Kapitel 9: Detektiv
Nørrebro, januar 2012
En søndag morgen i begyndelsen af det nye år vågnede jeg, før solen var stået op. Jeg vendte mig under dynerne og kiggede på, hvad jeg havde skrevet på mine håndrygge.
Aftenen før havde jeg spurgt Linnea, derefter en anden veninde og til sidst min værelseskammerat, om de ville med mig i byen. Men de havde alle haft andre planer. Jeg overvejede at skrive til nogle af mine venners venner, som jeg vidste, ville være i byen. Jeg vidste også, jeg ville være velkommen til at mødes med dem, fordi det havde jeg gjort før, men jeg besluttede at blive hjemme. Jeg var rastløs, og efter i flere timer at have vandret hvileløst rundt i min lejlighed fandt jeg min kuglepen frem. Tidligere på dagen havde jeg skimmet nogle indlæg i en blog om mindfulness. På min venstre hånd skrev jeg ”registrer” og på den højre “giv slip.” Det så underligt ud. Det eneste jeg nogensinde havde skrevet på mine håndflader før det, havde været en påmindelse om at ringe til nogen eller en kort indkøbsliste. Jeg rystede på hovedet. Måske burde jeg have været indlagt. Til gengæld havde det hjulpet at få øje på ordene, og resten af aftenen havde jeg øvet mig i at registrere, hvad jeg tænkte på og bagefter give slip på de tanker.
Skriften kunne stadig anes, selvom det meste var blevet tværet ud i løbet af natten. Jeg strakte mig under dynen. Det var første gang i to måneder havde jeg ikke været i byen hverken fredag eller lørdag. Jeg fyldtes af en følelse af at have overvundet mig selv. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde mig stolt at være blevet hjemme den weekend, og jeg mærkede en prikkende fornemmelse af glæde eller optimisme i bunden af maven for første gang i et halvt år.
Måske var depressionen endelig ved at aftage. Jeg så ud af vinduet og op i himlen over svømmehallens tag. Da den begyndte at lysne, kastede jeg dynen til side og gik ud i køkkenet for at lave kaffe.
Jeg ville bruge dagen derhjemme på at læse. Siden starten af december havde jeg haft en biblioteksbog til at ligge i vindueskarmen. Det var en selvhjælpsbog til depressionsramte med udgangspunkt i kognitiv terapi. Da jeg først lånte den, havde jeg ikke kunne fastholde koncentrationen i mere end et par linjer af gangen, og siden den dag havde jeg ikke åbnet den. Men forskrækkelsen over ikke at kunne læse havde lagt sig, og mens jeg drak min morgenkaffe, tænkte jeg, at jeg blev nødt til at være tålmodig med mig selv, hvis jeg på sigt ville kunne læse igen. Hvis jeg ikke kunne læse, var det ikke noget at gøre ved det. Men måske ville jeg kunne læse lidt af gangen og på den måde træne min koncentration op igen. Jeg stilte koppen fra mig, rakte ud efter bogen i vindueskarmen og lod mig falde på ryggen ned i sovesofaen. Så slog jeg op på første side.
Det var første gang jeg læste en psykologs forklaring af, hvad en depression var. Den eneste anden gang, jeg havde undersøgt noget, der forklarede, hvad depression betød for et menneskes følelsesliv, havde været efter den første samtale hos psykologen med det petroleumsblå tæppe tre måneder tidligere. I slutningen af sessionen havde hun spurgt mig, ”Rikke, du er meget optaget af, hvad andre omkring dig har brug for. Hvad er dine behov?” Uden at tænke over det svarede jeg, ”Jeg har ikke nogen.” Havde jeg været modig nok, havde jeg også tilføjet hvorfor. I stedet tænkte jeg på det under cykelturen hjem derfra. ’Det er ikke sådan, jeg får kærlighed.’
Den eftermiddag i oktober googlede jeg ”menneskelige behov” og studerede begreberne længe og indgående uden at finde en sammenhængende forståelse for, hvordan det skulle gælde for mig. Jeg kunne ikke gennemskue, om jeg havde de samme behov som andre mennesker, eller hvornår jeg havde dem, og hvad jeg skulle gøre med dem. Det var endt med, jeg havde lukket siderne igen, men det havde slået rod et sted i min bevidsthed, at min depression på en eller anden måde var forbundet til den måde, jeg levede mit liv på. Og den tanke havde lige siden eksisteret i min bevidsthed som en gåde, jeg ville løse, når jeg en dag fik min koncentration til at læse og forstå tilbage.
Det var tid. Jeg havde tid nu. Det var blevet lidt lettere at stå op om morgenen. Jeg græd ikke længere hver dag eller var frustreret hver aften, når jeg skulle sove. Gåturene var begyndt at hjælpe, efter jeg havde sat tempoet op og forlænget min rute til at strække sig over seks kilometer. Jeg skulle ikke længere se Klaus, og min mor havde respekteret ikke at kontakte mig igen, før jeg kontakte hende. Jeg havde tiden. Det var nu, jeg skulle prøve at gøre noget godt for mig selv i stedet for at regne med, nogen kom og gjorde det for mig.
Bogen hed ”At overvinde depression” og var skrevet af en klinisk psykolog fra England, og da solen gik ned den eftermiddag havde jeg læst den første tredjedel af bogen. Den forklarede, hvorfor en depression opstår, og foran mig ventede de praktiske øvelser i de sidste to tredjedele. Mine øjne var begyndt at svi, mens dagslyset langsomt forsvandt, og jeg havde hovedpine. Jeg lagde bogen ned over min brystkasse og foldede hænderne over den, mens jeg forsøgte at samle informationerne og regne ud, hvordan jeg passede ind i den kognitive psykologis analyse af det menneskelige sind. Midt i overvejelserne fik jeg en overvældende trang til at tage i byen. Hvad dag var det? Søndag. Ingen ville være ude. Jeg slog det hen.
