2011

Kapitel 2: Diagnosen

Nørrebro, september 2011

Min læge lænede sig ind over sit skrivebordet og så alvorligt på mig. Hendes stemme blev dyb, og hun udtalte ordene langsomt. 

– Jeg vil virkelig råde dig til at tage antidepressiver, sagde hun.

Jeg maste hænderne ind mellem mine lår og den plastikstol, jeg sad på, og forsøgte at få øje på Sortedam Dossering ved Indre Nørrebro gennem grenene på træerne udenfor. En kølig efterårssol væltede ind gennem de åbne persienner og blændede mit udsyn. Hun trak i kanten på skrivebordet og rullede sin kontorstol hen foran mig. 

I forbindelse med at hun havde konstateret, jeg var svært deprimeret en uge forinden, havde hun introduceret mig til idéen for første gang. Jeg havde intet begreb om, hvad det betød at have en depression, men noget i mig strittede imod at tage nogen form for medicin. Jeg havde aldrig tidligere fejlet noget, der krævede medicin, og selv om jeg gennem hele mit liv hverken havde formået at klæde mig varmt på eller investeret i fornuftige vinterstøvler, blev jeg ikke forkølet, når vejret skiftede, og alle fik omgangssyge. Jeg plejede at tænke, jeg havde arvet min fars jernhelbred. Jeg skulle også nok klare det her. Hvad end det var.

Jeg var også bange for, at medicinen ville manipulere mit sind og få min hjerne til at tænke anderledes, end den plejede. Jeg havde altid kunnet regne med det. Tit havde min logik og beslutsomhed været det eneste, jeg kunne regne med, og det tilskrev jeg mit sind. På den anden side var det begyndt at svigte mig inden for det sidste halve år, særligt efter jeg var begyndt på kandidatstudiet i Internationale Udviklingsstudier og Kommunikation på Roskilde Universitet året inden.

De to måneder, det havde taget mig at skrive min semesteropgave det forår, havde føltes som en straf. For første gang i mit liv drev min beslutsomhed mig ikke længere fremad. Jeg kunne ikke længere finde energien til at gøre det, jeg besluttede mig for. Så jeg var begyndt at tvinge mig selv til det. Det endte med, jeg sad foran computeren derhjemme og græd af frustration, mens jeg forsøgte at læse op på Tanzanias ulandsbistand, kolonialhistorie og problemet med kinesiske investeringer i deres jordejendomme. Da det blev sommerferie, satte jeg krampagtigt det sidste punktum i opgaven, afleverede den i min vejleders dueslag i Roskilde og satte kursen mod Danmarks største festivaller.

Da jeg vendte tilbage til studiet efter sommerferien, føltes det som om, jeg havde tømmermænd fra et helt liv. Og pludselig var alt galt. Jeg så ingen mening i at begynde på studiet igen. Jeg grinte ikke længere af ting, jeg plejede at synes var sjove. Jeg orkede kun lige akkurat at snakke med mine venner i telefonen, men jeg tog ikke længere ud i byen for at mødes med dem. Da jeg ikke længere kunne slæbe mig afsted til forelæsninger en måned senere, var jeg gået til min læge. Efter en længere samtale sagde hun, hun ikke var i tvivl. Jeg havde en ubehandlet depression, og den havde stået på så længe, at den havde fået lov “rigtig at sætte sig,” som hun havde formuleret det.

Jeg missede med øjnene mod solen og rettede blikket ind i lokalet igen og så hende i øjnene.

– Jeg er godt klar over, det måske lyder ulogisk, sagde jeg. – Men jeg tror, at hvis jeg tager antidepressiver, ville jeg blive kunstigt rask og skærmet fra, hvad jeg fejler. Ærligt talt bryder jeg mig ikke om nogen form for kemisk indblanding. Jeg vil hellere gå igennem depressionens rene form, så jeg finder ud af, hvad problemet er.

Hun protesterede, da hun fandt ud af, hvor meget jeg var alene i min hverdag. I tiden, der var gået mellem de to lægesamtaler, var jeg begyndt at overveje enten at droppe ud af studiet eller opsige mit deltidsarbejde på en kaffebar på Nørrebrogade. I samme øjeblik jeg havde givet mig selv lov at overveje at droppe mine forpligtelser, følte jeg mig lettet for første gang i over et halvt år. Jeg havde følt noget for første gang i over et halvt år. Så fra den ene dag til den anden havde jeg taget orlov fra studiet, opsagt mit deltidsjobbet på kaffebaren og sygemeldt mig på kommunen.

– Det er med vilje, jeg har sat mit liv på pause. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Det er et mirakel, jeg overhovedet er dukket op til den her samtale.

Hun samlede hænderne i skødet, og hendes blik blev blødt.

– Rikke. Du er kun 27 år, og du har været vant til at have en meget aktiv hverdag og have venner omkring dig. Dine cirkler er blevet markant mindre meget hurtigt, og det bekymrer mig. 

Jeg slog blikket ned og afskrev hendes bekymring. Hun kendte mig ikke, og det var naturligvis grunden til, at hun ikke vidste, jeg altid havde klaret mig bedst alene. Hun lænede sig tilbage i stolen og rettede på sine briller.  Til sidst holdt hun armene op i vejret i et tegn på overgivelse.

– Hvis ikke du vil tage medicin, så kan jeg ikke tvinge dig til det. Men så vil jeg se dig til tjek herinde hver uge, indtil jeg kan se, du får det bedre. 

– Det er en aftale, sagde jeg hurtigt og greb min jakke i samme bevægelse, som jeg rejste mig fra stolen og forlod lokalet med lange, hurtige skridt.

Solen bagede på min ryg og fik sveddråber til at samle sig under den tynde efterårsjakke, da jeg cyklede hjem gennem Assistens Kirkegården, videre af Jægersborggade og langs Nørrebroparken. På fortovet foran min opgang stillede jeg cyklen fra mig op af ydermuren og låste mig ind. 

Da jeg flyttede til København to år tidligere, fra Århus, hvor jeg havde hørt til det meste af mit liv, boede jeg først midlertidigt i en femværelses-lejlighed tæt på søerne. Der groede mug op ad væggene på den rå træplade, som omsluttede køkkenvasken, og nogen stjal en større samling af mine gamle dagbøger, fordi jeg havde opbevaret flyttekasser på gangen i fælleskælderen i fire timer den eftermiddag, jeg flyttede ind. Så jeg var lykkelig, da én af mine medstuderende på det nye studie satte mig i kontakt med en pige, som udlejede en toværelses-lejlighed ved Nørrebroparken. Jeg arbejdede 20 timer om ugen ved siden af mit studie, så i begyndelsen havde jeg haft råd til at bo i lejligheden alene. I starten købte jeg afskårne blomster, og stillede dem i vaser i vindueskarmen i stuen. Jeg handlede i grønthandlerne på Nørrebrogade og i de kinesiske supermarkeder på Vesterbro og lærte mig selv at lave baba ganoush og hummus og alverdens wokretter med fiskesovs og koriander. Jeg røg cigaretter ud af køkkenvinduet, og jeg elskede at bo der. Men den følelse var forsvundet som dug for solen, og i stedet var en ligegyldighed flyttet ind.

Jeg hængte min jakke i entréen inden for døren, satte mig i sofaen og åbnede min bærbare computer i skødet. Et eller andet var jeg nødt til at fortælle mine venner. Flere af mine gamle venner fra Århus var flyttet til København, og jeg havde været vant til at se dem og et par enkelte nye venner fra København rundt omkring i byen, på caféer og natklubber, til hjemmefester og fødselsdage. Jeg havde samtidigt sørget for at holde kontakten med de af mine venner, som nu var bosat forskellige steder i Jylland, og når de inviterede til fester eller madklubber, tog jeg afsted, så tit jeg kunne. Jeg besøgte også min søster eller min mor i Aalborg til fødselsdage, jul og påske, og min far i Aarhus, når jeg kunne presse det ind. Så længe jeg indrettede mig efter det og planlagde det stramt, kunne jeg lige præcis nå hele vejen rundt og sørge for at gøre alle glade. Men i takt med at jeg havde fået nye venner og flere forpligtelser i København, var der hele tiden flere aftaler, jeg skulle nå, flere beskeder, jeg skulle svare på, flere følelser og oplevelser, jeg skulle forholde mig til, og jeg var udmattet over niveauet af det engagement, det krævede. 

Jeg åbnede for facebook og samlede mine venner i en fælles besked. Jeg kunne ligeså godt få det overstået. Hvis de vidste, hvorfor jeg ikke længere kunne være der for dem, ville de måske ikke blive skuffede over mig.

”Hej. Jeg har fået konstateret en svær depression, og derfor vil jeg ikke være helt så kontaktbar, som jeg plejer. Det er jeg meget ked af. Jeg ved ikke, hvor længe det tager mig at blive rask igen, men jeg skal nok give lyd fra mig, så snart jeg får mit overskud tilbage.”

Jeg sendte den afsted. Da det begyndte at tikke ind med beskeder fulde af forståelse, forsikringer om, at jeg nok skulle komme styrket ud på den anden side, og tilbud om at snakke det igennem, lukkede jeg for computeren.

Da jeg ikke længere skulle leve op til nogen former for krav eller forventninger, kollapsede jeg. I de efterfølgende uger udspillede min samlede tilværelse sig primært fra hjørnet af den ny, koksgrå sovesofa, jeg havde anskaffet for at have en sengeplads til overnattende gæster. Med få undtagelser så jeg ingen mennesker og udrettede ikke andet end at gå i bad, spise, ryge cigaretter, drikke kaffe i sengen og se fjernsyn. I dagtimerne rullede jeg gardinerne ned, og om aftenen var jeg forsigtig med ikke at tænde mere lys, end hvad jeg skulle bruge til at finde rundt i lejligheden.

Jeg sov af udmattelse det meste af dagen og lå vågen om natten, fordi mine tanker kørte i ring. Sent ud på natten græd jeg i desperation over ikke at finde fred for dem. Nogle gange forlod jeg lejligheden efter solnedgang og traskede hvileløst rundt på Frederiksberg i et forsøg på at blive træt nok til at falde i søvn. En aften ringede jeg til en hotline for depressionsramte, og nogle anbefalede mig at lave vejrtrækningsøvelser. Jeg forsøgte forgæves at lære mit sind at være stille for at få tankemylderet til at gå væk. Det hjalp, så længe jeg kunne fastholde min koncentration, hvilket kun var få sekunder af gangen, og det løste ingenting. Tankemylderet holdt mig stadig vågen om natten, og de søvnløse nætter kastede lange skygger ind i dagtimerne.

Det var som om, jeg havde skabt de perfekte rammer for min depression at folde sig ud inden for. Intet gav længere mening, og alt mistede sin værdi, og på en sær måde blev jeg ligeglad.

Der gik ikke længe, før jeg blev alvorlig og dyster. Jeg grinte ikke længere. Jeg mente ikke noget længere. Jeg blev fremmed for mit eget sind. Men det var mit sind, og det var uhyggeligt at tænke på, det var min nye virkelighed. Det, som skræmte mig mest, var, at jeg ikke var i stand til at se mine venner. Siden den dag, jeg sendte fællesbeskeden, ignorerede jeg dagligt mine venners navne på telefonen, mens den ringede. Til sidst slog jeg den på lydløs og kiggede  på displayet, indtil det ikke længere blinkede.

De eneste opkald jeg besvarede, var dem fra min søster, Tinna. Hun læste en overbygning på psykologistudiet og boede sammen med sin kæreste i en ejerlejlighed i Aalborg. Siden jeg havde fået konstateret en depression, havde hun ringet hver dag for at høre, hvordan jeg havde det.

