Kapitel 49: Anerkendelsen
Holstebro, januar 2016
I starten af det nye år vågnede jeg op til en beskedlyd. Lyden fra telefonen havde vækket mig, og jeg havde stadig søvn i øjnene, da jeg viklede mig ud af vattæpperne og rakte ud efter telefonen på natbordet. Jeg havde overnattet hos Lene og hendes mand, Jan, i Holstebro. De havde et sommerhus fyrre kilometer uden for Skive, og jeg havde sovet i den gamle lade, som de havde renoveret nogle år forinden. Hver gang jeg sov derude, sov jeg længe og vågnede forvirret op under en tung dyne og mærkede stilheden, der havde forplantet sig i mig i løbet af natten.
Beskeden var fra min mor.
”Hej Rikke. Jeg kan forstå, at der er opstået en misforståelse i forbindelse med min 60-års fødselsdag. Jeg ville naturligvis aldrig være taget afsted, uden at alle kunne komme med. Det var aldrig min intention.”
Jeg stirrede vredt på beskeden et par minutter og løftede så blikket for at kigge ud på solskinnet gennem det lille gårdvindue. Så kastede jeg dynen til side og slyngede en badekåbe over mit nattøj. I bare tæer trippede jeg over de iskolde sten på gårdspladsen og lukkede mig selv ind i hovedhuset, hvor Jan var i gang med at stille morgenmad frem. Han havde handlet nybagt franskbrød og skæreost. Efter morgenmaden satte jeg mig overfor Lene i kurvestolene længere nede i stuen og fortalt hende, jeg ikke var blevet inviteret med på ferie.
– Hvad er det for en ferie? spurgte Lene.
Et halvt år tidligere havde min søster fortalt mig, at min mor havde spurgt hende og Kristian, hvornår de ville have tid til at tage på en uges ferie sydpå, fordi hun gerne ville invitere dem ud at rejse for at fejre sin runde fødselsdag det kommende forår. Og at jeg var gået ud fra, at jeg ville få samme spørgsmål og havde ventet i et halvt år uden at høre noget fra hende.
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke er blevet inviteret eller spurgt om, hvornår det passer mig. Og nu har jeg så lige fået en besked fra hende, hvor hun fralægger sig al ansvar og kalder det hele en misforståelse.
Det var først, da Lene fik tårer i øjnene, at jeg kunne høre, hvor galt det lød. Jeg blev flov på min mors vegne og på mine egne over ikke at være klar over, at jeg var blevet dårligt behandlet og ovenikøbet være vred over det. Jeg ville gerne være en dygtig patient, som havde lært de lektier, jeg havde haft for i terapilokalet og kunne gennemskue de psykologiske dynamikker fra min barndom og af den grund ikke vende tilbage til Lene med de samme problemer igen og igen. Særligt ikke, når jeg for her for, at vi skulle hygge os. Jeg burde ikke være blevet ked af det eller vred. Jeg vidste jo godt, hvordan min mor tacklede konflikter. Men Lene virkede påvirket på mine vegne, så jeg koncentrerede mig om at skubbe mine neglebånd tilbage for at undgå hendes blik og ikke komme til at græde.
– Det er jeg simpelthen så ked af at høre, Rikke, sagde hun og tørrede hurtigt en tåre væk fra sin kind, som om hun ville skjule den for mig. – Bliver du ikke ked af det?
– Jo, men… Jeg stivede mig selv af. – Jeg synes bare, jeg burde være vant til sådan noget efterhånden. Det kan ikke blive ved at overraske mig, at hun ikke inkluderer mig,” sagde jeg og så spørgende op på Lene. Hun nikkede. Pludselig ønskede jeg, at hun ville skifte emne, selvom det var mig, der havde bragt det på bane. Det store, åbne stuerum gjorde luften klar og frisk, og ligesom i terapilokalet stod blå glaskunst fremme på det lille bord mellem os. Så lagde jeg mærke til, at vi endda sad lidt skråt overfor hinanden, sådan som vi havde gjort i 2013. Jeg blev mere og mere nervøs.
Jeg så mig lidt omkring. Alle overfladerne var så rene og lyse. Jan og Lene var afbalancerede og veltilpassede i deres liv her, og dér sad jeg i min slåbrok og kunne ikke finde vej i mine egne følelser. Jeg havde gjort så meget ud af at holde mine følelser i skak, at det ville være helt uoverskueligt at give slip på det hele. Inde i mit eget mørke havde jeg bedre opsyn med dem. Hvis jeg lukkede op over for hende, ville de vælte ud i én stor pærevælling og bevidstheden om det gjorde, at jeg pludselig følte mig endnu mere sårbar, end jeg var. Snart blev jeg også lidt pinlig over ikke at have været i bad endnu, og jeg undskyldte mig for at gøre netop det. I badet holdt jeg tårer tilbage og besluttede, at jeg ville se på beskeden og svare min mor, når jeg var på vej mod København med bussen senere.
Da Lene kørte mig til stationen, lod hun mig forstå, at det var okay at blive vred, hvis det var det sådan, jeg havde det. Og at det også ville være okay, hvis ikke jeg altid vidste løsningen på alting på forhånd, og at jeg gerne måtte spørge efter hjælp eller råd, hvis jeg havde brug for det. Og at det vigtigste var, at jeg lod mig selv have det, som jeg havde det. Efter tyve kilometer af hendes varme opfordringer var jeg så blødgjort, at jeg begyndte at tale.
– Jeg forstår bare ikke, hvordan det kan være så svært at sige undskyld for, at hun ikke havde inviteret mig. Hun kunne jo bare have sagt til mig, at det selvfølgelig var en kæmpestor fejl, og at næste gang ville hun naturligvis invitere både mig og Tinna på samme tid. Det ville jeg da have det meget bedre med. Hvorfor skal hun tørre den af på mig og lade som om, det er mig, der har taget fejl af situationen? Og hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad? Måske ville jeg ikke engang have haft lyst til at tage med.
Jeg lod tårene løbe og holdt øje med vinduesviskerne, der lydløst fjernede dråberne på den store bils yderside.
– Hvordan ville du have haft det, hvis hun havde spurgt dig? Ville du have sagt ja til at tage med?
– Måske, ja. Det ved jeg ikke. Måske, sagde jeg.
Lene talte om at fokusere på det bedste ved situationen, og jeg svarede, at det aldrig ville blive godt, og at jeg ligeså godt kunne trække mig følelsesmæssigt helt ud af relationen, så at jeg ikke ville blive lige så skuffet næste gang, det skete, fordi min mor jo åbenbart ikke havde tænkt sig at gøre noget anderledes end anden gang. Lene havde dog fornemmet, at jeg lyttede til, hvad hun sagde, og hun opfordrede mig afslutningsvis til at læse min mors besked med milde øjne.
– Hvis du på nogen måde kan finde en form for undskyldning ved at læse beskeden med milde øjne, så prøv at tænke på det sådan. Og hvis ikke du kan det, så er der selvfølgelig også en grund til, at du ikke kan det, sagde hun.
Vi sagde farvel med et knus, og jeg trådte op i den bus, der skulle fragte mig fra Skive til Valby, førte en håndryg over mine våder kinder og satte mig på et vinduessæde med benene trukket op under mig.