Da jeg bladrede op i bogen igen, læste jeg, at det var vigtigt at skelne mellem intelligens og kognition. Mine øjne fyldtes tårer, der hang i øjenkrogen. Først da gik det op for mig, at jeg var gået ud fra, at jeg havde mistet mine intellektuelle evner under depressionen og aldrig ville kunne tænke normalt igen. Nu tænkte jeg på den indrammede sort/hvide plakat, der hang i venteværelset hos min første psykolog. ”Replace fear of the unknown with curiosity.” Et af de værktøjer, som forfatteren fra bogen gjorde meget ud af at forklare, var netop nysgerrighed. Og han havde eksemplificeret den slags nysgerrighed, som ville løse op for depressive tankemønstre, med en detektivs nysgerrighed. Nærmere bestemt en nysgerrig, optimistisk detektiv, som brugte lup og var fordomsfri, mens han undersøgte sit emne. Jeg grinte, da jeg så mig selv for mit indre blik med en lang, sort trenchcoat og en lup for øjet som den kvindelige udgave af Sherlock Holmes.
Jeg lukkede bogen omkring et bogmærke, lagde den fra mig og satte mig op i dynerne. Jeg tog en dyb indånding. Hvis jeg ikke havde mistet mit intellekt, var der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte med at gå i byen. Ikke, hvis jeg kunne finde ud af, hvordan jeg kom ud af min depression. Det virkede pludseligt så indlysende, hvordan jeg kunne få det bedre. Og hvis ikke jeg kunne finde en psykolog til at hjælpe mig, måtte jeg gøre noget selv.
Jeg rejste mig fra sofaen, tændte loftslampen og gned øjnene i det skarpe lys. Hvorfor havde jeg ikke gjort noget for at få det bedre al den tid? Fire måneder var gået. Forsvundet, nærmest. Hvad havde jeg udrettet? Ingenting. Jeg skulle bruge noget papir. Papir og noget at skrive med. Langs væggen under mit store klædeskab lå en gammel rulle brunt gavepapir. Jeg samlede den op, stak fingrene ind hullerne på hver side af rullen og kastede papir op i luften, så flere meter foldede sig ud og dalede ned på gulvet foran den gamle kiste, der fungerede som sofabord. Jeg fiskede tre kuglepenne op fra en krukke i min reol og satte mig på gulvet foran papiret. Med en tyk, sort tusch trak jeg en streg på tværs ti centimeter fra papirets øverste kant og bagefter tre yderligere streger fra top til bund. I de fire felter for oven skrev jeg Situation, Tanke, Følelse og Handling.
Jeg skulle tage udgangspunkt i en specifik situation og udfylde felterne. Var det sådan? Ja. I følge bogen var opgaven at få øje på sammenhængen mellem tanker på den ene side og følelser og handlinger på den anden. Tricket til at kunne handle anderledes og ændre måden, jeg følte på, var at erstatte mine daværende tanker med alternativer. De alternative tanker ville skabe andre følelser, og de ville få mig til at handle anderledes.
I feltet under Situation skrev jeg, ”Jeg er alene hjemme.” Jeg fortsatte i feltet under Tanke. ”Jeg er alene med mit liv. Jeg har ødelagt mine venskaber nu, og ingen ringer længere for at høre, hvordan jeg har det. Ingen holder længere af mig, og ingen hjælper mig.” Jeg spærrede øjnene op. Det var strømmet gennem kuglepennen, som om jeg slet ikke var i tvivl. Men da jeg læste sætningerne bagefter, havde det overrasket mig. Jeg anede ikke, det var sådan, jeg tænkte. Jeg satte kuglepennen ned over papiret og fortsatte. ”Jeg kan ikke tillade mig at belemre andre med mit selskab. For slet ikke at tale om at fortælle dem om, hvordan jeg har det. Hvis jeg fortalte det, ville de få for meget af mig. De ville være smittet af mit dårlige humør og blive tynget af det, og det eneste, de ville tænke på, ville være, hvordan de kunne slippe af med mig igen. De ville blive nødt til at trække sig. Selvfølgelig ville de det. Mine følelser er for voldsomme for andre. Desuden kan jeg ikke tillade mig at spørge efter mere forståelse. Jeg har opbrugt min kvote.” Kvote? Hvad mente jeg dog med det? Jeg tvang mig selv til at trække vejret langsommere. ”Jeg kan ikke blive ved med at kræve, at de skal være her for mig. Jeg er en belastning. Jeg er en byrde.” Efter at have tømt mit hoved for den slags tanker smed jeg kuglepennen fra mig og stavrede ud på altanen på stive ben.
Jeg røg en cigaret i aftenmørket, gik tilbage ind i lejligheden, smed en pude på gulvet og satte mig på den foran papiret. Jeg vidste nogenlunde, hvilke følelser og handlinger, der blev udløst af de tanker, jeg lige havde skrevet ned. Jeg fortalte ingen, hvordan jeg rigtigt havde det, og jeg isolerede mig selv i min lejlighed. Så i stedet for at udfylde resten af felterne, lavede jeg en ny streg på tværs af papiret og bladrede op i bogen for at genopfriske, hvordan man kunne lave alternative tanker. Jeg skimmede teknikkerne. Det var dem, der skulle udløse alternativer handlinger. Jeg gav de forskellige teknikker navne og i marginen af mit store skema noterede jeg mine hjælpere for at huske på dem. ‘Sherlock Holmes’, ‘Min egen bedste veninde’, ‘Fantasi eller fakta’ og ‘Hvis jeg skal være langsigtet’.