En eftermiddag midt på efteråret stod jeg foran min altandør inde på værelset og så over på den anden side af gaden. Der var udsigt over indgangen til en svømmehal, og jeg fulgte dovent med, som folk gik ind og ud af døren med deres gymnastikposer over skuldrene og børn i hænderne. Tinna spurgte mig om noget. Da jeg ville svare, kunne jeg ikke gøre mine sætninger færdige. Hele ord var pludselig væk. Jeg prøvede, men jeg fandt ikke nogen erstatninger for dem, der var forsvundet. Jeg vrøvlede. Da jeg ville sige noget helt andet, udtalte jeg det utydeligt. Snøvlende. Det endte med, jeg undskyldte og lagde på. 

Med telefonen i hånden satte jeg mig langsomt ned på min sovesofa og så op i en lysegrå himmel. Jeg spærrede øjnene op. Kunne min hjerne have taget alvorligt skade? Mine tankerækker smuldrede for mig, mens jeg forsøgte at organisere dem, men jeg havde ikke noget system at sætte brudstykkerne ind i. Hvid støj. Det var blevet så højt, at jeg ikke længere kunne trænge igennem til det, jeg engang havde følt, var mig. Og nu kunne jeg ikke længere gøre mig forståelig over for andre. Konsekvensen af det, stod klart for mig. Jeg ville aldrig igen kunne fungere normalt eller genoptage mine venskaber. Jeg var alene. Mit syge sind var det eneste, der var tilbage. Og nætterne blev værre.

En nat i begyndelsen af oktober lå jeg vågen. Mine øjenlåg var tunge som sten, da jeg syntes, jeg hørte mine pulsslag stige i takt med, at tankerne kørte i ring i et stadigt højere tempo. Jeg forstod i mindre og mindre grad, hvorfor jeg tænkte, som jeg gjorde. Men en tanke blev ved at vende tilbage: Jeg ligger her alene og bliver mere og mere sindssyg, og ingen kommer og hjælper mig. Tidligt næste morgen havde jeg stadig ikke sovet, da jeg kom i tanker om, at psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital ville være åben den efterfølgende dag. Jeg fandt min telefon frem for at tjekke åbningstider og besluttede, at jeg ville tage derop og insistere på at blive indlagt. Først da jeg havde taget den beslutning, faldt jeg i søvn med telefonen på brystkassen og sov indtil næste dag. 

---

Kapitel 3: Forelsket

Nørrebro, oktober 2011

Morgenen efter vågnede jeg og havde det en anelse bedre. Jeg stirrede op i loftet i flere minutter, mens jeg overvejede gårsdagens løfte til mig selv. Til sidst besluttede jeg mig for at blive hjemme. Hvis jeg fik det værre, lovede jeg mig selv, at jeg ville gå op til psykiatrisk afdeling på Nannasgade. Så rev jeg dynen til side. Med langsomme skridt gik jeg ud på badeværelset. Jeg kastede koldt vand i ansigtet og ned ad nakken. 

Bagefter ringede jeg til min søster.

– Hej Tinna. Kan du huske, jeg sagde i går, at det gik okay? Det er ikke rigtigt. Jeg har det ikke særligt godt, fik jeg sagt. – Jeg blev ret forskrækket i går. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har det så dårligt.

– Åh, Rikke. Det er jeg ked af at høre. Men det er altså godt, du bare siger det, som det er, sagde Tinna. – Skal vi ikke tage i sommerhus i nogle dage? Bare os to. Jeg kan hente dig på togstationen i Skive i morgen eftermiddag, sagde hun efter en kort pause.

Den dag følte jeg mig bedre tilpas. Men hen ad aftenen blev jeg bange for, at den foregående nat ville gentage sig, og jeg kunne ikke finde på noget at stille noget op imod mit sind. Det sind, som hele mit liv havde været stærkt og hjulpet mig i alle kriser, virkede til at være meget, meget sygt, og tankerne var for slemme til, at jeg kunne udholde dem. Pludselig fik jeg en idé og skyndte mig ned i Netto. Jeg vidste godt, jeg ikke burde drikke rødvin på en tirsdag aften. Men det ville måske hjælpe mig til at sove.

Da jeg sad på min sovesofa med det fyldte vinglas i hånden og så solen gå ned over svømmehallens tag senere den aften, begyndte jeg at slappe af. Mens jeg tømte glasset, slumrede mine tanker hen. Jeg drak ét mere og sov som en sten hele natten.

Dagen efter stod jeg i køkkenet i vores familiesommerhus. Tinna havde hentet mig på banegården i Skive, og sammen var vi kørt de tyve kilometer nordpå til sommerhuset.

– Skal jeg ikke lave kaffe? spurgte Tinna, som kom gående mod mig og smilede, allerede før vi fik øjenkontakt. – Hvorfor varter jeg ikke dig op for en gangs skyld? Tag et tæppe og sæt dig i sofaen. 

Tinna havde tændt op i brændeovnen ved siden af køkkenet. Huset var bygget i sten, og der gik altid et døgn, før det var gennemvarmt. Jeg samlede et tæppe op fra bunden af sofaen og slyngede det omkring mig. Sommerhuset lå på toppen af en bakke, og gennem vinduerne i køkkenet og de to tilstødende stuer var der panoramaudsigt over fjorden og den anden side af bugten. Langt mod syd og ude i horisonten kunne man ane Skive by. Jeg trippede over til den slidte lædersofa, der adskilte stuen fra køkkenet og lod mig falde ned i den med ryggen til det hele. 

– Hvordan kan det egentlig være, du aldrig rigtigt lukker andre ind? Hendes tonefald var mere undersøgende, end den var anklagende. – Jeg ved jo, du ikke har det godt, men jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har set dig græde eller hørt dig være vred. Hvis der er problemer, siger du altid, at det nok skal gå, eller også siger du, ”det klarer jeg selv,” sagde Tinna og imiterede min stemme, så jeg begyndte at smile. 

Jeg pressede mig længere ned i sofaen og fulgte hendes bevægelser med øjnene. Hun slog luft ned i kaffefilteret og lagde det til rette i kolben. Jeg fandt ikke på noget svar. Hun lænede sig ind over sofaen og rakte mig et krus med varm kaffe, gik tilbage ud i køkkenet og tørrede spisebordet over med en gul klud. Der stod hun lidt og så ud over vandet i retning af færgen. Jeg forsøgte at få styr på mine tanker, og længe kunne jeg ikke få øje på noget i dem, jeg kunne forklare. Men til sidst var der noget, som slog mig.

– Okay, i mit hoved ser det sådan her ud: Hvis jeg bare fortæller, hvordan jeg har det, og siger tingene, sådan som de er, så bliver folk enten ulykkelige eller skræmte.

Mens jeg talte, knugede mine hænder små klumper af den pude, jeg sad med i skødet, så betrækket blev vådt, og mine halsmuskler spændte under kæben. Det var nærmest som om, min krop ville forhindre ordene fra at slippe ud.  

– Hvis jeg viser, hvordan jeg har indeni og læner mig op af nogen, så bliver det hele meget værre, og alle vælter omkring mig. Fordi andre kan ikke holde mig ud. Ikke rigtigt, sagde jeg.

– Hvad mener du med, at det hele bliver værre af det?

– Folk kan ikke rumme det, jeg har indeni. Så hvis jeg viser dem det, vil de til sidst slet ikke have noget med mig at gøre. Og når de forlader mig, er jeg helt alene tilbage. Hver gang jeg gør det, får jeg mindre lyst til at gøre det igen. Det er ligesom om, jeg bliver mere lukket af at åbne op. Indtil jeg til sidst bare bliver en hård knude, som jeg slet ikke kan overskue at skulle prøve at vikle ud. 

Min stemme var blevet skinger, og jeg måtte tvinge de sidste ord ud for at få det hele med. Jeg dækkede mit ansigt med underarmen. Jeg havde aldrig ladet mig selv bryde sammen på den måde før og særligt ikke foran min lillesøster. Det var meningen, jeg skulle være den store og den stærke. Men jeg var mør, og jeg kunne ikke længere holde så godt sammen på mig selv, som jeg tidligere havde kunnet. Jeg pustede ud og samlede kræfter til at sige det sidste, jeg tænkte på. 

– Derfor vil jeg ikke snakke med nogen om, hvordan jeg rigtigt har det. Udover dig. Du er den eneste, jeg føler ikke går nogen vegne.

Jeg så op. Tinna tænkte. Hun slap den gule klud, lagde hånden fladt ned på køkkenbordet og vendte sig om mod mig.

– Tænk, at du har oplevet, at det blev værre af at sige tingene, som de er. Så kan jeg altså godt forstå, du ikke har lyst til at sige noget. Hvem har du oplevet det med? Hun virkede irriteret, men det var ikke rettet mod mig.

– Mor, i hvert fald. 

– Ja, okay. Men jeg kan altså godt rumme dig, Rikke, og jeg bliver ikke bange for dig. Prøv at hør her. Du er stærk, du er kreativ, du er selvstændig, og du er lige som dig skal være – indeni, sagde hun og holdt en kort pause. – Det ved jeg. Der er ikke noget at være bange for derinde. Du skræmmer ikke nogen væk. Vi er her alle sammen, og vi går ingen steder. Men vi ved ikke, hvordan du har det, så det er du nødt til at fortælle os.

Hendes øjne blev røde, og hun vendte sig om. Vi var begge stille. Jeg purrede op i mit hår og svingede med det ben, jeg havde sluppet fri af tæppet og lagt oven på det andet. Jeg sank med besvær. 

– Hallo, måske er det bare mor. Har du tænkt på det? Måske er det kun mor, der ikke kan rumme dig, og alle vi andre kan godt? sagde Tinna til sidst.

Jeg prøvede at forestille mig det, men jeg kunne ikke. Det føles ikke rigtigt. Men jeg blev glad for, at Tinna overvejede det som en mulighed. I så fald ville der ikke være noget grundlæggende galt med mig. Kunne det være rigtigt?

– Nej, sagde jeg. – Det har jeg aldrig overvejet. Jeg smilede for første gang i flere uger og løftede blikket for at kigge ud over vandet. 

Om aftenen lå vi på gulvet foran pejsen på de madrasser, vi havde slæbt ind fra køjerummet. Vi havde valgt en film, vi skulle til at se, da min telefon bibbede. Det var en besked fra Klaus. Klaus var en af mine veninders storebror, og jeg havde mødt ham på Skanderborg Festival to måneder tidligere. 

– Rikke og Linnea, det her er min bror, Klaus, råbte en veninde gennem bassen fra boomblasteren, da jeg og min anden veninde, Linnea, besøgte deres lejr på festivalens første dag tilbage i august. – Han er sødere, end han ser ud. 

Vi grinte alle sammen, inklusiv Klaus. Han var høj, iført cowboybukser og en kort, sort læderjakke, og han smilede oprigtigt venligt. Jeg fik pludselig lyst til at sige, at jeg syntes, han så rigtig sød ud. Men det jeg turde ikke. Så vi foldede vores klapstole ud, satte os blandt deres venner og knappede en dåseøl op. Da jeg et par timer senere var midt i at underholde lejren med en historie om en kat, min far havde haft, da vi var små, og jeg afleverede pointen til lejrens store fornøjelse, grinte alle. Men Klaus smilede bare og fastholdt mit blik. Og så blinkede han til mig. Det var et hurtigt blink med det ene øje, og ingen andre så det. Det var kun til mig, tænkte jeg, og mit ansigt blussede op. Senere den aften prikkede Linnea mig på skulderen. 

– Klaus har altså lige spurgt mig, om du er optaget, sagde hun.

– Er det rigtigt? 

– Ja, og jeg sagde, at du lige havde afsluttet noget, så der var frit slag. Hun så på mig, smilte skævt og løftede et øjenbryn. 

Vi blev fulde, og dagen efter vågnede jeg op ved siden af Klaus. Da jeg tændte for min telefon, fandt jeg en masse billeder af ham og mig fra nattens koncerter. Jeg så glad ud.

