lykkedes mig ikke.
”Jeg har ingen at ringe til, når det rigtig gælder. Dem, der engang fortalte mig, de elskede mig, elskede mig til sidst ikke længere. Peter har ikke engang fortrudt, han gik. Så ville han komme til Århus og være sammen med mig. Og hvis den kærlighed, som engang var stærkere end alt andet, ikke holdt, så holder gamle, misvedligeholdte venskaber heller ikke.”
Kapitel 30: Listen
Skive, december 2013
– Lene, jeg tror, jeg har fundet ud af noget.
Vi sad overfor hinanden i terapilokalet en uge senere. Et øjeblik overvejede jeg at fortælle hende, at jeg havde overnattet i detentionen den nat. I stedet besluttede jeg at fortælle hende, hvad jeg havde fundet ud af efter at have skrevet skemaer over den aften og nat.
– Jeg er ikke særlig skarp, når jeg drikker. For eksempel plejer jeg at have en god timing, når jeg siger noget, der skal være sjovt, og det har jeg ikke, når jeg drikker. Jeg kan heller ikke koncentrere mig om det, de andre snakker om, så jeg kan aldrig følge med og sige det, som jeg har tænkt om det, der bliver talt om.
Det virkede både logisk og indlysende, da jeg havde sagt det højt, men det var ny viden for mig. Tidligere i mit liv havde jeg følt mig livligere, skarpere og mere engageret, når jeg drak, men da jeg på Lenes opfordring var begyndt at undersøge, om det stadig holdt stik, gjaldt det ikke længere. Lene smilede, lænede sig tilbage i stolen og slog ud med hænderne.
– Det er da fantastisk, Rikke. Det lyder som om, du har fundet ud af, at du for det første har rigtig meget at bidrage med, og for det andet, at det er noget alkoholen forhindrer dig i.
Hun så på mig med et opmuntrende blik. Det var som at blive strøget over håret. Først smilede jeg, så faldt jeg i staver, og til sidst faldt mine mundvige tungt på plads.
– Hvad kom du lige til at tænke på? Med en lille bevægelse med hovedet satte hun sig parat til at lytte.
– Hvis jeg skal være helt ærlig, har faktisk hele tiden troet, at… Pludselig var min strube tyk af spændinger. Jeg slugte lidt luft og fortsatte. – Jeg troede, at jeg ikke kunne de her ting længere. Jeg troede, jeg havde mistet mine evner til at tænke og føre helt almindelige samtaler under min depression. Eller måske tænkte jeg i virkeligheden, at det faktisk altid havde været sådan. At jeg aldrig var hverken skarp eller sjov, men at det var noget, jeg lod som om, indtil jeg ikke havde kræfterne til at gøre det længere.
Jeg græd, mens jeg talte videre.
– Og derfor troede jeg også, at jeg skulle indstille mig på ikke længere at have sjove eller betydningsfulde samtaler med mine venner, fordi det havde vist sig, jeg slet ikke kunne finde ud af det.
Lene opfordrede mig til at fortsætte, men det havde hun ikke behøves. Det væltede ud af mig. Jeg havde aldrig draget den sammenhæng tidligere.
– Så da jeg var syg, sørgede jeg for at trække mig ud af stort set alle mine venskaber, så de ikke ville skulle trækkes med mig, og nu tror de sikkert alle sammen, at jeg ikke holder af dem. Og det er ikke rigtigt, men jeg kan ikke være naturlig sammen med nogen eller føre en samtale om helt almindelig ting. Og oveni det, enten drikker jeg eller plejer mine tømmermænd. Der er ingen energi at hente nogen steder. Hvis de ser mig sådan, vil de for alvor tro, at jeg er blevet underlig og asocial, og så vil de blive fortvivlede og ikke vide, hvad de skal stille op med mig. Det kan jeg ikke byde dem.
Så længe jeg kunne huske tilbage, havde jeg været bange, når jeg skulle tale om mine følelser, og selvom Lene kun var stille et enkelt øjeblik, blev jeg nervøs.
– Prøv at tænk på, at alle gør altid deres bedste med det, de har på det tidspunkt, de gør det. Det gælder også dig. Og at dine venner ved ikke, at du har brug for at snakke, med mindre du fortæller dem det.
Lene udtalte ordene langsomt og så lavt, at jeg måtte strække hals for at høre det. Hun så opmærksomt på mig, som om hun ville se, om min overflade ville krakelere og ville lade ordene finde vej gennem sprækkerne.