I feltet med Alternative Tanker ud for ‘Jeg er alene hjemme,” skrev jeg: “Hvis jeg skal være nysgerrige og undersøgende, må jeg indrømme, at Tinna faktisk ringer for at høre, hvordan jeg har det. Det er altså en overdrivelse at tænke, ingen ringer for at høre, hvordan jeg har det.” Jeg blev øjeblikkeligt lettere og vendte ansigtet op mod loftet for at lade tårene falde tilbage, til hvor de var kommet fra. Den aften fortsatte med at skrive alternative tanker på det store brune papir indtil sent.
I de efterfølgende uger udfyldte jeg skemaer hver dag.
En eftermiddag i den efterfølgende weekend gik jeg rundt i Frederiksberg Have. Det slog mig, at jeg ikke havde lagt mærke til, at mine fingre var kolde. I to timer havde jeg vandret rundt på Nørrebro og senere Frederiksberg og sendt ordrer afsted til min krop om, at den skulle bevæge sig uden at give det nogen betydning, hvordan jeg havde det. Jeg stoppede op og rystede på hovedet som for at stoppe med at tænke tanker og trak min trøje ned over håndleddene. Så rettede jeg min opmærksomhed mod, hvordan resten af min krop føltes. Jeg koncentrerede mig om mine tæer først. De var kolde. Jeg vrikkede lidt med dem under skoenes snuder. Da jeg begyndte at gå, mærkede jeg efter, hvor mine fodsåler føltes i strømperne, og hvor de ramte bunden i skoene. Mens jeg gik videre gennemgik jeg hele min krop, som var jeg et scanningsapparat på et sygehus. Det var også noget, jeg havde lært af at læse bogen. At lægge mærke til kroppens fornemmelser. Det var som om, en ny verden så småt var ved at åbne sig for mig. En verden, jeg endnu ikke havde adgang til, men som jeg kunne se indtil gennem en lille sprække af lys.
Jeg stoppede på toppen af en lille bro og kiggede på vandet, der løb under den. Mens jeg stod der, kom jeg i tanker om en tegneteknik, jeg engang havde øvet mig på og handlede om at se sit objekt på en bestemt måde for at kunne tegne bedre. Først skal man glemme, hvad man ved om verden, og så skal man begynde at observere den todimensionelt. Man skal registrere, hvor linjer begynder og slutter og kun lade sit blik bevæge sig rundt på og langs flader og konturer. Det er en øvelse i at bevæge sig på overfladen, gentog jeg for mig selv og løftede blikket. Bladenes forskellige grønne farver stod tydeligere frem, og jeg fik øje på lysglimt, der blinkede på vandoverfladen. De forandrede. De blev aldrig det samme sted. Jeg stod der længe, paralyseret af stilheden, og mærkede kulden.
En dag ikke længe efter satte jeg mig på min yogamåtte for at meditere. Jeg var blevet introduceret for teknikken under et yogahold i det fitnesscenter, jeg var tilmeldt året før, og havde ikke dyrket det siden. Jeg så på musklerne i mine hænder afspænde og lægge sig blødt ned over mine knæ. Mine tanker tog længere tid om at falde til ro. Bag øjenlågene mærkede øjnene flakke, mens jeg spilede maveskindet ind og ud og forsøgte at observere de tanker, jeg var så nervøst opmærksom på. Men efter nogle minutter fandt mit åndedræt en naturlig rytme, og mit sind blev forstyrrende og mere roligt. Jeg kunne pludselig følge med i, hvad jeg tænkte, og tankerækkerne fulgte rent faktisk en logik, jeg forstod. Endnu nogle minutter senere trak jeg vejret ind, udåndede gennem munden og overraskede mig selv, da min udånding slap en dyrisk lyd fri, og jeg græd af lettelse.
Det var en lettelse, som blev afløst af en beslutsomhed. Jeg tørrede mine kinder i min hættetrøjes ærmer og blev siddende på gulvet. Der var stille på mit værelse, og det var blevet mørkt for længe siden. I stedet for kun at gå lange ture på Nørrebro og Frederiksberg, hvis jeg ikke kunne sove, eller når jeg havde tømmermænd, besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre det til en rutine at meditere eller dyrke yoga hver dag. Jeg behøvede ikke kun være god mod mig selv for at opveje et underskud. Jeg måtte gerne gøre det på forkant. Og så ville jeg blive ved med at skrive skemaer, indtil jeg ikke længere var deprimeret. Det var planen. Og det var den eneste, jeg kunne finde på. Jeg havde ingen andre muligheder, så den var nødt til at fungere. Det skal fungere.
Jeg rejste mig og gik på badeværelset for at børste tænder. Jeg var nødt til at kunne håndtere det her selv. Livet, depression, det hele. Det kunne jeg også godt. Det kunne jeg godt. Ikke? Jo, det kunne jeg godt.
Kapitel 10: Virkeligheden
Nørrebro, januar 2012
Det var, da jeg var teenager, jeg var blevet bevidst om, at der måtte findes noget farligt indeni mig. Når jeg følte mig misforstået og blev vred, fortalte min mor mig, jeg ikke var særlig god til at sætte ord på mine følelser. Når jeg blev frustreret eller ked af det over ikke at kunne gøre mig forståelig, og hun ikke kunne finde en måde at trøste mig på, græd hun sammen med mig. Når jeg skældte ud i afmagt over ikke at føle mig hørt, så hun ud som om, jeg havde slået hende, og når jeg til sidst blev stille, fortvivlet og lukket, sagde hun, jeg opførte mig koldt.