Knap tre timer senere kiggede jeg ned over bølgerne i Storebælts grå vand gennem den beskidte rude. Dobbeltdækkerbussen svejede i vinden på broen, og chaufføren satte farten en smule ned. Den sene afgang havde kun solgt halvdelen af billetterne, og passagerne havde spredt sig på sæderne langs vinduerne. Jeg talte med lav stemme ind i telefonen for ikke at vække nogen af de sovende omkring mig og holdt øjnene rettet mod toppen af et baghoved foran mig, som gled rundt på ruden i takt med bussens bevægelser.
– Måske havde du alligevel ret i, at din mor ikke kommer til at forstå, hvad du har brug for, sagde Lene.
Jeg havde stadig Lenes ord så klar i hukommelsen, at jeg havde fundet modet frem til at ringe og spørge efter den hjælp, hun havde snakket om. Vi talte om min mors potentiale til at forstå mig. Jeg var pessimistisk, og Lene opfordrede mig igen til at fokusere på de gange, der var sket fremskridt. Problemet var, at jeg havde lige akkurat formået at holde mig fra vreden en time tidligere, sådan som Lene havde rådet mig til og svaret min mor, at det ville have været rart for mig at være blevet inviteret med, og at jeg gerne ville bede om at blive behandlet ligeværdigt med min søster en anden gang. Men jeg var begyndt at koge af vrede, da jeg havde jeg fået endnu en tekstbesked fra min mor. Hun havde afvist min fortolkning af det, hun stadig kaldte en misforståelse og mindet mig om, at det slet ikke var sådan noget, hun gjorde, og opførte sig i det hele taget som om, det var hende, der stod for skud. Hun skrev: ”Det er slet ikke, sådan jeg er.”
– Hvad skal jeg gøre, Lene? Jeg mener, når jeg siger fra, så taler hun om det, som om det slet ikke er sket, sagde jeg. – Vi taler jo slet ikke samme sprog.
Der var et eller andet i mig, der faldt på plads, da jeg endnu en gang fik Lenes forståelse og hørte mig selv gentage det. “Vi taler ikke samme sprog.” Det var en følelse, der mindede om at få fred. Noget i mig blev afsluttet og lagt på hylde. Jeg følte mig pludselig fri for min mors forståelse, når jeg tænkte på det, som at vi ikke talte samme sprog, og at hun simpelthen ikke kunne fortælle mig, hvad jeg havde brug for at høre, lige meget hvor mange gange jeg bad hende om det. Alt det, jeg havde savnet i alle de år, var ikke længere forkert, da jeg endelig prøvede at indse, at jeg aldrig ville få det. Det blev nemmere at være mig. Hvis ikke vi talte samme sprog, var jeg ikke længere forkert.
Sent den aften låste jeg mig ind i lejligheden i Vanløse. Anna var stadig hos sine forældre nede sydpå, og den lille gang lå hen i mørke. Jeg gik forbi stikkontakten til loftlyset og orienterede mig gennem stuerne i skæret fra gadelygten foran vinduet mod gaden. Jeg smed tasken på gulvet på mit værelse og vendte tilbage til stuen. Uden at tænde lyset, satte jeg mig ved det gamle spisebord og kørte fingerspidserne i langsomme ottetaller over lakken. Mit dankort lå i jakken ude i gangen. Netto ville være åben lidt endnu. En enkelt aften mere, hvor jeg kunne drikke følelsen væk, ville ikke skade, vel?
Jeg greb ud efter min telefon og ringede op til Lene én gang til.
– Jeg har lige siddet her og tænkt, at jeg ville gå ned og hente en flaske vin. Men det skal jeg ikke, vel?
Lene sagde, hun var glad for, at jeg ringede. Hun sagde, jeg kunne være stolt af mig selv over, hvor langt jeg var nået. At det viste fremskridt, jeg ringede op. Det vidste jeg godt, hun ville sige. Det var derfor, jeg ringede op. Vi lagde på kort efter, og jeg mærkede varmen fra hendes stemme plante sig i mig. Hun var stolt af mig. Jeg rejste mig og tændte lyset for at finde det lille skrin med antabusser på smykkehylden og spiste en af de små, hvide piller.
En uge senere lå jeg vågen i min seng sent om aftenen. Jeg havde afleveret specialet tre måneder før tid den 23. december, og der var to måneder, til min SU løb ud, og i de to måneder ville jeg kunne begynde at stable nogle projekter på benene, før jeg fik stillet dagpengekrav. Jeg formået ikke at drikke i flere uger og havde planer om aldrig at gøre det igen. Faktisk var det første gang, siden valget ni måneder tidligere, jeg havde holdt mig ædru i over en uge. Mine antabusser havde samlet støv på smykkehylden, mens sommeren og efteråret var gået med, at jeg enten havde drukket mig fuld eller haft tømmermænd og krampagtigt skrevet mit speciale på tre måneder. Da jeg aflevere det, følte jeg en lethed. Jeg vidste, den var god nok til i det mindste at bestå, og det betød, at jeg aldrig nogensinde igen var nødt til at beskæftige mig med det fag, jeg havde uddannet mig til. Endelig havde jeg frie hænder til at gå en anden vej og arbejde på at uddanne mig selv som journalist, noget som jeg altid havde drømt om, og være kreativ i min fritid.
Mine øjenlåg hang tungt ned over de nederste vipper, og det føltes som om, jeg ville skulle tvinge dem åbne, så træt var jeg. Hele krop lå bevægelsesløst som suget ned i madrassen, og det var anstrengende at bruge kræfter på at skifte stillinger. Men mit sind ville ikke falde til ro. Jeg planlagde og planlagde. Jeg tænkte på at tegne kultegninger af jazz-musikere fra 20’erne, sådan som jeg havde drømt om at gøre det for første gang for flere år tilbage. Og jeg ville også male farverige pigeansigter i frihånd på store lærreder. Jeg ville søge arbejde som handicaphjælper i døgnvagter, så jeg kunne betale huslejen og have tid til at være kreativ på samme tid.
Det var ikke første gang, jeg havde ligget vågen på den måde. I stilheden om natten hele den sidste uge, var jeg begyndt at se min fremtid klarere, og jeg følte mig optimistisk. Det var som om, mine øjenlåg beskyttede mig fra forestillinger om fiaskoer, og jeg frit kunne fantasere om alt det, jeg ville kunne udrette, nu hvor jeg var færdig med min uddannelse og ikke længere drak. Hvorfor havde jeg ikke kunnet se det før? Hvorfor havde jeg holdt mig tilbage og ødelagt så mange af mine dage på at have tømmermænd? Når jeg forestillede mig at være ædru, så mit liv så rent og simpelt ud, og lykkefølelsen strømmede varmt langs rygsøjlen og ud i resten af kroppen. Jeg smilede ned i puden og spænde musklerne i maven i tilbageholdt begejstring for at kunne gå i gang så snart, jeg vågnede.