– Hvad tænker du om, at næste gang du får lyst til at snakke med en af dine venner, så ringer du op til en af dem og siger, at du har brug for at snakke?
– Det har jeg godt tænkt, men jeg tør faktisk ikke.
Mine øjne fyldtes med tårer på et øjeblik.
– Det kan jeg godt forstå, fordi du har haft mange oplevelser med ikke at blive hørt. Men Rikke, du er både let at forstå og nem at holde af. Der er ikke noget fra virkeligheden, der forhindrer dig i at blive forstået. Det er kun dine tanker, der kan komme i vejen.
Hun holdt en lille pause. Så tilføjede hun:
– Det her kan du godt.
Da jeg kom hjem den eftermiddag fandt jeg et stykke papir frem og skrev en liste over de venner og familiemedlemmer, jeg havde lyst til at snakke med, hvis jeg en dag skulle få brug for det.
På ingen tid havde jeg skrevet 14 navne på en liste.
Kapitel 31: Besøg
Århus, december 2013
Juleaftensdag stod den store dunk papvin på min fars køkkenbord, ligesom den plejede. Jeg skænkede to glas, gik ind i stuen og satte ét foran min far og ét foran min faster på sofabordet. De takkede mig med øjnene klistret til Disney’s juleshow, og jeg gik til sidst tilbage ud i køkkenet, hvor jeg fandt skærebræt, kniv og æbler frem, og skar et æble ud i skiver og fjernede bagefter kernehuset.
Da Peter havde ringet til mig ud af det blå en uge tidligere og spurgt, om han måtte komme forbi juleaften, fortalte han mig i samme åndedræt, at han skulle hjem til julefrokost dagen efter. Jeg havde ikke spurgt, hvorfor han gerne ville komme forbi juleaften af alle aftener, eller om det betød, han ville overnatte hos mig. Ikke fordi jeg var bange for at afsløre mig selv, fordi jeg tænkte, Peter godt vidste, jeg gerne ville se ham. Men jeg var bange for, at hvis han først hørte sig selv sige det højt, ville han skifte mening. Det eneste jeg havde sagt, var ja.
Jeg havde besluttet mig for ikke at drikke alkohol juleaften for ikke at gøre aftenen sværere at komme igennem og meldt det ud til min far og faster. Lene havde sagt, jeg kunne anse det for at være på en slags ”psykologisk antabus,” efter jeg havde stejlet over hendes forslag om at begynde at spise rigtige antabusser. Men ligegyldigt hvad jeg kaldte det, ville jeg i det mindste være klar i hovedet den aften, så helt galt kunne det ikke gå.
Jeg lagde kniven og æbletern fra mig og hvilede et øjeblik hele min vægt med håndfladerne fladt på bordet. Jeg begreb stadig ikke, hvorfor det skulle være så svært for mig at lade være. Pludselig kunne jeg ikke tænke på andet end at drikke vin. Der stod jeg og trak vejret, indtil jeg tænkte, at et enkelt glas rødvin til maden kunne vel heller ikke skade, tænkte jeg. Eller måske ville jeg tage ét, mens jeg lavede mad og ét til maden. Lene skulle vel ikke bestemme, om jeg måtte drikke rødvin juleaften. Jeg var trods alt næsten 30 år. Øverst i skabet bag mig rakte jeg ud efter et vinglas og tappede rødvin fra dunken. Det ville også gøre aftenen nemmere at være i.
Før jeg var færdig med at lave mad halvanden time senere, havde jeg drukket fire glas vin og følte mig let til mode. De andre lagde ikke mærke til noget og havde sandsynligvis drukket det samme. Så vi spiste og gav hinanden gaver og drak mere vin, da vi flyttede fra spisebordet til stueafdelingen. Min far og min faster i stuen, og jeg i smug i køkkenet, når jeg vaskede op eller “hentede et glas vand.”
Da Peter bankede på, havde jeg lyst til, at han og jeg skulle tage mig med sig direkte til hjem til min lejlighed, og jeg måtte holde mig selv tilbage for ikke straks at overtale ham til det. I stedet åbnede jeg døren, og vi gav hinanden et knus. Min faster var den eneste, der havde en rigtig julegave til Peter. Hun gav ham et slips med elefanter på, som var fabrikeret fra en bæredygtig farm i Nepal. Jeg gav ham ti sirupsvafler fra grønthandleren ved siden af Fakta og havde dårlig samvittighed over, at han sikkert kunne se på mig, jeg havde drukket for meget allerede. Jeg skjulte mit ansigt for de andre ved at kigge rundt på bordet og koncentrerede mig om at sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og sådan gik et par timer.