– Du styrer andre med dit dårlige humør, sagde hun engang til mig efter et skænderi, da jeg var ung teenager, og vi var på ferie i vores sommerhus. Jeg huskede ikke længere, hvad vi var uenige om, men hvad hun gjorde efterfølgende havde sat sig fast i min hukommelse. Hun havde løftet fingerspidserne til tindingerne og fastholdt mit blik, mens hun strammede læberne. Mens hun stod dér så hun på mig med et bange blik, som for at demonstrere hvordan det så ud, når jeg overførte mine humørtilstande til hende. Jeg sagde ikke mere. Jeg blev ked af det, vendte om på hælen og knaldede døren i til et af soveværelserne. Derinde lå jeg og tænkte, at jeg altid havde forsøgt at vise hende, jeg ikke var farlig, men det var aldrig lykkedes mig. Måske havde hun ret. Tanken satte sig fast i mig, at så snart jeg enten ikke var i godt humør eller sørgede for at gøre andre tilpasse, var jeg farlig for andre. Jeg kunne nærmest gøre andre sindssyge, hvis ikke jeg passede på.
Jeg lænede mig ind over det brune papir og trak en streg på tværs, så et sidste smalt felt dukkede op langs bunden af papiret. Snart havde jeg udfyldt hele rullen. Under Situation skrev jeg “skænderi med min mor” og under Tanke “Jeg styrer andre med mit humør” og “Jeg må ikke vise mit dårlige humør over for andre, fordi så skubber jeg dem enten væk, gør dem bange eller er grunden til, at de afviser mig.”
Vores skænderier voksede i takt med, at jeg gennemgik teenageårene. I gymnasiet boede vi en lille lejlighed i Skive. Min mor datede en mand i Viborg og var tit væk om aftenen. Når hun var hjemme, førte hun lavmælte diskussioner med sig selv i køkkenet, som om hun rekonstruerede en samtale, hun havde haft med en anden og rettede sine egne replikker for at korrigere udfaldet. Det gjorde mig angst. “Kan du ikke lade være med at tale til dig selv? Det er ubehageligt, mor.” Hun svarede, jeg ikke skulle rette på hende. Jeg forstod ikke, hvad der skete, og jeg havde ingen steder at rette mig hen. Så vi skændtes dagligt, og det endte for det meste med, at jeg gik ind på mit værelse og lukkede døren, sådan som jeg havde fået besked på at gøre, da jeg var lille. Når min mor forlod lejligheden, satte jeg Eminems første LP på, slukkede al lys på værelset, satte mig på gulvet med ryggen tæt på den ene gulvhøjtaler og mærkede den tunge bas mod rygmusklerne. Jeg begravede hænderne i håret og trak i det, så det gjorde ondt, indtil min vejrtrækning langsomt begyndte at falde til ro. Det var først, når jeg havde samlet mine tanker, at musikken pludselig føltes alt for høj og aggressiv, og jeg slukkede for den igen.
Jeg satte kuglepennen til papiret. Det var en onsdag formiddag i slutningen af februar og den kolde forårssol bragede ind af vinduet og indhyllede mit brune papir i et gyldent skær. “Hvis det farlige, jeg har indeni, undslipper min kontrol, vil andre opdage, at jeg er kold, afvisende og utrøstelig. Så er det ikke længere kun min mor, som ikke kan lide mig, men også alle andre. Og så trækker alle sig fra mig på et eller andet tidspunkt.”
Jeg vendte mig mod min reol, hvor mine gamle dagbøger lå blandt stakke af magasiner og løsark og fiskede én ud af bunken, jeg vidste var fra min gymnasietid. Jeg bladrede. I et indlæg havde jeg skrevet, ”Lige meget hvad jeg gør, og hvad jeg siger, er det forkert. Hun fortæller mig aldrig, at jeg er god nok, og jeg kan stadig ikke regne ud, hvad jeg skal gøre for at blive godkendt i hendes øjne.” Jeg blev svimmel og lagde langsomt dagbogen ind under de magasiner, jeg havde trukket den ud under og tabte mit blik ind i sovesofaen. Jeg lænede mit hoved i mine hænder og kørte mine fingre rundt i cirkler i min hovedbund, indtil mit hår var purret op i en filtret kugle. På det sidste stykke af gavepapiret, gjorde jeg min skrift mindre og mindre, mens jeg lod mine tankerækker flyde ud gennem blyanten.
“Når jeg er glad og kan bruges til noget, kan folk godt lide mig, men ellers kan de ikke håndtere mig. Andre kan finde på at vende sig om og gå fra mig. Det er som om, de har en kvote for, hvor meget af mig, de kan holde ud, og hvis jeg ikke passer rigtigt meget på, slipper deres tålmodighed med mig op. Uden advarsel og uden forklaring får andre pludselig for meget af mig. Og det er altid, når jeg ikke passer på og lader paraderne falde, at det går galt. Det kan andre ikke tåle. Hvis jeg først begynder at læne mig op af andre, vælter vi alle sammen, og står jeg alene tilbage. Fordi jeg har skræmt dem væk. Fordi de ikke kan holde ud at se mig, som jeg rigtigt er. Hvis jeg vil beholde dem i mit liv, bliver jeg nødt til at skaffe mig af med de farlige følelser.”
Intet af det føltes nyt, men alligevel var jeg mere overrasket over mig selv end nogensinde før. Jeg havde aldrig set mine tanker så tydeligt. Jeg læste det igennem endnu en gang og tilføjede, “Før jeg finder ud af at skaffe mig af med mine dårlige følelser, er den eneste måde at beholde folk i mit liv på ved at stoppe og advare dem, før de kommer derind, hvor alt det farlige gemmer sig.”