Mens jeg lå tænkte den nat, tabte jeg fornemmelsen af, hvad klokken var. Da jeg stod ud af sengen og tændte lyset, så jeg på uret. Der var gået over fire timer. Jeg fandt min kalender og en blyant på skrivebordet, skrev en huskeliste med mine planer og faldt først i søvn tidligt ud på morgenen, da jeg havde noteret alle planerne i detaljer.
Sms-beskeden var det første og eneste, jeg hørte om ferien fra min mor. Hun inviterede mig aldrig på ferie og tog heller ikke af sted med de andre. Nogle måneder senere holdt hun en festmiddag i et selskabslokale på øverste sal på arbejdspladsen i Aalborg. Der var frokostbuffet og flødeskumskager.
En måned forinden, havde jeg foreslået min søster at gå sammen om at give min mor en middag på en restaurant af hendes valg i gave, og nogle dage forinden var jeg faldet over en gammel udgave af Sten & Stoffer, som jeg lagde sammen med et hjemmelavet kort som en salgs ekstra gave. I vores hjem i firserne havde min mor haft den største samling af Sten & Stoffer-blade, jeg endnu har set. De stod proppet sammen med ryggene fremme i fire magasin-holdere på hylden under det tunge fjernsyn i træreolen. Jeg husker lyden af min mors høje grin, da hun læste Sten’s betragtninger. Jeg var stadig ikke gammel nok til at forstå, hvad der var så sjovt i helt neutrale konstateringer omkring livet, men jeg kunne godt lide at kigge på tegningerne og høre min mor grine. Det var første gang længe, at jeg havde kigget tilbage ind i min barndom og husket noget, der forbandt min mor og jeg på en positiv måde. Det ville jeg holde fast i, og derfor havde jeg købt bladet til hende.
Min mor stod ved gavebordet og pakkede vores gave op. Mens hun fejede sit hoved i retning af, hvor Tinna og jeg stod, sagde hun: ”Tak for gaven, piger” og smilede et alt for stort smil til min smag, men det holdt jeg for mig selv. Øjeblikket senere hoppede hendes blik rundt på de andre gæster, der var samlet omkring bordet for at beundre gaverne. Jeg pejede på Sten & Stoffer-bladet, som hun havde lagt fra sig på bordet.
– Se, mor. Jeg fandt det til dig i en genbrugsforretning i København. Er det ikke sjovt? Jeg tror, det er første gang, jeg har set et Sten & Stoffer-blad, siden jeg var lille, sagde jeg og fangede hendes blik.
Hun svarede mig uden at se ned på bladet.
– Det er rigtigt, Rikke. Dem kunne jeg godt lide.
Hun smilede et smil, jeg ikke forstod. Hendes læber var samlet i en trutmund, og hun havde hagen løftet mod mig.
Nej, sikke en fin vase, sagde en gæst, jeg ikke kendte.
Min mor vendte ryggen til mig, stemte hælene sammen og rettede ryggen, som om hendes brystkasse hang i en snor fra loftet.
– Ja, er den ikke bare fin? sagde min mor.
Jeg gad ikke høre om fine vaser og gik ned til bordet til min søster og svoger.
Efter maden spillede en af hendes venner musik på klaveret, og hendes tango-venner dannede kø langs væggen for at skiftes til at danse med min mor. De klappede og hujede, mens vi andre så på. Tinna og jeg udvekslede et træt blik. Jeg hviskede til dem, der sad omkring mig, om ikke det ville være sjovt, hvis vores far dukkede op og stillede sig i dansekøen, og alle skreg af grin og tyssede hurtigt på hinanden igen. Min mor ville ikke have set komikken i det, og sådan fik jeg min lille, uskyldige hævn for den hævede hage ved gavebordet. Da der blev skruet op for tangomusikken og min mor ikke længere satte sig ned til bordet til os andre, havde jeg været der længe nok og fik et lift hjem til min onkel og tante.
På vejen hjem i bilen tænkte jeg på, at jeg var nødt til at frigøre mig fra, hvad min mor mente og forventede af mig. Der var ingen vej uden om end at lære at give mig selv den anerkendelse, jeg så længe havde villet have fra hende. “Jeg er uafhængig af min mors anerkendelse. Den anerkendelse, jeg skal bruge, kan jeg give mig selv.” Jeg gentog de to sætninger for mig selv igen og igen, indtil jeg begyndte at føle irritationen lette.
Nogle uger senere stod jeg i mit køkken, da jeg ringede til Tinna, og vi aftalte, om jeg ville komme på besøg den efterfølgende weekend. Hun havde lydt glad for, at jeg ville komme, og da vi lagde på, følte jeg mig endnu engang energisk. Det var nyt at føle lyst til at lave andre ting end at drikke. At drikke var det, jeg så længe havde set frem til at skulle hver eneste dag i flere år. Nu havde jeg rent faktisk lyst til at lave andre ting end at drikke. Faktisk havde jeg mere lyst til at lave andre ting end at drikke. Hvornår var det sket? Jeg klappede i mine hænder, smilede frem for mig selv og kastede armene over hovedet. På et øjeblik havde jeg ryddet gulvet i stuen. Jeg rullede et afdækningstæppe ud på gulvet og hentede et lærred fra under min seng. Jeg fyldte vand i en gammel glasbeholder og greb en håndfuld malerpensler fra reolen på mit værelse. Jeg tjekkede, at jeg havde akrylmaling nok til at blande de farver, jeg skulle bruge og bredte det hele ud i en halvcirkel omkring en havepude på malertæppet. Lærredet lænede jeg op af sofabordet for at kunne se perspektiverne i en ret vinkel.
Nogle dage forinden havde jeg skitseret en afrikansk piges ansigt på lærredet ved at se på forsiden af et nyhedsmagasin fra udenrigsministeriet. Hun var ung og smuk, og så skeptisk ud, som hun sugede på sin cigaret. Jeg kunne godt lide hendes store hår og den sarte, hvide skjorte, hun havde på. På lærredet var hendes hudfarve ikke mørk nok i forhold til billedet, og jeg manglede stadig at male hendes øjne færdige. Øjnene var det sværeste. Det var sådan en udfordring, der andre dage havde afholdt mig for at gå i gang. Men nu blandede jeg farver på bagsiden af magasinet og løftede en af penslerne over på lærredet. Mens jeg malede hendes kindben lysere, tænkte jeg på, hvor nemt det var, når bare jeg gik i gang. Jeg kunne ikke komme i tanker om, hvad der havde været så svært, alle de gange jeg havde drømt om enten at tegne, male eller skrive i stedet for at drikke de sidste mange år. Hvorfor helvede var jeg ikke bare gået i gang? Jeg kunne jo sagtens. Aktiviteten alene gjorde, at jeg glemte, jeg nogensinde havde tvivlet på mig selv og mine evner, hvilket som ofte var det, der havde fået mig til at drikke til at begynde med. Det var først da, at det gik op for mig. Jeg løftede penslen fra lærredet og satte mig i skrædderstilling for at kigge på hendes ansigt. Jeg fik en klump i halsen. Kunne det i virkeligheden være så let? Kunne det passe, at det eneste jeg manglede for at gøre noget ud af mit liv, var, at jeg skulle frigøre mig fra, hvem andre havde fortalt mig, jeg var, og begynde at tro på mig selv?