Min faster var kørt i sin bil hjem til min far om eftermiddag og havde oprindeligt planlagt at tage en taxa hjem. Det var sent, og det var nu, hun skulle ringe.
Hun pegede på mig tværs over bordet.
– Rikke, du kan da køre mig hjem. Du har alligevel kun drukket ét glas vin.
Alle syntes, det var en god idé og blev hurtigt enige om, at det vi gjorde, det var, at Peter ville følge efter mig i sin bil, og bagefter kunne Peter køre mig og ham hjem til min lejlighed. Jeg sad ved bordet uden at sige noget i lang tid, mens min faster samlede sine gaver sammen i medbragte papirsposer. Der var ingen af dem, der ville forstå. De ville ikke have tid til mit bøvl.
– Okay, sagde jeg til sidst.
Min faster, Peter og jeg sagde godnat til min far og gik ned mod bilerne. Jeg låste bilen op og satte mig ind på førersædet. Med min faster på passagersædet stak jeg nøglen i tændingen og startede bilen. Det føltes, som det plejede og jeg tænkte, at min krop vel vidste, hvad den skulle. Det kan du godt, Rikke. Vi skal ikke særligt langt.
Ved parkeringsbåsen i midtbyen nogle minutter senere holdt jeg stille med motoren i tomgang. Min faster var stået ud af bilen og vinket farvel til mig, før hun var gået ind i sin opgang. Jeg forsøgte at samle koncentration for at forberede en parallelparkering. Jeg blinkede med øjnene og spærrede dem op igen og igen. Klokken var elleve om aftenen, og den eneste frie bås lå mellem to parkerede biler i skygge fra gadelamperne på modsatte side. Peter holdt parkeret længere nede af gaden og ventede på mig.
Da jeg trådte på speederen, gav jeg for meget gas og strejfede kofangeren på den gule bil til venstre for mig. Mit hjerte sprang et slag over. I andet forsøg førte jeg bilens snude forbi siderne af begge biler og ind i båsen. Jeg slukkede for motoren, trådte ud og løb de få skridt hen bag den gule bil og stillede mig, så jeg kunne se kofangerens kant. Der var ingenting at se. Jeg trykkede på nøglens automatlås, bilen blinkede, og jeg fortsatte i løb ned mod Peters bil.
– Gik det fint? spurgte Peter.
– Ja, lad os køre.
Før jeg var taget hjemmefra, havde jeg skruet op for radiatorerne. Sneen lå i store duver på vinduesafsatsen udenfor, og ruderne duggede. Peter havde sat sig med spredte ben på en af køkkenstolene.
Jeg gik gennem køkkenet og åbnede et vindue.
– Rikke, hvordan har du det? spurgte han, da jeg endelig satte mig ned på en stol ved siden af ham.
Hans øjne var blanke. Jeg så ned i gulvet, mens jeg gravede energi frem for at tage hans dårlige samvittighed fra ham.
– Godt. Er det ikke tydeligt?
Jeg tvang et smil frem. Hvis ikke jeg lykkedes med at vise, jeg havde det godt, ville jeg ikke få, hvad jeg skulle bruge. Sådan havde det altid været. Heldigvis var det altid nemmere at overbevise andre, end jeg forestillede mig. Peter tøvede et øjeblik, rakte ud efter stolebenet på den stol, jeg sad på, trak den hen mod sig selv og kyssede mig.
Dagen efter duftede dynerne stadig af ham. Jeg vendte ansigtet ned i den hovedpude, han havde sovet med og snusede ind. Han var taget afsted, før jeg havde nået at brygge kaffe, og solen stod kun svagt ind af de beskidte vinduer. Hvorfor var han ikke blevet? Pludselig rullede tømmermænd igennem min krop. Jeg stod ud af sengen, trak gardinerne for og begravede derefter min krop under begge dynerne. Jeg lod mærke til, at mine skinneben var kolde, selvom der var varmt på værelset, og mine tæer føltes stive, som om de ville knirke, hvis jeg vrikkede med dem. Jeg følte med tungen over ganen. Tør og nubret. Luften på værelset var tør, og jeg fik kvalme.
Måske ville jeg aldrig se Peter igen. Før han var gået, havde han sagt, at vi ville snakkes ved, men jeg kendte ham efterhånden godt nok til at vide, at det betød, at vi højst sandsynligt ikke ville snakkes ved.
De næste tre dage stod jeg kun op for at gå i kiosken efter rugbrød, skiveost, chokolade og så mange flasker vin, jeg kunne bære.