Jeg tænkte på Klaus. Pludselig gav det hele mening.
Det bankede på min dør. Jeg sprang op fra gulvet og løb ud i entréen, hvor jeg åbnede for en mand fra Interflora, som rakte mig en buket blomster. I køkkenet et øjeblik senere lagde jeg blomsterne på bordet og åbnede det tilhørende kort. ”Jeg elsker dig, og jeg tænker på dig. Knus mor” Jeg lagde langsomt kortet fra mig. I stedet for at sætte blomsterne i vand, lod jeg dem ligge på køkkenbordet og greb min jakke og mit nøglebundt fra knagen i gangen på vej ud af hoveddøren.
I timevis gik jeg rundt i cirkler på Frederiksberg. I to måneder havde jeg ikke hørt fra hende, og jeg havde ikke givet lyd fra mig. Pausen havde gjort mig godt. Og da jeg havde læst kortet, var min første følelse skam. Jeg tænkte på, hvor utaknemmelig jeg var over ikke at blive glad for gestussen. Men af principielle årsager ville jeg ønske, hun havde givet mig muligheden for at komme til hende. Så ville jeg have været klar. Til sidst kom jeg frem til, at jeg kunne ikke tillade mig at være sur over, at hun sendte mig blomster og fortalte mig, at hun elskede mig. Da jeg trådte ind af døren til min lejlighed igen, kiggede jeg på de slappe blomsterne på køkkenbordet og samlede dem op i den ene hånd. Med den anden løftede jeg mobilen ud af min jakkelomme og skrev en besked til hende. ”Hej mor. Tak for blomsterne. Lad os snakke sammen igen.”
Kapitel 11: Chancen
Nørrebro, marts 2012
Da jeg et par uger senere opbrugte det sidste plads på det brune gavepapir, genlæste jeg, hvad jeg nogle uger forinden havde skrevet om at “stoppe andre, før de kom derind, hvor det farlige var” og blev svimmel. Jeg lænede hovedet på mit ene knæ og lod det synke ind, hvorfor jeg i virkeligheden havde besluttet ikke at se Klaus længere. Det var første gang, jeg så situationen klart. Da jeg havde skrevet til ham i oktober, at jeg ikke længere kunne se ham, havde jeg handlet uden at tænke mig ordentlig om. Men det var også fordi, jeg ikke havde kunnet tænke mig ordentligt om. Nu stod det klart. Jeg kunne se, hvad der havde været på spil. Og det gjorde det endnu mere tydeligt, at jeg skulle aldrig have taget beslutningen om ikke at se ham. At se Klaus havde hele tiden været det eneste, jeg kunne mærke, jeg havde lyst til. Alt andet jeg foretog mig, var et resultat af ordrer, jeg gav mig selv. Han havde været lyspunktet. Hvordan kunne jeg finde på at smide det væk?
Da jeg ikke længere følte mig svimmel og løftede hovedet igen, var det for at finde teknikkerne fra bogen, som beskrev, hvordan man fandt ind til de alternative tanker. På bagsiden af det brune papir, tilføjede jeg dem, som kunne stå i stedet for min depressive tankegang og bedre reflekterede virkeligheden og nuancerede den på en realistisk måde. Jeg havde længe øvet mig i at finde bedre tanker frem, og jeg skrev dem dagligt ned, så det var begyndt at gå hurtigere med at finde dem frem. Jeg kunne hurtigere få øje på, hvornår jeg enten var for pessimistisk, overdrev de negative aspekter, generaliserede ud fra tidligere erfaringer eller anså katastrofe-lignende scenarier som de mest realistiske udfald af forholdsvis ubetydelige hændelser. For det meste forstod jeg også, at den slags tanker betød, at jeg holdt mig selv tilbage fra at gøre det, jeg havde lyst til. Og at for at gøre, hvad jeg havde lyst til, skulle jeg gå ud i verden og undersøge, om virkeligheden faktisk var mere positiv end det, jeg forestillede mig den. Hvilket den som oftest var. Som oftest var mine fantasier langt fra virkeligheden, og det overraskede mig stadig, hvor meget jeg tog fejl, når jeg vurderede mig selv i mine forhold til mennesker i mit liv.
En uge senere lykkedes det mig endelig at komme på nogle tanker, der tillod mig at turde tro på at se Klaus igen. Jeg sprang på benene og smidt en knytnæve op i luften. De tanker, jeg nu havde fundet tanker frem, passede situationen meget bedre, end det jeg i første omgang havde tænkt om den for fire måneder siden. Jeg grinede højlydt af mig selv og lyttede til grinet give ekko i mit lille værelse. Det gjorde mig glad at tænke på, at det var mig, der havde skrevet de tanker ned. Helt af mig selv havde jeg fundet frem til en konstruktiv version af mig, som jeg først troede, jeg havde tabt for altid, og nu følte, jeg havde kontakt til igen. Jeg trak vejret dybt og nød den indre eksplosion af glæde, som opdagelserne forårsagede i hele kroppen. Så løb ud i entréen og pillede min mobiltelefon ud af jakkelommen. Mens jeg stadig stod i entréen, skrev jeg en sms til Klaus og spurgt ham, om han ville ses til en kop kaffe. Han svarede med det samme. Jeg hoppede af glæde.