Det var tidlig nat, da jeg så op fra lærredet næste gang. Min nakke havde gjort ondt længe, uden at jeg var stoppet, og mine fingre og underarme var plettede med tør maling. Det var ligegyldigt. Jeg var færdig. Lyset i stuen var blevet dunkel, men jeg tog alligevel et billede af det. Jeg sendte det til Tinna og fik den reaktion, jeg havde håbet på, ”Rikke, du er virkelig talentfuld. Jeg bliver ved med at kigge på det. Hendes øjne ser jo helt ægte ud.”
Jeg gik ædru i seng den aften og faldt i søvn med det samme.
Kapitel 50: Maleriet
Aalborg, marts 2016
I min søsters kælder en måned senere, lå jeg vågen flere timer efter, de andre var gået i seng, og forsøgte at regne ud, hvad jeg havde gjort forkert. Kælderværelset var køligt og mørkt, og jeg kiggede ud gennem sprækken til månelyset udenfor. Min svoger havde sat en havepude i klemme foran vinduet, så at jeg kunne få fred for morgensolen, og sprækken var det eneste, jeg kunne få øje på. Jeg vendte mig i spjæt under dynerne, indtil klokken blev halv tre om natten. Søvnløsheden mindede mig om dengang, jeg havde ligget vågen i lejligheden på Nørrebro og lige så stille og roligt havde følt mit sind blive forvandlet fra en rationel og normaltfungerende størrelse til et sindssygt sind med uforståelige opfattelser, jeg ikke kunne genkende fra mig selv. Jeg blev bange ved tanken om, at jeg kunne være på vej tilbage dertil og koldsvedte under dynen. Var det det, der var ved at ske nu? Kunne depressionen dukke op i et ubemærket øjeblik? Det var jo det, der var sket dengang. Jeg havde aldrig set den komme, og ud af det blå var jeg i knæ. Sat til tælling. Var mit sind lige nu i gang med uigenkaldeligt at svirvle mig ind i isolation og sorte tankekæder én gang til?
Det var derfor, jeg endnu engang var blevet bange for at lægge mig til at sove derhjemme og var begyndt at drikke igen. Det var ellers gået så godt i flere uger, men jeg havde ikke kunnet holde fast i min optimisme, og på ingen tid var jeg tilbage i det gamle mønster, med den eneste forskel, at jeg forsøgte at drikke mig mod til enten at kunne skrive eller male. Hvilket til min store forvirring tit virkede. Jeg vendte mig endnu engang under dynerne. Jeg havde stadig ikke fortalt Tinna, og min onkel og tante, at jeg var begyndt at drikke hver dag igen, men jeg havde sagt, at jeg engang imellem var faldet tilbage i mit gamle drikkemønster. Men den aften hos Tinna havde jeg ikke drukket, og mens timerne gik tænkte jeg stille ved mig selv, at jeg godt forstod, hvorfor jeg havde drukket til at begynde med. Der var intet jeg kunne gøre for at fjerne følelsen af, hvordan det var at være mig, eller trangen til på en eller anden måde at slette den del af mig selv bare ved at skrive dagbog og male et maleri engang i mellem. Det havde været urealistisk at blive ædru og genoprette min selvfølelse. Jeg måtte leve med det, og det kunne jeg ikke uden på en eller anden måde at komme væk fra tankerne.Fordi jeg ville stadig hellere falde fuld i søvn hver aften end at være til stede, mens depressionstanker overtog mit sind.
Aftenen efter lå min søster og jeg i hver vores ende af den mørkegrå sofa i deres stue. På sofabordet stod to kopper med kold kaffe, vi ikke havde kunnet drikke. Vi havde begge en tendens til at tro, vi havde andre behov end dem, vi egentligt havde, og det smilede jeg af for mig selv. Jeg følte bedre. Jeg havde sovet ind til langt ud på formiddag og blevet vækket af den lille stemme fra hendes søn ude på gangen, som spurgte: “Må vi vække moster nu?” Det øjeblik alene, hvor jeg vågnede op veludhvilet og uden tømmermænd og kunne åbne døren og se ham, føltes som mere, end hvad jeg nogensinde skulle bruge til at være ædru, og mine tanker fra natten før var som forduftet. Vi sendte en skål med popcorn frem og tilbage mellem hinanden. Tinna skrabede de knuste popcorn sammen i bunden af skålen og lagde nakken bagover for at lade dem falde samlet ned i munden.
– Hvordan går det egentlig med dig og mor? spurgte Tinna.
Hun rakte mig skålen og jeg tegnede et S med pegefingeren i bunden af skålen og slikkede salten af mine fingerspids.
– Det er faktisk sjovt. Fordi ved du, hvad jeg har tænkt? Jeg har jo altid forsøgt at regne ud, hvorfor hun ikke kan lide mig, og nu har jeg fået det sådan… At det er jo faktisk ligemeget, om hun kan eller ej, sagde jeg.
– Gud, Rikke, Tinna spilede øjnene op og holdt mit blik fikseret. – Du mener det virkelig, gør du ikke?
– Jo, jeg gør. Der er ingen grund til at spekulere et sekund længere over det. Hun vil altid se mig på samme måde, og sådan er det. Jeg har andre mennesker omkring mig, der ser mig, for den jeg er, som dig, og Thomas og Frederik og Gittet og Mikael og Lene og jeg kunne jo blive ved. Så hvis jeg bare henvender mig til jer, når jeg har brug for at blive hørt, så betyder det jo ikke rigtigt noget, at hun har taget fejl af mig og ikke kan give mig det, vel? Jeg var jo aldrig forkert. I andre kan godt forstå mig, sagde jeg og løftede øjenbrynene i overraskelse over min selvsikkerhed.
Det var kommet bag på mig at mærke, hvor meget jeg mente det, eftersom jeg længe kun havde leget med teorien i mine tanker og aldrig før sagt dem højt. Nu væltede det frem.
– Det var i øvrigt det, du foreslog mig for fem år siden, husker du det?
– Selvfølgelig gør jeg det, men det her er jo banebrydende, sagde Tinna og grinte af sit eget udtryk. – Banebrydende, intet mindre, Rikke.
Hun grinte, rystede svagt på hovedet og så på mig igen.
– Nu siger jeg bare, hvad jeg tænker: Jeg kan næsten se et lys tænde over dit hoved. Du ved, ligesom i tegneserierne… Pling! Hun holdt hånden op over sit hoved og spredte fingrene som for at illustrere en pære, der tændes. Hun lagde begge hænder i skødet igen. – Hold da op. Du er jo fri, sagde hun alvorligt.
– Gu er jeg så! råbte jeg og klappede med hænderne over hovedet.
Vi grinte og blev straks bange for at have vækket Kasper. Vi sad stille i nogle sekunder og afventede lyde fra inde ved siden af, men der kom ingen. Vi så på hinanden og smilede.
Den nat sov jeg bedre.
Dagen efter jeg kom hjem fra Aalborg, solgte jeg Ghana-pigen til en fin pris til en køber, der var faldet over maleriet på nettet og budt på det. Det var det første maleri, jeg havde solgt til én, jeg ikke kendte. Jeg pakkede maleriet ind i bobbelpastik og tapede store stykker pap omkring. På et lille lap papir skrev jeg en personlig besked til køberen og klistrede den på ydersiden af pakken. I supermarkedet nede i byen afleverede jeg den i én af de store jernkasser med tunge plastikgardiner for. Der gik dage, før jeg ikke længere undrede mig over, at jeg havde solgt et maleri.