Den dag fandt vi ud af, at vi boede ti minutters gåafstand fra hinanden i København. Da klokken var to om natten, og selvom alle koncerterne for længst var ovre, havde vi festet videre på en bar tæt på scenerne, indtil Klaus til sidst fulgte mig hjem til mit telt. Vi med fronten mod hinanden, men forskudt, og lænede os ind over det samme hegn. Begge to med en øl i hånden. Klaus fangede mit blik.

– Kunne man forestille sig, at vi kunne se hinanden, når vi er hjemme i København igen?

Jeg så genert ned og løftede bagefter blikket for at se ham i øjnene.

– Ja, det vil jeg gerne. 

Da vi sås til kaffe på Nørrebrogade, to uger efter vi kom hjem, havde jeg været hamrende nervøs. Før vi skiltes efter den dag, plantede han to, små kys på mine læber og gjorde mig øjeblikkeligt lykkelig. 

Nu åbnede jeg beskeden. 

– Rikke, din lækkerbisken. Du får et Fernet Branca-kys lige smask-midt på munden. Hvordan går det i sommerhuset?

Han var i byen i København. Jeg læste beskeden for Tinna og fortalte, at jeg havde besøgt ham for første gang et par dage tidligere umiddelbart efter vores første kaffeaftale.

– Nå, ja! Fortæl mig lige lidt mere om det, sagde Tinna og spærrede øjnene op. 

– Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Jeg kan bare virkelig godt lide ham, sagde jeg og rystede på hovedet. – Okay, jeg har faktisk et godt eksempel på, hvor sød, jeg synes, han er. Den anden aften brændte et stearinlys i vindueskarmen lidt væk fra sengen, da vi var ved at lægge os til at sove. Og så, uden at rejse sig, sendte ahn et kort og fuldstændigt uengageret pust i stearinlysets retning. Og bagefter smilede han bare stort af sig, selvom han selvfølgelig ikke at have slukket det. Det er det sjoveste, jeg nogensinde har set, sagde jeg og kiggede over på min søster, som kiggede på mig med løftede øjenbryn, mens hun tydeligvis holdt et fnis inde.

– Rikke, du er jo smaskforelsket. Jeg smilede.

– Det er bare måden, forstår du? Det er måden, han prøvede at puste det lys ud på. Sådan her, kig. Jeg spidsede munden og sendte luft ud mellem læberne i et lille, hurtigt ryk. Tinna grinede højt.

– Rikke. Hun hikstede mit navn ud mellem grin. – Jeg så det ikke ordentlig. Du bliver nødt til at vise mig det igen. Hvordan prøvede han at puste det lys ud?

Hun grinte endnu højere, da jeg gjorde et halvhjertet forsøg på at gentage pustet, og jeg gemte ansigtet i dynerne.

Da Tinna satte filmen på, tænkte jeg stadig på Klaus. Da jeg var vågnet hos ham den morgen, havde vi spist havregryn med rosiner ved spisebordet, da han besluttede sig for at sætte musik på computeren. Dave Matthews Band med Crash Into Me. Mens jeg lyttede til musikken, tænkte jeg: Nyd det, så længe det varer, Rikke. Det her bliver selvfølgelig ikke ved.

---

Kapitel 4: Overraskelsen

Nørrebro, oktober 2011

I udkanten af Nørrebroparken havde jeg sat mig på en bænk, der vendte fronten mod Stefansgade. Mens solen gik ned, sænkede mørkeblå skygger sig bag hustagene. De orange kuglelamper, som løb langs vinduerne på den travle hjørnecafé overfor, begyndte at træde frem. Jeg trak i ærmerne på min tynde læderjakke og knyttede hænderne for at holde på varmen.

Og så ventede jeg.

I toget på vej hjem fra sommerhuset havde jeg sendt Klaus en besked og spurgt, om vi kunne ses. Han havde svaret med det samme. ”Der er ikke noget, jeg hellere vil.” Hver gang jeg tænkte tilbage på den besked, sprang mit hjerte et slag over, og jeg smilede stort og ukontrollabelt. Men mit smil forsvandt lige så hurtigt, når jeg tænkte på, at jeg var nødt til at fortælle ham, jeg havde en depression. Og når han først hørte, hvor syg jeg var, ville han ikke have lyst til at se mig længere. Noget i mig strittede imod overhovedet at fortælle ham det, og jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne lade som om, jeg havde det fint, ville han måske have lyst til stadig at se mig. Hvis bare jeg kunne lade som om, jeg var normalt fungerende, ville han måske kunne holde mig ud lidt endnu. Men jeg havde fået det markant dårligere i løbet af september, og jeg havde ikke længere kræfterne til at holde skjult for nogen, at jeg ikke længere var mit gamle, overskudsagtige og glade jeg.

Så jeg mindede mig selv om at tage mig sammen og se i øjnene, jeg ikke ville kunne blive ved at se ham. Min mave slog knuder. Jeg rettede ryggen og så over på hjørnecaféen. Det slog mig først nu, at det var samme hjørne, hvor vi var skiltes efter kaffeaftalen på Nørrebrogade den dag. Den dag havde han kysset mig. Så let som ingenting blev knuden blev aflyst af så blafrende sommerfugle, at jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at blive svimmel.

Jeg fik øje på ham ud af øjenkrogen længere nede af gaden. Han havde retning direkte mod mig. I halvmørket betragtede jeg hans duvende skridt. Jeg kiggede stadig efter konturerne af hans ansigt, som lyste op i et smil, idet han trådte ind under gadelampens skær.

– Hej Rikke, dit lækre løg, sagde han og satte sig på bænken ved siden af mig.

Vi gav hinanden et knus. Han stilte en termokande og to krus på jorden og hældt dampende  kaffe i kopperne. Da han rakte mig den ene, smilede han som om, han bar på en hemmelighed. Jeg følte, at jeg efterhånden kendte ham nok til at vide, at det bare var sådan, hans smil så ud, og ikke fordi, han rent faktisk bar på en hemmelighed. Det var som om, livet var let som en leg for ham, tænkte jeg. Jeg grinede lidt og fik samtidig kvalme af mine egne tanker. Men jeg kunne ikke ignorere, at vores verdener var for langt fra hinanden. Jeg fik lyst til at spørge ham efter endnu et knus, men i stedet maste jeg min ryg ind mod træbænkens hårde planker. 

– Der er noget, jeg skal fortælle dig, sagde jeg.

Han droppede med ét sine fjollerier og kiggede opmærksomt på mig.

– Jeg har fået en depression. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, hvad det kommer til at betyde, og jeg ved heller ikke, hvor meget overskud jeg har til at se andre mennesker. Det er ikke fordi, jeg ikke vil se dig, fordi det vil jeg gerne. Faktisk er du den, jeg har mest lyst til at se. Men jeg føler mig ikke længere, som jeg gjorde engang. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk i tvivl om, hvem jeg er. 

Mens jeg talte, følte jeg i mindre og mindre grad, at jeg på en eller anden måde måtte advare ham, og eftersom han var tavs og syntes at vente på mere information, fik jeg pludselig problemer med at forklare, hvad jeg advarede ham imod. Så jeg fortalte i stedet, hvordan det var sket i foråret, og hvad jeg havde talt med lægen om en måned tidligere. Han lyttede, skænkede mere kaffe til os og blinkede til mig på det helt rette tidspunkter. Da jeg ikke fandt på mere at sige, virkede han til at synes, at hvad jeg havde sagt, var helt okay. Jeg ventede stadig på, han ville give mig ret i, at det nok var bedst, vi ikke længere så hinanden.

– Rikke, jeg har selv været der, hvor du er nu. Mit råd er: vær så egoistisk som overhovedet muligt. Og hvis du kan bruge mig til noget overhovedet… Han holdt en pause og gjorde en fejende bevægelse med den ene hånd og gentog, – overhovedet. Så er jeg her. 

Da han havde talt færdig, mærkede jeg min mascara klistre på mine kinder, før jeg opdagede, at tårerne løb i bløde striber fra midt på øjenkanten. Jeg følte mig lettere, end jeg havde gjort i flere uger.

– Er det virkelig rigtigt? Hvor er det sødt af dig, sagde jeg, og rakte mine arme ud efter ham. Endnu engang overraskede han mig. Han kyssede mig igen.

En uge senere stod jeg på min altan og røg en cigaret, da jeg fik øje på ham komme gående i retning mod min opgang længere nede af gaden. I stedet for at vinke og gøre ham opmærksom på, at jeg kunne se ham, gemte jeg mig bag altandøren, så han ikke fik øje på mig. Han havde en buket gule blomster i den ene hånd og en flaske vin i den anden. Det var svært at tro på, han gik lige præcis dér for at se mig. Jeg kiggede undrende på hans langsomme, duvende skridt igen. På trods af at han næsten var to meter høj, bar han hele sit liv roligt. Om så hans ben havde været fem meter lange, ville han aldrig vælte. Jeg blev nervøs og gik indenfor. For hver gang jeg så ham, blev jeg mere nervøs. Jeg forstod det ikke.

Den aften snakkede vi ved spisebordet i min stue med de gule blomster i en vase mellem os. Han havde en bordeaux-rød striktrøje på og et tyndt, mørkegråt halstørklæde slynget om halsen. Aldrig havde jeg set en mand så smuk. I løbet af aftenen delte vi næsten to flasker vin og røg cigaretter på mit værelse, indtil der blev tåget. For at blive mindre nervøs havde jeg drukket tørstigt af den første flaske. Men af en eller anden grund havde det ikke hjulpet på nervøsiteten, sådan som jeg havde håbet på. 

På et tidspunkt tog jeg mig mod til at spørge ind til hans datter og, mere specifikt, hans forhold til moren. 

– Hvor gammel er hun nu? Fem? Og hvad er historien med hendes mor og dig?

Han havde mødt hende til en julefrokost, og hun var blevet gravid. De var aldrig kærester, men jeg fandt ikke helt ud af, hvad de så var. I hvert fald var moren i starten i tvivl om, hvorvidt Klaus var faren, og der endte med at gå halvandet år af den lille piges liv, før Klaus fik svar på faderskabstesten. 

– Da jeg fik at vide, jeg var hendes far, hoppede jeg i min seng af glæde. Jeg blev så glad. 

Jeg smilede til ham og blød om hjertet. Siden den dag han hoppede i sengen, havde han været en konstant del af sin datters liv. Der havde ikke været nogen slinger i valsen. Hun boede sammen med moren i Århus nu, og han tog med Stenaline-færgen for at hente hende hver anden weekend, så de kunne være sammen. Når hun var i København tog de på legepladsen, spiste pandekager og malede malerier, og når weekenden var slut, fulgte han hende med færgen hjem til Aarhus igen. Han stoppede pludselig midt i sin fortælling.

– Gider du virkelig godt at høre om alt det her? 

Jeg var overrasket over, han kunne finde på at spørge. Jeg ville ønske, han ville blive ved at fortælle mig om sig selv, indtil jeg vidste alt om ham. Mens han havde fortalt, havde der været noget over den måde, han engagerede sig i livet på, der gav mig lyst til at spørge ham, om han ville være min kæreste. Men der var ingen grund til at turde tro, der ville være en reel mulighed. Ikke engang i min vildeste fantasi kunne jeg lade som om, han også ville det. Øjeblikket senere var jeg glad for, jeg ikke havde sagt noget. Det ville være endt pinligt. 

I stedet forsøgte jeg at regne ud, hvad han ville med mig. Måske syntes han bare, jeg havde været sjov at være sammen med på festivalen. Hvilket jeg ville kunne forstå. Jeg havde selv haft det sjovt, og andre havde grint af mine jokes. Men jeg havde også været fuld det meste af tiden og ikke skænket det en tanke, at jeg i tiden op til havde haft en tilværelse, jeg kun med nød og næppe havde fået til at hænge sammen. Siden festivalen og i løbet af efterårets første måneder, kunne jeg ikke længere  ignorere det faktum, at det var blevet anstrengende for mig at føre en samtale, kommentere på emner, jeg plejede at have en mening om, og grine, når det syntes passende. Fortsatte det sådan, ville jeg snart ikke have nogen reaktioner tilbage. Faktisk var det begyndt at føles, som om mit ansigt ikke længere gad lystre. 