Mens jeg zig-zaggede ud og ind mellem andre fodgængere på det smalle fortov to dage senere, tjekkede jeg min mobiltelefon igen og igen. Længere nede af Nørrebrogade lå den café, vi havde aftalt at mødes på. Der var ingen beskeder fra ham. Han havde altså ikke aflyst i sidste øjeblik. Det var der heller ikke nogen grund til, at han ville gøre. Han plejede ikke aflyse. Det havde kun været mig, der nogensinde havde aflyst vores aftaler. Men det var dengang, ikke? Selvom jeg stadig ikke følte mig som mig selv, havde jeg det bedre, end jeg havde haft, og jeg mærkede overskud til så småt at begynde at se andre mennesker udover min familie og Linnea. Og jeg havde aldrig været i tvivl om, at den første, jeg ville se, så snart jeg kunne, var Klaus.
Nu skulle jeg endelig se ham igen. I lyskrydset foran caféen stoppede jeg for rødt. Jeg blev nervøs, mens jeg var tvunget til at stå stille. De samme slags tanker, som havde fået mig til at sende den afsluttende besked, jeg siden havde fortrudt, vendte tilbage til mig som en overvældende summen, der overdøvede selv trafikken i det øjeblik. Jeg havde sikkert allerede ødelagt alt det, der havde været mellem os og måske havde kunnet udviklet sig til noget større, noget bedre. Det var for alvorlig en fejl, jeg havde lavet, da jeg skrev til ham, jeg ikke kunne se ham længere. Sådan noget kunne ikke reddes. Og selv hvis ikke det var, kunne det allerede være for sent at tage den snak, jeg gerne ville have. Jeg ville i øvrigt heller ikke vide det, hvis han havde mødt en anden. Jeg havde ikke spurgt. Og selv hvis ikke han havde, hvem sagde så, at det ville være gode nyheder for ham at høre fra mig, som først havde sagt ja til at ses, siden nej, og nu gerne ville igen? Og hvad skulle han sige ja til? Og først da gik det op for mig, han ikke havde givet udtryk for, at han gerne ville se mig igen. I hvert fald ikke på den måde. Hvem troede jeg egentlig, jeg var?
Det blev grønt. Mens jeg krydsede fodgængerfeltet, huskede jeg mig selv på, hvorfor jeg alligevel havde besluttet at snakke med ham. Hvis jeg havde misforstået det dengang, og jeg rent faktisk var god nok, som jeg var, så ville jeg sørge for at lukke folk ind i mit liv i stedet for at skubbe dem væk. Og hvis jeg ville skabe langsigtede løsninger i mit liv i stedet for at tage til takke med midlertidige lapper, så krævede det også, at jeg tog nogle langsigtede beslutninger. Og det var for eksempel at snakke om tingene i stedet for at tage i byen for at glemme alt om dem.
Jeg løftede blikket fra fortovet og fik øje på ham med det samme. Han stod og ventede foran caféens indgang med ansigtet drejet over mod Assistens Kirkegården og op mod solen.
Hvis jeg bare på en eller anden måde kunne forklare, hvorfor jeg havde taget beslutningen om ikke at se ham længere, ville jeg måske have en chance. Måske ville han forstå mig. Og hvis han forstod mig, kunne det være, han ville overveje at give mig en ny chance. Jeg vidste, jeg var nødt til at prøve, hvis ikke jeg ville have flere fortrydelser af den karakter. Jeg havde aldrig haft nogen i mit liv, der føltes lige så rigtig, som han gjorde, og aldrig havde jeg ønsket så højt at kunne trække noget i mig igen. Han var helt særlig. Og lige nu havde jeg chancen.
– Fortæl mig lige det her først. Hvordan har du haft det? Spurgte Klaus og lagde sine solbriller på bordet mellem os.
Han løftede sin kaffekop op til læberne og så på mig fra over kanten af koppen. Han drak sin kaffe sort og med sukker. Vi havde taget plads udenfor i solen. Det var en smuk, men kølig forårsdag, og jeg viklede et af caféens tynde plastiktæpper tættere omkring benene.
– Jeg har det bedre, end jeg havde det sidst. Nærmest godt, vil jeg sige.
Jeg smilede og kom i tvivl om, om det var rigtigt. Men det var lige meget lige nu. Jeg trak luft ind og så ham i øjnene.
– Faktisk håber jeg lidt på, at jeg kan se dig igen. Jeg kan stadigvæk virkelig godt lide dig. Jeg ved godt, at jeg måske ikke rigtig gjorde det klart over for dig dengang.
Pludselig mistede jeg tråden og fandt ikke på mere at sige. Så jeg tav.
– Rikke, jeg hører dig. Det er ikke det. Men jeg havde brug for at se handling fra din side.
– Det fortjente du også. Og jeg ville ønske, jeg havde vist dig, hvordan jeg følte. Jeg kunne bare ikke finde ud af det.
– Det forstår jeg også godt. Men jeg bliver nok også nødt til at fortælle dig, at jeg har ikke følelser i det længere. Derfor kan vi selvfølgelig godt ses, men det bliver som venner.
Jeg hørte ikke resten af, hvad han sagde, og nogle minutter senere vinkede vi farvel til hinanden på fortovet foran den café, vi også havde drukket kaffe sammen første gang i København.
På vejen hjem til min lejlighed gik jeg langsomt. Det var som om, mine fødder pludselig ikke orkede at slæbe rundt på mig længere, og jeg var blevet så træt, at jeg ikke engang gad tage mig af, at jeg var ked af det. Jeg stoppede på det hjørne, han havde kysset mig efter vores første date. Og så besluttede jeg at tage en omvej hjem.