Da jeg kom hjem, satte jeg mig foran computeren og skrev en mail til redaktørerne på en lokalavis på Nørrebro, der søgte efter skribenter.
Kapitel 51: Lokalavisen
Nørrebro, august 2016
Efter et redaktionsmøde en tirsdag aften, sagde jeg farvel til mine redaktører og satte mig på en bar på den anden side af gaden for at gennemgå de rettelser, jeg havde fået til min nyeste historie. På en halvmur på vej op i baren hang avisens seneste udgave. Den havde min byline på forsidehistorien.
Jeg skiftevis glanede mod avisforsiden og barens udvalg af øl, mens jeg tænkte over, hvorfor jeg endnu engang var begyndt at drikke, selv efter at tingene var begyndt at gå godt for mig på redaktionen. I weekenden forinden havde redaktørerne afholdt en årlig workshop i lokaljournalistik, som jeg havde glædet mig til at deltage i, lige siden jeg var begyndt som skribent i marts måned, og i stedet for havde jeg drukket mig fuld både fredag og lørdag og var blevet nødt til at aflyse min deltagelse.
Jeg havde svært ved at holde den tanke på afstand, som sagde, at lige meget hvor meget jeg fik vendt mit liv til det bedre, ville jeg aldrig føle tilstrækkelig godt med mig selv til at stoppe med at drikke. Jeg gik i baren œg bestilte en mørk ale og satte mig med ryggen til avisen. På computeren åbnede jeg for en kladde i Word og begyndte at redigere historien.
Jeg blev hurtigt færdig med redigeringen, bestilte en ny øl og trak en papirblok og kulblyanter frem og tegnede et portræt af Nina Simone. Da jeg var færdig, så jeg ned over tegningen og smilede. De to store fadølsglas stod tomme ved siden af mig, og jeg blev i dårligt humør af at tænke på, at jeg efterhånden kun tegnede, efter jeg fik noget at drikke. Men jeg var alt for selvkritisk til at gøre et forsøg uden alkohol i blodet. Jeg havde forsøgt. Artiklerne flød også bedre, hvis jeg havde drukket et glas vin først. Jeg bandede inden i og samlede computer, papir og kulblyanter sammen. Jeg tankede seks dåseøl i kiosken ved siden af baren og tog bussen hjem med højt musik i ørene.
Lejligheden lå hen i mørke, da jeg åbnede hoveddøren. Der var intet lys under Annas dør, så jeg fiskede øllene op fra tasken og smed dem fra mig på dobbeltsengen på mit værelse. Jeg lod mig falde ned i sengen og ville ønske, jeg bare kunne lægge mig til at sove. Men det var ikke sent nok. Jeg var træt, men jeg var ikke søvnig, og jeg kunne ikke udholde mine egne tanker til at ligge stille i sengen og vente på at blive søvnig. Jeg hev mig selv om på maven, men orkede ikke at rette mine ben ind på madrassen. Fra gulvet ved siden af sengen hev jeg min computer op af tasken og begyndte at se en advokatserie, jeg havde set mange gange før, og lagde mit ansigt tungt ned i mine hænder foran skærmen. Jeg knappede en øl op og bedte til, at det hurtigt ville blive sent nok til, at jeg kunne sove.
To uger forinden til det årlige gayparade, havde jeg aftalt at ses med Rasmus, en fyr, jeg havde matchet med på Tinder nogle måneder forinden. Han havde været frivillig samarit, og da han fik fri klokken tolv om natten, drak vi tynde fadøl i en bar, der var ved at lukke. Dagen efter den nat, vi tilbragte hjemme hos mig efter gayparade, havde han skrevet til mig: ”Jeg blev taget på røven af en lækker mand og endte hjemme hos en sød pige. Hvad mere kan man forlange?” Jeg havde smilet stort, da jeg læste det. Nu skrev han til mig på facebook. Han var på vej hjem fra basketball på cykel og mente at køre tæt forbi, hvor jeg boede, på vejen.
”Skal vi tage på værtshus?” spurgte han. Jeg fortrød med det samme, at jeg havde drukket så mange øl.
”I aften?” spurgte jeg. Klokken var snart elleve. Jeg ventede ikke på, at han svarede og sagde, at det ville jeg gerne. På gulvet ved siden af min seng lå de tomme, halvkrøllede dåser, og fra én af dem sev lunken øl ud på trægulvet. “For helvede,” sage jeg hørt og tørrede det op med et viskestykke, jeg brugte, når jeg malede. Jeg samlede ølflaskerne sammen og puttede dem ned i en brun papirspose med malerklatter på, lukkede den kantede pose tæt til, stillede den i hjørnet ved siden af mit krus med pensler og kiggede undersøgende rundt på værelset, før jeg gik ud for at påføre sort eyeliner på badeværelset. I spejlet så jeg dobbelt. Jeg forsøgte skiftevis at spærre øjnene op og blinke hårdt i, uden at det hjalp. Pyt med det. Der var flere øl nede på værtshuset, så jeg kunne glemme alt om det.
“J eg cykler hjem til dig, så kan vi følges derned,” skrev Rasmus. Et kvarter senere begyndte kunne jeg heller ikke stille skarpt på Rasmus’ blik, da jeg mødte ham nede på gaden. Jeg havde bildt ham ind, jeg havde drukket øl med journalisterne fra redaktionen, indtil han skrev, og jeg tog hjem.
– …og så ringede han lige pludselig på min 21-års fødselsdag.
Vi havde sat os på værtshuset længere nede af gaden, fra hvor jeg boede, og Rasmus havde bestilt to flaskeøl til os, mens jeg satte mig til rette i en hjørnebås og tændte en cigaret. Rasmus havde samlet begge hænder om ølflasken på bordet foran sig og hængt sit blik på en falmet Tuborg-reklame på den gamle trædør ud til gaden og begyndt at fortælle.
Jeg nåede kun at opfange, at faren var gået, da Rasmus var lille, for da mit blik dovent undersøgte omgivelserne i baren, gled min opmærksomhed ud af Rasmus fortælling. Det føltes som om, der lå et tyndt lag støv på mine øjenhinder, som jeg burde kunne få til at forsvinde, hvis bare jeg blinkede nok. Jeg havde spurgt ind til Rasmus’ forhold til sin far men havde glemt at lytte til svaret. Det var som om, alt blev gnidret for mit blik og stole og borde fik bløde overgange, når jeg lod mit blik hvile på dem.
Bartenderen holdt en gennemsigtig sprutflaske i hånden. Der var iskrystaller på ydersiden, og jeg gik ud fra, det var en vodkaflaske. Da han drejede bunden i vejret på den og lod det klare væske falde ned i et lavt glas med isterninger, som stod på skranken, kunne jeg ikke skille vodka, isterninger og glas fra hinanden. Jeg burde kunne se, hvad der var hvad. Jeg blinkede igen. Da jeg så tilbage på Rasmus, kiggede jeg lige ind i hans mørkebrune øjne. Han så på mig i en direkte vinkel med hovedet ganske let på skrå.