Jeg havde ikke noget at tilbyde ham. Den tanke gav mig lyst til at drikke mere vin, så jeg forsøgte at tænke på andre ting. Jeg kunne godt holde på mig selv lidt endnu. I hvert fald aftenen ud. Så længe jeg anstrengte mig, ville jeg kunne udsætte det tidspunkt, hvor min facade krakelerede, og jeg ikke længere ville være sådan én, han havde lyst til at se. 

– Rikke? 

– Ja. 

Jeg tog en dyb indånding og løftede vinglasset op til en skål. – Om jeg gider at høre om det? Der er ikke noget, jeg hellere vil. 

Desuden, tænkte jeg, hvis han gerne ville have været kærester, havde han spurgt mig om det. 

---

Kapitel 5: Signalet

Nørrebro, oktober 2011

Jeg tippede en bog ud af reolen og tog den med over i sovesofaen, hvor jeg smed mig på maven. Det var efterårsferie, og Klaus var taget til Århus for at være sammen med sin datter. 

Da jeg havde givet slip på alle mine forpligtelser en måned tidligere, havde det føltes afgørende at gøre lige netop dét, og i de efterfølgende uger havde det været befriende, at ingen forventede, jeg skulle være på noget bestemt sted på noget bestemt tidspunkt, at skulle høre efter, forstå eller kommentere på forelæsninger eller opgaver, for slet ikke at tale om at skulle planlægge og overholde aftaler med mine venner og ovenikøbet engagere mig i deres liv.

Men jeg var ikke forberedt på den slags ingenting, min egen hverdag nu bestod af. Hele mit liv havde jeg enten gået i skole eller haft et arbejde, så på en eller anden måde havde det altid givet sig selv, hvad jeg skulle hver dag. Jeg havde i mange år brugt min tid på at læse teori og skrive opgaver, deltage i studiegrupper, møde på arbejde og brygge kaffe, gå i byen og være sammen med mine venner. Men depressionen havde vist mig, at ingen skulle bruge mig til noget, og det ikke betød noget, hvad jeg gjorde med min tid. 

Livet gik videre for andre omkring mig uden min deltagelse. Jeg kunne undværes. Det var et faktum. Det havde ingen konsekvenser, at jeg at gav op på alt. Udover min søster, var der snart ingen, der længere fulgte med eller holdt øje med, hvordan jeg havde det. Ingen kom og protesterede over, hvor lidt jeg gik op i mig selv. De kom heller ikke og gav mig klap på skulderen over at anstrenge mig for at holde fast i de fraktioner af mit liv, jeg havde holdt fast i. Det virkede ligegyldigt om jeg gjorde det ene eller det andet, og jeg følte ikke selv forskel. 

På samme tid var jeg desperat efter noget, der kunne fjerne min opmærksomhed fra de tanker, der var trådt i stedet for mine normale forestillinger om mig selv i verden, og som jeg ikke forstod. Og et eller andet var jeg på sigt nødt til at få tiden til at gå med. Det var lige meget, hvad det var, så længe jeg ikke kom til at sidde stille og tænke. Jeg mærkede et skift indeni mig, og jeg vidste for alvor var ved at glide ud af hænderne på mig. Problemet var, at jeg for det meste var ligeglad.

Men den dag gjorde jeg et forsøg. Det var første gang jeg forsøgte at læse i en bog, efter jeg havde fået stillet diagnosen. Det var Stig Andersens ”Tøger,” biografien om Tøger Seidenfaden, jeg så gerne havde villet læse. Jeg bladrede op på første side og begyndte at læse. Endnu før jeg læste to sider færdig, blev jeg forskrækket. Selvom jeg forsøgte igen og igen, kunne jeg ikke komme igennem dem uden at miste koncentrationen. Til sidst lagde jeg den fra mig. Tanker, jeg ikke forstod, kørte i ring og krævede så meget energi, at jeg ikke koncentrere mig om at læse. Det havde jeg aldrig prøvet før. At læse skønlitteratur og biografier havde ellers været det, der altid kunne få mig til at slappe af og glemme min egen tilværelse for en stund. 

Min telefon ringede. 

– Hej Tinna. 

Hun ringede stadig hver dag.

– Hvordan går det?

– Jeg kan ikke læse. Det er virkelig frustrerende. Jeg forstår virkelig ikke, hvad der sker med min hjerne for tiden. Det er skræmmende. 

– Det er bare lige nu, det er sådan. Det skal nok komme. Din hjerne skal bare lige have tid til at slappe lidt af, sagde Tinna. 

Jeg smilede. Det lød rart. Jeg rejste mig langsomt op og samlede bogen op fra sofabordet. 

– Hvordan går det med Klaus?

– Seriøst, Tinna. Da jeg fortalte ham om depressionen, sagde han, han gerne vil blive ved at ses. Men jeg kan næsten ikke se, hvordan jeg skal kunne lukke ham ind. 

– Selvfølgelig vil han det. Han er en stjerne, han er. Ham kan vi altså godt lide, sagde Tinna og holdt en pause. – Måske skulle du for en gangs skyld overveje at lade andre være der for dig. Bare lidt. Det kunne jeg virkelig godt unde dig. 

Jeg pillede ved et hjørne af bogen.

– Mh, ja. 

Jeg blev trist over, at det, der burde være en god nyhed, og som Tinna, og sikkert også alle andre, kunne se som noget godt, fandt jeg ingen trøst i. 

– Ja, det vil jeg prøve, sagde jeg. Jeg lod bogen glide tilbage på sin plads i reolen og skiftede emne. 

I slutningen af oktober måned, havde jeg taget mig sammen til at tage i byen sammen med min veninde, Klaus og hans tidligere kollegaer. Han var kommet hjem nogle dage forinden og havde inviteret os hjem til ham til forfest. På et tidspunkt stod jeg i rygerummet på Klaptræet på indre Nørrebro og tastede min søsters nummer. Klokken var halv et om natten.

– Er det for sent at ringe? spurgte jeg, da hun tog den. 

– Nej, det er aldrig for sent at ringe. Lad mig bare lige sætte mig op i sengen. 

Jeg gav hende et øjeblik. 

– Jeg er i byen sammen med Klaus og nogle af hans venner. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad han vil. Vi var til forfest hjemme hos ham, så vi har været sammen i flere timer. Men han har stadig ikke hverken rakt ud efter mig eller kysset mig. Hvordan lyder det på dig? Tror du hellere, jeg skulle tage hjem? Altså lyder det på dig til, at han gerne vil have, jeg bliver?

– Det kan jeg jo ikke sige, men Rikke… Det er ham, der har inviteret dig med, ikke?

– Jo. Jo, det er rigtigt. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.

– Rikke, først skal du slappe fuldstændig af. 

Jeg grinte. 

– Og hvis du har lyst til at kysse ham, så kan det være, det er dig, der skal gøre det. 

– Mig? 

– Ja, dig. Lad være med at komplicér det. Nu går du hen og finder ham. Og så kysser du ham. 

– Årh, for helvede. Men så er det næste problem jo bare, at jeg ikke har nogen moves, Tinna. 

Nu var det hende, der grinte.

– Af sted med dig, sagde min søster. 

Jeg kantede mig vejen gennem dansegulvet forbi de fulde mennesker, der kastede med deres hår til Nirvana’s Heart-Shaped Box. Klaus stod med ryggen lænet op af en stolpe tæt på baren. Jeg satte farten ned og listede mig ind foran ham. Han havde en fadøl i hånden, og det så ud til, han stod og lyttede til sangen.

– Forstyrrer jeg? spurgte jeg og lod ham vide med et smil, at det vidste jeg godt, at det gjorde jeg ikke. Selvtilliden fejlede pludselig ikke noget.

– Nej, sgu da. Han holdt øjenkontakten. Et øjeblik senere så jeg væk  og over mod lysestagerne i vinduerne direkte bag ham. De havde lange jernarme, hvor stearinlys løb ned af sig selv og stivnede på karmen nedenunder. Jeg gik et skridt nærmere. Han smilede og slyngede armene om mig, da jeg stillede mig på tæer og kyssede ham. Bagefter greb han min hånd. Han trak mig hen til en bagdør, ledte mig gennem snirklede gange og ind i et veloplyst baglokale, hvor et par tomme ølflasker stod fremme på et interimistisk bord omgivet af sorte klapstole. 

– Det er pauselokalet, men vi må også gerne være her. 

Han havde været bestyrer på caféen tidligere, så de kendte ham alle sammen. Vi satte os med ryggen op af paller med toiletruller og snakkede lidt, indtil nogle af hans gamle kolleger sluttede sig til os. 

En halv time senere ville jeg hjem. Han fulgte mig ud på bagtrappen. Vi flettede fingre, mens jeg kiggede ned i betongulvet. Der var utroligt stille, og det ringede en anelse for mine ører. Jeg ville sådan ønske, jeg følte mig sikker på enten det ene eller det andet. Jeg ville ønske, han fortalte mig, hvad han ville. Jeg ville ønske, han fortalte, han ville med mig.

– Vil du med? spurgte jeg. Han trak vejret ind, mens det vendte sig i maven på mig.

– På en måde vil jeg rigtig gerne. Men jeg vil også gerne snakke færdig med mine gamle venner. Det er lang tid siden, jeg sidst har set dem. 

Han så trist på mig, og jeg forstod ikke hvorfor. Var det på mine vegne? Det slog mig, at jeg aldrig havde kunnet læse ham. Og at jeg havde taget fejl. Selvfølgelig havde jeg taget fejl. Han havde aldrig sagt, han ville tage med mig hjem. Da jeg forstod det, blev jeg irriteret. Han skulle ikke have ondt af mig. 

– Selvfølgelig. Vi ses bare, sagde jeg, viklede mine fingre ud af hans og løb ned af bagtrapperne. På et øjeblik var jeg ude i den friske luft på Kultorvet. Hvor var det pinligt, at jeg havde bildt mig ind, at han ville med mig hjem. Og hvor var det upassende. Jeg måtte fuldstændigt have mistet evnen til at læse andre menneskers signaler. Det var en lettelse at tage hjem, fortalte jeg mig selv igen og igen. Hans veninde, som sad inde i baglokalet lige nu, havde været meget sjovere, mere imødekommende og meget mere smilende, end jeg havde. Selvfølgelig ville han hellere blive der. Jeg kom ikke engang på ting, der var sjove at sige længere.

Det var alt sammen også ligegyldigt. Det vigtigste var, at han ikke så mig ked af det. Jeg havde lovet mig selv at holde den del af mig fra ham, så jeg ikke ville skræmme ham længere væk, end jeg allerede var ved at gøre. På vejen hjem mod Nørrebro i bussen begyndte en beslutning at tage form et sted uden for min bevidsthed.

Det var en beslutning, jeg først realiserede flere dage senere, og som jeg for altid fortrød. 

---

Kapitel 6: Én som dig

Nørrebro, november 2011

Da Klaus’ søster, min veninde fra Aarhus, og hendes kæreste kom til København for at besøge ham i begyndelsen af november, inviterede han mig til at komme forbi til kaffe. Det gjorde i sidste ende udslaget. Den formiddag, de alle var samlet hos ham, sad jeg på min sovesofa og stirrede ud i luften med telefonen i hånden. 