Øjeblikket senere, og mens de andre handlende trådte uden om og bag mig og puttede varer i deres kurve, stod jeg foran hylderne med rødvin og hvidvin og forsøgte at overbevise mig selv om at gå direkte hjem i stedet for. Det var en almindelig onsdag. Det var en hverdagsaften. På den anden side ville jeg jo bare drikke et glas eller to. Eller ville jeg? Under alle omstændigheder burde jeg ikke. Desuden havde jeg allerede festet mere, end jeg havde haft godt af lige siden nytår, og jeg var træt af at bruge mine weekender på at pleje tømmermænd i stedet for at få noget ud af weekenderne. På den anden side var der ikke noget, jeg skulle dukke op til morgenen efter. Det var først om fredagen, jeg skulle møde op til kurset i forbindelse med jobafklaringsforløbet. Når jeg tænkte nærmere over det, kunne det være ligemeget, om jeg havde tømmermænd dagen efter eller ej. Ingen gik alligevel længere op i, hvad jeg foretog mig til daglig. Og jeg var ligeglad. Var jeg ikke?
Jeg skiftede vægten fra det ene ben til det andet og lod mit blik glide over flaskernes mærkater for at give indtrykket af, at jeg overvejede hvilken, jeg skulle vælge. Det lignede mig ikke at være ligeglad med, hvad jeg burde og ikke burde. Men måske var det en god ting. Jeg havde altid været en god pige. En dygtig pige. Jeg havde fulgt alle råd, de voksne i min barndom havde indprentet mig. Jeg havde talt pænt og opført mig ordentligt, jeg havde valgt en akademisk uddannelse og sørget for at være den første til at tilbyde mine venner at hjælpe dem med at flytte eller en skulder at græde ud ved. Jeg havde været fornuftig og ansvarlig og overholdt alle livets regler, indtil den dag jeg fik en depression og alt gik i stå. Så hvor meget havde jeg fået ud af det? Ingenting. Mit liv var ingenting.
Gu’ var det min tur til at se stort på reglerne og gøre, hvad det passede mig. I det mindste ville jeg have det sjovt den aften og slippe for at ligge søvnløs og køre rundt i mine egne tanker omkring Klaus og alt det, jeg fortrød. Også selvom det betød, at jeg ville drikke alene derhjemme og have tømmermænd dagen efter. Det var jo ikke noget, jeg havde tænkt mig at gøre en vane af, vel?
Jeg greb en tilfældig flaske og gik mod kassen.
Tre uger senere fik jeg en besked fra Klaus. Han havde fået tilbudt noget arbejde i Århus og ville flytte fra København i udgangen af den kommende måned.
Kapitel 12: Brede skuldre
Nørrebro, maj 2012
Da alle andre gik på sommerferie i juni det år, havde jeg overstået mit kursus under jobafklaringsforløbet hos anden aktør. På det tidspunkt føltes det meste af, hvad jeg foretog mig, mekanisk, men jeg var blevet fri for den følelsesmæssige lammelse og altomsluttende meningsløshed, der havde gjort sit indtog i begyndelsen af depressionen. Eftersom jeg så småt var blevet i stand til at dukke op til aftaler med venner og møde op til aftaler med det offentlige, var jeg i løbet af det sene forår begyndt at overveje at raskmelde mig på kommunen. Efter et kortere forløb hos en ny psykolog i maj måned, fortalte psykologen mig til vores sidste samtale, at hun anså mig for at være rask af depressionen, og sådan blev det. Dagen efter videregav jeg den besked til kommunen.
For at modtage kontanthjælp, mens jeg var syg, havde det alligevel ikke været muligt at være på orlov, og jeg havde været nødt til at udskrive mig af studiet i stedet for. Men da jeg havde chancen for at genansøge den sommer, havde jeg ikke engang forsøgt. Jeg vidste ikke længere, hvilken overbygning jeg var interesseret i eller hvilket slags job, jeg gerne ville have på længere sigt og havde derfor besluttet at vente med at genoptage studierne. Som raskmeldt krævede kommunen til gengæld, at jeg var seriøs om at søge jobs. Jeg skrev, de ansøgninger, jeg havde fået besked på, men jeg undgik stillingsopslag fra servicebranchen og søgte i stedet administrative stillinger, som lå i forlængelse af den bachelorgrad i Internationale Studier, jeg havde taget fire år tidligere. Jeg blev ikke indkaldt til en eneste samtale. I virkeligheden sagde det mig ikke meget at skulle arbejde på et kontor, men hvis jeg tænkte længe over det, var der ikke nogle stillinger, der sagde mig noget, og et eller andet skulle jeg søge.
Hver uge fik jeg med slid og slæb skrevet og sendt ansøgninger, og med flere dages mental forberedelse formåede jeg også at dukke til de møder, jeg var påkrævet, så jeg fortsat ville modtage kontanthjælp. Resten af tiden forsøgte jeg at få overstået. Måske, tænkte jeg, hvis bare tiden gik, ville jeg automatisk føle som mig selv igen. Hvis bare der gik tilstrækkelig lang tid, ville jeg vil få det helt godt igen. Jeg kunne vel ikke føle sådan resten af mit liv? Nej, det ville være ulideligt. Så tiden skulle gå. Dagene skulle tjekkes af på en kalender. Flueben, flueben, flueben. Jo hurtigere, jo bedre. Og jo mindre, jeg var mentalt tilstede i tidsrummet, der skulle gå, før jeg følte som mig selv igen, jo bedre.
Efter forgæves at have forsøgt og senere opgivet at tale mig selv tilbage ind i Klaus’ liv det meste af foråret, brugte jeg sommeren på at gå i byen sammen med mine venner i København, og særligt Linnea. Den sommer fik hun en kæreste. Elias, hed han. De havde mødt hinanden på en bar på Nørrebro en sen søndag morgen. For at komme i snak med ham, fortalte hun mig, var hun gået hen til ham og spurgt, om hun måtte få en af hans cigaretter. Jeg grinte med åben mund i beundring over hende, da hun fortalte mig det. Det virkede på mig til, at der ikke var noget, hun ikke turde. Faktisk var det sådan noget, jeg engang selv havde turdet.