– Hvad tænker du på? spurgte han.
Han smilede og kneb øjnene sammen. Jeg forsøgte at komme i tanker om, hvad Rasmus havde sagt forud for det med fødselsdagen. Det var noget med, at hans far ikke havde været der en stor del af hans liv. Jeg plejede ellers altid være så opmærksom på andre menneskers historie, og nu kunne jeg ikke engang høre efter. Det blev nødt til at stoppe. Jeg kunne ikke mere. Og jeg kunne ellers altid mere. Det var nødt til at stoppe. Jeg ødelagde mit liv. Jeg var ikke til stede i det. Jeg kunne ikke engang føre en almindelig samtale længere.
Jeg sagde farvel til Rasmus uden for baren, og efterlod ham stående bøjet over sin cykel med et spørgende udtryk i ansigtet.
Da jeg kom hjem, faldt jeg om i min seng og sov med det samme.
Midt om natten vågnede jeg med koldsved, og sent på formiddagen vågnede jeg igen og svedte. Jeg lå på siden og trak langsomt dynen over venstre skulder for at tilføre den varme. Det føltes, som om min maveregion var i brand, og da jeg mærkede efter med fingrene var mit maveskind varmt. Jeg hostede tørt og harkede. Måske ville jeg blive syg den her gang. Det håbede jeg. Mine tæer var kolde ligesom mine fingre. Sådan havde det faktisk været de sidste mange gange, jeg var vågnet med tømmermænd. Også selvom det var sommer og værelset kogte, når jeg stod op. Det var som om, blodet ikke kom tilstrækkeligt rundt i kroppen, tænkte jeg.
I løbet af sommermånederne var mine knæ også begyndt at gøre ondt, når jeg lagde mig om på siden. Jeg plejede altid at lægge dem direkte ovenpå hinanden, men på det seneste var jeg blevet nødt til at forskyde knæene i en akavet stilling for at fordele vægten og på den måde undgå smerten. Jeg var blevet for tynd igen. Jeg følte mig som et levende skelet, mens jeg lukkede øjnene og lod tårene løbe langs næseryggen tværs ned mine kinder og gøre puden våd og kold.
Det er nok. Det skal være slut.
Det lover jeg, Rikke.
Kapitel 52: Accept
Skive, oktober 2016
Sommerhusturen var kommet i stand, fordi Frederik havde brug for ro til at komponere sin første EP, og jeg ville tage et kursus i journalistik på computeren. Det var desuden længe siden, vi havde været sammen i længere tid af gangen og havde derfor besluttet at benytte os af, at vores familiesommerhus stod tomt i efterårsferien.
Da vi ankom til sommerhuset, havde Frederik båret sit keyboard ud i køkkenet, løftet solbrillerne op i sit krusede hår og stilt sig der, hvor panoramavinduerne mødes i en ret vinkel og giver udsigt over fjorden. Der stirrede han på udsigten, mens han snublede over ordene i et forsøg på at fortælle mig, hvor flot, han mente, udsigten var. Vi havde skubbet spisebordet til en mindre prominent plads længere nede i stuen og placeret keyboardet i køkkenet, og i tre dage havde Frederik siddet på en stol med sine høretelefoner på og skiftevis komponerede musik og fortabt sig i solens genskær i fjorden. Det var så skarpt, at det sved øjnene, og jeg havde trukket gardinerne for i den inderste stue og åbnet for computeren.
Lyden af hans fingre, der faldt ned over tangenterne i legende rytmer var sommerhusets eneste lyd igennem hele dagen. Den sidste dag lyttede jeg til et track, han havde skrevet samme dag og forsvandt ind i de lette melankolske toner. Han havde stået ved siden af mig, mens jeg lyttede. Da den var færdig vendt jeg mig mod ham og gav ham et knus.
– Det er virkelig godt, sagde jeg og smilede op til ham. – Du er en kunstner.
– Du er selv en kunstner! sagde Frederik og kastede armene over hovedet og grinte.
Den aften lagde vi madrasser på gulvet i stuen foran pejsen og bestemt at holde fri for hver vores kreative projekter resten af aftenen. Jeg tændte op i pejsen, mens Frederik trak en rødvin op. Selvom det snart var to måneder siden, jeg havde sagt farvel til Rasmus foran baren og for gud ved hvilken gang besluttet, at jeg ikke ville drikke længere, havde jeg ikke fået taget mig sammen til at melde det ud til Frederik, før vi tog i sommerhus. Da vi havde forladt København dagen forinden og handlede til dagene i sommerhus, vidste jeg stadig ikke, om jeg kunne holde mit løfte til mig selv om at være ædru under turen og ville ikke løbe chancen om at sige det højt for senere at takke ja til et glas vin.
Men det kom bag på mig, hvor nemt det pludselig var at tage beslutningen om ikke at drikke. Da Frederik kom ind i stuen og spurgte, om jeg var sikker på, jeg ikke ville have et enkelt glas, hørte jeg mig selv sige: “Ja, det er jeg, ellers tak,” uden den store modstand.
– Skal vi så ikke lave en kop varm kakao til dig i stedet for? Et eller andet skal du da have. Vi er i sommerhus!
Så let var det. I det øjeblik jeg sagde det højt, forsvandt al min tvivl. Så jeg varmede mælk til varm kakao i en gryde på komfuret og slængede mig bagefter ved siden af ham på madrassen og varmede hænderne om den varme kop, indtil den blev kold, og vi havde opdateret hinanden på vores liv. Det var en perfekt aften.
Da jeg gik i seng den aften, forsøgte jeg at holde fat i virkeligheden, sådan som Lene altid havde opfordret mig til. Frederik virkede til stadig at nyde mit selskab på trods af, at jeg ikke drak. Tænk engang. Hvorfor havde jeg gjort det hele så besværligt for mig selv, når nu egentligt det var simpelt?
Fire dage senere trak Frederik solbrillerne ned over øjnene, kastede et blik over mod mig på passagersædet og så tilbage ud på vejen. Hans røde keyboard lå øverst i bagagerummet og lignede en lang, tynd postkasse med tangenter på, når mit blik faldt på den i bakspejlet. Jeg blev glad på en måde, som jeg ikke havde været længe. Det varmede i kinderne, og jeg trak vejret dybt ned i maven.
– Det har været sådan nogle gode dage, Rikke. Jeg er helt nede i gear. Det er så fedt, sagde han og smilede ud mod grøftekanterne langs omfartsvejen i Skives industriområde.
Hans armbåndsur kastede lyssværd rundt i bilen, og de prikkede i mine øjne, når han drejede hånden rundt i cirkler på rattet gennem rundkørslerne. Vi satte retning mod Herning. Hovedvejen sydover var lang og lige, og jeg kiggede mageligt på vejen forsvindingspunktet gennem midten af bilens forrude. Det havde virkelig været nogle gode dage. Det varmede mere end sædvanligt at høre ham have nydt vores sommerhustur. Jeg havde længe set frem til at være sammen med ham.
– Det kunne ikke have været bedre, sagde jeg med tryk på næsten alle ord.