Siden jeg havde set Klaus på Klaptræet et par uger tidligere, havde jeg ikke set andre mennesker. Jeg havde ikke kunnet kunnet overskue at se nogle af mine venner. En enkelt gang imellem havde jeg købt en flaske vin og drukket et glas eller to og bagefter blevet enig med mig selv om at lade resten stå. Jeg svor, jeg ikke ville gøre det igen. I stedet for begyndte jeg at dyrke en smule yoga, og om aftenen gik jeg stadig lange ture på Frederiksberg for at blive søvnig. Alle mine anstrengelser for at genvinde en bare en smule energi i løbet af efteråret, gav ikke de resultater, jeg havde håbet på. Det største problem var, at jeg ikke kunne slippe fri af mine tanker. De rasede rundt i mit hoved og gjorde mig svimmel og stivnakket. Nu var min ryg knirkede af at ligge i min sovesofa dagen lang.

Jeg rejste mig for at rulle gardinerne for og tænkte tilbage på sidste gang, jeg havde besøgt ham i hans lille to-værelses lejlighed i Nordvest. Han havde spurgt mig i en besked, om jeg havde lyst til at komme forbi til spaghetti og kødsovs. ”Og Rikke, det er helt okay, hvis du ikke ORKER det. Jeg har ingen forventninger.” Det havde om muligt givet mig mere lyst til at besøge ham.

Da jeg bankede på hans dør fredag aften, åbnede han og slog sin hånd i en bue ud i luften og ned mod sine fødder i en fejende bevægelse. ”Klokken er 19:00, og jeg har natbukser på. Det er stilen, vi kører i aften, Rikke. Og kom så ind med dig.” 

Der var rart i Klaus’ lejlighed. Han boede, ligesom han var, med varme og plads. Der var en petroleumsfarvet kommode i stuen, tæpper og puder i sofaen og stearinlys i gamle kobberstager overalt i lejligheden. Der var også et askebæger i vindueskarmen. Hos Klaus måtte man ryge indenfor. En luksus, jeg ikke tillod mig selv derhjemme. Og man måtte sove i stuen. Og der var ingen forventninger. Hans lethed smittede, og når jeg var sammen med ham, var de eneste gange jeg smilede det efterår. Det gjorde mig trist, når jeg tænkte, at selv hvis jeg var sammen med ham hver dag, ville jeg aldrig kunne få nok af den effekt, han havde på mig. Det føltes nyttesløs at lade som om, jeg kunne matche det liv, han havde skabt og inviteret mig ind i, så længe min ulykke føltes bundløs.

Den fredag aften havde det været planen, at jeg bare ville komme forbi og se en film. Jeg var endt med at blive hele weekenden. Om lørdagen havde Klaus slæbt madrasser ind i stuen og om aftenen havde han sat en film på, som jeg knap kunne koncentrere mig om. Det tog mig tyve minutter at tage mig mod til at liste min hånd ind i hans, som lå på gulvet foran mig. Til min store lettelse havde han krammet den og holdt fast. Søndag eftermiddag var Klaus faldet i søvn på sofaen foran en fodboldkamp i tv, og jeg havde listet ud på hans altan og sat mig i en solstråle. Et øjeblik forestillede jeg mig, at jeg ville kunne være mig selv omkring ham, uden der ville ske noget ved det. At jeg ville kunne fortælle ham, hvad jeg virkelig gik og tænkte på, og hvordan jeg havde det. Jeg prøvede igen og igen at forestille mig at høre til i hans liv, indtil jeg fik tårer i øjnene. Lige meget hvor meget jeg forsøgte, kunne jeg ikke engang fantasere muligheden frem. 

Da jeg sad med telefonen i hånden den eftermiddag, indså jeg, hvad jeg havde vidst hele tiden. Jeg var ikke værdig til at være sammen med én som ham. Han var glad uafhængigt af, hvilket humør jeg var i. Han havde ikke brug for, jeg tog ansvar for ham. Jeg skulle ikke hjælpe ham med noget eller kompensere for noget, han ikke selv kunne. Han virkede ovenikøbet til at være tilfreds med, at jeg var som jeg var. I stedet for at være glad over det, gjorde det mig nervøs, at jeg ikke skulle anstrenge mig for at gøre ham glad. Og mens mine parader var begyndt at falde fra hinanden, blev jeg kun mere bange, for hver dag der gik. Bange for, hvornår det hele ville slutte, og alle mulige, jeg ikke vidste, hvem var, ville stille sig op og grine af mig, fordi jeg havde tilladt mig at tro, jeg fortjente én som ham. Og de ville have ret. Jeg vidste jo godt, det ikke var ved at være mig selv, jeg fik kærlighed.

Og nu kunne jeg ikke engang lægge bånd på mig selv længe nok til at dukke op og sige hej til mine venner, der var kommet hele vejen fra Aarhus. Jeg ville ikke kunne sprudle og grine og være let, sådan som de andre kunne. Jeg var om muligt endnu mere dyster, humorforladt og negativ, end jeg havde været i september. Sådan var mit sande jeg åbenbart. Der var ingen grund til at lade som om, jeg hørte til sammen med dem. Jeg havde længe haft svært ved at indrømme det overfor mig selv, men nu gjorde jeg det. Jeg havde præstationsangst over for mine egne venner. Og lige meget hvor fjollet jeg prøvede at fortælle mig selv, det var, vidste jeg, at jeg ikke ville kunne dukke op og tale eller være sjov og fortælle historier med lethed, sådan som jeg havde formået at gøre det under festivalen. Jeg havde ikke flere kræfter til at holde min inderste kerne nede og tvinge den acceptable version af mig selv frem længere.

Og selv ikke dét ændrede på, at hjemme hos Klaus stadig var det eneste sted, jeg havde lyst til at være. Særligt, når min veninde kom på besøg. Hvis bare de vidste, det var sammen med dem, jeg allerhelst ville være, ville de måske forstå. Men heller ikke dét turde jeg sige til dem. Det var for skamfuldt. Det ville være for stort et nederlag at indrømme overfor dem. Så ville de først tænke, jeg var blevet skør. Det gik op for mig, jeg snart ikke længere turde noget som helst.

Den dag blev alting mere farligt. 

Jeg åbnede besked indbakken på min telefon og fandt hans nummer frem. ”Hej Klaus.” Jeg lod mit hoved falde ned i min hånd. Det var som om, han var kommet med med sit eget sæt nøgler og låst sig selv ind i mit liv. Jeg havde intet forsvar overfor ham. Den eneste mulighed jeg havde var at skubbe ham væk. Ellers ville jeg risikere for meget. Jeg var skrækslagen ved tanken om ikke at skulle se ham længere, men det var mit ansvar at skærme folk omkring mig fra det, som foregik inden i mig. Måske ville jeg have en chance for at beholde i mit liv på længere sigt, hvis ikke jeg viste ham denne side af mig selv. Måske når jeg en dag blev et bedre menneske, ville jeg kunne se ham igen.

Under alle omstændigheder var jeg nødt til at stoppe ham, før han kom derind, hvor alt det grimme gemte sig.  Ingen, og heller ikke ham, vidste, hvad de sagde, når de tilbød at være her for mig. Det var mig, der måtte sørge for ikke at lade det gå ud over dem.

Jeg blev ved med at skrive, selvom jeg for længst var begyndt at græde. ”Jeg kan ikke se dig længere. Det har ingenting med dig at gøre, og i virkeligheden ville jeg ønske, vi stadig kunne se hinanden. Men jeg er bare ikke på højde med den her depression, og jeg bliver desværre nødt til at trække stikket nu. Jeg håber, vi kan se hinanden på den anden side af det.”

Et ordentligt menneske ville have taget snakken ansigt til ansigt, tænkte jeg. Jeg sendte beskeden afsted i læ af mørket bag nedrullede gardiner, som om jeg ikke skyldte ham noget. Som om han ikke fortjente bedre. Til listen over mine mangler kunne jeg nu tilføje, at jeg havde mistet evnen til at opføre mig ordentligt og behandle andre mennesker med respekt.

Jeg kastede telefonen ind under dynerne. Mine ben hoppede under mig, og før jeg vidste af det, stod jeg i Netto og betalte for en flaske vin. Da jeg kom hjem, lukkede jeg døren ind til mit værelse og satte Adele’s nyeste sang, ”Someone Like You,” til at spille på computeren. Mens jeg lyttede til hendes tekster, tænkte jeg, at jeg aldrig ville finde nogen tilnærmelsesvis ligesom ham igen.  Hvis bare jeg var ligesom de andre. Mine venner, som sad deroppe, kun ti gader væk, og hyggede sig og grinede. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne være med. Hvor ville jeg ønske, jeg var ligesom dem.

Jeg skævede over til flasken. Hvad havde jeg gang i? Jeg forsøgte mig med: Jeg prøver at hjælpe mig selv i en situation, hvor intet andet hjælper. Desuden havde det hjulpet at drikke sidste gang, jeg gjorde det. Et eller andet var jeg nødt til at gøre for at komme igennem aftenen, og så var det jo ikke noget, jeg ville blive ved at gøre. Da jeg havde tænkt den tanke færdig, skænkede jeg et glas til mig selv og så udover svømmehallens tag, hvor skyerne snart ville blive mørkere.

Jeg gik beskeden til Klaus igennem i tankerne igen og igen. Jeg vidste, jeg ville fortryde det. Men der var ingen andre udveje. Var der? Jeg tænkte og tænkte uden at finde noget svar. Det var mit ansvar at skåne ham for, hvad jeg mærkede, udspillede sig indeni mig. Det ville skræmme alle væk at se mig sådan her. Ulykkelig, forvirret og ude af stand til at tage mig sammen til noget så simpelt som at drikke kaffe med mine venner. Det burde være det nemmeste i verden.

Det føltes forkert, da jeg satte glasset til munden. Jeg havde aldrig før drukket samtidig med, at jeg var ked af det. Alligevel tvang jeg en slurk ned og mærkede varmen sprede sig ned langs svælget. Den aften drak jeg, indtil jeg ikke græd længere.

Da jeg faldt i søvn, drømte jeg, at jeg var taget alene i biografen. På lærredet udspillede en version af mit liv sig. De venner, jeg havde set det sidste halve år, myldrede rundt på en græsplæne og gik forbi hinanden på vej et eller andet sted hen. De hilste høfligt på hinanden. Nogle af dem stoppede op for at føre samtaler, men de var for lave til, at jeg kunne høre dem. Så opdagede jeg, at jeg ikke var der. Jeg råbte til dem. 

– Jeg sidder her på biografsædet!

Jeg vidste ikke, hvordan man kom ind i filmen, men de måtte vide det, eftersom de allerede var derinde. Ingen af dem registrerede mig. Jeg knyttede knoerne omkring armlænets røde pels og kiggede rundt i salen. Da jeg opdagede, jeg var alene, råbte jeg højere. 

– Jeg sidder her på biografsædet! Jeg råbte og råbte, indtil jeg blev hæs. Ingen reagerede. De fortsatte deres snakke og gik videre og ud af lærredet.

Tidligt næste morgen vågnede jeg til en besked fra Klaus. “Det er jeg ked af at høre, Rikke. Du må passe rigtig godt på dig selv.” 

Mine tindinger dunkede.

---

Kapitel 7: Bokssættet

Nørrebro, december 2011 

Jeg åbnede for låget til bokssættets med Friends-dvd’erne og lirkede kassen med fjerde sæson fri. Jeg satte mig på gulvet foran fjernsynet, placerede skiven i afspilleren nedenunder og kiggede dovent på den blive fragtet ind i maskinen, før jeg rejste mig. Jeg gik nogle få skridt bagud og lod mig dumpe ned i sovesofaen og krammede dynen sammen som en kugle omkring mig.