Ikke længe efter havde Linnea og jeg havde aftalt, at hende og hendes nye kæreste ville mødes med mig på en bar på Vesterbro. Da jeg havde ventet på dem i en halv time, var de stadig ikke dukket op. En pige i baren holdt mig med selskab, indtil Linnea og Elias ankom to timer senere, og jeg for længst havde besluttet mig for, jeg ikke ville have en undskyldning, hvis vi skulle lave noget sammen den aften. Men jeg sagde ingenting om det, og Linnea undskyldte ikke. Jeg tror ikke, hun opdagede, jeg var sur. I hvert fald grinte hun og hviskede til mig med hånden for munden.
– Vi skulle lige fjolle lidt rundt først, hvis du forstår. Hun løftede sit øjenbryn skævt i min retning, og for første gang syntes jeg ikke, det var sjovt. Alligevel smilede jeg til hende og sagde hej til Elias.
– Elias’ kammerat, Peter, skulle have været med i aften. Men han var for træt til at tage med ud. Jeg har en fornemmelse af, han er noget for dig, Rikke. Linnea blinkede til mig. Det var pænt af hende at holde øje med mig, tænkte jeg, men i virkeligheden havde jeg stadig ikke lyst til at møde nogle fyre, så længe de ikke var Klaus. Men det sagde jeg heller ikke.
I efteråret og vinteren gentog ugerne sig uden de store forandringer i mit humør eller i mit ydre liv. Jeg blev ikke indkaldt til nogen jobsamtaler, og jeg syntes stadig ikke, noget var sjovt nok til at grine rigtigt af det. Til gengæld havde det været rart at være hjemme til jul, og på vejen hjem i toget mellem jul og nytår, gik det op for mig, at jeg brændende ønskede at være tættere på min familie til dagligt. Særligt min søster. Eftersom min far boede i Århus og havde et ekstra værelse ledigt, besluttede jeg at flytte hjem til ham. Det havde føltes som en sten, der faldt fra mit hjerte, at tage beslutningen, og jeg sagde til mig selv, at det kunne blive starten på noget nyt og bedre. Måske ville jeg endda kunne finde en lille lejlighed til mig selv i Århus på sigt.
Første weekend i februar var Peter igen på besøg hos Linnea og Elias. Det var den weekend, jeg skulle flytte, og de havde hevet ham med hjem til mig den søndag formiddag for at hjælpe med at bære møbler ned fra andensalen.
Da jeg åbnede døren for dem den morgen, stod de alle tre og smilede til mig på trappeafsatsen. Elias svang armen bagud mod Peter.
– Det her er Peter, og han er stærk. Prøv bare at kigge på ham. Er du ikke glad for, vi har taget ham med?
Linnea blinkede til mig, mens jeg trådte et skridt til siden, og de gik i gåsegang ind i lejligheden. Peter gav mig hånden. På Elias’ opfordring var det første, jeg lagde mærke til, at han havde brede skuldre. Og så havde han smalle, mørkebrune øjne.
– Hyggeligt at møde dig, sagde han og trykkede min hånd.
– Tak for, at du gider hjælpe mig med at flytte, sagde jeg. Et smil undslap mig, og jeg så ned i gulvet.
Elias og Peter bar min seng ned fra loftet, mens Linnea og jeg slæbte kasser med bøger, puder og tøj ned fra lejligheden. Det tog os mindre end tre timer at fylde lejebilen med min seng, mit tøj, mine tunge højtalere, kasserne med bøger og de få malerier, jeg havde lavet det sidste halve år. Malerierne var de sidste, der blev båret ned. Da jeg stod med et af dem i hænderne og forsøgte at mase det ind i siden af bilen, så det kunne stå i spænd langs sengen, stoppede Peter mig. Han skulle nok tage det, sagde han og bar det om til førersædet, hvor han nænsomt lirkede det ind bag sæderne.
– Er det virkelig dig, der har malet det? spurgte han.
Jeg rødmede. Det var det. Et øjeblik senere, var vi samlet i køkkenet og sendte skålen med de sidste chips rundt mellem os. Linnea slikkede salt af sine fingre og gav mig den tomme skål.
– Har du fundet nogle, som vil have et lift med hjem til København? spurgte hun. Hun ville køre med mig til Århus og læsse tingene af i min fars lejlighed, og vi ville have en ekstra plads i bilen på vejen hjem. Derfor havde jeg søgt efter nogen, der havde brug for et lift tilbage til København.
– Jeg har kun fået én henvendelse. Men hun hedder Nanna Birk Larsen. Jeg spilede øjnene op og så på skift på Peter, Elias og til sidst Linnea. Hun forstod, hvad jeg mente.
– Seriøst? Som i hende, der blev dræbt i Forbrydelsen?
– Ja. Jeg tjekkede navnet igen. – Jeg mener, er det for sjov, hun kalder sig det, eller er det hendes rigtige navn? Altså, det tør jeg jo ikke!
Jeg så over på Peter, som grinte af min joke, som om det var det sjoveste, nogen nogensinde havde sagt, og Linnea og Elias udvekslede blikke.
Nede på gaden øjeblikket efter, da Linnea og jeg satte retning mod Århus, vinkede Elias og Peter farvel. Da vi trillede ned ad Hillerødgade kiggede jeg i sidespejlet efter Peter, som gik med ryggen til i modsatte retning. Det var noget med hans brede skuldre, som var virkeligt smukt, tænkte jeg og smilede.
Mine tømmermænd føltes pludseligt noget lettere at bære.