Jeg så over på ham fra passagersædet. Han havde skruet ned for radioen og så pludselig alvorlig ud, selvom jeg stadig ikke kunne se hans øjne. Nogle gange kan man bare fornemme det.
– Rikke, du skal jo bare fortælle, hvad du har lyst. Men jeg vil gerne lytte, hvis du vil fortælle. Hvad det er for noget med dig og rødvin? spurgte Frederik og det lignede, at han satte sig til rette.
Jeg havde oprindeligt ringet til ham, dagen efter jeg var faldt på cykel efter hans fest og lavet en tvetydig kommentar om, at jeg ikke burde drikke så meget, som jeg gjorde. Et år senere havde jeg bildt ham ind, at jeg holdt en midlertidig pause fra at drikke rødvin, da når besøgte mig til aftensmad, da jeg stadig boede på Nordsjælland, og endnu et år senere, at jeg eksperimenterede med at være ædru til fester. Når jeg så tilbage på det nu, burde jeg fra start af have fortalt ham, at jeg forsøgte helt at stoppe. Det havde været sandheden. Men jeg havde ikke turdet. Så længe jeg ikke vidste, jeg kunne holde det, turde jeg ikke løbe risikoen for at skulle fortælle ham, jeg ikke kunne holde det og var begyndt at drikke igen. Og alle mine venner havde fået samme variationer af den løgn de sidste to år. Men hvad godt gjorde det mig? Hvis jeg blev ved med at skjule det, gav jeg ikke ham muligheden for at forstå mig. Det var sådan, jeg blev nødt til at tænke.
Jeg besluttede mig for at sige det, som det var. Det måtte briste eller bære. Jeg fortalte ham sandheden om, hvordan jeg havde drukket, siden jeg blev deprimeret i 2011, og hvordan jeg havde drukket indtil to måneder tidligere. Jeg talte, indtil vi nåede Fyn, og fortalte som det sidste, at jeg håbede, at jeg ville kunne holde det. På det tidspunkt Frederik holdt ind på en rasteplads og slukkede bilen. Han tog sin sikkerhedssele af og gav mig et kram.
– Rikke, jeg vidste jo slet ikke alt det her. Det er så vildt at tænke på, det er sådan, du har haft det. Det er jeg virkelig ked af at høre. Men du skal vide, at jeg synes, du er endnu sejere, end jeg nogensinde har gjort. Jeg har kun mere respekt for dig som menneske.
Jeg fik lyst til at stoppe ham i at sige mere, fordi jeg var tæt på at græde af lettelse. I stedet sagde jeg bare tak, og at jeg var ked af, jeg ikke havde sagt det, som det var noget tidligere.
Da han satte mig af foran min lejlighed i Vanløse nogle timer senere, så jeg hans bil forsvinde i trafikken mod Nørrebro og stod lidt og tænkte over hans reaktion. Jeg løftede min rejsetaske over skulderen, og mens jeg låste mig ind i opgangen, besluttede jeg mig for, at jeg ville fortælle sandheden til alle mine venner fra nu af. Jeg vidste stadig ikke, om jeg ville kunne holde mig ædru for altid, men det var ikke længere en undskyldning, jeg ville bruge for ikke at sige tingene, som var. I flere år havde jeg frataget mine venner muligheden for at vise mig, hvad jeg allermest havde brug for at se. At de ikke havde været venner med mig, fordi jeg var fejlfri og aldrig havde brug for noget, men fordi jeg var mig. Fordi de godt kunne lide… mig. “Tænk engang,” sagde jeg højt på vej op af trapperne og tog de sidste to trin i spring.
Væggene indenfor i den græske restaurant var nubrede og hvidkalkede og lignede udendørsvægge. Små væglamper lyste op over de små kvadratiske borde med hvide duge og levende stearinlys. En tung duft af kød og krydderier fyldte rummet, og jeg så rundt på de andre ventende gæster, der studerede menukortene.
Da tjeneren kom forbi og lagde et lamineret menukort og to foldede stykker øl- og vinkort foran min mor og jeg, så vi ned. Jeg genkendte de lokale øl fra Nørrebro Bryghus. Jeg sneg et hurtigt blik på min mor. Hun havde fundet sine briller frem og så i en skarp vinkel ned på det hvide papir med løftede øjenbryn. På den ene side kunne jeg vælge at undgå emnet helt, tænkte jeg. Jeg vidste, min mor ikke ville bringe det på banen, og for mig ville det nemmeste være at undgå enhver form for at sætte mig selv i en situation, hvor jeg skulle forsvare mig selv. Vi havde ikke talt om, at jeg ikke drak. Ikke sådan rigtigt. På min opfordring havde Lene fortalt min mor, at jeg var blevet afhængig af at drikke to år forinden, fordi jeg ikke selv havde kunnet overskue det. Min mor havde skrevet et kort til mig og fortalt mig, at jeg nok skulle komme ud på den anden side af det, men havde ikke sagt et ord om det siden. Jeg så ned over kortet og mindede mig selv om, at jeg var nødt til at stå ved mig selv før eller siden, hvis jeg ville skabe en tilværelse for mig selv, som jeg kunne være i. Nu havde jeg chancen.
– Ja, jeg kan jo ikke vælge noget fra den her, sagde jeg og viftede med drikkekortet foran mig. – Men jeg kan anbefale dig en god Københavner-øl, hvis du har lyst til én.
Jeg ventede på reaktionen. En kort stramning omkring hendes mund afslørede, at hun ikke havde været forberedt på, hvad jeg sagde. Nu sænkede hun sit vinkort og så op på mig, som om jeg havde talt russisk til hende. Med nakken lagt lidt tilbage fik hun øje på mig gennem det midterste af brilleglasset, der stadig hang næsetippen. Jeg så opmuntrende tilbage. Hun virrede kort med hovedet, som hun så tit gjorde, før hun sagde noget. Jeg ventede.
– Altså, drikker du slet ikke? spurgte hun.
– Nej, det gør jeg ikke, sagde jeg og overvejede at forklare yderligere. Men min mor havde al den information, hun skulle bruge. Det havde været hendes beslutning at lukke øjnene for det og ikke benytte sig af muligheden for at tale med min onkel og tante eller søster om det, som ellers var dem, jeg efterhånden talte meget ærligt omkring det med. Og jeg ville ikke længere tage det på mig at gøre arbejdet for hende og på en eller anden måde undskylde for, at hun aldrig havde spurgt mig om det.
– Det, synes jeg da, er helt vildt sejt, Rikke, sagde min mor. Endnu engang blev det en nemmere samtale, end jeg havde troet, tænkte jeg og smilede til hende. Bagefter fik jeg lyst til at svare, at selvfølgelig var det sejt. At, hvad havde hun regnet med. Som om, hun var den første til at sige det til mig. Jeg tog en dyb indånding. Det er lige meget, om jeg syntes, hendes reaktion var for sen eller for overdrevet positiv. “Fokusér på det positive i situationen,” hørte jeg Lene sige.
– Tak skal du have. Jeg er også virkelig glad for det.