Før depressionen lyttede jeg til nyheder, som det første efter jeg vågnede om morgenen. Jeg havde efterhånden hverken set nyhederne i fjernsynet eller købt en avis i flere måneder. Når jeg tændte for nyhederne i radioen i køkkenet, fik jeg hovedpine af at forsøge at anstrenge mig om at fordøje nye informationer eller sætte mig ind i situationer, jeg ikke havde forhåndskendskab til. I løbet af efteråret havde jeg desuden droppet også at se film eller serier, jeg ikke havde set før. Alt, der var nyt, var for krævende. Til gengæld havde jeg set alle afsnit af Friends, da jeg var yngre, så jeg vidste, jeg kunne holde til at se de afsnit, og jeg tænkte, jeg ville have godt af at distrahere mig selv fra mine tanker. 

For at kunne betale min husleje efter at have sagt mit deltidsjob op havde jeg ladet Caroline, en tidligere kollega, flytte ind på det andet værelse i lejligheden. Da hun flyttede ind, begyndte jeg at lukke døren bag mig, når jeg gik ind på mit værelse. Det var bedst at skærme hende fra det sølle hylster, der var tilbage af mig. Også fordi jeg stadig ikke havde kræfterne til at tale om almindelige ting med mine venner for slet ikke at tale om at føre høflige samtaler med mennesker, jeg ikke kendte. Så længe jeg var i overlevelsestilstand, havde jeg bestemt mig for, jeg heller ikke ville forsøge. Jeg kunne ikke holde ud tænke på, hvad hun måtte tænke om mig og skubbede tankerne væk, så godt jeg kunne, og det hjalp at lukke døren til fællesområderne.

Men en dag i begyndelsen af december havde Caroline lånt mig sit bokssæt med samtlige afsnit af Friends. Jeg var stødt ind i hende på gangen en dag i begyndelsen af december, og jeg havde ikke kunnet finde på en undskyldning for ikke at ville snakke med hende. Så vi gik sammen ud i køkkenet og røg cigaretter ud af køkkenvinduet, mens jeg lyttede til hendes forviklinger med sin kæreste, og jeg fortalte om, hvor lidt jeg var i stand til at udrette. Dagen efter havde hun banket på døren til mit værelse og rakt bokssættet ind i rummet.

– Jeg tænkte, du måske havde lyst til at låne mine Friends-afsnit?

– Er det rigtigt, Caroline?

Jeg var sprunget op for at give hende et knus og tage imod sættet. Hun smilede.

– Selvfølgelig. Og du kan låne dem, lige så længe du har lyst.

Det var allerede et par uger siden. Og jeg havde set afsnit efter afsnit, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng hver dag lige siden. Jeg fortalte hende aldrig, at jeg havde haft tømmermænd den aften, vi snakkede sammen i køkkenet. Jeg vidste ikke, om hun havde gennemskuet det, men jeg havde været for skamfuld til at indrømme. Det havde trods alt været en onsdag.

Til gengæld begyndte jeg at lade døren til mit værelse stå på klem så ofte som muligt.

Jeg blev stadig rød i kinderne, når jeg kom i tanker om, at jeg havde drukket vin alene den aften, jeg skrev den skæbnesvangre besked til Klaus. Tænk, at jeg havde kunnet finde på at drikke en hel flaske vin i mit eget selskab? Det ville jeg aldrig kunne fortælle til nogen. Jeg ville ikke kunne forklare, hvorfor jeg havde gjort det. Desuden var jeg forvirret over noget andet, der også var sket den aften, som ikke fyldte mig med skam men med lettelse. Og det var, at da jeg var blevet fuld og ikke længere var hverken ked af det eller bange, havde jeg et øjeblik følt mig som den gamle Rikke. Den gamle Rikke, som vidste, alting nok skulle gå. At jeg nok skulle klare den. Sådan havde jeg været vant til at tænke om mig selv, helt indtil jeg blev syg, og ud af det blå havde jeg mærket min optimisme igen. Det havde været over et halvt år siden, jeg sidst følte mig som mig selv og havde været i stand til at tænke, at alting nok skulle gå. Det var en rar følelse. Men det var også en følelse, jeg ikke længere havde adgang til. Lige meget hvor mange gange jeg forsøgte at sige det til mig selv i spejlet om morgenen, kunne jeg ikke længere tro på det. Men i et øjeblik den aften, havde jeg følt, det var rigtigt.

Jeg havde ikke følt sådan siden. Jeg fniste lidt for mig selv, mens jeg tænkte, at hvis ikke jeg vidste bedre, havde jeg drukket mig fuld hver dag. Jeg samlede fjernbetjeningen op, trykkede PLAY og nød at lade kendingsmelodien fylde mit værelse.

Trods afsnittenes hurtige tempo og højlydte dåselatter, blev jeg igen og igen fanget i de mange fortrydelser, analyser og konklusioner, min hjerne foretrak at være optaget af og minde mig om. Jeg havde aldrig svaret Klaus. Det var sikkert bedst sådan. Men når jeg tænkte på det, stak det i min mave, og jeg blev ulykkelig af at tænke på, jeg ikke havde været i stand til at dukke op til kaffe den dag og i stedet havde fortalt ham, jeg ikke kunne se ham længere. Havde jeg kunnet handle anderledes? Efter at have endevendt scenariet, hvor jeg mødte op, endte jeg med samme konklusion hver gang. Jeg ville have sagt nogle underlige ting, jeg knap nok selv forstod, og jeg ville ikke have kunnet få mit ansigt til at lægge sig i passende folder. Jeg vidste, jeg ikke ville have kunnet lade som om, jeg var deres selskab værd. Det ville have krævet kræfter, jeg ikke havde, og derfor gentog jeg igen og igen over for mig selv, at det derfor også var godt, jeg ikke havde forsøgt.

Et øjeblik ville jeg dumpe tilbage til virkeligheden foran mig og tvinge mig selv til at kigge på fjernsynet og huske, hvad det nærværende Friends-afsnit handlede om, men før jeg vidste af det, var jeg tilbage i min depressive forestillingsverden. Jeg forestillede mig igen, at jeg var taget derop, og så for mig, at jeg var kommet til at sige et eller andet mærkeligt, som jeg ikke ville kunne forklare og ikke kunne trække i land igen. Eller endnu værre, jeg havde ikke kunne komme på noget at sige overhovedet. Det ville være utilgiveligt ikke at bidrage til samtalen, men jeg ville ikke have haft noget intelligent at sige. Og de ville alle sammen én gang for alle have fundet ud af, hvor udueligt og usammenhængende et menneske, jeg i virkeligheden var, og så ville de ikke kunne lide mig længere. Det var altså godt, jeg havde sparet mig selv og dem den oplevelse. Det var og forblev en risiko, jeg ikke kunne tillade mig selv at løbe.

De uger lagde jeg for det meste først mærke til, at et afsnit var ovre, når kendingsmelodien hev mig ud af tankespiralerne, og videoen langsomt gled over i et nyt afsnit.

I løbet af december havde jeg anstrengt mig for at regne ud, hvad der skulle til, for at jeg fik det bedre. Måske handlede det alligevel i sidste ende om at slippe fri af depressionen. Måske ville alt, ikke kun situationen med Klaus, blive bedre, når jeg blev rask. Men jeg snarere vænnede mig til at være depressiv, end jeg fik det bedre. Over for de få af mine venner, jeg var begyndt at snakke lidt med, havde jeg refereret til depressionen som en lidt fjollet størrelse, jeg nok skulle få kontrol over, så snart jeg fik kræfterne til at tage kampen op. Men jeg fik ikke mine kræfter tilbage, og jeg orkede ikke længere at lade som om, jeg havde tillid til, at jeg ville få det. Der var gået tre måneder, og det virkede ikke til, at depressionen nogensinde ville stilne af. Jeg var gået i stå.

Mit liv var gået i stå. 

I løbet af efteråret havde jeg ellers gjort mig sporadiske anstrengelser for at få en tid hos en psykolog i Københavnsområdet, men ingen af de tre psykologer, jeg fik en tid hos, endte jeg med at se igen. Den første psykolog var blevet nødt til at afslutte vores forløb efter kun to samtaler, fordi hun lukkede sin praksis, da hendes søster døde i et trafikuheld. Hende kunne jeg ellers godt lide. Bagvæggen af hendes kontor var dækket af en træreol med bøger fra gulv til loft og over armlænet på den sofa, jeg havde siddet på, lå en petroleumsblå uldplaid. Første gang havde jeg skyndt mig at trække den over benene og proppe enderne ind under lårene, men næste gang jeg kom, havde jeg taget mig tid til at drapere det over mine ben i en fejende bevægelse. Anden og sidste gang jeg var der, lagde jeg mærke til en plakat, som hang i venteværelset. På en hvid baggrund stod skrevet med tykke, sorte blokbogstaver: “Replace fear of the unkown with curiosity.” Jeg tænkte længe over, hvad det skulle betyde og glemte det sidenhen. 

En måned senere fandt jeg en anden psykolog. Hun var yngre end mig og sad på et kontor i Rødovre Centret på kanten af sin stol og tegnede prikker på et whiteboard, mens hun fortalte mig om narrative selvfortællinger. Jeg græd utrøsteligt, og det havde gjort hende nervøs. Det fik mig til at stoppe med at græde øjeblikkeligt og gav mig lyst til at spørge, hvordan hun havde det, eller om der var noget, jeg kunne gøre for hende. Efter jeg havde lukket døren bag mig en time senere, krøllede jeg hendes visitkort sammen og smed det i den første skraldespand, jeg gik forbi.

Den tredje psykolog besøgte jeg i begyndelsen af december. Hun havde et stort kontor i et lægecenter i udkanten af Allerød og var et kvarter forsinket til vores samtale. Mens jeg sad i en kurvestol og ventede på at få hendes opmærksomhed, rodede hun i papirer på sit skrivebord uden at finde, hvad hun skulle bruge. Da hun endelig satte sig ned overfor mig, havde hun stadig sin cykelhjelm på. Jeg koncentrerede mig om at fortælle, at jeg var begyndt at få problemer med at kunne trække vejret helt ned i maven, og at jeg ikke kunne stoppe mig selv i at tænke tanker, jeg ikke forstod. Jeg spurgte efter anvisninger til, hvordan jeg kunne stoppe med at tænke og forstod ikke, hvorfor hun ikke gav mig nogle konkrete svar. I stedet opfordrede hun mig til at fortælle lidt mere om mig selv. 

I slutningen af sessionen klappede hun hænderne sammen foran sit ansigt, og sagde ”Nøj, hvor lyder det spændende. Det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med.” Jeg så måbende på hende og holdt et skrig tilbage. Da jeg forlod lokalet, takkede jeg hende og gik direkte ud på kundetoilettet uden for hendes kontor, hvor jeg satte mig på det nedslåede bræt og græd i femogtyve minutter. Ingen kunne altså hjælpe. Jeg måtte virkelig være for underlig til at forstå. Eller også krævede jeg for meget, til at andre ordentligt ordnede det. Et eller andet var altså galt med mig. Nu vidste jeg det. Da jeg havde tænkt den tankerække færdig, græd jeg ikke længere. Jeg rejste mig, tørrede kinderne i toiletpapir og stormede ud af Rødovre Centret.

Nogle uger efter jeg lånte bokssættet af min Caroline, havde jeg kun to uafspillede afsnit tilbage. Afsnittene hjalp, men kun så længe, de kørte. Det var ligesom om at tisse i bukserne. Så snart jeg vendte tilbage til min egen virkelighed, vendte mine depressive tanker tilbage til mig.

Det var sen aften. Jeg var blevet bange for at skulle lægge mig til at sove, fordi jeg vidste, jeg ville ligge søvnløs og tænke tanker, og at mens mørket faldt på, fik jeg endnu engang svært ved at trække vejret. To afsnit ville ikke være nok til at komme igennem aftenen og ind i natten. Da jeg rejste mig fra sofaen for at gå ud på altanen og ryge en cigaret, følte jeg mig pludselig svimmel. Jeg lod mig dumpe tilbage i sofaen og prøvede at trække vejret dybt, men jeg kunne ikke få luft nok ind til at tage en dyb indånding. Det blev kun værre af, at jeg prøvede.