Og det var jeg. Jeg kiggede ned over soft drinks-delen af menukortet og bestemte mig for en danskvand med citron. Nu havde jeg holdt det i over to måneder. Jeg blev ved at overraske mig selv. Min mor behøvede jo ikke vide, hvor lang tid, det havde varet. Det var aldrig noget, hun spurgte til, så jeg kunne have været ædru i flere år, uden hun burde have været overrasket. Jeg smilede frem for mig selv, uden at min mor lagde mærke til det.
Jeg vidste, at jeg ikke længere ville blive påvirket af hendes reaktion på det.
Kapitel 53: Min far
Århus, december 2016
Da bankede på hans lejlighed, slog det mig, at det var et halvt år siden, jeg sidst havde set ham. Dengang havde jeg været sammen med min søster og hendes mand i min fars lejlighed i Århus for at fejre hans fødselsdag. Maden var færdig, og vi undrede os over, hvorfor det tog vores far så lang tid at komme hjem fra turen i Fakta. Da han endelig kom hjem, gik han forbi os ind i stuen. Fra køkkenet nåede vi at se, at han blødte fra panden, og at hans arm havde lange, blodige rifter. Vi gik efter ham og stoppede op i dørkarmen ind til stuen. Jeg stod direkte bag ham, da han gik hen mod lænestolen foran fjernsynet. For hvert skridt han tog på den ene fod, svajede hans overkrop til højre og bagud, og jeg blev bange for, han ville miste balancen og falde. Jeg fik kuldegysninger og vekslede blikke med Tinna.
– Far, hvad er der sket? Er du faldet? spurgte jeg.
– Ja, jeg faldt ind i busken på vej hjem. Det er ingenting. Jeg skal bare have en smøg og noget at drikke. Ha ha.
”Men far, du bukker underligt skævt i hoften, når du går, og jeg kan se, du har slået din arm.” Jeg gik et par skridt hen mod ham, men stoppede halvvejs. ”Det ser ud, som om den er hævet lige der,” sagde jeg og pejede på et sted tæt på hans håndled. Armen havde været delvist lam i mange år og blev gradvist slappere, så faktisk vidste jeg ikke præcist, hvor tynd den burde være. Min far vendte sig væk fra mig, mens han forsøgte at tænde en cigaret og bandede over, at lighteren ikke tændte.
– Jeg tror altså, du bliver nødt til at tage på hospitalet og blive tjekket. Vil du ikke nok det, far? Vi har en bil her…
– Rikke, hold så kæft, for helvede! Han vendte kun sit ansigt halvt om mod mig, men jeg behøvede heller ikke se mere.
Jeg rystede, da min far satte sig ved bordet og hældt vin op. De andre spiste, mens min fars flænger må være begyndt at danne sårskorper. Jeg kiggede ned på maden og havde lyst til at kaste op, så jeg rejste mig for at gå. Jeg fortalte min far, at jeg havde mistet appetitten og tog hjem til Søren uden at forklare yderligere. Den friske luft fik kvalmen til at gå væk, og jeg havde glemt alt om det, indtil jeg stod foran hans dør igen.
Jeg bankede på én gang til, før jeg tog i håndtaget og døren gled op.
– Hej far!
– Hej, min pige.
Jeg blev blød om hjertet på et øjeblik. Jeg elskede, når han kaldte mig “min pige.” Jeg havde altid følt mig som hans pige. Min far var været mit forbillede, da jeg var lille, og var det stadigvæk. Jeg havde altid set op til ham Han kunne tegne, fortælle historier og få alle omkring sig til at føle sig godt tilpas. Da jeg var tolv år, lærte han mig at spille skak, og han lod mig altid lege med hvem som helst og så længe, jeg ville. Da han læste en artikel, jeg havde skrevet under en projektuge i niende klasse, havde han sagt: “Du bliver journalist, min pige.” Det havde altid vægtet tungt hos mig, hvad han sagde.
– Jeg har noget til dig, sagde jeg, mens jeg tog skoene af og gik ind i stuen.
På sofabordet ved siden af ham lagde jeg eksemplarer af tre af de aviser, hvor en af mine historier var kommet på forsiden. Min far samlede den op og så på dem én efter én og kiggede så til sidst over på mig.
– Ja, det er mig, der har skrevet dem, sagde jeg og grinede til ham.
– Ja, det kan jeg se, sagde han smilende. Han nikkede alvorligt til mig. – Det skal du blive ved med, Rikke.
Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at det var min skyld, han drak? Hvordan kunne jeg have troet, det havde noget som helst med mig at gøre? Det var så tydeligt, at han syntes, alt ligegyldigt hvad jeg lavede, var det fantastisk og oversteg alle forventninger. Min mad, mine tegninger, mine artikler, min humor og mine argumenter. Han lyttede, til alt jeg fortalte ham. Og ikke bare det. Jeg vidste, at det bedste han vidste, var når jeg var på besøg. Jeg eller en af mine to søstre. Vi var nok. Mere end nok.
Jeg rejste mig fra sofaen og trak en spisebordsstol hen foran min far og satte mig på den, så jeg skyggede for udsigten til fjernsynet.
– Far, der er noget, jeg skal fortælle dig, sagde jeg.
Han lagde aviserne fra sig og kiggede på mig. Mit hjerte hamrede løs, da jeg begyndte, men jeg blev ved, indtil jeg havde fortalt hele historien og sagde så:
– Så jeg har besluttet aldrig at drikke igen, og det har jeg holdt i tre måneder nu. Far, jeg var bare aldrig ordentlig til stede, da jeg drak. Og det vil jeg være. Jeg vil ikke gå glip af mere. Jeg har sådan et fantastisk liv, og jeg vil være nærværende og klar i hovedet, så jeg kan få det hele med.
Vi havde holdt øjenkontakt under hele min fortælling. Da jeg stoppede min talestrøm, sagde min far først ingenting. Hans blik gled langsomt ud i rummet. Han nikkede lidt. Jeg vidste godt, det ville være meget information for ham. Måske havde han fornemmet, at det havde stået på, måske havde han ikke. Det var heller ikke så vigtigt.
– Flot. Det er en flot måde, du har fået det vendt på.
Efter et kort øjeblik så på mig igen.
– Det håber jeg også, du holder fast i. Det ville virkelig gøre mig glad, sagde han.
Og mere behøvede han ikke at sige. Jeg havde fået alt, hvad jeg skulle bruge fra ham i det øjeblik. Det hele var pludseligt så nemt. Jeg lænede mig ind over ham og gav ham et kram.
Da jeg vinkede farvel til ham en halv time senere, så han for en gangs skyld ikke fjernsyn. Han havde samlet én af aviserne op i hænderne igen og læste en af mine artikler. Før jeg smækkede døren, kaldte han på mig. Jeg vippede hovedet ind over dørkarmen til stuen og fangede hans blik. Han havde tårer i øjnene.
– Jeg er så stolt af dig, min pige.
– Det ved jeg, du er, far.
Vi så hinanden i øjnene og smilede et kort øjeblik, før jeg snurrede om på hælen og forlod hans lejlighed.
TAK, FORDI DU LÆSTE MED
Har du nogen spørgsmål eller kommentarer, er du som altid mere end velkommen til at skrive til mig på rikkewinthers@gmail.com.
<3