Jeg åbnede min computer og googlede mig frem til et telefonnummer på en depressions-hotline. En ældre kvinde besvarede mit opkald. Hun havde en blød, rusten stemme, der gjorde mig lidt roligere. Jeg fortalte hende, at jeg havde en depression, og at jeg var begyndt at blive bange om aftenen, når jeg ikke kunne trække vejret ordentligt.

– Det er ligesom om, jeg ikke kan trække vejret helt ned i maven, sagde jeg. – Det giver sikkert ikke mening, men det føles som om, mine ribben ikke giver plads til lungerne.

– Jeg synes, du skal prøve at puste i firkanter, sagde hun.

– Puste i firkanter?

– Ja. Kig ind i væggen og forestil dig en firkant. Begynd med at trække vejret ind, mens du kigger på det nederste, venstre hjørne. Mens du puster ud, skal du lade blikket vandre op til det øverste, venstre hjørne. Træk så vejret ind, og mens du puster ud, lader du dit blik vandre til det øverste, højre hjørne. Og sådan fortsætter du hele vejen rundt. Indtil det dit åndedræt falder til ro.

Jeg takkede hende og lagde på. Men øjeblikket senere var jeg endnu mere frustreret og trak vejret endnu mere overfladisk, indtil jeg droppede at prøve. Jeg kunne ikke finde nogen sammenhængende forståelse af, hvad jeg fejlede. Hvorfor kunne jeg pludselig ikke trække vejret ordentligt? Det eneste der gjorde det værre var, at jeg ikke havde den fjerneste fornemmelse af, hvad der ville kunne hjælpe.

Jeg havde droppet at lede efter flere psykologer og i løbet af december var jeg i stedet begyndte jeg at gå i byen igen. Jeg havde næsten vænnet mig til at være dybt deprimeret, og noget af det eneste, der havde hjulpet tankerne på afstand de sidste tre måneder, var når jeg fik noget at drikke. 

Èn af de få venner, jeg først begyndte at se igen, var Linnea, et af mine nyere bekendtskaber. Vi havde lært hinanden at kende året tidligere, da hun blev ansat på den kaffebar, jeg arbejdede på. Hun var én, man lagde mærke til. Når hun fortalte historier, gestikulerede hun entusiastisk, mens hendes krøller bølgede omkring hendes ansigt. Jeg grinede altid af det blik, hun lavede, når hun afleverede historiernes pointer. Hun plejede at fange mit blik fra en skæv vinkel, vippe et par gange med øjenbrynene for til sidst at trække blikket til sig og grine frit med nakken bøjet bagover.

Fordi hun selv kendte til at være deprimeret, kunne jeg fortælle hende om, hvordan depressionen påvirkede mig uden at skulle forsøge at være i et bestemt humør på bestemte tidspunkter, og fordi hun ikke kendte mit gamle jeg, var der på en eller anden måde heller ikke noget andet, jeg skulle leve op til. Så jeg begyndte at se hende, og vi tog i byen og drak drinks, og i små glimt de aftener blev det lettere at være mig.

Indtil en eftermiddag i begyndelsen af december havde jeg ikke fortalt andre end min søster og Caroline om, at jeg ikke længere så Klaus. En eftermiddag sendte jeg en besked til Linnea og fortalte, hvad jeg havde skrevet til ham, og hvad han havde svaret. Halvanden time senere stod hun på dørtrinnet til min lejlighed med sin lille orange cockerspaniel under den ene arm og rakte den anden ud til et knus. Hun havde pakket en weekendtaske og taget toget fra den lille stationsby nord for København, hvor hun boede.

– Tænk ikke mere på det. Nu skal vi hygge os. 

Hun trak en vinflaske ud af tasken og stillede den fra sig i køkkenet. Jeg talte om Klaus og om alle de ting, jeg havde sagt og gjort, som jeg ikke kunne få til at give mening. To timer senere var vi gennem vinen og havde sat en spilleliste på. Jeg havde åbnet en ny flaske vin, jeg havde haft til at stå, og lå komfortabelt tilbagelænet med glasset balanceret på min mave. Linnea så ned i sin telefon.

– Ikke for at afbryde dig, men skal vi tage i byen? Min søster og hendes kæreste er på cocktailbar. Mon ikke der er søde fyre på en cocktailbar? 

Linnea ville gerne have en kæreste. Jeg ville gerne i byen. 

– Du skal også møde en ny. Skal vi ikke gøre det? Jeg skal bare lige have lagt et nyt lag neglelak.

Jeg hældte mere vin i mit glas og lagde nakken tilbage over sofaens hårde kant, mens jeg så på Linnea lægge en koralorange farve på alle ti fingernegle.

Cocktailbaren var indrettet som en amerikansk diner. Over bordene brændte lysstofrør i gul, lilla og pink. De andre snakkede med hinanden, uden jeg kom på noget at sige. Da de henvendte sig til mig, svarede jeg høfligt og hægtede mig selv af samtalen, så snart jeg kunne. En time efter vi var kommet, gad jeg pludselig ikke være der. Det var underligt at være i byen igen, nu hvor jeg ikke længere havde det sjovt og heller ikke havde lyst til at snakke med nogen. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvorfor jeg var begyndt ikke gide at være nogen steder. Et eller andet sted var jeg jo nødt til at være. Noget var jeg nødt til at gøre. Det kunne ligeså godt være i baren sammen med de andre. Da jeg ikke kunne finde på noget, jeg hellere ville, besluttede jeg ikke at sige noget. I stedet  pressede jeg mig længere ind i hjørnet af den rundede lædersofa og der hang jeg, mens jeg tømte min fadøl og lod de andres grin fade ud i baggrunden.

Lørdag formiddag slæbte Linnea og jeg vores møre kroppe ned på et italiensk pizzaria på Stefansgade, hvor vi bestilte store colaer og paninier med tomat og mozarella. Vi satte os på to højstole foran vinduet med udsigt til gaden, hvor mennesker slentrede forbi og taxier satte farten ned over bumpene og speedede op igen. Rimfrost krøb langs vinduets hjørner, og kølige pust hvirvlede omkring vores skinneben, hver gang nye kunder gik ind af døren bag os og åbnede den på vid gab.

– Jeg har ikke lyst til at tage i byen de næste mange weekender, sagde Linnea og tog en slurk af sin cola.

– Heller ikke mig, sagde jeg.

– Altså, jeg ved godt, du ikke er min kæreste, sagde Linnea pludseligt. Hun tog en sulten bid af sin panini. – Men det føles alligevel lidt sådan. Hun vendte sig mod mig og gav mig blikket. Jeg grinte.

– Jeg forstår godt, hvad du mener, sagde jeg. 

At være sammen med hende var på ingen tid blevet det nemmeste i hele verden. Jeg pillede en våd tomat ud min panini og fik pludselig kvalme. Jeg lagde paninien fra mig, mens Linnea så ud til at fixere sit blik på noget i retning af værtshuset overfor, hvor et par gik arm i arm og drejede ind over hjørnet foran Stefanshus værtshus.

– Når vi engang finder en kæreste, tror du så, det vil føles ligeså nemt, som det gør, når vi er sammen? spurgte hun.

Mine ben svang frit under højstolen, og jeg følte uro i hele kroppen.

– Det håber jeg.

Den aften overtalte jeg Linnea til at tage i byen igen, selvom hun hellere ville være blevet hjemme og se film. 

---

Kapitel 8: Pausen

Nørrebro, december 2011 

Nogle dage før jul sad jeg med computeren i skødet og læste kursusbeskrivelser på en hjemmeside. Nogle dage forinden havde jeg været til en samtale på kommunen. Det var første gang i tre måneder, jeg havde orket at tage cyklen i stedet for bussen ind til Indre By. Jeg plejede at nyde at cykle, særligt i København, hvor der ikke var bakker, som der var i Århus. Men jeg havde ikke kunne tvinge mig selv til at bruge kræfter på at cykle, siden jeg blev deprimeret, og det var endt med, at jeg havde købt et buskort, og at jeg dagligt gik forbi min parkerede cykel med kortet i lommen. I slutningen af samtalen fortalte han mig, at han vurderede, jeg ville være klar til at begynde i en form for aktivering i starten af det nye år.

Kursusbeskrivelserne tilhørte ”anden aktør”, som holdt til på Vesterbrogade, og som kommunen havde udliciteret min aktivering til. De udbød kurser i, hvordan man skriver en god jobansøgning, hvordan man strukturerer et CV og forskellige foredrag over psykologiske tematikker. Det sidste kaldte de psykoedukation. Jeg skrev mig op til alle foredrag under psykoedukation, som ikke overlappede de obligatoriske CV- og jobsøgningskurser og lukkede computeren igen.

Det var første gang, jeg overvejede at forpligte mig til noget som helst siden september. Måske ville jeg rent faktisk have energi nok til at dukke op til nogetnen måned senere. Jeg havde svært ved at forestille mig at skulle noget, før julen var overstået, men det lød umiddelbart overskueligt at skulle dukke op på en eller anden adresse klokken ti om formiddagen lidt over en måned frem i tiden. Jeg skulle møde hver dag, med mindre jeg var syg. Til gengæld behøvede jeg ikke være der i mere end to timer af gangen, og jeg måtte lave, hvad jeg havde lyst til. Det, jeg skulle, måtte gerne være at drikke kaffe og læse Politikens e-avis på den stationære fællescomputer. Mens jeg forestillede mig at opretholde en daglig rutine, fik jeg pludselig vejrtrækningsbesvær, men det gik væk, da jeg mindede mig selv om, at jeg ikke skulle præstere noget resten af december. Andet end at komme igennem julen.

Da det blev den 23. december slyngede jeg min slidte weekendtaske over skulderen og tog toget til Aalborg for at overnatte hos min søster og hendes kæreste. Juleaften tog vi hjem til min onkel og tante, hvor min mor også var. Om eftermiddagen skrællede jeg kartofler i entréen og undgik andres blikke, mens de myldrede frem og tilbage bag mig for at hente pakker ud af gæsteværelset og gå på toilettet. Jeg havde meldt mig til at skrælle kartofler for at hjælpe min tante med at forberede julemiddagen. I virkeligheden handlede det mest om, at jeg ledte efter noget at give mig til, som ville forhindre en situation, hvor jeg skulle forklare eller forsvare mit humør over for nogen. Til min store lettelse krævede ingen, at jeg forklarede mig over dem, og selvom jeg fik tilbudt mange muligheder, engagerede jeg mig ikke frivilligt i samtaler, og jeg besvarede kun spørgsmål, som ikke ville være direkte uhøflige at ignorere. I toget mod København den 25. december sov jeg hele vejen.

Fire dage senere tikkede en mail ind i min indbakke, hvis rene tilstedeværelse gjorde mig øjeblikkeligt rasende. Jeg åbnede den ikke. I stedet læste jeg overskriften igen og igen. Jeg rejste mig fra sovesofaen, hvorfra jeg havde forsøgt at læse nyhedsartikler, og smed min bærbare til side i én og samme bevægelse. Jeg gik ud i køkkenet. ”Efterveer” lød overskriften. Det var fra min mor. Jeg lænede mig op af køkkenvasken og vrængede med næsen. Den ville handle om hendes følelser. Mailen ville være én lang forklaring af en eller anden konstellation af uforløste følelser, som hun på en eller anden måde kunne lede tilbage til mig og stille mig ansvarlig for.

Min mor boede i et hus i udkanten af det nordøstlige Aalborg. Da hun var flyttet ind nogle år forinden, rev hun hele førstesalen ned. Hun byggede et lyst køkken, som åbnede sig mod stuen til den ene side og en udestue, som vendte ud mod haven. Hun havde ingen håndværksmæssig erfaring. Hun var oprindeligt uddannet havbiolog, og nu underviste hun i biologi og anatomi på sygeplejeskolen. Alligevel havde hun taget det på sig at hjælpe håndværkerne med arbejdet, og jeg ville ikke være overrasket over, at hun i virkeligheden havde bygget halvdelen af huset selv.

Hendes hus var blevet både lyst og smukt. Når jeg var i Aalborg, plejede jeg at overnatte på sofaen i udestuen, og jeg kunne godt lide at ligge og kigge rundt på de mørkegrønne planter og vindueskarmene, som var proppet med fyrfadslys, glaskunst og overskårne amethyststen.

Da jeg fik konstateret depressionen, fortalte jeg det til min mor. Hun gav udtryk for, at hun gerne ville inkluderes for at kunne hjælpe mig, og det havde jeg takket hende for. Nogle dage før jeg skulle til Aalborg på juleferie, ringede jeg til hende og forklarede, at jeg havde så tilstrækkeligt svært ved selv at være til stede i den depressive tilstand, at jeg ikke kunne overskue også at skulle inddrage hende i den. Jeg havde ikke tillid til, at hun kunne være i det, og det nåede jeg også at fortælle hende, før jeg fik tænkt mig om.

For at gøre det nemmere for mig selv, valgte jeg at overnatte hos Tinna den jul og meldte det ud til min mor. Selvom jeg godt kunne lide omgivelserne i udestuen, var der særligt ét minde, som holdt mig fra at overnatte hos hende. 

Mindet var år gammelt, men det efterår stod alle de dårlige minder tydeligere i min hukommelse end de gode gjorde, og jeg havde ikke de kræfter, jeg plejede at have, til at stå dårlige minder igennem. Med computeren i skødet og den uåbnede mail foran mig, så jeg min mor og jeg for mit indre blik i et skænderi i udestuen den aften. Dengang var jeg 22 år og boede selv i Aalborg, mens jeg læste en bachelor i Internationale Studier. Min mor sad i lænestolen med en kop varm kamillete i hænderne og med indadvendte fødder i uldsokker plantet på de fliser, hun havde været så smart at lægge varme nedenunder. Hun var musestille, mens hun varmede fingrene på undersiden af koppen. Jeg sad på en pude på gulvet i skrædderstilling på gulvet, mens jeg masserede mine tindinger og forsøgte at stoppe mig selv i at græde.

Om lørdagen havde jeg aftalt at skrive eksamensopgave sammen med to studieveninder, havde hun bedt mig om at hjælpe hende med at bære brænde. Vi skulle afhente en kubikmeter brænde i en skov nord for Aalborg, køre det hjem til hende, løfte det op af traileren og stable det i hendes skur. Jeg havde protesteret og sagt, jeg ikke kunne, men min mor havde insisteret og sendt en SMS med et tidspunkt, jeg ville blive hentet på. Jeg måtte aflyse min studieaftale og i stedet love at slå mig til gruppen klokken 15:00 i stedet for, hvor jeg håbede, vi ville være færdig.

Men da klokken blev 15:00 og vi var på vej hjem med det sidste læs, svarede min mor mig ikke, da jeg spurgte om at blive sat af på vejen hjem. I stedet sagde hun, ”Du kan godt lige tage den sidste tur. Ikke, Rikke?” Hun havde smilet til mig over skulderen fra førersædet og svunget sin stemme op i et lyst toneleje som for at signalere, at jeg tog for tungt på tingene. Mod slutningen af dagen var jeg indebrændt og i stedet for at tage hjem og skrive opgave, besluttede jeg mig for at blive for at tale med hende om det. Vi havde allerede talt længe, da hun besluttede at fortælle mig, hvad det med brændet egentlig handlede om.

– Det her handler om, at vi hjælper hinanden som familie, sagde min mor og slog hjælpeløst ud med armen. – Jeg hjælper så tit dig, så en gang imellem kan du godt hjælpe mig. Det var en sølle lørdag eftermiddag. Det sker der vel ikke noget ved?

Hun lagde et mellemrum ind mellem de sidste tre ord, som om hun var træt af at skære ting ud i pap for mig. Ikke. Noget. Ved? Jeg havde gentaget mig selv at forklare min synsvinkel i snart en time uden at blive hørt, og nu begyndte jeg at blive vred.

– Men mor, for helvede. Jeg kunne jo ikke! Jeg skulle skrive eksamensopgave, og det havde jeg også sagt! Jeg tørrede min næse. – Det er princippet i det. Når jeg siger, jeg ikke kan, hvorfor presser du mig så? Jeg ventede ikke på hendes svar. – Og bagefter lader du som om, det er ligegyldigt, hvad jeg skulle.

Min mor sukkede højlydt.

–  Herreste Gud, Rikke. Jeg spurgte dig om noget ganske simpelt. Hvis ikke du kunne, så kunne du bare have sagt nej. Ingen kan tvinge dig til noget som helst, det kan jeg da skrive under på.

Hendes tone var spøgefuld, som om vi burde have grint af det. I stedet sad vi i stilhed. Jeg havde lyst til at rykke hår ud af hovedbunden på mig selv. Jeg ledte mere og mere desperat efter en ny måde at forklare mig selv på. Et eller andet burde jeg kunne sige for at få hende til at forstå, hvad jeg mente. Jeg var uduelig til at udtrykke mig. Jeg kunne ikke gøre mig selv forståelig. Det menneske, som skulle elske mig mest, gav jeg ingen mening for. 

Øjeblikket efter skævede hun over mod mig og løftede så et vådt blik ud i bunden af haven. Da hun rejste sig, mumlede hun frem for sig selv, som om der var en tredjemand til stede i rummet, ”ja, jeg ved ikke, hvad skal stille op.” Da hun gik forbi mig og ud i køkkenet, slog hun hånden ud i luften i min retning. Jeg lyttede efter lyde derude fra. Hun var gået i gang med noget andet.

Jeg fortrød at have forsøgt at snakke med hende om det. Nu havde jeg igen bevist, at jeg ikke kunne sætte mig igennem. At jeg ikke kunne gøre mig forståelig. At jeg ikke kunne accepteres, når alt kom til alt. Jeg tvang mig selv til at trække vejret roligt. Og så gjorde jeg mig hård. Det hjalp. Langsomt faldt jeg til ro og mine hulk mistede sine sidste lyde.

Og sådan endte det. Sådan endte det altid. Op igennem mine 20’ere havde vi gentaget variationer af det samme skænderi. Før det havde vi skændtes i den lejlighed, hun fremlejede i Skive under mine gymnasieår, og endnu før det havde vi været på kant i min folkeskoletid i andelshuset i Stjær, efter hun blev skilt fra min far. Jeg var træt nu. Jeg var træt af gentagelserne, jeg var træt af påmindelsen af, at vi ikke kunne blive enige om, hvad vores roller var, og jeg var træt af, at alt, hvad jeg følte og mente, skulle igennem hende, så hun kunne vurdere, om det kunne godkendes eller afvises. Havde det ikke altid været sådan? Hvorfor var jeg aldrig god nok til at starte med? Jeg vidste godt, der var noget ved mig, som ingen andre kunne holde ud, men jeg kunne ikke længere holde ud til at blive mindet om det.

Alligevel åbnede jeg mailen. I den indledte hun med at fortælle mig, at det havde været svært at være sammen med mig juleaften, og at der var nogle ting, hun havde brug for at fortælle mig. Hun skrev, at hun havde godtaget min forklaring om ikke at tale med hende om depressionen, men at hun af den grund havde følt sig udenfor, og at det havde gjort hende ked af det at se mig tale med andre den aften. At jeg holdt fast i ikke at ville tale med hende om min depression, havde desuden gjort hende usikker på, hvordan hun skulle agere over for mig. Hun skrev, at det ikke var rigtigt at sige, hun havde svært ved at være i det, men at det derimod havde været svært for hende, at jeg havde lukket ned for samtalen, fordi det betød, at vi ikke kunne tale om tingene. Det var til gengæld rigtigt at sige, at hun godt kunne rumme mine følelser, men at hun holdt sig tilbage og respekterede de grænser, jeg havde sat op. Hun afrundede mailen med at fortælle mig, at hun gerne ville være en medspiller i mit liv, men at problemet var, hun ikke blev inviteret ind.

Jeg knaldede computerlåget i. Den var først, da lunkne dråber kaffe landede på mine cowboybukser og alarmerede mig til koppen i min venstre hånd, at jeg opdagede, jeg også havde spildt kaffe udover sovesofaen og trægulvet. Jeg skummede af raseri, da jeg løb ud i køkkenet og med et slag med hånden ramte det øverste af armaturet og åbnede for den varme hane. Jeg satte proppen i afløbet, hældt gul sulfo ud over bunden og stirrede ned i vasken, mens skummet voksede sig større og større. Udover kaffepletterne trængte intet andet rigtigt til at blive gjort rent, så jeg vaskede vægge ned i de næste tre timer.

– Ikke engang når jeg får en depression, vil hun lade mig være i fred! Det er ikke hendes depression. Det er min. Alligevel får hun det til at lyde som om, hun på en eller anden måde har ret til mine følelser. Og så begynder jeg at føle, jeg skylder hende at dele mit indre liv med hende, men det kan jeg bare ikke, mens jeg har det så dårligt. 

Min stue duftede af citrus. Pletten på trægulvet var tørret hurtigt ind. Sidste gang jeg havde talt med min søster om mit forhold til vores mor, havde hun rådet mig til at være mere forsonlig. ”Jeg tror, du er den mest stædige person, jeg kender, Rikke. Det er som om, et eller andet i dig har lyst til at holde mor på pinebænken. Jeg vil sådan ønske, I bare kunne være gode venner.” Nu forholdt hun sig anderledes.

– Det er jeg virkelig ked af at høre, Rikke. Hvad tænker du, du har brug for?

– Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke stoppe hende i at skrive mails. Men jeg orker heller ikke at blive ved at forsvare mig. Jeg kommer til at eksplodere, hvis jeg skal gøre det én gang til.

Et øjeblik var der ingen af os, der sagde noget.

– Måske er det tid til, at du tillader dig selv at holde en pause fra at snakke med hende, sagde Tinna til sidst.

Jeg lænede mig tilbage i sofaen og stirrede op i loftet. Den mulighed ville jeg aldrig selv være kommet på. Det blev altid nemmere at være mig, når jeg snakkede med min søster. Det var som om, hun som den eneste kunne lukke luft ud af mig. Jeg trak vejret ned i maven og åndede langsomt ud. 

– Måske er det det, sagde jeg. – Må jeg godt det? Jeg græd lydløst væk fra telefonen, da Tinna svarede.

– Det bestemmer du. Jeg kunne bare godt unde dig, at du fik ro på den front. Og man kan vel roligt sige, at der ikke kommer noget godt ud af den samtale, I har lige nu.

Det første jeg gjorde, da vi havde lagt på, var at åbne computeren. For første gang længe trak jeg vejret roligt, og så begyndte jeg at skrive en mail til min mor. Den blev lang. Jeg skrev, at jeg var ked af at høre, at min beslutning om ikke at fortælle hende mere om mine følelser, end jeg allerede havde gjort, gjorde, at hun følte sig uden for. Jeg skrev, at selvom hun sagde, hun kunne rumme mig, var det ikke min oplevelse. Jeg skrev, at jeg var udmattet af at kæmpe for min ret til ikke at fortælle mere, end jeg havde lyst til, og at jeg derfor havde jeg brug for, at vi tog en pause fra at snakke med hinanden. Jeg skrev, at jeg ikke ønskede, at pausen skulle blive permanent, tværtimod så jeg det som en måde at passe på vores forhold. Jeg overvejede det længe, før jeg tilføjede, at jeg havde brug for at være den, der tog kontakt næste gang.

Jeg læste mailen igennem to gange. Så trykkede jeg send.

---